Hej med jer,

Nej, jeg er ikke i Lima laengere, men er nået til Puttaparthi i det sydlige centralindien (i naerheden af Bangalore).. Men da jeg stadig mangler at skrive fra de sidste to uger i Sydamerika kommer her min sidste blog derfra..

Hmm, det er jo ved at være længe siden, men jeg skal prøve.. I Cuzco og omegn brugte jeg de sidste ti-tolv dage af min tur. Et helt vildt turistet sted, men sådan set hyggeligt nok. Efter et par dage med lækker mad, film, pisco sour og billig massage tog vi på en fire dages tur til Machu Picchu. Den første dag på mountainbike og de næste to dage trekking. Virkelig smuk tur! På den tredje dag ankom vi til Aguas Calientes ved foden af Machu Picchu.. Det var den 31. december... og det var ikke helt tilfældigt! Der var denne ide jeg havde gået og brygget på et par uger.. Machu Picchu var jo et af Inkaernes vigtige powerspots (vel egentlig det vigtigste), og nytårsaften er altid noget helt særligt... Og som prikken over i'et var det fuldmåne d. 31.. Ej, men mere perfekt kunne det jo ikke blive! f*** festerne i Cuzco eller noget andet sted.. Nytårsaften skulle da fejres på MP. Troede vi i hvert fald...

Planen var at bestige bjerget op til MP om natten og så se tingene an. Hvis muligt ville vi have sneget os ind. Og hvis ikke ville vi have prøvet at bestikke vagterne. Vi havde dollars'ne klar til bestikkelse og soveposen klar til at holde os i live natten igennem (vi var jo oppe i højderne), og Søren havde tilmed båret en flaske champagne hele vejen til Aguas Calientes, som skulle poppes derinde om natten.. Men sådan skulle det desværre ikke gå.. For da vi ankom til Aguas Calientes begyndte det at regne og regne og regne.. Og så stod det ellers ned i stænger resten af natten. Månen viste sig ikke så meget som een gang, og motivationen til at bruge en time til halvanden til at bestige bjerget uden at være sikre på at kunne komme ind forsvandt lissom.. Og så var det jo også bare forbandet koldt. Øv øv øv!!

Nytårsaften blev altså ikke noget særligt på grund af regnen. Vi (Soeren, jeg og to englaendere vi var kommet der sammen med) bare sad og kiggede ud på den store men tomme og plaskvåde scene der var stillet op, alt imens vi drak Pisco Sours og spiste nachos og is. Vi gik i seng kl.2, sov i knap to timer, og begav os så af sted ud i den våde nat iførte regnponchos. Det tog omkring en time til halvanden at komme til toppen, og her måtte vi pænt vente yderligere en times tid inden billetkontoret åbnede. Det havde nok alligevel været ret umuligt at snige sig ind…. Men en god bestikkelse holder jeg stadig på ville have virket! Næste gang, næste gang!

Vi havde en guide med, men ham mistede vi helt til at starte med. Der var bare alt for meget at kigge på til at man kunne holde øje med sådan en. Det var faktisk lidt en skam, for jeg ville jo gerne have hørt hvad han havde at fortælle. Men i stedet fik vi mulighed for at gå rundt helt for os selv inde i den gamle Inka hovedstad inden det væltede ind med turister og deres guides. Det var virkelig storslået! Helt ud over alle forventninger, og jeg kunne sagtens have brugt mindst to dage her.

Vi fik ved at ankomme blandt de første sikret os adgang til Wayna Picchu, det bjerg som altid kan ses i baggrunden af alle billeder, hvor "kun" 400 personer får adgang hver dag. Så her kravlede vi op da resten af Machu Picchu blev fyldt op med turister. Sikke en udsigt ud over det hele! Det tog mindst en time at komme helt derop, så ved toppen gjorde vi holdt i en lille have med en fantastisk udsigt, og her blev champagnen poppet! Vi tilbragte det meste af eftermiddagen her. Champagnen virkede fantastisk oppe i højderne, og en lille eftermiddags skraber bagefter var umulig at undgå.

Vi gik som de sidste ned derfra da vagten kom og smed os væk. Det var midt i regntiden vi var der, og vi havde fået at vide det regnede hver eneste dag. Det havde det også gjort på selv Machu Picchu så vi da vi kom ned igen, men vi havde selv ligget i tørvejr oppe på Wayna Picchu. Luften var derfor helt frisk da vi atter kom ned igen, og de fleste turister var taget hjem igen, så vi atter havde det hele for os selv. Et virkelig fantastisk sted! Men skynd jer hvis I skal nå at se det, for de tusindvis af turister der dagligt pumpes ind i inkaernes gamle hovedstad slider hårdt på de prægtige bygningsværker. Der er derfor snak om inden for de næste par år enten at begrænse antallet af besøgende væsentligt og samtidig hæve indgangsbeløbet, eller helt at lukke Machu Picchu af for besøgende, så det kun vil kunne ses fra en svævebane… Og så ryger hele pointen med at tage dertil..

Efter MP var der kun tid til et par ekstra dage i Cuzco. Så tog jeg en 23 timers bustur til Lima (mens Søren tog en fire døgns bustur til Buenos Aires..). En enkelt dag i Lima hvor jeg lige nåede at mødes med min ven Christian og shoppe lidt, og så ellers hjem til Danmark. En riiigtig lang tur. Jeg tog af sted d. 6. om natten og nåede først frem til DK d. 8. midt på dagen.. Flyet fra Atlanta var tre timer forsinket, og da vi endelig kom ombord skulle vi vente en time yderligere fordi en eller anden dims var gået i stykker, og så sørme om flyet ikke også lige skulle afises, og så var der kø til afisningsmaskinen og tre maskiner skulle til før os… Oh my God. . Som prikken over i'et var der i flyet en mand der havde ildebefindende, så da vi langt om længe ankom til København skulle vi lige vente på Falck inden resten af os kunne komme ud.

Vi ankom først kl. 12.30 i stedet for kl. 9 som planlagt, så min tidsplan faldt fuldstændigt fra hinanden. Jeg skulle først have læsset min tunge bagage af et eller andet sted, så suset ud til den indiske ambassade for at bestille et visum, og dernæst have mødtes med min vejleder kl. 12. Jeg nåede ingen af delene. I stedet tog jeg til hovedbiblioteket og hentede de 13 bøger om Sai Baba som jeg havde bestilt. Timingen var super dårlig, og jeg ankom en dag med otte graders frost. Av av av hvor gjorde det ondt i mine fingre! Jeg var godt forberedt på at det ville være koldt, men jeg havde glemt hvor ondt kulde gør! Min plan var ellers at være blevet i København et par dage, men jeg havde slet slet ikke nok tøj med mig, så jeg bestilte med det samme en billet hjem til Silkeborg. Fra hovedbiblioteket slæbte jeg mig til hovedbanegården med al min bagage - 26 kg i rygsækken, 7 kg i håndbagagen, og nu yderligere omkring 7 kg bøger om Sai Baba. Omkring 40 kg kom jeg altså slæbende med… Yderst medlidenhedsvækkende hvis jeg selv skal sige det, men ikke en eneste person tilbød at hjælpe mig. Jeg tænkte, at det var sgu ikke sket andre steder i verden, og jeg glædede mig allerede til at komme videre til Indien. Det er sjovt som det største kulturchok altid kommer når jeg kommer hjem igen.

Det blev til ni super travle dage i Danmark. Jeg skulle have stykket et 760 siders pensum sammen til mit bachelorprojekt (nu uden min vejleders hjælp) og efterfølgende have skrevet det under og afleveret, og så skulle jeg have købt mig en bærbar og andre småting, have set hele familien, have ordnet visum og rejseforsikring og pakket til den næste rejse, og så ellers af sted igen! Stress..

Nu er jeg så i Indien, i Puttaparthi på Sai Babas ashram, hvor det er meningen jeg skal have skrevet det dersens bachelorprojekt. Men det må blive næste gang I hører om det!

Kram fra Malaika