Profile
Blog
Photos
Videos
Sailing at the Whitsundays….
Hvis man er til sol, strande i verdensklasse, koraler og nå ja 26 graders varmt vand, så er en af absolut must-do oplevelserne, som man skal have med, når man er i Australien, en sejltur mellem The Whitsundays (Pinseøerne), der dækker over 74 øer ud for kysten ved Airlie Beach. Navnet kommer af, at Kaptajn Cook opdagede øerne pinsedag i 1770.
Denne oplevelse skulle vi selvfølgelig ikke gå glip af :o) Da jeg jo havde prøvet det for små 10 år siden i en rigtig sejlbåd, prioriterede vi denne gang, at det skulle være en ny type båd, så det blev en ny oplevelse for os begge. Efter forslag fra en af Tims kollegaer, valgte vi firmaet Islandive og båden Powerplay, der er en katamaran med plads til 18 personer + 4 crew.
Vi skulle møde op tirsdag formiddag kl. 11.30, så vi havde lidt tid fra morgenstunden til at opleve Airlie Beach i. Skal ret være ret opleves Airlie Beach nok bedst om aftenen, hvor der er godt gang i byens mange barer.Efter at have udfyldt de efterhånden obligatoriske papirer om helbred, ansvarsfraskrivelse mv. fik vi sammen med de øvrige 16 spændte passagerer lov at komme om bord på katamaranen.Turen startede med en briefing om selve turen, hvad vi skulle hvornår, præsentation af de fire besætningsmedlemmer mv. Besætningen bestod af kaptajnen Tony (the Tiger), Cleo og Roxy, der begge var de såkaldte værtinder, der skulle lave mad til os, rydde op efter os osv… rent luksus :o) og sidst men ikke mindst CJ - en ung, kvindelig canadisk dykkerinstruktør.
Vi havde bestilt en delt dobbelt-share seng, hvilket betød et semi privat værelse, som vi skulle dele med et andet par. Det skulle dog hurtigt vise sig, at ordsproget "verden er lille" holder stik. Parret, som vi delte værelse med, var på vores alder og fra Horsens. Nærmere betegnet fra Egebjerg og Stensballe, som ligger et lille stenkast fra Gedved!!!
Efter et par timers sejlads var vi ved Blue Pearl Bay. Her kunne vi få lov at snorkle eller prøve at dykke. Eftersom jeg jo ikke er speciel fascineret af at få hovedet under vand og kun har beskeden erfaring med snorkling, valgte jeg denne model. Tim derimod havde mod på at få spændt bly om kroppen og påhægtet en trykflaske og dykke helt ned til de mange flotte koraler. Dette krævede dog instruktion af CJ sammen med den øvrige flok, der gerne ville dykke. For os begge var turen en kæmpe oplevelse; jeg fik endelig overtaget over snorklen og oplevet al verdens koraler uden at sluge det halve hav ind imens, og Tim fordi han fik lov at blive vægtløs og svømme ned til fiskene på 10-11 meters dybde.
Efter en veloverstået tur i det azur blå hav, sejlede vi videre til Nara Intel, hvor vi lagde anker for natten. Både Tim og jeg vågnede tidligt næste morgen og oplevede den flotte solopgang over øen Hook Island i hvis fjord, vi havde overnattet. Vi tog tidligt af sted mod dagens første mål; Tounge Bay, hvorfra vi kunne gå til dette det mest fantastiske udsigtspunkt over Whitehaven Beach på øen Whitsunday Island. Denne strand er blandt de 10 bedste/flotteste strande i verden, hvilket absolut ikke er uden grund! Den er ubeskrivelig flot og med de fineste hvide sand, der er 99,8% ren silica, hvilket betyder at det faktisk er rent glas. NASA brugte i sin tid sand fra stranden til at lave Huble teleskopet. Vi havde et par timer på stranden til at få taget billeder af det flotte sceneri og solbade, hvis det var det, man havde lyst til.
10.30 gik turen tilbage til Powerplay, der hurtigt satte kurs mod Mackerat Bay, hvor næste snorkel og dykker mulighed var. Jeg greb hurtigt snorklen for af en eller anden grund, bliver man så fascineret af de flotte koraler, at man slet ikke kan få nok. Tim tog sig endnu en dykkertur med CJ og resten af dykkerslænget (billederne taler for sig selv). Hen på eftermiddagen flyttede vi lokalitet til Mantaray Bay, hvor der igen var mulighed for at både snorkle og dykke.Denne gang tog vi os en rigtig kæreste-snorkeltur sammen. Efter de to certificerede dykkere, som vi havde med på turen, havde fået et natdyk ved Mantaray Bay, sejlede vi videre. Turen gik denne gang mod Hayman Island, hvor vi kastede anker for natten. Efter et hurtigt dyk fra morgenstunden for de morgenfriske dykkere - heriblandt Tim - sejlede vi tilbage mod Airlie Beach efter 2 døgn, der tæller blandt turens absolut højdepunkter. Fede mennesker og fede oplevelser!!!
Nu ville vi gerne kunne dokumentere alt dette via billeder fra vores egen kamera. Men af en eller anden grund hviler der sig altså en mindre forbandelse over os, når det kommer til kombinationen af at tage vores kamera med på ferie. Den opmærksomme læser husker måske, hvordan vores kamera gik i stykker sidste sommer på toppen af Empire State bygningen i New York. Denne gang skete det så igen. Vores nye kamera, der er både stød og vandtæt, viste sig at være knap så vandtæt!! Efter vi havde haft det i vand flere gang, valgte det at stå af midt i den helt store billede-serie ved Mackerat Bay!!! Totalt dårlig timing. Kunne det da ikke bare være sket i Kastrup Lufthavn, når vi var kommet hjem fra ferien… men nej. Så efter en snak med forsikringen, fotohandleren i Horsens, hvor vi købte kameraet, mv. har vi været ude at investere i et nyt kamera… Dog en billig midlertidig erstatning for det gamle, som vi satser på ryger under garantien, når vi når tilbage til Danmark.Men billeder skal i dog ikke snyde for, da en af de to værtinders fornemmeste opgaver løbende var at tage billeder fra turen. Billederne blev vist på storskærm om aftenen og kunne selvfølgelig erhverves for en mindre sum penge, da vi nærmede os havnen igen :o)
Kort efter vi havde anløbet havnen i Airlie Beach, gik turen for vores vedkommende sydpå mod Rockhampton og derfra videre til Hervey Bay, hvor vi er ankommet i dag fredag. I morgen begynder så næste store oplevelse, da vi skal på en 2 dagens tur til verdens største sandø - Fraser Island. Da vi ikke må medbringe vores egen dyt, har vi bestil en guidet tur.
En masse feriehilsner fra
Tim & Marie
- comments