'Maa jeg faa noget af dit haar?'

Jeg kommer ind i klassen for foerste gang, bliver moedt af 35 raabende elever. 'Hallo, hallo', hvorefter det personlige krydsforhoeret begynder.

Det er foerste gang jeg besoeger Nam Trung Yen secondary school, som gennem de naeste 3 maaneder skal vaere min arbejdsplads, og moedtet er ubeskriveligt. Saa snart jeg gaar gennem skolegaarden stopper undervisning, for eleverne skal alle stikke hovedet ud af klasserummet for at raabe 'hallo'. Rundvisning er der ikke meget af, saa lige paa og haard bliver vi kastet ind i den foerste klasse, som har engelsk. Praesentationen gaar igang og eleverne faar mulighed for at spoerge ind, hvis de vil. Og det vil de! 'Har du en kaereste?', 'Vil du adoptere mig?' og stroemmen forsaetter. Selvom der gennem timerne har vaeret maerkelig og personlige spoergsmaal, er der dog en dreng som overgaar de andre. Mens jeg sidder ned ved siden af en piger, modtager jeg en lille lap papir, hvad der staar er ulaeselig, saa jeg vender mig om og spoerg. 'Maa jeg faa noget af dit haar?' spoerg drengen. AAH, hvad skal man svare, saa jeg river et par haar af og giver ham dem. Men hvorfor vil han have det? 'Because it is yellow and beautiful'. Hvad kan man sige til det? Saa nu har jeg doneret haar til en vietnametisk dreng :)

Udover de maerkelig spoergsmaal, er Nam Trung Yen en yderst flot og behavende skole. Det er tydeligt at se, at den er fra 2007. Hvilket er en overraskelse. Forventninger til projektet var at komme ud et sted, hvor der virkelig var brug for en og ikke en skole, men rigtig gode engelsk laerer og gode ressourcer. Trods frustrationen i starten over hvad skal vi dog goere at nytte her, har skolen vist sig at vaere en fin arbejdsplads. Foerstehaandsindtrykket var at baade elever og laerer er gode til engelsk, men efter et par dage, kan manglerne ses. Det er udenlads laerer og giver man dem et spoergsmaal eller opgave udenfor bogen, staar de af. Maaske er der alligevel brug for os? I en hvis forstand.

Undervisning er faktisk overraskende nok ikke saa forskellig fra vores. De raekker haanden op, har pararbejde, kommer op til tavlen og skriver og taler ikke kun i kor, ligesom i Nepal. Dog afviger skolen og undervisning ogsaa. Hver time starter med 'morgensangen' 'good morning teacher ...' og slutter altid med 'goodbye teacher, see you later'. Morgen sangen er laenger og indholder respekt til laereren og godt arbejde. Udover det staar de altid op naar vi siger noget. Skolens klokke varierer secielt fra Danmark, det er nemlig en Gong gong, som der manuelt bliver slaaet paa. Det er ogsaa den der vaekker laererne, naar frokostpausen paa 2,5 timer er faerdig og hele skolen har sovet til middag. Laererevaerelset bliver her forest spisested og derefter bliver stolene flyttet sammen og saa sover vi. Faktisk ikke saa daarlig en ide, og stolene er mere behagelig end vores senge paa Peace House, hvor vi bor. :)

Livet paa Nam Trung Yen er ret saa underholdende!