Vi ankom til Santa Cruz i endnu et svingærinde før turen gik mod planlagte Copacabana (Lake Titicaca) og Cusco i Peru. Vi indlogerede os på et lækkert hostel med pool, lækker lounge stemning og pæne faciliteter. Første aften mødte vi, som tidligere nævnt, tre pre-army piger fra Israel som vi skulle få masser spil, sjov og venskab ud af. Tilmed viste det sig, at hele den Israelske hær har trådt af til udskejelser, så tusinder af unge israelere, hvor vi mødte de første 20, er på vej gennem Bolivia og Peru netop nu. Derfor endte mange af aftenerne i typisk selskab med diverse nationaliteter, men primært disse milli-jøder fra Tel-Aviv og Jerusalem, forfulgt af politisk snak, lignelser og indlæring af deres krakimutsprog.
Santa Cruz døgnrytme fangede vi aldrig og derfor resulterede forventningsfulde festaftener i skuffelse. Her er der happyhour fra 16-20 og alt er lukket (klubber og diverse) kl. 01. Dette fik vi aldrig tilvænnet os, så når vi stod klar, fulde og opstemte klokken over midnat, måtte vi bandene gå i seng, kun trøstet af vores selvskabelige hostel der opvartede os til dommen fulgte.
En fuser var Santa Cruz dog ikke. Det manglende natteliv blev kompenseret for med dagligdagsgadefest og karneval.
Efter vi tog rundt fra byens slumkvarterer til de prængende katedraler og bredde pladser, tilsluttede vi os karnevalet, som i Santa Cruz eskalerer i ubarmhjertig mallingskrig, små gadekoncerter og leg i de forskellige parker.
Med en øl eller to under armen blev vi bombarderet af malling af alle regnbuens farver og kys fra de lystige bolivianske damer, der gerne ville have et stykke med hvidt.
Generelt blev vores ca. 3 dage i Santa Cruz for det meste brugt i hostelkollektivet sammen med de mange karakterer.
Vi besluttede at komme videre mod Copacabana med fornødent stop i La Paz. Efter ond realisering af at en bustur til La Paz ville tage 18 timer og med traumer fra forrige bustur til Santa Cruz in mente, besluttede vi at tage en billig luksus udgave af et transportmiddel i form af et lokalfly. Denne udvej som skulle syntes så let, blev dog til noget af en prøvelse. 2 timer før maskinen lettede satte vi os ind i en taxi og blev her stillet over for lidt af et fifty-fifty dilemma, da der i Santa Cruz er 2 lufthavne, så vi måtte pr. intuition vælge udfra navn hvilken ville på lykken på (Vi havde ingen oplysninger fået). Efter et kvarter i taxien og halvvejs mod lufthavnen begyndte taxichaufføren, at fable om at den ene lufthavn var for internationale afgange og den anden for nationale, hvor vi var på vej mod den internationale. Tak, det kunne du godt have sagt før. Da vores flyvning jo var indenrigs, måtte vi bede ham vende 180 og sætte karetten et gear op. Med under halvanden time igen ankom vi til lufthavnen, skyndte os ind, og prøvede at finde vores flyselskab på et af de flere check-in skilte. Ingen held og heller ikke hos det udelukkende spansktalende personale, så jeg endte med at få en gebrokken engelsktalende mand i røret. Efter flere minutters hårbundskradseri måtte han fortælle, at lufthavnen ikke huserede nogle flyselskaber af samme navn som stod på vores billet. Hans bedste bud var lufthavnen i den anden ende af byen. Fedt! Ny taxi og 40 minutter senere stod vi nu i en ny lufthavn, mere forvirrede og stressede, med nu kun 40 min. igen til afgang. Igen fandt vi ikke vores flyselskab og igen måtte vi henvende os til Informationen. Efter 10 min. hvor damen bag skranken måtte rådfører sig via telefonen, måtte hun også konkludere at der ikke var nogen afgange med "vores" flyselskabet, men at der måske var i en anden lufthavn. Gud hjælpe mig om hun ikke sagde navnet på den lufthavn vi lige var kommet fra. Efter overvejelser om massemord og nye flybilletter valgte vi, at forhører os om det forrykte flyselskabs navn, og ganske om det ikke havde et mere officielt folkekært søsternavn, gemt for dumme turister, som var identificerbart for det anden lufthavn. Med en halv time igen, personalets manglende interesse i om hvorvidt vi ville kunne nå vores fly eller ej, og tomme, tomme blikke, valgte vi at affyre det sidste skud og tage tilbage igen.
På afgangsslaget stod vi der på ny og minsandten om lykken ikke smilede til os i dette dommedagsøjeblik. Flyet var 20 min. forsinket, så vi nåede det kraftdedeme.
Vi ramte La Paz, men for sent til at nå bussen til Copacabana, så her måtte vi på ny tage en nat.
Vi checkede in på et veludrustet hostel, trætte og svedige, men det var bordtennis så der gik ikke længe før bolde og ølskum væltede frem og tilbage i baren.
Vi faldt i varm snak med et par chilenere og en argentinsk dame, og efter mere i ganen besluttede vi, at tage ud med vores nye følge og udforske La Paz natteliv for sidste gang.
Mange halvtomme- og lukkede barer blev det til før vi mødte en stor samling alternative sydamerikanske rejsende på gaden. Vi tilsluttede os dem i fælles rejse mod fælles mål. Klokken lort ankom vi til en suspekt lukket garagedør, hvor der angiveligt skulle være fest på 2. Sal.
Vi fik lov, at træde ind i slummen og endte på hvad der åbenbart var lokal aflukket bar/diskotek med blød, retrotekno strømmende fra højtalerne. Her måtte vi også, i ren tilfældighed, en række israelere vi stiftede bekendt skab med i Santa Cruz og så kunne festen ellers begynde. Det gjorde den også, men ikke som vi havde regnet med.
Det vidste sig, at være en cokebar og vores nu store skare af mennesker besluttede at købe 50 gram, og så var det ellers pludselig hvid jul i La Paz. Bare rolig mor, vi holdte os til øllene, så vores aften udspillede sig mere som at være i zoologisk have, hvor vi sad og afventede dyrernes reaktioner og handlinger.
Næste dag fandt vi en gammel veninde fra Sucre til en formiddagssludder. Hende og vores nye chilenske besluttede, at de gerne vil med os til Copacabana og Lake Titicaca, så der tog vi alle hen sammen.
Vi ankom om aftenen og lagde ud med aftensmad i form af friskfanget ørred, hvilket er strandbyen Copacabanas signaturret. Super lækkert! Om aftenen er byen forholdsvis tom og meget kold med sine 4000 m over vandets overflade, så der sker ikke noget vi kan prale af. Provinsbyen rummer ca. 50.000 lokale og med den status går det også lidt langsommere her. Det egentlige overståede bolivianske karneval, er her lige begyndt. Der bliver festet og drukket så bowlerhatten passer på de forskellige gadehjørner, men her er det i højere grad inkakulturen og traditionerne der er i højsædet.
Byen ligger side om side med klippehøje, hvor religiøse valfarte der symbolisere Kristi lidelser, finder sted.
Dagen efter valgte vi, at tage til helligheden selv: Isla del Sol/Solgudens ø, der samtidig er manddommens energikilde.
Vi tog sammen med en kær østrigsk amigo, Iris, og valgte at bosætte os i den sydlige del, som er mindst præget af backpackers. Øen er noget af det smukkeste jeg nogensinde har set, udover Mark, med sine fantastiske horisonter og panoramaviews. Ubeskriveligt, og sådan fandt vores måltid også sted.
Aften blev brugt på bar, vin, musik, hygge, fulde cholitas og deres rastløse unger.
Dagen efter valgte vi, at vandre til nordsiden. Turen var 15 km, op af ned af klippeskrænter og små byer.
Vi rendte ind i en fremragende spansk/tysk/costaricansk herre som vi tog under vor arme på den forjættede tur. Igen: det var så gudesmukt det ikke kan beskrives.
Vi regnede med, at kunne tage båden tilbage kl. 16, men vi var blevet snydt af bolivianerne, så næste afgang kunne først blive dagen efter. Aften blev brugt på vores nye firkløver, badning i Titicacasøen (som forresten er verdens største sø), karneval og mere vin og musik.
Dagen efter kom vi så med båden tilbage til Copacabana. Her har vi 7 timer til at nyde den dejlige by, før vi skal med sidste store bustur til næste stop: Cusco i Peru.