Vi rejser en del i ojeblikket og det bliver nogle gange svaert at finde til at komme paa nettet. I det hele taget er Rajasthan noget af en oplevelse.

Vi startede i Udaipur, som helt klart er den by jeg bedst har kunne lide at vaere i indtil videre. Vi havde smukt udsmykket vaerelse paa et billigt hotel i den gamle bydel. selvom toilettet ikke helt var optimalt.. saa var det et dejligt sted, hvor vi fik god mad, som de stod laenge og lavede til os. Paladset i Udaipur var helt fantastik: kaempe stort med en masse smukke rum, vaegmalerier, balkoner.. Den lange rundtur blev ikke mindre kedelig af at der var et helt hold Rajasthanere der gik rundt ca sammen med os, hvor kvinderne habdw lange smukke rode slor og smykker, g maendene var spinkle med turbaner og hvide klaeder. Vi habde faktisk en grinern oplevelse da vi stod og kiggede ind i et lille aflukket rum i paladset. Jeg srod lige og skulle tage et billede da jeg kunne se en turban stikke op mellem vores skuldre i spejlet overfor. Straks tog jg i stedet billede af vores egen spejlbillede, og pludselig dukkede 2 turbaner mere op i spejlet. Det var nogle smaa spinkle maend som stod lige op i nakken paa os og kiggede ind, og billede blev ret sjovt.

Derudover tog jeg alene paa en ridetur uden for byen. Det er indtil videre det laengste tidspunkt vi har vaeret adskilt paa turen, maaske 4 timer, ellers har vi ikke vaeret vaek fra hinanden i mere end 1 time af gange (hvilket allerede er meget). Turen var spaendende gennem smaa landsbyer i et orken landsskab. I hver by vi kom igennem kom der born ud af husene for atr vinke og sige Hello.

Efter Udaipur tog vi til Jaisalmer, som er den by der ligger laengst mod Thar-orkenen og graensen til Pakisthan. Der ligger et fantastisk fort som er lavet i sand, saa det ligner at det er lavet af guld i aftenssolen. Temperaturen kom lige op ver de 40 grader om dagen, og det var nogle gange lidt svaert at gaa rundt midt paa dagen. Vi ville gerne ud i orkenen og vi fik arrangeret en kamel safari paa 3 dage og 2 naetter. Vi blev kort i jeep ud til et flot tempel af sanssten og derefter til en forladt by ude i orkenen, og saa korte vi indtil der pludselig laa 3 kameler ved vejkanten. Det var mit forste made med Papou, som skulle blive min kamel i 3 dage. Der er virkelig langt ned fra en kamel,men det vaender man sig hurtigt til. Vi red nogle timer og hvilede saa under et trae paa det varmeste tidspunkt paa dagen, mens vores kamelforer, Matar, lavede god mad til os. Matar maa vaere sendt fra Gud eller noget, han var en fantastisk kok det sode og meste optimistiske menneske jeg har modt i lang tid, hvilket var rart etersom vi lagde vores liv i hans haender ude i orkenen. Jeg vaendte mig hurtigt til livet i orkenen, og jeg savner det allerede. Jeg har aldrig saa meget frihed, som naar man sidder og skidder i orkenen mens solen staar op over sandbakkerne. Og ja, forholdene var primitive, men det virkelede saa naturligt. Vi sov paa under en stjerneklar himmel paa et kameltaeppe i sandet, og blev vaekket ti solopgang, hvor Matar allerede havde lavet dagens forste chai te. Oplevelsen i orkenen var klart en af de bedste her paa turen, og jeg kan naesten ikke fortaelle om det hele: orkenbornene, de turbanklaedte maend, gederne og diskussioner om livet med vores kamelforer i en sen aftentime. Jeg ved bare at jeg vil savne min sode kamel, chaiteen og Matar, som gjorde sit bedste for at vi havde det godt.

Nu er vi Jaipur efter en nat i toget. For at vaere helt aerligt, synes jeg er det et ret forfaerdeligt sted at opholde sig. Vi saa the city palads i dag, som var smukt. Men jeg tror at vi blev spurgt mindst 30 gange om vi skulle ha en rickshaw i de 30 minutter det tog at gaa derhen, og det er virkelig belastende i laengden. Vi besogte et andet palads om eftermiddagen, hvor vi selv tilsyneladende var hovedattraktionen. Jeg stillede op til at Katarina kunne tage et billede, hvorefter to unge fyre sprang ind paa hver side af mig, saa deres ven kunne tage et billde af dem med mig. Derefter skulle fotografen ogsaa tages paa billede med mig, og derefter nogle andre drenge. Vi bliver ikke laengere overrasket over saadan noget, men man kan ikke lade vaer med at more sig. Gennem hele den sightseeing snakkede vi ogsaa med aeldre turbanklaedt mand, som var meget sod. Han sagde at han takkede gud og folte sig heldig over at have modt os. Vi snakkee en del med ham, fordi han var ikke til at staa for. Nu venter han spaendt pa et brev fra os, og jeg ved ikke helt hvad jeg skal taenke. Men saadan er Indien, man skal nok lade vaer med at taenke for meget. Til en afveksling tog vi rent faktisk en rickshaw for at komme hjem til hotellet, men foren vidste ikke hvor hotellet var, og vi kom paa en ufrivillig sightseeing, men endte heldigvis ikke for langt fra vores maal.

Vi tager allerede videre i morgen og naeste stop er Taj Mahal. Nu er der pludselig ikke saa lang tid at vi kommer hjem.

Mange knus

Marie