Profile
Blog
Photos
Videos
Tiden flyver! Halvdelen af min rejse er nu ved at være gået, og det er helt svært at forstå. Lige nu kan jeg slet ikke forestille mig at skulle forlade Bijanbari og alle de dejlige mennesker, jeg har lært at kende. Det bliver SÅ hårdt at skulle sige farvel! Heldigvis er der en måneds tid tilbage - det skal nydes!
Hverdagen går med morgen-yoga, skole, afslapning i solen, tøjvask, gå- og løbeture i bjergene, ture ned i byen (ofte chokolade eller frugt indkøbsture), eftermiddagsundervisning, aftensmad og aftenhygge på værelset. Selvom hverdagene ligner meget hinanden, oplever man altid et eller andet særligt, som gør, at dagen bliver speciel. I mandags var Monique og jeg eksempelvis på besøg hjemme hos en af vores matematikelever, Radha. Det var virkelig en god oplevelse! Familien, som består af mor, far og 5 børn, boede i et lille bitte hus i midten af landsbyen. Der var et køkken og to små rum, som var fyldt med familiens ejendele (som ikke var særlig mange). Det var tydeligt at se, at familien ikke har det nemt, men på trods af fattigdommen blev vi taget helt fantastisk imod. Vi blev budt på te, kage, kiks og samosa - fik virkelig dårlig samvittighed over at de brugte så mange penge på os. De har jo for pokker meget mere brug for al den mad, end vi har! Heldigvis kunne man se, at de var utrolig glade og stolte over, at vi besøgte dem, så det var også med god samvittighed, at vi tog derfra. Det er fantastisk at opleve den enorme gæstfrihed, der er overalt hernede. Lige meget hvor fattig en familie er, bliver vi altid budt indenfor og får serveret te og kiks. Det er utroligt!
I weekenden var vi på tur til Mirik, en lidt større by tre timers kørsel herfra Bijanbari og meget tæt på den nepalesiske grænse. Det var en virkelig god tur! I Mirik er der en stor sø, som vi lørdag gik en dejlig tur rundt om, og søndag lejede vi nogle vandcykler og sejlede rundt på søen, simpelthen så hyggeligt! Hotellet var noget bedre end i Darjeeling (dvs. ingen mug på væggene og plus-grader i værelset - luksus!), og det lå lige ved siden af en vildt god restaurant, som havde den lækreste indiske mad. Lørdag aften tog vi tidligt ned på restauranten (alle restauranterne lukker kl. 20 hernede, simpelthen så irriterende) og bestilte en drink inden maden. En drink blev under maden hurtigt til to, og to blev hurtigt til tre - resultat: En rigtig sjov aften i Mirik! :) Søndag morgen havde vi det derfor ikke fantastisk, men på trods af en smule tømmermænd tog vi på besøg i et tibetansk munkekloster - en lidt mystisk kombi. Ikke desto mindre var det en vildt fed oplevelse! Vi kom ind i klosteret, da en lille gruppe munke var i gang med at bede. Det var en virkelig smuk ceremoni, og det hele var meget kraftfyldt. Så selvom det gjorde en smule ondt i hovedet, da de begyndte at spille noget meget voldsomt musik, var det rigtig fedt at opleve.
I næste weekend skal vi igen på tur til Darjeeling. Denne gang skal vi på city tour i byen og se den zoologiske have. Jeg glæder mig rigtig meget til turen, men håber virkelig at det er blevet varmere deroppe, så vi denne gang ikke behøver at sove med to sweatre, to bukser og tre par strømper. Det tager cirka 2 timer at køre op til Darjeeling i bil, men når vi skal hjem på søndag, skal vi gå tilbage. Det bliver noget af en tur, men en god prøve inden vores trekking-tur om et par uger. Tror det bliver fedt - i hvert fald når vi er kommet hjem og har klaret turen :)
Håber I har det rigtig godt derhjemme, og at det er blevet lidt forårsagtigt. Hvis ikke, sender jeg en masse varme vibes hjem til jer! :)
//Maria
- comments