Cusco skulle stå på fest og afslapning inden vores næsten 2 ugers adventureprogram.
Cusco er "verdens navle" for hvad angår inkakulturen, med sine homolignende flag som blafre i gaderne, kræmmermarkeder, lamaer og historie. I de kalkhvide gader er der fyldt med restauranter, barer, diskoteker og isenkram, og det blev altsammen nydt og dyrket i storstil. Fra mad og drikke på anbefalede gourmetrestauranter til det åbne lokale køkken, suppleret af onde byturer på centrums roterende dansegulve, hvor unge lokale- og backpackers gør sig loca til spansk popmusik. Sådan blev dagene brugt, foruden de obligatoriske rundturer på gedemarkeder, parker og pladser.
Cusco udartede sig altså efter intentionerne.
Pludselig skulle vi op før hanen galer og afsted på en 5-dags trek til verdensvidunder byen Machu Picchu.
Sammen med et svensk par, en englænder og en hollænder tog vi først med jeep, dernæst åben lokal bus, op i højderne, hvor vi skulle påbegynde vores første 5 timers vandring til byen- og vores camp for natten: Soraypampa.
Regntiden havde efterladt nye vandstrømme, vandfald og havde udvidet de i forvejen eksisterende, så vi måtte hoppende og dansende gå på line og balancere fra sten til sten gennem modernatur.
19 km gik vi, med våde fødder, gennem utroligt bjerglandskab der formerede sig fra skovrigbund til sneklædte tinder. Vi ankom til vores lejer, en by bestående af et supermarked, et hul i jorden (toilettet) og en masse køer og heste.
Smukt lå den dog denne lorte by, mellem bjergene Humantay på 5,900m og Salkantay på 6.300m.
Byen lå selv i 4.000 meters højde, kun 100 meter fra sneen og da det tilmed begyndte, at stå ned i tårer mærkede vi hurtigt hvor uforberedte vi var, angående tøj og udstyr,
hvor vores bedste invistering og redskab var en flaske rom- og Amarula, til at holde halsen varm og humøret højt.
Efter en iskold nat, voldstraumer og bensyren skulle vi på den igen.
Denne dag skulle blive den hårdeste med 12 km op af bakke i kulde, sne og på roterende stenjordlag, forfulgt af 10 km ned i tropisk jungle, starten på amazonskoven.
Som Frodo og Sam gik vi, travlt, belastede og bandende gennem det forjættede landskab, som vi dog heldigvis kunne nyde i al sin herlighed.
Vi ramte en junglecamp, med varmt vand, varmt vejr og varme øl, så her begyndte den mentale optur og overskud.
Flere vandpassager, tættere jungle, ubarmhjertige, bryske floder og fantastiske 360 graders naturidyl. Sådan lød denne næste 15 kilometers dag, før vi ankom til turens personlige højde punkt: En naturlig varm kilde, hvor vi i 40 graders varmt vand kunne vaske synderne af os og opleve renæssance.
Aften blev brugt omkring lejrbål, med buldrende popmusik og Mojitos.
Sidste reelle trekkingdag inden vor mål, blev atter brugt i junglen på ikke-pensionerede togskinner i selvskab med 60'er sangen "Lollipop" i bedste Stand-By-Me-scenarie.
Vi ankom til en skøn turist by, Aguas Calientes, for foden af bjerget der fører til Machu Pichuu. For første gang i hvad der synes som en evighed, fik vi lov at sove i en seng, bestille en burger og en kold Cola, og bare leve det før-vanlige luksusliv. Aften blev igen brugt med de andre fra gruppen, vores kære guide, en masse Pisco Saur og sindssyge peruvianske unger.
Før klokken slog 4 stod vi og ventede på bussen til Machu i silende regn og trancetilstand.
Blandt de første på dagen, ramte vi inkavidunderet i mørklagt regn og tåge. Meget at skrive om, var der ikke de første timer, hvor guiden introducerede og fortalte om historien og det store uopklarede mysterie der omgiver byen. Pludselig lettede tågen dog og skyerne åbnede sig, så byen kunne udfolde sig i al sin glorværdighed- og hold kæft hvor var det flot. Her brugte vi 5/6 timer til at udforske, se og nyde helheden, fra de omkringliggende bjerge og horisonter, til de små huse, stier og templer, til de mange udsigtsposter over majestætiske Machu Picchu.
Hjem til Cusco tog vi samme dag og efter et bad besluttede vi, at tage en 24-timers med bearpong og fest på trofaste diskoteker, sammen med gruppen og gamle bekendte.
Næste dag skulle vi egentlig have været mod Amazonas til endnu en 5-dags tur, men den blev aflyst grundet strejke i skoven. Vi fik dog et passende alternativ der mindede meget om forrige tilbud, bare med afgang en dag senere. Det betød endnu en bytur, så nu sidder vi her i Cusco, næste dag, slummer og stinker, og venter på at komme ud til den største, mest dyrerige skov i verden.