Profile
Blog
Photos
Videos
Puha uha uha. Vækkeurets forfærdelige røst bryder ud i sang kl.5:00 på det lille kammer i Miami. Det er fandens tidligt på dagen, men det er nødvendigt da vi har et fly vi skal nå i Miami International Airport. Inden vækkeurets modbydelige lyde bryder ud, har Researcheren opnået godt 5 timers søvn, og det lykkedes for Navigatøren at runde lidt over 1½ time. Ergo er det to meget udmattede sømænd, som kryber ud af køjen for at indtage morgenmåltidet. Kufferterne er heldigvis allerede pakket, og efter morgenmaden er det fluks ned i receptionen, hvor der gerne skulle stå en taxachauffør og vente på os. Det gør der heldigvis, og i skumringen lister vi af sted fra Miami Beach med kurs mod lufthavnen. Vi får tjekket ind og bevæger os videre mod sikkerhedstjekket. Dette skal vise sig at blive lidt af en oplevelse.
Grundet manglende søvn er vi ikke helt oppe på dupperne, da vi skal igennem hoved-og-i-røv tjekket, men Hr. Johansen får dog kæmpet sig ubesværet igennem. Så nemt skal det ikke gå for Hr. Rathmann. I pre-tjekket spotter verdens sureste dame, at Navigatøren bærer et tysk efternavn, og dette giver anledning til et større tjek. Det er tydeligt at der straks opstår en mistanke om, at Hr. Rathmann har deltaget i forfølgelsen af jøderne under 2. verdenskrig. Således foregår det således, at da håndbagagen og andet løst er sendt igennem røntgen, og Hr. Rathmann skal til at gå igennem maskinerne, som altid hyler, når folk med by-pass operationer passere igennem, så opdager det smørknivsskarpe sikkerhedspersonale at bæltet ikke er afmonteret. Da Navigatøren efter en erotisk omgang samba aflevere bæltet, og skal til at gå igennem maskineriet, bliver denne omdirigeret til en total kropsscanner. Her står man som en anden fanget nazist med armene overhovedet, mens et udefinerbart aggregat roterer rundt om en. Derefter ud på den anden side, hvorefter Hr. Rathmann slipper for yderligere tjeks, selvom en omgang kropsvisitering fra den ene security dame ikke ville gøre noget… Straks som cirkusset forekommer at være overstået, så står der en anden vagtmand med Hr. Rathmanns rygsæk, som åbenbart indeholder noget suspekt. Efter at den formodet naziforbryder har i klædt sig sko og trøje, og samlet sine ejendele, bliver denne gelejdet over til et afsides bord. Det ligger fast at der skal findes et eller andet, som kan sætte Navigatøren bag tremmer i 20 år. Op af tasken fisker razzia gutten Xbox souveniren op, og kigger meget intenst på den, for at opklarer om denne har haft noget med Anne Franks dagbog at gøre. Da han kommer frem til, at tingen ikke har været brugt til tortur eller henrettelser, laver han et par test i tasken for at finde ud af om Hr. Rathmann medbringer 2kg kokain, da rygtet om vores ophold på Jazz on South Beach åbenbart er nået frem. Heller ingen gevinst her, og til stor skuffelse må tolderne slippe Mathias Kjær Rathmann uden at kunne smide ham i spjældet.
Flyet er lige lettet fra jorden, da vi begge knalder øjnene i og får indhentet en smule af den tabte søvn. Vi vågner kort før Washington, og lader mentalt op til en dejlig tur rundt i lufthavnen. Kufferterne bliver fundet og vi begiver os ud for at finde Airport-shuttle. Vi føler os som verdens heldigste personer, da det viser sig at det for en gangs skyld ikke er en koreaner der skal kører den. Naturligvis bliver der proppet 2 koreanere ind som passagerer, blot for at irritere os, men det formår vi at ignorer på bedste vis.
Efter noget der minder om en times kørsel holder vi ude foran vores hotel, som viser sig at være en dimentral modsætning til hostlet i Miami. En overdådig lobby, og folk i jakkesæt over det hele. Guldbelagte elevatorer og meget fine værelser. Vi er dog stadig uforstående overfor at vores rejsearrangør har valgt et så dyrt hotel til os, når der ligger billigere alternativer lige opad. Efter lidt bøvl med at få et værelse, hvor der ikke i forvejen er en indlogeret, kan vi åbne døren til en fint rum med to dejlige store senge.
Dagen går med at holde os vågne, så døgnrytmen ikke brydes, og så går vi en tur i området.
Morgendagen byder på Washington maraton, hvor alt af interesse skal ses, og så lakker turen jo i den grad mod enden må vi konstaterer.
Best regards
Johansen og Rathmann
- comments
Helle Heldigt nazigeneralen havde fået spist alle kokain-vingummibamserne.... og ikke havde stukket Xbox dimsen ned i underhylerne... for at skjule evt. overvægt af bagagen - så havde det sku været en enkeltbillet tilbage til Alcatraz... Glæder os til at se jer 2 drenge igen. Rigtig go' tur hjem:))