Profile
Blog
Photos
Videos
Hej alle sammen!
Vi har det godt hernede i det varme Afrika! Og vi håber, at i alle har haft en dejlig påskeferie!
Vi har haft påskeferie fra fredag til tirsdag, og i morgen starter vi ude på børnehjemmet. Vi skal være der ved 10 tiden hver dag og blive der til eftermiddagen.Vi skal lege med børnene, tage dem på ture, lave mad med dem, gøre rent, se film osv. Generalt skal vi bare tage os af børnene og hygge med dem, fordi de alle har været udsat for meget traumatiske ting. En af pigerne er blevet udstødt fra sin mor hele livet, fordi hun var et resultat af en voldtægt. 3 søstre er blevet voldtaget af deres far. Og en pige blev forsøgt druknet af sin mor, da hun var 3 måneder, siden da døde faderen, og senere blev hun slået dagligt af sin tante. Så de har alle sammen brug for en masse kærlighed!
I sidste uge havde vi de sidste dage på skolen. Vi lavede en masse arbejde med hjemmesiden, så vi kan få flere penge til skolen. Så Maria interviewede alle lærerne, mens Julie hjalp en fotograf med at tage billeder af alle børnene. Vi har også været i gang med at lave en film, som kan komme på hjemmesiden. Vi glæder os til at se hvordan det hele kommer til at se ud, når det er færdigt. Den sidste skoledag gik også rigtigt godt, selvom det var sørgeligt at sige farvel til alle børnene. Vi legede hele dagen, uddelte slikkepinde til stor glæde for børnene og sang en masse fællessange. Senere spiste vi med børnehjemsbørnene og om aftenen holdte Michelle (projektlederen) barbacue fest for alle de frivillige. Det var super hyggeligt og vi fik lækker mad. Det var en super god dag, og vi kommer virkelig til at savne skolen.
Efter at have været på skolen, er vi også blevet mere sikre på, hvad vi vil studere, når vi kommer hjem. Vi har lavet medical check på alle børnene, og har derfor fulgt en læges arbejde helt tæt, fordi hun kom på skolen en uge for at undersøge børnene. Vi har også været med til at hjælpe børnene, når de er syge, givet dem medicin, ordnet sår og kigget efter symptomer på sygdomme. Det har været helt vildt spændende, og vi kan mærke, at det er det vi brænder for.
Herhjemme på hostellet går det også godt. Vi har de sidste mange frokoster lavet en rigitg lækker pastasalat med tun, avocado, tomater og løg. Det har vi gjort for at spare penge, selvom det er billigt at spise ude, så er det faktisk ret hyggeligt at lave sin egen mad. Så vi har altid tun og pasta på lager. Vi køber vores grøntsager friske hver dag hos en gammel dame, der er begyndt at give os rabatter i ekstra tomater eller løg, så det er ret hyggeligt, at vi er blevet hendes stamkunder. Vi bliver også lige nødt til at fortælle om den måde folk bærer deres ting på hernede. Alle bærer tingene på hovedet, om det er et par sko, et myggenet eller en masse bananer, så bærer kvinder og mænd det på hovedet (især kvinderne). Selv på vores projekt ser vi børnene bære deres skoletasker, stole eller borde på hovedet. Det er meget sjovt, at det er sådan. Vi har prøvet at gøre det samme, men det er aldrig særlig vellykket!
Vores påskeferie har været rigtig dejlig. Fredag fyldte Marloes 25 år, så det fejrede vi i stor stil. Vi startede med at tage i poolen på Honey Badger, som er det bedste hotel i Moshi. Her mødte vi Marloes og hendes kæreste, som har været på besøg de sidste 10 dage. Vi havde lavet en gave til hende sammen med Mette Louise, Elin og Nilla (1 dansk pige og 2 svenske) fyldt med kanel. For man giver åbenbart folk kanel, hvis de er fyldt 25 ugifte. Så det var super sjovt med kanel ud over det hele! Om aftenen spiste vi en lækker chokoladekage med hindbær, og senere tog vi i byen med hele hostellet.
Fra lørdag til søndag tog vi på tur til Lake Chala, som er en flot sø 2 timer væk fra Moshi. Inden vi tog afsted, fandt Maria ud af at hendes ene mandel var meget hævet, så vi blev nødt til at tage inden om hospitalet. Her fik hun 2 sprøjter med antibiotika og hele hostellet var så søde at vente på hende i Dalladallen, så hun også kunne komme med til søen. Det er så rart, at vi passer så godt på hinanden hernede. Sygeplejerskerne var rigtig søde, de kaldte Maria, for "Mother of jesus" og deres "egen datter". Linda (en sygeplejerske fra vores hostel) var også rigtig sød, og holdte Maria i hånden hele tiden.
Da vi kom til søen hyggede vi os rigtig meget, vi badede i det dejlige varme blå vand, spiste sammen om aftenen, og sov i telt, mens man kunne høre den silende regn. Dog regnede det så meget, at halvdelen af vores 8 mands telt blev vådt, så vi endte med at sove 3 i et 2 mands telt, det var ret sjovt. Da vi skulle hentes af dalladallaen kl. 15 næste dag, blev det en ret vild tur. Vi endte med at vente i 3 timer på den, fordi vejene var blevet så dårlige efter regnen. Faktisk måtte vi gå 3 km. i øsende regnvej, mørke og mudervej hen til dalladallen, fordi den ikke kunne komme hele vejen hen til søen. Det var noget af en oplevelse, og Julie faldt i mudderet, så hun blev helt mudderet. Vi blev nødt til at gå i bare tæer, så vi så ret sjove ud, da vi kom tilbage til hostellet, efter 2 timers slingrende og skridende mudderkørsel, hvor vi flere gange måtte gå ud og skubbe bagpå. Der så vi lige regntiden fra sin dårlige side. Men hele oplevelsen var dog ret sjov, og de havde gemt en masse mad til os, da vi kom hjem.
I dag fejrer vi Mette Louises 26 års fødselsdag. Vi vækkede hende om morgenen med flag, balloner, sang, gaver og morgenmad på sengen. Senere skal vi spise frokost med hende på Indoitaliano, som er en lækker indisk restaurent. Vi har også bestilt en lækker kage til hende.
Vi savner jer alle sammen. Tiden går simpelthen så stærkt, vi skal allerede videre til Indien om 12 dage, det er helt vildt! Vi glæder os, men kommer virkelig også til at savne alle mennesker her! I næste weekend skal vi spise hos en dame, der laver lækker frokost og søndag skal vi på tur til en blå lagune. Weekenden efter skal vi nok bare i poolen og slappe af, inden vi tager til det kaotiske og flotte Indien.
Kys og kram
- comments
jette & jens hej I to, det er dejligt at høre I har det godt, her begynder vi så småt at få forår, det glæder vi os meget til.vi begynder at savne jer mere og mere,men vi kan jo se lys forenden af tunellen, 2mdr. og 9 dage, er ikke så længe som det har været.Glæder os til at høre om Indien. ha det nu rigtig godt. en stor kærlig hilsen til jer begge, fra Jette & Jens
else hej med jer. tusind tak for at i deler jeres fantastiske oplevelser med os alle. gkæder os at i stadig er glade og optimistiske. Vi savner jer og glæder os til at se jer igen om et par måneder. kæmpe kram fra farmor(else) og farfar (kaj)