Efter endnu en forfærdelig bustur med timerlange nattestop, grædende børn, tropehede og ingen søvn ankom vi til pre-junglebyen Porto Maldonado.
Trætte og i åndsforladt sindstilstand blev vi kastet ned i en speedbåd og op langs en af amazonflodens mange forgreninger.
Tres kilometer inde i junglen lå vores nye bopæl, en større junglelodge, fyldt med aber, papegøjer og myg. Vi gik en længere tur rundt i "kvarteret" hvor vi blev belært om fauna og flora af vores nye guide, mens vi internt introducerede hinanden i den nye gruppe. To belgiere, to svenskere og en italiensk madonna.
Det blev senere til solnedgang ved flodens bred, kolde øl og lækkert musik. Da solen blev erstattet af månen tog vi igen ned i vores båd og på jagt efter mætte krokodiller under den stjerneklarer nattehimmel.
Vores guide fandt og fangede, med sine bare næver, en lille unge på godt halvanden meter som vi fik lov, at studere samt pose pics med.
En tiltrængt søvn blev afbrudt allerede halv over fire, da vi skulle på 6 timers mudderekspedition, hen og se nogle skide papegøjer spise morgenmad.
I gummirøjsere til knæene kæmpede vi os igennem 4 kilometers mudder i 30 cm dybde, i kamp for både at nyde naturidylen og være på vagt for den dødsensfarlige Viber. Ad, av og åh... Amazonas var i sandhed vild og ubarmhjertig.
Mudderet endte i amazonfloden også måtte vi med robåd resten af vejen, forbi krokodiller, aber, kryb og alt godt fra fugleverdenen, før vi nåede til en større runding af den i forvejen bredde flod, hvor der skulle bades og svømmes blandt de frygtløse og dumdristige.
Hele samme vej tilbage, lå vi endelig med en ny øl i hånden og ventede på den spektakulære junglesolnedgang fra toppen af et 50 meters højt træ.
Igen var dagen ikke ovre før den obligatoriske nattelige dyrekonfrontation havde fundet sted. I bældragene mørke, uden nattelygter, kun medbragt sår, myggestik og smerte, skulle vi ud og jage taranteller. Gemt i huller i jorden og indrullet i store blade lå de 8 øjne og beskuede os, mens flagmuse og andre af nattens kreaturer fløj os om ørene. Vi kom, vi så, vi sejrede. Velfortjent kunne vi sove før vi skulle op og zipline over træernes kroner i hundrede meters distance.
Godmorgen og farvel. Vi tog den smukke italiener under vor arme og tilbage til Pt. Maldonado. I civilisationen herskerede der dog krise og utilfredshed. Arbejdere landet over samledes på veje og baner i en oliestrejke, der skulle vise sig at forhindre al jordnær transport.
Så måtte vi med fly, tilbage til Cusco, hvor vi blev forenet med en af de allerkæreste rejsepartnere, englænderen Justin, i ren venskabseurofori. Sammen tog vi til hovedstaden Lima, næste dag. Byen der er vores alle tres sidste stop. Som en trekløver brugte vi dagene på fest i stor ståhej, strand og mere ballade. De fantastiske aftener og dage med vores sorte amigo måtte dog ende. Han skulle hjem og vi havde et sidste lille pitstop, inden vi også skal til at vende næsen hjem af.
Efter farvelfest vågnede vi op på et toilet og købte førstafgående busbillet til byen Ica. Fra Ica tog vi mod den egentlige destination, oasisbyen Huachachina, placeret i hjertet af Perus ørken.
Vi ankom om aftenen og måtte afsted allerede igen næste eftermiddag, tilbage til Lima, for at pleje de sidste dage bedst muligt (dvs. Afslapning og skarnstreger).
Vi nåede dog, at få slappet den i poolen, et par skønne gåture i den fantastisk dejlige by af minimal størrelse mellem hippier, små restauranter og badende børn. En vild sandbuggy tur i rutsjebanestil op og ned af de uendelige sandklitter og sandbording med blandet elegance ned af de stejle skranter i gulgylden idyl. Vi afsluttede den solrige dag, badende i den milde oasis som forvandlede os fra slidte, beskidte mænd til sande faraoer.
Der findes et lille paradis på jorden og det er Huachachina.
Lima blev det igen, nu kun med 3 dage til afgang stik nordøst. Vi vil tørre saltvandet fra øjenkrogene og erstatte det med eksotiske drink til ganen. Jeg har ikke tid til, at skrive mere nu. Nu skal Lima vendes på hoved før vi vender hjem.