Profile
Blog
Photos
Videos
24/10 2010
Kl. 5.30 ringede alarmen på Maries telefon. I dag var det tid til den store trekkingtur i Tongariro National Park. Vi blev hentet ved hotellet kl. 6.20 og af sted kørte vi i ca. 1½ time. Fremme ved nationalparken gjorde vi os klar til at begive os ud på den 19,4 km lange vulkantur. Af sted det gik - den første time var ikke så slem. Vi gik langs nogle stier og skulle over et vandfald. Ellers var der ikke de store strabadser. Det skal ellers siges, der kom efter ca. 1½ times gang. Vi kom til et skilt, hvor der stod, om vi var sikre på, vi ville fortsætte - det ville vi selvfølgelig. Det var dog godt med en advarsel, for stejlt det var det. De næste ca. 45 min. gik vi op af Devil's Staircase (Djævlens Trappe). Det var virkelig hårdt og gjorde sindssygt ondt i benene, men på toppen ventede belønningen: en fantastisk udsigt. Jeg tror ikke jeg kan forklare, hvor smukt det var. Der var sneklædte vulkaner og frodige bjerge i horisonten - ja man kunne bare stå og glo i evigheder.
Det gik efterfølgende lidt mere lige ud, så det var ikke så gal en strækning. Vi gik gennem sne i strålende solskin - det var ligesom at være på skiferie. Lidt længere fremme skulle vi igen op af en vulkanskråning. Her gik vi på klipper og i sne, så det var med at tage sig i agt, men vel fremme på toppen ventede endnu en belønning. Vi stod på toppen af et rødt vulkankrater. Det var virkelig en vild oplevelse og jeg følte lidt, at jeg stod på toppen af verden. Her spiste vi lidt frokost og nød den gode udsigt.
Efter pausen gik vi videre nedad. Her fandt vi ud af, hvor langt vi havde været oppe, for der var virkelig stejlt at gå ned. Vi gled det meste af vejen, fordi underlaget var så blødt og af bitte små sten, så det var en udfordring i sig selv - det skete da også et par gange, at jeg røg på bagen, men jeg kom heldigvis hurtigt op igen. Efter nedstigningen kom vi til to vulkansøer. De var så flotte og smaragdgrønne, men lugtede virkelig fælt af rådne æg. Vi blev enige om, at det eneste vi ikke kunne vænne os til var lugten, men ellers var det virkelig et syn værd. Her havde vi gået omkring 9 km, så vi var ved at være godt trætte i benene, men havde stadig 10 km igen.
Det begyndte at gå lidt mere nedad, og vi skulle passe på, vi ikke fik for meget fart på, da vi nemt kunne glide i sneen eller over en sten. Igen faldt jeg et par gange, men det var egentlig bare til morskab for os, og holdt humøret oppe. Efter et godt stykke vej ændrede naturen sig kraftigt. Fra at have gået i sne og sjap kom vi ned til tørre stier, og det gik nedad, så vi kunne næsten løbe trods de trætte ben.
Efter det sidste stop på turen inden vi var færdige, gik turen nedad og her kunne vi igen se, hvordan terrænet ændrede sig. Vi kom til at gå i en skov med rindende vandfald og fuglefløjt, som vi slet ikke havde hørt på hele turen. Så vidste vi, at enden var nær, hvilket også kunne mærkes i benene. Af sted det gik gennem skoven og endelig kom vi til lysningen, hvor parkeringspladsen var og dermed var turen slut. Det var en kæmpe lettelse at være i mål, men det er bestemt et af mine personlige højdepunkter på denne tur, at jeg har gennemført den rute. Det tog os ca. 8 timer at vandre af sted, og det var en fantastisk oplevelse, som vil stå meget tydeligt i min hukommelse lang tid endnu.
Vel tilbage på vores hostel i Taupo slappe vi af, inden vi skulle spise og hygge os i aften.
Jeg valgte ikke at tage på turen da det at kravle op af bjergvægge slet ikke er mig. I stedet sov jeg til kl. 8.00 hvor jeg stod op og gjorde mig klar. Jeg havde aftalt at mødes med Yvonne (Holland) og Melanie (Tyskland) i køkkenet omkring kl.8.30 så vi kunne spise morgenmad sammen. Efter morgenmaden gik vi omkring halvanden time til vi kom til Huka Falls hvor vi så det flotte vandfald. Der var mange turister der ved elleve tiden, så vi var ikke de eneste der var der.Om morgen var det faktisk lidt overskygget men det klarede hurtig op og så var det bare solskin resten af dagen. Jeg havde shorts på for første gang på New Zealand. Efter vi havde set vandfaldet gik vi den samme vej tilbage. Dog på tilbagevejen var i de varme kilde som Marie var i dagen for inden. Vi mødtes med nogle andre fra kiwi bussen, så det rigtig hyggeligt. Det var super skønt og en sjov fornemmelse fordi vandoverfladen var rigtig varmt men nede på bunden var det rimeligt koldt. Ens finger snurrede helt fordi vandtemperatur en skiftede hele tiden. Efterfølgende tog vi hjem til vores hostel og tog et hurtig bad hvor vi derefter drog vi mod supermarkedet hvor vi købt ind til aftensmad. I dag skulle Marie, Sabine og jeg lave aftensmad sammen med Yvonne. (ris og kylling). Da vi kom tilbage efter indkøbet var jeg et smut på nettet og jeg fik sendt 2 postkort. Vi fik lavet maden og efterfølgende tog vi på pub og mødtes med de andre fra kiwi-bussen.
- comments
faster Yrsa hej Marie og Maiken det er godt at høre fra jer og tak for kortet fra LA. Knus fra Heidi John og faster Yrsa