Profile
Blog
Photos
Videos
Hip hurra det min fødselsdag, det er i dag den dag jeg kom frem og sa'e, jeg kommer langsvejs fra sig nu pænt goddag til mig.
Tommy Seebach klassikeren kunne sagtens have fyldt motelværelset denne morgen, eftersom både Navigatøren, Hr. Rathmann og Skribenten havde fødselsdag. Denne dag bliver porten ind til et ellers lukket paradis. Nemlig der hvor øllet gror. Hr. Rathmann kan dermed købe øl og andre fornøjelige drikke i Amerikas land. Vi er begge dybt taknemlige for at den almene amerikaner ikke stiller spørgsmålstegn ved et dansk kørekort. Ydermere er der ingen risiko for at Navigatøren skal iføre sige den stilrene fangedragt i tilfælde af at politiet opdager, at Hr. Johansen er mindreårig alkoholiker. Normalt vil det udløse en bøde eller fængselsstraf til den der myndige køber, men i sådanne tilfælde kan Navigatøren bevise sin uskyld, da han som 20-årig ikke burde kunne anskaffe sig alkohol.
I en rus af optimisme begiver vi os til Yeollowstone National Parks vest indgang, velvidende at denne højst sandsynligt er lukket. Ifølge oplysninger skulle bommene først blive hævet d. 16. april, men da vi ikke er stødt på noget af den sne, som skulle holde parken lukket indtil da, vælger vi at forfølge troen på miraklet. Forventningens glæde skal dog vise sig at blive den største i dag. I informationen får vi venligt gentaget at indgangen først lukker op om nogle dage.
Tilbage i bilen konstaterer vi at man tænker dårligt på tom mave, og indtager derfor middagsmaden. Til vores held ligger der en lille tema zoo lige om hjørnet, og vi drager dertil. I parken er der bjørne og ulve. Det er en stor oplevelse at se disse kæmpe bjørne, som man på ingen måde vil påbegynde en brydekamp med. Senere i parken oplever vi, at man lukker børn ind i de indhegnede områder hvor bjørnene går, og vi forbereder os med kamerazoom og klapsalver, til en opvisning af formater. Desværre har man valgt at tage bjørnene ind for en stund, mens man gemmer mad i indhegningen. Mindre skuffede over ikke at se lille Josh blive slynget rundt af en grizlybjørn, vandrer vi videre til ulvene. Dette er et dyr som man enten elsker at observere, eller hader som pesten. Det elegante og intelligente flokdyr var for en periode udryddet i Yeollowstone, men under store protester fra ranchere blev de relanceret i parken for at nedbringe bestanden af græsspisende dyr på en naturlig måde.
Skribenten har fødselsdag, og derfor skal han naturligvis bestemme aftensmaden, da vi kommer op i nærheden af den nordlige indgang, som vi har udset os til i morgen. Kylling i karry med ris bliver menuen. Karry viser sig dog at være svært at fremskaffe i området. Vi må besøge hele 3 kæmpebutikker for at finde en sølle portion karrypulver. Måltidet bliver udsøgt, og dertil nydes en dejlig kold Bud Light. Anskaffet på samme lovlige vis, som man kender fra 15-årige i Danmark på jagt efter lykken i bunden af en Ren Pilsner.
I morgen SKAL vi simpelthen ind i Yeollowstone, ellers har vi rundt regnet kørt 1500km. forgæves når vi rammer kysten igen.
Best regards
Johansen og Rathmann
- comments