Profile
Blog
Photos
Videos
Har har Gange!
Så fik jeg endelig set Taj Mahal! Jovist, et ganske prægtigt bygningsværk, kæmpe stort og en smuk historie bag. Men alt alt for mange turister! Jeg stod ellers rigtig tidligt op og var ved indgangen kl. 6, en halv time inden portene åbnede. Men omkring halvtreds turister i køen før mig… Inderne havde deres egen kø, og her var der kun tre mænd der ville se solen stå op over Taj. Hehe, inderne er ikke ligefrem morgenmennesker. :o) Portene blev åbnet, og vi alle løb om kap for at fange et billede eller to uden andre turister der stod i vejen. På afstand ser Taj kæmpe stort ud, men derinde virker det meget mindre. Jeg brugte halvanden time der, så havde jeg set det hele. Men blev et par timer til på at sidde og kigge på mennesker og hyggesnakke. Der er en sigemåde, at når man har set Taj Mahal kommer man ikke tilbage til Indien igen… hvilket nok også var en af grundene til at jeg først har fået set det nu. Og jeg var ikke den eneste. En spansk fotograf tilbragte ti dage i Agra på bare at tage billeder af folk, men hun var aldrig inde at se Taj!
Taj i sig selv var altså okay. Mere storslået var det dog udefra. Vi fandt et sted omme på bagsiden hvor en bådmand tog folk til den anden side af floden.. Floden var helt stille, og Taj spejlede sig fuldstændigt klart heri ved siden af solen der gik ned. Smukt smukt. Næste dag tog vi (mig og en ungarer) til Fatehpur Sikri, den forhenværende Mogul hovedstad der nu ligger hen som en spøgelsesby. Også temmelig turistet, men i det mindste var her en moske der stadig benyttes, og den var kæmpe stor og kunne næsten måle sig med Taj!
Efter tre dage i Agra tog jeg videre til Pushkar i Rajasthan. Toget gik fra Agra til Ajmer der ligger en halv time fra Pushkar og ville ankomme kl. 3.45 om morgenen… Rigtigt irriterende tidspunkt på en temmelig skummel togstation. For havde jeg skulle blive i Ajmer kunne jeg bare have taget en taxi til et hotel, men nu skulle jeg vente i hvert fald til kl. 7 inden der ville gå busser til Pushkar. Som altid i sådanne situationer kiggede jeg efter andre udlændinge på perronen, men fandt ingen. Toget kom, jeg steg på, og til min store lettelse sad der allerede en pige på min egen alder på sædet lige overfor. Vi faldt øjeblikkeligt i snak, men der gik omkring fem minutter inden vi fandt ud af at vi begge var fra Danmark! Vi snakkede videre, og hun virkede på en eller anden måde meget bekendt. Aaah, det var en af mine kollegaer som hun mindede mig så meget om, fortalte jeg hende. Hun var tjener lige som hende her, havde også haft sin egen restaurant i København, hun havde også planer om at flytte til Thailand hvor denne pige bor, og sjovt nok hed hun også Lea, og lignede hende tilmed en smule! Der skulle gå endnu omkring halvanden time inden jeg fortalte hende at jeg arbejdede på Oslo færgen. "Det er løgn" sagde Lea, og så kiggede vi på hinanden og kunne lige pludselig kende hinanden! Hun var min kollega Lea!
Det blev ikke til meget søvn den nat, for der var alt for meget at snakke om. Hvor utroligt var det ikke lige at vi som de to eneste turister var blevet placeret lige over for hinanden i et kæmpe tog. Og så endda uden at komme fra samme station. Desuden var det ikke en hvilken som helst af mine kolleger; det var hende jeg altid blev forvekslet med. Allerede inden jeg havde mødt hende på færgen var jeg blevet kaldt Lea adskillige gange, for alle synes at vi både lignede og mindede om hinanden. Første gang jeg mødte hende var første gang jeg var blevet sendt i restauranten (første gang jeg nogensinde har arbejdet som tjener), og jeg var mildest talt totalt forvirret og stresset. Lea og jeg havde stillinger lige ved siden af hinanden, og hun havde et japansk selskab som konstant henvendte sig til mig fordi de troede jeg var hende. "Water please! Water, water! Take this plate! And this one!" Åh gud… Og ja, som prikken over i'et havde vi selvfølgelig en fælles ven da jeg addede hende på Facebook. Ikke en af kollegerne fra færgen som forventet, men derimod min grandkusine Stine. Ej, men hvor er verden dog uhyggeligt lille!
Lea skulle også til Pushkar, så nu havde jeg godt selskab de tre timer jeg skulle vente på stationen i Ajmer. Vi fandt et fantastisk hotel i Pushkar med en kæmpe have og pool og varmt vand og det hele (ren luksus i forhold til min normale standard)!! Og delte et værelse en uge inden jeg skulle videre. Ren råhygge! Jeg var i Pushkar for seks år siden, og det er bare så fantastisk et sted, så det er ikke sidste gang jeg er der! Og endelig befandt jeg mig nu i hindi-talende omgivelser så jeg kunne få øvet mit hindi. Det er et helt nyt land der åbner sig for en når man taler bare en smule hindi, og priserne er også nogle helt andre. :o) Så der blev shoppet på fuldt tryk den uge, og snakket med alle de herlige mennesker der også er blandt de smukkeste i Indien!
Efter en uge tog jeg videre til Rishikesh hvor jeg er endnu og som bliver mit sidste stop inden jeg kommer hjem igen. Lige da jeg ankom til Rishikesh og kun lige havde krydset Ganges stødte jeg på min gode gamle japanske ven Tsubasa. Jeg mødte ham for to et halvt år siden i Indien, og han besøgte mig sidste år i Danmark. Jovist, vi havde planlagt at mødes, men det var alligevel lidt sjovt at vi stødte på hinanden midt på gaden. Han rejste med sin ven Yu, og vi tre tilbragte de næste fire dage sammen som det sejeste paparazzi team. D. 24. marts som er guden Rams fødselsdag tog vi til nabobyen Haridwar. Her finder verdens største religiøse forsamling Kumbh Mela sted i disse måneder, og sammenlagt omkring 30-50 millioner mennesker kommer for at rense deres synder væk ved dette hellige bad.
Legenden bag lyder kort fortalt således, at ved verdens skabelse ville guderne have fat på en krukke med udødelighedsnektaren Amrit. Guderne søgte hjælp fra dæmonerne til at få fat på det, men da de endelig fandt nektaren kom de op at slås over den. Fire dråber nektar faldt forskellige steder her på jorden, og lige siden verdens skabelse når planeterne har været i samme position som dengang afholdes dette festival som anses for det mest rensende og helligste for en hindu. Der finder altså et Kumbh Mela sted hvert tredje år og roterer mellem disse fire byer, hvert 12. år hvert sted. Haridwar er et helt særligt sted, både for hinduerne hvis helligste flod Ganges når fastlandet fra himalayabjergene på dette sted, men er også et vigtigt sted for mig helt personligt. Det har været under planlægning i hvert fald de sidste to år at jeg ville til dette Kumbh Mela. Jeg kunne ikke misse det!
Og det var da for vildt! Vi tog dertil tidlig morgen og gik rundt blandt menneskemylderet og tog tonsvis af billeder. Jeg tog i alt 716 den dag, og det er med en vis stolthed i stemmen at jeg kan konstatere at det var mere end de to japanere sammenlagt! ;o) Det blev hedt hen på dagen, og en lille svømmetur var oplagt. Så vi tog til det travle Har Ki Pauri, det mest proppede men også mest hellige badested og vaskede dårlig karma væk samtidig med at blive kølet ned. Sikken fantastisk følelse! Det siges at et rituelt bad på dette sted under dette sjældne festival befrier individet for enhver dårlig karma det har opbygget! Så bam, jeg er helt ren nu!
Senere på eftermiddagen sad vi på en restaurant og slappede af da en hel masse nøgne babaer gik forbi med retning mod Har Ki Pauri. Vi fulgte efter dem og fandt en kæmpe forsamling af babaer, nøgne og andre slags, og fulgte det optog der var ved at starte. Ej, men jeg siger jer det var vildt; total vanvid, totalt kaos, total larm, total masen, total stemning, total intensitet! Jeg har aldrig oplevet noget lignende… Det var babaernes fest, og de nød det i fulde drag! De dansede og hoppede rundt, røg chillums i massevis, grinede og råbte, slogedes med kæppe og sværd og løftede rundt på hinanden.
Der findes et utal af forskellige babaer (hellige mænd), og mange af dem viser sig kun offentligt til denne særlige begivenhed. Der er nangababas'ne som er nøgne og smurt i aske, og mange af dem med pinde eller hængelåse eller andre tunge ting hængende fra deres kønsdele for at kontrollere begær. Så er der de babas der er kendt for at spise lig; de lever oftest omkring gangesfloden hvorfra de fisker døde mennesker op som de lever af. Så er der dem der sværger at de for eksempel vil holde deres arm oppe resten af livet, eller sidde i samme stilling resten af livet, eller lader sig begrave i årevis så kun hovedet stikker op (men de er desværre lettere immobile og kunne ikke være til stede). Jeg talte med en af dem med armen i vejret, og han havde holdt den der de sidste 23 år, så den var helt vissen og ubrugelig. Der er altså massevis af forskellige babaer som alle på deres særlige måde forsøger at efterleve Shivas idealer. Shiva menes jo at sidde i himalayabjergene og meditere, indtil han en dag skal gøre det af med denne verden. Waaaauw, sikken oplevelse det var at være der!
Jeg tog dertil igen ugen efter på en anden vigtig badedato da det både var fuldmåne og guden Rams fødselsdag. Jeg skulle have fulgtes med to tyskere og en israeler, men alle meldte afbud. Nå men pyt med det, selvom det var så intenst ville jeg dertil alligevel. Jeg satte mig for at spise morgenmad, da en gal svensker satte sig ned lige over for mig. Vi faldt i snak, og det viste sig at han også skulle dertil efter sin morgenmad, og jeg kunne da få et lift på hans motorcykel. Så vi tog til Haridwar, fandt den største af babaernes lejre og gik rundt og hyggesnakkede med dem. Svenskeren taler også hindi og har boet de sidste tyve år i Indien. Han kalder sig selv Samosa-Ram da han altid bruger samosaer til at bestikke inderne til at få hvad han vil; blandt andet i første omgang et fem års visum til Indien, og i anden omgang en permanent opholdstilladelse. Man kan nå langt i Indien med en smule sweet-talk på hindi og en pose samosaer. I dagens anledning var jeg Barfi-Devi, og vi var det perfekte Kumbh Mela team!
Dalai Lama var også til Kumbh Mela for nogle dage siden, og han kom bagefter til Rishikesh i to dage og holdt tale som et led i en hold-Gangesfloden-ren konference med en række vigtige hellige mænd og politikere. Det var selvfølgelig kun Dalai Lama massen var kommet for at se, og det blev til timevis i kø for at komme ind, men det var selvfølgelig det hele værd. Det er tredje gang jeg støder på Dalai Lama her i Indien helt tilfældigt. Anup Jalota, en af indiens mest berømte sangere og en berømt danserinde kom også og optrådte. Konferencen som havde til hensigt at belære folk om vigtigheden i at holde deres hellige flod Ganges ren for affald og forurening endte selvfølgelig i en ceremoni hvor hundredvis af balloner blev smidt i Ganges og flød med strømmen.. Ej, men det er bare typisk Indien!
At jeg ville tilbringe mine tre sidste uger i Rishikesh var selvfølgelig med den hensigt at få skrevet min opgave færdig. Jeg fandt mig et perfekt sted med et bord og det hele og endda forholdsvis stille omgivelser hvilket var lidt af en udfordring med alle de pilgrimme der vælter ind over både Haridwar og Rishikesh for tiden. Opgaven blev pakket frem igen, men det varede kun i to dage inden den atter blev pakket ned. Der foregik alt for meget omkring mig til at jeg kunne begrave næsen i bøger. Mine sidste tre uger i Indien, og hvert et øjeblik af største vigtighed. Hvem ved hvornår jeg kommer tilbage igen… ;o) Desuden er der det fantastiske ved Indien at selvom det er så kæmpe stort et land er der faktisk kun få steder backpackerne tager til. Og så er det stærkt præget af vejret hvor folk er på de forskellige tidspunkter. Lige nu er det stadig for koldt i bjergene, og i resten af Indien er det alt for hedt. Så alle er i Rishikesh! :o) Det vil sige at jeg konstant støder ind i alle de folk jeg kender fra andre steder; hele min hippie-familie fra Gokarna er her, ligesom folk jeg kender fra Goa, Agra og Pushkar. Jeg kender også lokale her fra tidligere besøg, og så skulle min gode gamle ven Aman hvis familie jeg boede hos for fem år siden i Delhi også komme her en af dagene. Han er sidenhen blevet en hellig mand og lever nu et liv i meditation og spirituelle rejser rundt i Indien.
Desuden har jeg nu fået mig en stor dejlig sydamerikansk familie her. Jeg opdagede nemlig Prem Baba, en brasiliansk baba… Det er min fjerde gang her i Rishikesh, men aldrig før har jeg hørt om Prem Baba. Denne gang blev jeg dog ved med at møde folk der snakkede om ham, så jeg blev nødt til at se hvad de snakkede om og mødte op en morgen til hans satsang. Jeg var helt solgt! Trådte ind i rummet og blev helt overvældet af den fantastiske energi der fyldte rummet. En gruppe brasilianere begyndte at chante, og det var så smukt at hårene rejste sig over det hele på mig. Så smukt, så smukt!! Brasilianske og indiske instrumenter sammen, og de smukkeste versioner af de indiske mantraer jeg nogensinde har hørt. Den perfekte kombination af de to lande der betyder mest for mig her i verden. Prem Baba talte portugisisk og havde en engelsk oversætter, så samtidig med at blive fyldt med visdomsord fik jeg portugisisk undervisning oveni. Og bagefter endnu mere musik, nu mere dynamisk, og alle var så glade og kunne slet ikke sidde stille og blev nødt til at danse rundt. Prem Baba var shaman inden han blev baba, og han udstrålede den mest fantastiske energi som spredte sig i rummet og gjorde alle helt berusede af lykke!
Jeg var helt solgt! Kunne godt se det komiske i at jeg nu har brugt de sidste to måneder på at læse kritisk litteratur om indiske guruer og karismatiske ledere og nu selv hoppede i med begge ben… Det var imidlertid den dag jeg gik tilbage, pakkede opgaven ned igen og fandt et værelse tættere på Prem Baba som jeg flyttede ind i dagen efter. Og det er lige præcis her jeg skal være den næste uges tid.
Hmm, ellers kan jeg fortælle at jeg har mødt en anden Malaika! Én gang før har jeg mødt en anden Malaika, også i Indien. Jeg talte en dag med Alegra, en spansk pige, og da jeg fortalte hende mit navn sagde hun at der var en spansk pige her omkring i Rishikesh der også hed Malaika. Alegra fortalte også den anden Malaika om mig, og tog så selv videre. Men jeg var overbevist om jeg ville møde min navnesøster alligevel, og det gjorde jeg også et par dage senere, i køen til Dalai Lama. En argentinsk fyr jeg kender stod tæt på mig i køen og snakkede med en pige. Hun fortalte ham hun hed Malaika, og han pegede på mig og sagde at det gjorde jeg også. Vi havde begge gerne ville møde hinanden og var begge helt oppe at køre over det. En af Indiens dejlige overraskelser. Der sker så meget af den slags synkronisering og uforklarligheder her, og især her i dette område. Kan ikke forklare helt præcis hvad det er der sker, men præcis hvad man skal bruge skal man bare tænke på, så kommer det til en. Haha, og jeg ved udmærket I er den helt gale flok at skrive dette til, men her i Indien er det altså helt normalt at tale om skæbne, tegn, synkroniseringer, karma, energier og at følge eller modarbejde flowet.
Ja, så er der kun en uges tid til jeg kommer hjem til Danmark, så dette bliver nok den sidste rejseblog for denne gang. Jeg er nået forbi mit Åh-nej-kun-så-kort-tid-tilbage-og-jeg-har-det-jo-så-godt-her-og-jeg-er-da-slet-ikke-klar-til-at-tage-hjem-panikanfald som altid kommer over mig når jeg snart skal hjem fra Indien, og har ringet til flyselskabet for at høre hvor meget det ville koste at ændre billetten, og har som altid fået bekræftet at det er alt for dyrt og der ingen vej er tilbage. Jeg er aldrig klar til at forlade Indien… Men hvad, det bliver da meget godt at komme hjem. Jeg har hørt at blomsterne er begyndt at titte frem og solen kigger forbi mere end et par timer hver dag, og så er jeg da også begyndt at savne jer! :o) Og nå ja, så har jeg vist også en opgave der skal skrives!
Vi ses snart!
Malaika
- comments
Simon Meget inspirerende blog.