Profile
Blog
Photos
Videos
Så er hverdagen for alvor startet her i Bijanbari.
I onsdags begyndte vi at undervise i skolen. Jeg underviser sammen med Dina, og vi har en gruppe elever, som går i 4. og 5. klasse og er omkring 8-10 år. Undervisningen er virkelig en stor udfordring! Vi er alene med eleverne i klassen (ca. 30 børn - i virkeligheden er der omkring 40 børn i hver klasse, men vi har delt dem op i grupper, så vi maks. har 30 - thank god!), og de er ikke altid lige medgørlige. Den første dag var helt forfærdelig, men anden og tredje dag var langt bedre og mere stille og rolig. Det er dog ret svært at få ro i en klasse, når man ikke kan skælde ud på deres eget sprog, kan elevernes navne, og generelt ikke har særlig meget - eller rettere sagt ingen - undervisningserfaring overhovedet. Vi skal virkelig bruge vores stemmer, og vi får råbt en masse "Be quiet!" i løbet af en time. Vi skal primært lære eleverne engelsk grammatik og udtale. Især er udtalen et stort problem. Indernes accent er som bekendt ikke den bedste, og de rigtige lærere på skolen taler ret dårlig engelsk - og eleverne overtager med det samme de dårlige vaner. Det er som en ond cirkel, der aldrig slutter. Forhåbentlig kan vi lære dem noget, så de forbedrer sig bare en smule - "en smule forbedring" er blevet mit mål!
Vi har vores indiske punjabi'er på (indisk hverdagstøj bestående af bukser, kjole og tørklæde), når vi underviser. Eleverne har skoleuniformer på - de ser så søde ud! Vi møder hver morgen kl. 9. Her samles alle børnene i skolegården og stiller sig op på rækker. Så bliver der sunget skolesang, nationalsang og bedt fadervor - hvilket jeg synes var lidt pudsigt, men der er en del kristne traditioner. Herefter er der to elever, der skal holde en lille tale. Den ene skal fremlægge morgens nyheder, og den anden skal fortælle om et emne, som en lærer har givet dagen før. Når alt det er overstået, går lærerne rundt mellem eleverne og tjekker deres uniformer, om deres sko er pudsede, om deres negle er rene, om drengenes hår er nyklippet, og om pigerne har de obligatoriske hvide sløjfer i håret. Heldigvis skal vi ikke igennem tjekket - tror ikke vi ville blive godkendt J Der er en del metoder, som vi har svaert ved at vaenne os til - og ikke mindst acceptere. Laererne truer tit eleverne, og truslerne er ikke for sjov. Der er meget fysisk afstraffelse - det er virkelig vaemmeligt at se paa. Det ligger saa langt vaek fra vores opfattelse af rigtigt og forkert, men for inderne er det blot herdag og helt almindeligt. Er pludselig meget taknemmelig for min danske skolegang!
I mandags startede vi med vores morgen-yoga. Mandag, onsdag og fredag kommer en dame kl. 7 og underviser os. De andre dage skal vi selv øve - so far har vi gjort det hver dag. Det er godt, at vi er så mange, så vi kan presse hinanden til at komme ud af sengen om morgnen og komme i gang! Der er en del av'er og beklagelser i løbet af den halve times yoga. Håber det bliver bedre med tiden.
Vi går stadig hver dag. Nogle dage er vi helt færdige i benene, men det hjælper altid, når vi kommer ud at gå. I tirsdags var vi på udflugt hele dagen til Radijo's famile (vores altmuligmand) højt oppe i bjergene. Vi kørte derop i bil - på helt sindssyge bjergveje - og så trekkede vi ned i 2,5 time. Den anden dag tog vi på en powerwalk/løbetur i bjergene. Det var simpelthen så fedt! Det er noget andet end en løbetur på en dansk landevej J
Da vi i torsdags var ude på vores gåtur, kom vi tilfældigvis fordi en hindu-bisættelse. Det var en ret stærk oplevelse! Nede ved floden, som løber forbi Bijanbari, var der samlet en masse mænd (kvinderne deltager ikke i ceremonien, men er samlet i den afdødes hus). På nogle sten lå den afdøde pakket ind i stof med brænde bygget op som et bål omkring sig - lidt ligesom vores Skt. Hans bål. I ugen op til bisættelsen er den afdøde blevet smurt ind i en form for salve, som dufter af røgelse, når det bliver brændt. Den ældste søn til den afdøde skal sætte ild til brændet, der ligger omkring den afdøde - hold da op! Vi var slet ikke forberedte på situationen, men pludselig stod vi og så på, at bålet og den afdøde begyndte at brænde, og røgen (der duftede kraftigt af røgelse) steg op i luften. På sin vis var det hele utrolig smukt, da det hele foregik i de smukkeste og mest fredfyldte omgivelser ved floden med bjergene som baggrund. Der var ingen kolde kapeller eller mekaniske krematorier - kun virkelige mennesker og et "naturligt" bål. Når det er sagt, kan jeg dog slet, slet ikke sætte mig ind i, at den ældste søn rent faktisk skal sætte ild til sin mor eller far. Det er så langt væk fra vores kultur og traditioner, at det er umuligt at forholde sig til. Det var ret hårdt at se, men jeg er glad for, at vi oplevede det. Det satte en del tanker omkring liv og død i gang, og det var helt sikkert sundt at se, hvordan andre mennesker og kulturer forholder sig til døden. Roshni fortalte en del om de mange andre ritualer, der er i hinduismen, når et menneske dør. Eksempelvis må den afdødes familie ikke deltage i alle hindu-festivalerne i et helt år efter dødsfaldet, og sønnerne i familien skal barbere deres hår af. Det er derfor meget respektløst at barbere sig skaldet, hvis ikke ens forældre ikke er døde. Der var utrolig mange ritualer forbundet med et dødsfald - det var svært at holde styr på bare en lille del af dem.
I morgen søndag skal vi til indisk bryllup - vi glæder os helt vildt meget J Det er vores chauffør, Krisna, der har nogle venner, som skal giftes. Brudeparret blev rigtig glade, da de fik at vide, at vi kom. Fordi vi er hvide, har vi automatisk en utrolig høj status og får rigtig meget opmærksomhed hernede - det kan man godt blive afhængig af (bliver mærkeligt "bare" at være en del af mængden, når vi kommer hjem!). Det er derfor ret stort, hvis man har hvide gæster til sit bryllup. Så vi bliver æresgæster i morgen - temmelig surrealistisk, da vi slet ikke kender eller har mødt brudeparret! Da vi spurgte Roshni, hvad vi skulle gøre med hensyn til gave, foreslog hun, at vi kunne give en blender. Så i morgen tager vi vores fine saree på (indisk festkjole), tager en blender under armen og bevæger os op ad bjerget til indisk bryllup - det skal nok blive en oplevelse! J
Nu er en tredjedel af min rejse allerede gaaet. Tiden gaar saa staerkt, saa der er lige pludselig ikke laenge til vi ses igen! Indtil da ha' det rigtig godt J
De bedste hilsner,
Maria
- comments