Profile
Blog
Photos
Videos
Saa er der igen nyt fra os paa New Zealand :) 20/10 2010Onsdag morgen stod vi op tidligt, fordi vi skulle med Kiwi bussen ud på den store tur. Omkring 8.30 gik turen fra vores hostel i Auckland. Første stop var Mount Eden, som er en vulkan i Auckland, hvor man kan se rigtig langt i godt vejr. Det var desværre overskyet, så vi havde ikke det store udsyn, men vi kunne godt fornemme udsigten ud over byen. Videre gik turen mod Mercury Bay, som var endestationen. Vi holdt frokostpause i Thames, hvor vi fik handlet lidt ind. Vi kørte videre mod destinationen. På vejen holdt vi også stop ved Cathedral Cove, som er en stor klippe med et hul i, som ligger ud til en vidunderlig strand. Vi gik en tur ned mod Cathedral Cove, som var meget smuk – en fantastisk kontrast mellem de høje bjerge med frodige træer, der ligger lige ud til kysten og det flotte turkisblå vand. For resten blev vi også vidner til et bryllup på stranden – hvilke omgivelser at blive gift i. Det var så smukt. På turen mødte vi tre andre danskere, som vi er faldet i snak med. Det er nu meget hyggeligt. Videre gik turen mod det sidste stop: Mercury Bay. Mens vi kørte nød vi turen og udsigten, hvis ikke vi sov. Busturene føles endnu ikke så lange, men hvem ved, om det hænger os ud af halsen, jo længere på turen vi kommer.Vel fremme i Mercury Bay blev vi indkvarteret og efterfølgende fandt vi et supermarked, hvor vi handlede til aftensmad: Kylling med pasta. Vi kunne ikke lave mad med det samme, da køkkenet var optaget, så vi gik en tur ned til stranden, hvor vi samlede masser af muslinger. Det var vildt hyggeligt bare at gå og lave ingenting og ikke koncentrere sig om andet end den fantastiske udsigt og de smukke muslinger. Vi vendte tilbage og lavede aftensmad. Derefter var der hygge om poolbordet, hvor vi spillede med, men tabte rimelig hurtigt – dog var det hyggeligt at være med og snakke med de andre på turen. Det var sjovt, at det kun var os fra bussen, der boede på det hostel. Det gav en fællesskabsfornemmelse. Efter poolarrangementet gik turen videre mod den lokale bar, hvor vi faldt i snak med nogle lokale og sjovt nok så vi brudeparret fra tidligere. Det var rigtig hyggeligt. Alt i alt en god dag med mange gode oplevelser.
- comments
Jørgen Far Kære Marie og Maiken Tusind tak for jeres blog indlæg. Det er virkelig god læsning. Det lyder til at I har oplevet en masse ting, og fået nogle fantastiske oplevelser de sideste dage. Det glæder mig at I er så udadvente, at I kommer i selskab med andre unge mennesker, som har det samme mål som jer, med at få en oplevelse for livet, og nyde fællesskabet her og nu. Jeg glæder mig til at fælge jeres videre færden, og oplevelser, hvor I kommer frem, i den fantasiske verden I befinder jer i nu. Knus og kram fra far Jørgen