Sai Ram!

Hermed en opdatering fra det indiske. Efter ni travle og kolde dage i Danmark tog jeg jo videre til Mumbai. Det viste sig at min gamle kollegiekammerat Rasmus skulle med det samme fly som mig J, så vi tilbragte nogle dage sammen i Mumbai. Herefter tog jeg direkte videre på en 20 times togtur til Puttaparthi i staten Andhra Pradesh, hvor jeg nu har befundet mig de sidste to uger og bliver i hvert fald et par uger endnu. For denne gang er jeg ikke fri som fuglen.. der skal nemlig skrives bachelorprojekt. Jeg vil skrive om den indiske guru Sai Baba (ham med det orange tøj og afrohåret som nogle af jer måske kender til). Og derfor er jeg her hos ham, ved hans ashram (=sted for åndelig fordybelse) i Puttaparthi sammen med tusindvis af hans tilhængere.

Meget kort fortalt prædiker Sai Baba kærlighedens religion, som han selv kalder den, og siger at alle religioner til syvende og sidst henviser til den samme sandhed og alle har det samme budskab, bare formuleret på forskellige sprog. Gud skal findes inde i dig selv, ja faktisk er du selv Gud, men du er bare ikke selv klar over det. Sai Baba påstår at han er Gud og har valgt at lade sig inkarnere på jorden (igen) for at hjælpe os til at forstå sandheden om vores sande væsen. Mest kendt er han for sine mirakler som han gladelig udfører regelmæssigt. De spænder fra materialiseringer af aske og smykker til at kunne læse tanker og forudse fremtiden, diverse mirakuløse helbredelser og endda dødeopvækkelser.

Den første gang jeg hørte om Sai Baba var for mange år siden gennem bbc dokumentaren Exposed der fremstiller ham som en gemen tryllekunstner der holder hans tilbedere for nar med billige tricks og derudover en pædofil stodder der misbruger sin gudestatus til at komme i bukserne på unge drenge der ikke et sekund betvivlede hans ord og handlinger. Næste gang jeg hørte om ham var for seks år siden i Nepal hvor jeg boede hos en familie der havde et bederum indrettet til Sai Baba. En morgen jeg kom ned til morgenmaden hev faren mig ind i bederummet og fortalte mig der var sket et mirakel i løbet af natten! Der var en stol beregnet til Sai Baba (som selvfølgelig ikke kunne være fysisk tilstede så langt derfra, men alligevel var stolen sat der til ham). Miraklet bestod i at der i nattens løb var kommet tydelige afmærkninger af fingre i armlænene som om der var nogen der havde siddet der. Jeg var faktisk ret forundret, for under normale omstændigheder ville fingeraftrykkene være forsvundet kort tid efter en person havde siddet der. Men disse fingeraftryk virkede til at være permanente afmærkninger. Desuden var der på mystisk vis dukket aske op på samtlige gudebilleder af Sai Baba i rummet.

Hvad pokker, I kan lige så godt få tredje gang jeg hørte om ham med. Det var for fire eller fem år siden i McLeod Ganj i det nordlige Indien. Jeg var blevet gode venner med en mand i et rejsebureau og kom tit forbi til en sladder og en kop te. Han gjorde meget ud af at fortælle at han ikke var religiøs, for som han sagde ville det være rigtig skidt for ham hvis det faktisk viste sig at der var en gud der holdte øje med ham. Størstedelen af hans indtjening kom nemlig fra at sende indiske mænd på ture over til de thailandske ludere, kombineret med sightseeing og shopping så konerne derhjemme ikke skulle fatte mistanke (yeah right!).. Og da det at true det hellige ægteskab er en af de største synder inden for hinduismen mente han altså ikke det kunne betale sig for ham at være religiøs. Imidlertid havde han ind imellem smurt aske på sit tredje øje som er noget man altid gør i templerne. Da jeg spurgte ind til det forklarede han mig at der i hans landsby havde været en lille dreng der var meget religiøs og tilbad Sai Baba som sin vigtigste gud. En sygdom tog livet af ham mens han stadig var ung, og efter hans død blev der på mystisk vis ved med at dukke aske op på gudebillederne på hans værelse. Man mente asken havde helbredende effekt, og snart blev huset et vigtigt pilgrimsmål hvor folk flokkedes til for at få noget af den hellige aske. Min ven tog altså forbi huset ind imellem for også at få noget af asken. Han holdte stadig fast på at han ikke troede på nogen gud. Men han troede på mirakler!

Sidenhen har jeg hørt om Sai Baba masser af gange, og mest af alt om hans mirakler. Så det var ikke helt uden forventninger jeg kom til hans ashram for to uger siden. Og måske netop derfor blev jeg så skuffet da jeg så ham første gang. Jeg havde læst lidt om ham på forhånd, men det gik op for mig at de bøger var tyve til tredive år gamle. Manden er altså ikke helt ung længere (85 år) og er kun en skygge af hvad han engang var. Den dag jeg ankom til ashramet havde jeg gået lidt rundt for at tjekke stedet ud og var endt i bedesalen næsten helt forrest. Jeg satte mig til at meditere og havde ingen anelse om at Sai Baba ville dukke op, for jeg havde fået at vide at han i disse dage kun viste sig om eftermiddagen. Men pludselig blev folk omkring mig helt vilde, maste sig sammen for at komme længere fremad og strakte hals mens de kiggede afventende hen mod døren. Og der kom han, den lille Sai Baba. Kørende i kørestol!!!! Ej men helt ærligt, Gud i kørestol. Jeg kunne slet ikke tage det seriøst. Da han kom tættere på og jeg kunne se ham tydeligere blev jeg for alvor skuffet. Han lignede en gammel bitter mand og smilede ikke en eneste gang. Det prægtige afrohår jeg kendte fra billederne af ham var desuden svundet kraftigt ind og afslørede en stor måne i toppen… Jeg kunne slet ikke tro det var den mægtige Sai Baba der var foran mig!

Den første uge boede jeg inde på ashramet på et værelse med syv andre personer. Det kostede den nette sum af 2 kroner og 80 ører pr nat og må være det hidtil billigste sted jeg har boet i Indien. Jeg gik dagligt til darshans (tilsynekomst af guden, Sai Baba) men kom aldrig til at se det fantastiske ved ham, selvom jeg virkelig prøvede. Mine værelseskammerater forsikrede mig om det nok skulle ske, jeg skulle bare fokusere på ham med et åbent hjerte, så skulle han nok give mig et tegn. Men nej, intet er endnu sket. De havde alle været på ashramet adskillige gange og havde alle fantastiske historier at fortælle om hvordan Sai Baba havde vist sig og talt til dem i deres drømme, og dem der var kommet tæt på ham havde set ham trylle ting frem af den blå luft eller hørt ham tale om personlige anliggender han egentlig ikke havde en jordisk chance for at vide noget om.

Radha, en canadisk kvinde af trinidadsk oprindelse fortalte hvordan hendes mand for nogle år siden havde været dødssyg af kræft og havde fået lægernes dom at han højest sandsynligt ikke ville overleve natten ud. Radha og familien havde brugt hele natten til at bede til guden Krishna (som Sai Baba påstår var hans tidligere inkarnation). Om morgenen var manden i bedring, og i dag er han helt helbredt. Nu har Radha selv fået kræft som hun siger den vestlige lægeverden ikke kan gøre meget ved andet end at blive ved med at tage prøver i én uendelighed.. Radha har altid været Krishnatilbeder, og en nat havde hun en drøm hvor Krishna kom til hende, men pludselig blev hans ansigt til Sai Babas ansigt. Da Radha vågnede var hun overbevist om hvordan hun skulle blive helbredt, og kort efter tog hun til Puttaparthi hvor hun altså er endnu. Hun drømmer regelmæssigt om Sai Baba og er overbevist om at han nok skal kurere hende. Dog supplerer hun bønnerne til Sai Baba med besøg hos en ayurvedisk læge.

Den første uge boede jeg altså på ashramet men følte dagligt behov for at komme udenfor. På ashramet er der regler for alt; hvad man må have på (et sjal der skal dække skuldrene og er såå varmt at have på), hvad man må have med sig (ingenting, på nær en lille pung), hvem man måtte tale med (man må ikke tale med folk af det modsatte køn, og helst heller ikke med fremmede -men alle var jo fremmede for mig..). Desuden nærmest hvisker man derinde, og al tale om Sai Baba er lovprisning. Så dagligt tog jeg en tur udenfor ashramets porte for at få lidt frisk luft og en daglig dosis af det kaotiske, larmende og virkelige Indien. En appelsinjuice drukket af et snavset glas, en sludder med flotte og flirtende kashmirske fyre (som er de eneste der er kommet til Puttaparthi af ikke-spirituelle grunde), og ikke mindst en smule ikke-lovprisende information om Sai Baba. Jeg fandt mig en internetcafe hvor jeg kunne gemme mig i et hjørne og i al hemmelighed sidde og kigge på forbudte videoer der fremstillede Sai Baba som en svindler. Sjovt nok har jeg endnu ikke fundet noget objektivt litteratur om ham. Enten hader man ham, ellers elsker man ham. Der er intet midt imellem.

Den første uge levede jeg altså et dobbeltliv hvor Baba indenfor portene var Gud og udenfor portene en pædofil svindler. Jeg var på grund af den fabelagtige pris gerne blevet boende indenfor ashramets porte, men mit største problem var at jeg skulle bruge et bord og en stol. Så længe jeg stadig var i læsefasen kunne jeg sagtens sidde i skrædderstilling på min seng, men når jeg skulle i gang med at skrive skulle jeg altså bruge et bord. Jeg ledte over alt. Biblioteket i ashramet havde borde og stole men ville ikke lade mig tage egne bøger eller laptop med ind. Biblioteket udenfor havde kun ét bord og var kun åbent to timer om dagen. Universitetet havde heller ingen steder at sidde. Min yogalærer tilbød mig at jeg kunne bruge et af hans værelser til at sidde og læse, men ingen af os kunne komme i tanke om et sted man kunne købe et bord i Puttaparthi som er en lille landsby der ikke består af meget andet end to hovedgader.

Min søgen bragte mig ud at kigge på værelser, men ingen værelser havde et bord i den størrelse jeg skulle bruge det. Til sidst fandt jeg dog et sted hvor ejeren endte med at hive et ødelagt metalbord ud af et depotrum. Et af benene var brækket af og bordet helt igennem rustent, men ejeren forsikrede mig om at han nok skulle få det fikset til dagen efter. En pind hvor benet mangler og et gulvtæppe over den rustne overflade, og vupti, så havde man et bord. Næste dag flyttede jeg ind og må her punge ud med 25 kroner pr nat (næsten en tidobling af den pris jeg betalte på ashramet). Men I kan tro jeg er glad for mit lille værelse og mit fine bord!!

Jeg må indrømme at jeg siden jeg er flyttet udenfor ashramet ikke har været henne og se Gud en eneste gang (til stor forargelse for alle her). Det er simpelthen alt for tidskrævende.. Omkring fire timer tager det i alt dagligt at sidde i kø og så få ham at se i et kvarter til en halv time. Dette er jo hvad alle disse tusindvis af mennesker er kommet for… Og de ser det som en øvelse i tålmodighed. Altså.. Jeg tror jeg har lavet det fe;tarbejde der skal til sådan lige foreløbigt og klarer mig med at læse om ham, og så selvfølgelig dagligt at spise hans lækre velsignede måltider til 60 ører. J

Og med hensyn til opgaven så går det fremad, men meget meget langsomt… Jeg er faktisk ikke begyndt at skrive endnu men roder stadig med strukturen og hvad opgaven skal indeholde. Og så kan jeg slet ikke finde det akademiske sprog frem igen. Men jo hurtigere jeg får skrevet, jo hurtigere kan jeg tage videre, fri som fuglen. Jeg har ikke planer om at få skrevet hele mit bachelorprojekt her, men jeg skal i hvert fald have skrevet halvdelen. Eller måske bare det kvarte. Den skal jo først afleveres i maj. Desuden gik det så stærkt de dage jeg var derhjemme at jeg ikke nåede at få installeret ordbøger på min nye laptop (hverken engelsk-dansk, engelsk-engelsk eller nudansk). Og har selvfølgelig heller ikke trådløst netværk. Men nu må vi se om det ikke flasker sig sådan nogenlunde alligevel…

Jeg tvivler på der er mere end et par stykker af jer der er nået helt herned til slutningen, så jeg må hellere holde her selvom jeg har så meget mere at fortælle. Opdatering følger om et par uger. :o)

Kram fra Malaika