Profile
Blog
Photos
Videos
D. 14. maj
Sidste dag i Washington og USA for den sags skyld. Det eneste vi skal i dag er, at besøge Holocaust museet, som skulle være ganske imponerende. Vi starter dog med at henvende os i receptionen, for at hører om de kan bestille shuttle service til os, og om vi kan blive blot en time længere på værelset i morgen. På dette yderst fine hotel viser det sig, at servicen er forbeholdt dem i jakkesæt, og vi kan forlade skranken med overfladiske svar. De vil ikke bestille transport til lufthavnen for os, da de før har haft problemer med dette, så vi kan ringe til en taxa hvis vi vil fra hotellet. Forlængelsen af opholdet vil hun ikke garanterer, men vi kan ringe ned i morgen tidlig. Tusind tak for hjælpen - her ligger vi 1000kr. per overnatning, og så kan de ikke ringe efter noget så enkelt som en shuttlebus. Vi finder ud af, at der går en bus ud til lufthavnen ikke så langt fra hotellet, og den beslutter vi os for at vælge i stedet. Vi opgiver at få den time mere på værelset, og planlægger at forlade stedet på klokkeslettet.
Derefter går turen på museum, og det viser sig at være en ganske kløgtig beslutning. Godt nok er der lidt småproblemer med at få Hr. Johansen med videre fra det stort opsatte security tjek der er ved indgangen, men efter lidt overbevisende argumenter ang. forfædrenes zar regeringstid lykkedes det. Museet er bygget meget flot op, og det er ganske overbevisende at bevæge sig rundt derinde, samt meget lærerigt.
I løbet af dagen når vi også at motionere lidt. Vi lejer en vandcykel i en time, og tramper lidt rundt i en sø. Det er tydeligt at det ikke er amerikanernes favoritsport, men omvendt så foretrækker de jo at se sport og ikke udøve den. Generalisering - nej ikke spor.
Dagen slutter af med et ordentligt stormvejr, som var så kraftigt at kun hårvæksten på Birthe Rønn Hornbechs ryg er kraftigere. Sjældent har vi set så meget regn piske ned, på en så voldsom måde.
Det er nogle af de sidste ord, der i skrivende stund bliver griflet ned til bloggen. Vi vælger at slutte af i dag, da vi regner med at størstedelen af læserne er i gang med forberedelserne til vores hjemkomst d. 16. og derfor alligevel ikke ville læse bloggen for d. 15. Der er elefanter der skal males hvide og dresseres til at gå i takt til Oliver Kwaii march, foran flyet i Aalborg Lufthavn. Der er bannere der skal hænges op, og prominente gæster der skal på plads, alt i mens vi svæver i luften mange kilometer over Atlanten. På vej hjem fra det store eventyr. Vi forventer naturligvis F16 eskorte fra København til Aalborg, og en velkomstkomite på under 1500 personer vil være skuffende. Ydermere tør vi godt afslører at en flagallé gennem Aalborg vil være kærkommen, for at hylde vores hjemkomst.
Med hjem i kufferterne og rygsækkene, har vi - udover en masse vasketøj - en kæmpe portion oplevelser. Disse glæder vi os til at dele med jer, også selv om meget af det har været omkring denne blog. Nogle ting skal forklares, forsvares og forvrides før man helt forstår sammenhængen, men det er vigtigt at understrege fra Skribentens side, at minimum 25 % af bloggen er autentisk. Ydermere vil denne gerne stille skarpt på, at det har været første prioritet for denne blogskriver, at skrive mens blodet har boblet i kroppen og oplevelserne stadig ikke har været helt fordøjet. Mange gange har man dagen efter kunne læse bloggen igen, og i bagklogskabens lys konkluderer at nogle ting ikke har været så gale som beskrevet. Men igen så flyder ordne nemmere ud når blodet render stærkt, og man agere ud fra førstehåndsindtrykket. Hvis først bloggen blev griflet ned, når skudsalverne i Michigan døde ud, og koreaneren i New York var rejst hjem, så ville stoffet være ligeså underholdende som Tove Fergos dagbog. Det har været et glimrende medie at kommunikere igennem, og vi blev gang på gang overrasket over hvor mange der fulgte med. Nogle læser teksten hver dag, andre kigger billeder og undgår dermed Skribentens til tider specielle fortolkninger, og andre klikker ind og ser reportager. Det helt geniale er, at vi nu er i besiddelse af en nedskrevet dagbog, som vi igen og igen vil kunne finde frem og bruge til at mindes tiden i staterne. Der er også utallige billeder der skal fremkaldes, så de ikke blot bliver "glemt" i en computermappe. Et andet af internettets herligheder, som vi har benyttet os meget af, er den dansk superopfindelse - Skype. Ved hjælp af denne online telefontjeneste, har vi kunne holde kontakt med forældre, søskende, kæreste, hund, kat, venner, bedsteforældre og Jodle Birger. Dermed har man følt sig tæt på dem derhjemme, og komplet hjemve har kunnet undgås.
Det har uden tvivl været en udfordring for os begge 2 at være så lang tid af sted. Ingen af os har prøvet at være væk hjemmefra i over 1-2 uger, så 2½ måned kunne virke som en evighed. Men når man kigger tilbage, så er tiden bare fløjet væk, og det er umådeligt svært at erkende at man for lidt over 2 måneder siden befandt sig nogle hundrede kilometer nordpå i New York. I mellemtiden har man så kørt godt 15.000km. og besøgt den anden kyst. Det har været en frihed uden lige, at have bilen. Vi har været i stand til at køre hvorhen vi ville det, og den har givet os mulighed for at møde nogle helt unikke mennesker. Lige fra Bjarne i Arizona, som gav os guidet tour i Phoenix der uden tvivl ville være kommet på Margueritruten i Danmark, til Rune i Silicon Valley, som gav en kanon rundvisning på Microsofts X-Box afdeling. Desuden har vi mødt utallige skabninger og væsner, hvor man i flæng kan nævne, FBI agenten Preston, vores motelmoder i Michigan og støvsugeren fra staten New York. Det er disse oplevelser der fremstå som unikke i Navigatørens øjn, da det er noget kun de allerfærreste vil støde på. Enhver kan rejse til Las Vegas og se The Strip, og enhver kan tage til Miami og ligge på stranden, men det er ganske få der får lov til at møde lige præcis disse mennesker vi har mødt. Det kan lyde som en forklejning af de kendte ting herovre, men det er det overhovedet ikke. Det var en fantastisk oplevelse at stå og betragte Niagara vandfaldet, der utaknemligt øsede vand ud i uoverskuelige mængder. Det var fantastisk at besøge Alcatraz, og opleve hvordan et fængsel kan se ud indvendigt. Der har været så mange store oplevelser, så det er ikke til at skrive dem alle sammen ned, og det er skam heller ikke meningen, for hvad skal man så fortælle når man kommer hjem?
USA som et land, er fortræffeligt at rejse i. trafikken glider ubesværet, og med en GPS og kompetent Navigatør, samt et glimrende kort, så er det intet problem at komme rundt. Landet har alt hvad man kan ønske sig, og det karakterisere vores færd så udmærket. Vi har vandret i efterårslignende vejr, været fanget i en snestorm og stået på ski i forårets milde vejr. Men vi har også lagt på stranden og fanget smagen af sommer, så det er fra den ene kontrast til den anden. Alt sammen i et og samme land. Moteller er spredt ud over motorvejsstrækningerne, og det er forholdsvis billigt at bo på disse. Maden er billig hvis man er indstillet på at spise usundt. Det var vi ikke, så vi måtte pænt betale det ekstra for salat og andre sunde sager.
Der er naturligvis også ting i USA, som vi er blevet trætte af efterhånden. Hvis man derhjemme har oplevet at se film på en reklamefinansieret tv-kanal (ikke TV2) så vil man hurtigt blive træt af de mange reklameafbrydelser - det er ingenting i forhold til USA. Her hamrer reklamerne derud af i en lind strøm, og hovedparten er for mad, så man kan ligefrem miste appetitten. En anden ting som kan virke kvalmende i længden, er den amerikanske selvfedme, som er så alt overstrålende, at man ikke kan undgå at tro den er påtaget. Man har overbevist sig selv om herovre, at man er størst, bedst og førende indenfor alt, og derfor behøver man ikke interessere sig for omverdenen. Nogle betragter Europa som et legeland, man kan rejse rundt i på en uge, da det arealmæssigt ikke er større. I vores betragtning så kan man sagtens bruge 2 måneder i Spanien eller Frankrig, mens det vil være noget nær umuligt at få så lang tid til at gå i hovedparten af de amerikanske stater.
En anden ting er, at der konstant skal findes helte frem, som man kan hylde for deres indsats. Politiet bliver hævet op på et unaturligt niveau sammen med brandmænd. De mangle bare Batmans maske, og Supermans undertøj, så er den hjemme. Det er selvfølgelig medierne der udpeger disse helte, men befolkningen følger gladelig med, så i vores øjn er der en mængde herovre der er ret naive, hvad angår pressen og dens fremstilling. Fair nok det kan vi også være derhjemme en gang imellem, men slet ikke i samme omfang.
En sidste ting som vi glæder os til at komme lidt på afstand fra, er en påtaget interesse i supermarkederne. How are you today sir? Det er så gennemført tydeligt, at det står printet i ansættelseskontrakten, at disse 5 ord skal udtales, og de bliver da også helt paffe, hvis man spørger igen om hvorledes de har det. Det bliver rart at komme i Rema hvor sådanne overflødige spørgsmål ikke florere.
Vi har på vores rundtur set mange sørgelige skæbner. De har optrådt i alle mulige udklædninger, lige fra dansepiger i Las Vegas, til de mere tydelige hjemløse på gaden. Der er rigtigt mange der falder gennem det minimale sikkerhedsnet i dette storslåede land, men det tysser man gerne ned i medierne, og der er ikke nogen politikere der vil stå frem med omsorg for de svagest, som en personlig mærkesag. Vi er i frihedens land, og frihed er herovre det samme som penge, og penge skal ikke pumpes i noget som man hverken kan tage eller føle på. Nej penge skal bruges til at skabe status i samfundet, og give sig selv et klap på ryggen.
Noget der chokere os lidt har været, at man i de store byer finder apotekslignende butikker overalt. Det er et land hvor der er opfundet en kur på alt, og tv-reklamer pumper nye sygdomstegn ud hverdag, så man ikke kan undgå at fejle noget. Det er et land hvor befolkningen bliver styret af frygt. Man kan overvåge sine børn via sin mobiltelefon, og det er mere unormalt ikke at have alarm, end at leve uden og med en ulåst dør. Nuvel der er mange med lange fingre, men omgivelserne er hvad man gør dem til, og de bliver gerne gjort meget slemme. Sikkerhedsfirmaer vil operere for private, i nogle stater er det lovligt at have våben i hjemmet. Hele tiden sikkerhedsprocedure overalt, og folk med security tekst på ryggen. Her kan man spørge hvor landets frihed er gemt, for det må da klart være at underlægge sig en anden, når man konstant skal rette ind og passe på ikke at overtræde de mest mærkværdige love. Ikke at lovløshed er alt foretrække, men man kunne forestille sig, at man ønskede minimal indblanding fra statens side.
I løbet af de mange siders blog, er der også blevet plads til et par pip fra Chaufføren, Fotografen, Researcheren og Hr. Johansen, og det er naturligt at disse/denne skal have lov til at ytre sig i denne afsluttende blog. For at sikre at det er en subjektiv holdning fra begge, undlade Skribenten at fjerne eventuelle gentagelser eller modstridende oplysninger. Her er den afsluttende 2. sektion:
Chaufførens afsluttende rapport
En tid er ved at gå på hæld. Toppen af timeglasset er ved at være tomt, og er klar til at blive vendt på ny. Tunnellens åbning ligger indenfor rækkevidde. En rejse er inden længe forbi. Med andre ord: vi har fordrevet ca. 76 døgn / 1826,5 Timer / 109.590 Minutter eller 6.575.400 sekunder i dette, verdens mest kendte land og vi vender nu tilbage til det danske land med nye kræfter til at påbegynde en hverdag hvor man ikke kan sove til middag og gøre som det passer en bedst. Der er sket meget i vores rejse tværs over det nordamerikanske kontinent. Vi har lært meget om Amerikanerne og deres kultur, noget af det vil vi kunne bruge fremover og andet går ind under kategorien: "Ubrugelig viden", men det kan måske også anvendes engang i Trivial Pursuit eller Hvem vil være millionær.
Denne rapport er som førnævnt, mit talerør til de eller den læser/e der sidder hjemme i kolde Danmark og følger med i vores rejse herovre i staterne. Jeg vil i min sidste af de 3 tilladte rapporter, rapportere om sandfærdighed ved vor rejse, så du som læser, kan få bare lidt troværdigt stof inden tiden med blog er endt. Jeg læser tydeligt mellem linjerne i det Hr. Rathmann har skrevet ned aften efter aften herovre, og det er tydeligvis ikke blevet bedre des længere han har været væk hjemmefra. Det er gået fra at være 26 % sandfærdig til at være 84 % løgn.
Siden jeg skrev min månedsrapport for april måned, er der ikke sket det vilde, Vi fløj til Miami International Airport, efter besøget i San Francisco. Det var en meget behagelig flyvetur, men det var ikke nemt for hverken Skribenten eller Fotografen at få sig noget sammenhængende søvn. Vi lander før fanden får skoene påmonteret i Miami og finder derefter vores kufferter og en taxa til Jazz on South Beach Hostel på Collins Ave i bydelen Miami Beach, blot én blok fra stranden. Vi kommer ind og får sat vore kufferter i et opbevaringsrum, sammen med vore vinterjakker, som vi var taget fra San Francisco i grundet tvivl om kufferternes vægt. Også får vi nyheden, vi kan ikke få værelset før om 6 timer! da det ikke er gjort ren. Efter lange diskussioner, håndtegn osv. med receptionisten, kommer vi frem til at vente tiden bliver 6,5 timer og det der venter os er et lille kammer med en Queenbed, 2 mildest talt elendige stole, samt et lille badeværelse, så kan man ellers spørge sig selv: Hvordan kan det tage 5 ansatte Mexicanere og Cubanere at gøre 14 m2 rent, men det lægger stadig i det uvisse. I Miami Beach går tiden bedst af alt med dasen og strandture, samt lidt indkøb inden turen sidste amerikanske flyvning mod Washington DC. I Washington DC har vi set The White House, the Capitol og et utal af monumenter rundt i den centrale park. Det blev også tid til at komme en tur på Hooters og få skrevet de sidste stater på vores t-shirts og et besøg i Holocaust Memoral Museum. I morgen starter dagen usædvanlig tidligt, også skal vi have pakket og være klar til at komme i lufthavnen også går turen mod Danmark, leverpostej og rugbrød.
På turen igennem staterne har vi lært en masse, vi kan efter vores rejse tilberede en de bedste pastasalater, der til tider er blevet tilberedt. Indkøb, håndtering og tilberedning af og på en primus. Vi kan vaske tøj, dog ikke uden at der kommer striber på noget af tøjet (Hvilket stadig er et uløst mysterium). Vi har fundet ud af at USA er et virkelig stort land, og at man skal have tålmodighed hvis man skal være i landet i længere tid på egen hånd, der er meget langt fra den ene kyst til den anden og butikspersonalet er meget langsomme og tydeligvis ikke akkordlønnet. Vi har set forskelle mellem staterne hvilket kan være i samme målestok som Danmark og Tjekkiet. Ydermere har vi se en del natur især i den vestlige del af landet, hvilket vi må erkende er uvurderlig og unik, det har været en fantastisk oplevelse at se alle de Nationalparker, som vi har bevæget os i, samt landet som helhed. Til sidst har vi fornemmet hvor dårligt et skolesystem som "Verdens førende land" har, hvilket vi ikke er begejstret for. Mange unge er dårlige til at stave og regne, bl.a. kunne min fimsede frisør ikke regne ud hvor meget 200 mil var i Km, trods han vidste at forholdet var 1:1,6 og pigerne på Hooters havde deres problemer med at stave til de forskellige stater, man ser alligevel ikke mange danskere på 20-25 år der ikke kan stave til Sjælland, så det er ret overbevisende at det ikke er jobansøgningen de har fået jobbet på, der må have været andre kriterier de går efter!
Statistik:
- Vi har haft 5 overnatninger i køjesenge, 1 i Koreanerens Baggagerum, 2 over 10.000 meter oppe i luften, 10 på Hostel, 59 på Moteller, hvoraf de 16 har været på Motel6, 9 på Super8, 5 på American Best Value Inn, 3 på Days Inn, 3 på BestWestern og 1 på National9, de resterende har været på forskellige lokale moteller.
- Vi har i Koreaneren tilbagelagt ikke mindre end 9.764 miles / 15.622 km, hvilket svarer til 295 km pr. dag.
- Koreaneren har nedlagt 4.613 insekter af forskellige arter med forruden, samt et egent med højre skærmkasse.
- Vi har på turen indtaget 214 flasker vand, 22 salathoveder, 48 franskbrød og 5100 gram pasta samt et ukendt antal af Budweisere og Bud Lights
- Vi har på motellerne indsamlet små shampooer og håndsæber, det er på hele turen blevet til 28 Shampooer og 12 stykker håndsæbe
10 ting om turen:
- Motel 6 har været vores fortrukne Motel, billigt med alt hvad vi har brug for, trods lidt internetproblemer hos Navigatøren.
- Las Vegas er den festligste by vi har besøgt, det er absolut en by vi vil besøge igen hvis lejligheden byder sig, for der er sku gang i den.
- Automatgear og Cruse control er uundværligt i USA, med de lange strækninger vil det ikke være behageligt at skulle køre så langt
- Bud Light er vores fortrukne øl, trods de er designet til kejthåndede (kapslen skrues af modsatte vej som Cults Alkopops) og det er uforståeligt hvorfor at de ikke er kommet til Danmark endnu.
- Brugsgenstande er billigere herovre, hvem havde troet at et komplet bestiksæt til 4 personer koster 3 dollars i Walmart. (Det røg så ud sammen med så meget andet i San Francisco.)
- Pastasalat by elkedel er vores hyppigste aftensmad, det har vi lavet efterhånden rigtig mange gange, og det var med grædende hjerter at vi skulle skille os af med elkedlen.
- På primus er der tilberedt 7 retter og det eneste der er anvendt til alle retterne er salt og peber, selvom de fleste ville tro at det var Heinz.
- Der er taget 1.858 billeder og de 1.299 af dem gik gennem censuren og er lagt online
- Skribenten har nedskrevet 75 blogs, hvilke tilsammen indeholdt 47.493 ord, dvs. der er trykket på ikke mindre end 272.856 taster
- Hyundaien nåede at køre 9.764 miles
Det var så den sidste af mine rapporter for denne gang. Det bliver i dag også de sidste uploads på bloggen, dvs. der kommer ikke flere billeder op, rapportagerne er et overstået kapitel og Skribentens daglige notater er afsluttet efter den 75. og sidste blog for denne omgang. 77 dage er snart overstået, i morgen går flyet til Danmark, som vi efterhånden glæder os til at se igen. Vi har haft 2 og en halv kanon fede måneder med masser af oplevelser, men når det så er sagt, er Danmark, Dansk mad, og de mennesker der er derhjemme også et stort savn efterhånden. Vi rejser herovre fra, den 15. Maj ved 17-tiden og forventer så en mellemlanding i København, inden turen går videre det sidste stykke til Aalborg, inden biler vil transportere os de sidste 40-50 km til Himmerland. USA er et fedt land at være på egen hånd i, og vi kan kun anbefale andre at tage herovre og opleve nogle af de utallige oplevelser, der eksisterer i USA.
Over and Out // Joakim Johansen.
Som ansvarshavende redaktør, er det naturligt at sætte det sidste punktum i den online udgave af vores rejse. Vi må nok konstatere at vi er mætte af at rejse, og hjemve efter dansk mad, danske mennesker og Danmark generelt presser på nu hvor det er så tæt på med hjemrejsen.
Det er ikke utænkeligt at vi hver især, eller sammen +/- flere vil vende tilbage, for Amerika har så umådeligt meget på menuen, som vi ikke har smagt på endnu. Først og fremmest gælder det nu om at fordøje alle indtrykkene, og komme tilbage i en rytme i Danmark, med familie, kæreste, kreaturer og Kandis musik. Om under 24 timer sider vi i et fly over Atlanten, hvis alt eller går vel, og meget snart er fødderne plantet i Himmerlands sikre muld.
Chaufføren, Hr. Johansen, Researcheren, Fotografen - Navigatøren, Hr. Rathmann, Skribenten og "Bent Henrik" takker for at du/i fulgte med, og ser frem til et glædeligt gensyn i Aalborg Lufthavn, til en ankomst uden lige! Hermed sættes det sidste punktum, eller hvad der nu er nærmest,-´*'^¨=}&#%¤"!½§ .
Best regards
Johansen og Rathmann
- comments