Profile
Blog
Photos
Videos
Hej med jer!
Så er jeg kommet hjem til Danmark! For fire dage siden faktisk. (men for en god ordens skyld sætter jeg dette blogindlæg til at være fra Istanbul).
Det blev en rigtig lang tur hjem. Jeg tog fra Rishikesh d. 12 midt på dagen og var først hjemme i Silkeborg d. 21 kl. 23.. Ni dage…
Jeg havde et tog fra Dehradun der bare lå en times tid nord for Rishikesh, men jeg tog af sted syv timer inden, bare for en sikkerheds skyld. Med de kæmpe mængder af pilgrimme der skyllede ind over Rishikesh ved klimakset af Kumbh Mela festivalen to dage senere i nabobyen Haridwar var det ikke sådan lige til at komme frem. Og det skulle da også vise sig at være noget af en udfordring. For det første skulle jeg krydse en smal bro i Rishikesh med min på det tidspunkt ca. 25 kg. tunge bagage. Jeg havde bestemt ikke set frem til dette øjeblik, for denne bro som jeg krydsede dagligt var en af de mest klaustrofobiske oplevelser man overhovedet kan udsættes for med et virvar af hektiske og skubbende pilgrimme, råbende og fløjtende militærmænd, aggressive og sultne aber der hvæser af folk og stjæler hvad de kan komme til, dyttende motorcykler og ind imellem en ko eller to der også ville krydse broen. Dagen forinden havde det taget et kvarter at komme fra den ene til den anden side! Og så lang er den altså ikke… Det var helt vanvittigt..
I dagens anledning havde jeg derfor udstyret mig med en hjælpende hånd, Petra som jeg havde delt et værelse med i Rishikesh. Men da vi havde mast os igennem massen af pilgrimme og kom til broen for at krydse over til den anden side, blev vi stoppet. De havde simpelthen spærret broen fra denne side og lavet ensrettet trafik fra den anden side! Og de nægtede at give os adgang selvom vi smilede så sødt og sagde at vi altså skulle nå et tog.. (det havde nok også været ret umuligt at mase os imod strømmen med mine tunge tasker på den smalle bro..) Vi skyndte os ned til floden for at få en båd til den anden side, men denne service var indstillet! Pokkers! Den eneste vej var nu at gå hele vejen til Ram Jhula og krydse over den anden bro. Normalt går der jeeps til Ram Jhula som ligger to-tre kilometer fra Laxman Jhula hvor vi befandt os, men de kørte heller ikke på grund af Kumbh Mela-pilgrimsmasserne. To-tre kilometer lyder måske ikke af så meget, men i dagens hede og med tusind-og-atter-tusindvis af pilgrimme på den smalle vej var det ikke nemt. Vi måtte zigzagge og skubbe til folk hele vejen, og samtidig småløbe fordi jeg nu var blevet yderligere forsinket. Vi kom endelig frem til broen og blev mast sammen med gigantiske masser af folk på meget lidt plads. Broen gyngede under vægten af alle menneskerne så jeg blev helt søsyg, og jeg var seriøst bange for at den ville falde ned.
Lettede stod vi langt om længe på den anden side af broen. Nu var næste problem at komme til busstationen. Jeg fik fat på en vikram (en slags tuk tuk) og sagde jeg skulle til busstationen. Fint, sagde chaufføren, det bliver 1000 Rupees (120 kr)!! Jeg kunne ikke tro mine egne ører. Normalt koster turen 10 rupees, men fordi der herskede totalt kaos og der var langt flere mennesker end der var transportmidler til, og jeg havde al min bagage og åbenbart lyste af desperation efter at komme af sted synes han altså han godt kunne tillade sig at opkræve hundrede gange den normale pris! Nok var jeg desperat, men jeg har stadig mine principper! Vi prøvede forgæves at få fat på et andet transportmiddel, men uden held. Så måtte vi mase os endnu en kilometer eller to af sted på gåben inden vi kom til hovedvejen hvorfra der var lidt flere muligheder. Jeg fandt mig til sidst en allerede proppet vikram og fik klemt mig og al min bagage ind på det trængte gulv. 100 rupees fik jeg turen til og orkede på det tidspunkt ikke at diskutere prisen hvilket jeg ellers under normale omstændigheder havde gjort.. Af sted kom jeg! Kort tid efter sad jeg på en bus til Dehradun, og nåede frem til togstationen en time inden mit tog gik. Normalt ville hele turen havde taget under to timer, men på grund af Kumbh Mela tog den altså seks timer. Hvor var det godt jeg havde forudset vanskelighederne!
De næste ca. 12 timer tilbragte jeg i toget mod Delhi. Her ankom jeg om morgenen, efterlod mine tasker på banegården og brugte hele dagen på at gå rundt og shoppe. Delhi er en skrækkelig by, og det hjalp ikke på det at der nu var 42-43 grader varmt og jeg i dagens anledning var blevet rigtig syg (det sker af en eller anden grund hver gang jeg er på vej hjem til Danmark). Om aftenen tog jeg videre med et nyt tog sydpå, en ca. 18 timers tur til Mumbai. Her ville jeg egentlig også bare have efterladt mine tasker på banegården, gået rundt hele dagen og taget til lufthavnen hen på aftenen. Men jeg var bare så smadret at jeg ikke kunne andet end at finde mig et hotel, og jeg fik et par timers søvn om natten inden jeg skulle mod lufthavnen. Mit fly gik tidlig morgen, og jeg ankom til Istanbul ved en 9 tiden d. 15. april og skulle bare have haft et fem timers transit. Men sådan skulle det jo ikke gå.
Vi sad ved gaten og ventede på at boarde flyet, og det trak længere og længere ud. Først stod der på skærmen at flyet var en time og ti minutter forsinket. Men da den time var gået sad vi stadig og ventede på at komme ombord. Mens skærmen stædigt blev ved med at blinke "boarding", begyndte snakken. Der gik rygter om at Kastrup var på vej til at lukke på grund af et eller andet vulkanudbrud på Island. "Min far siger at…" "Min kone har læst at…" osv osv. Det er utroligt hvordan en hel ventesal nu pludselig kunne begynde at snakke sammen fordi vi på en eller anden måde følte os i samme båd og var fælles om ikke at ane hvad der foregik. En halv times tid efter flyet skulle være gået (inkl. forsinkelse) fik vi endelig officielt bekræftet at vi ikke ville komme til Danmark den dag.
Jeg og et par stykker af de andre brød ud i glædeslatter, mens resten bestemt ikke virkede specielt fornøjede over situationen. Jeg havde faktisk prøvet at ændre min billet så jeg kunne være blevet en uges tid i Istanbul. For det er nu engang så dejlig en by, og så har jeg en god veninde der bor der. Jeg havde fra Indien haft ringet til Turkish Airlines kontoret i Delhi og fået at vide det ville koste mig 18000 rupees (ca. 2000 kr.) at ændre min billet! Det er altså mere end en returbillet fra Danmark til Istanbul koster. Utilfreds med svaret ringede jeg til kontoret i Mumbai men fik her den samme pris at vide. Havde det kostet det halve, altså 1000 kr. havde jeg nok gjort det. Men nu var jeg her i Istanbul og fik lov til at komme ud helt gratis!
Vi blev transporteret til et super fint fire stjerners hotel med tre daglige måltider og tv og varmt vand i bruseren og rent sengetøj og store rene håndklæder og hårtørrer og telefon på badeværelset og det hele! Og så lå det helt perfekt centralt lige midt i Sultanahmet. I første omgang skulle det jo bare være indtil næste dag. Men dagen efter var der stadig problemer… Og på denne måde blev de ved med at udskyde genåbningen af Kastrup lufthavn 12 timer frem i tiden. Igen og igen og igen. Det var fedt at være i Istanbul, men det var en smule irriterende ikke at kunne planlægge noget som helst frem i tiden. Hver dag gjorde vi os klar til at blive fragtet tilbage til lufthavnen, for i sidste øjeblik at få at vide at det altså heller ikke blev i dag. Jeg levede hver dag som var det min sidste! ;o) Så jeg kørte mig selv hårdt og kom vidt omkring i Istanbul.
På den tredje aften ringede de til mig fra receptionen. Turkish Airlines havde lige haft ringet til dem og sagt at de forresten kun betaler den første nat, så sidste nat og den nat der nu var i gang skulle jeg altså selv betale. Forresten. Og ja, det var jo firstjernet og inklusiv tre måltider, så det blev 60 Euro pr. nat, altså 120 Euro i alt!! Ej men var de da fuldstændig vanvittige! De penge kan jeg altså leve en måned for i Indien! Jeg nægtede at betale det, og de sagde at så ville de lige snakke med Turkish igen. Efter en time gik jeg ned i receptionen for at høre hvad de fandt ud af. Jo, vi ville alle blive hentet tidlig morgen og kørt til lufthavnen. Jeg droppede nattens planer og gik direkte i seng.
Kl. 4 næste morgen fik jeg mit vågn-op-kald! Ned i receptionen sammen med resten af den strandede dansker-gruppe, og så blev vi ellers kørt af sted og losset af foran lufthavnen. Vi vidste jo godt Kastrup stadig var lukket, og de bare kørte os til lufthavnen for at slippe af med os.. (kunne de så ikke have ladet os sove et par timer længere??) Men da der gik rygter om at Istanbul lufthavn nu højst sandsynligt ville lukke en af dagene var det da forsøget værd om der ikke var et eller andet at gøre. Det blev til adskillige timer der gik med at stå i forskellige køer for hver gang at få det samme at vide. Der var tre muligheder: 1) At ombytte billetten og flyve til enten Rom eller Barcelona (som i det mindste var tættere på, men hvis man gjorde det var man på egne ben derfra..). 2) At tage en bus til München (som kostede 200 Euro, og så plus turen til Danmark derefter. Var kun for dem der var desperate efter at komme hjem, hvilket der faktisk var mange der var). Og så var der mulighed 3) At vente…
Jeg valgte den sidste mulighed. Der var ingen der vidste hvor længe der ville gå, men Istanbul er altså ikke det værste sted at være strandet! Mange af de billige hoteller var fyldte, så mange var overladt til at sove i lufthavnen. Mange folk, heriblandt en irakisk familie jeg talte med sov på "kongesuiten" som faren kaldte det, hvilket var det eneste sted i lufthavnen hvor der var et gulvtæppe. Og som transitpassager fik man et gratis måltid om dagen pr person som de klarede sig for. Selv flyttede jeg hjem til min søde veninde Zehra og boede der de næste tre dage. Vildt hyggeligt! Vi holdte os opdaterede på nettet og ved sms'er hjemmefra (både hendes og min familie holdte øje med hvad der skete. Og halvdelen af min familie, dvs. både mig, min søster, mine bedsteforældre og min grandkusine var strandet forskellige steder i verden. Så jeg blev holdt fuldt opdateret!).
Vi havde efter tre dage fået at vide at der var nye askeskyer på vej mod Danmark, så jeg gik i gang med at planlægge en tur ned til det sydlige Tyrkiet. Når man nu var strandet på ubestemt tid og det nok ikke ville blive den næste uges tid jeg kunne komme hjem, så kunne jeg vel lige så godt få det bedste ud af det. Men et par timer efter kom der en ny opdatering: nu ville Kastrup pludselig åbne dagen efter, og der ville gå to fly dertil fra Istanbul den dag. Nå for pokker! Jeg havde egentlig ikke de store forventninger om at komme af sted, men det var da forsøget værd. Vi gik ud og dansede fordi det nu atter muligvis var min sidste nat i Istanbul (jeg elsker virkelig den indstilling til tilværelsen!), og jeg fik tre en halv times søvn inden jeg begav mig af sted mod lufthavnen. Det var fly nr. to jeg satsede på, altså det kl. 14.15, og jeg ankom vel til lufthavnen ved ni-ti tiden.
Som det første da jeg ankom dertil tog jeg et nummer ved Turkish Airlines billetskrankerne. Jeg kom tilbage halvanden time senere, men der var stadig flere hundrede numre til min tur. Ergo ville jeg umuligt kunne nå at få mig en billet til samme dag. Nå, men jeg vidste hvor superviseren holdte til, så ham kunne jeg da lige spørge, for der var ikke så lang kø. Da det blev min tur viste jeg ham mit gamle boardingpas og spurgte om det var muligt at komme med det fly til Kastrup samme dag. Superviseren tastede lidt på hans computer, og et halvt minut senere rakte han mig et nyt boardingpas og sagde "God tur!" Jeg kunne slet ikke tro det!
Jeg skyndte mig ned for at hente min bagage. Tre dage forinden da vi var blevet smidt ud fra hotellet havde jeg været nede for at finde min bagage, for efter tre dage med det samme tøj var det rart lige at få pakket lidt skiftetøj og andre fornødenheder. Al den strandede bagage der bestod af tusindvis af tasker stod dengang hulter til bulter omkring bagagebåndene, og jeg brugte omkring 20 minutter på at finde begge mine tasker. Men jeg lod dem stå, for de vejede nu 30 kg, og jeg orkede ikke at slæbe dem med mig. Nu hvor jeg atter kom efter dem var de imidlertid blevet fjernet og losset ned i kælderen, og jeg kunne ikke få lov til at komme ned og pege dem ud. Så nej, jeg regnede ikke med at se min bagage da jeg ankom til Kastrup, selvom jeg vel alligevel havde lidt håbet den ville dukke op… Jeg var selvfølgelig ikke den eneste hvis bagage ikke var kommet med flyet, så det tog jo en krig at få lavet en rapport over den savnede bagage, og jeg var først hjemme i Silkeborg kl. 23, totalt smadret!
I går, efter tre dage herhjemme ringede en kvinde og sagde hun var på vej med min bagage. Men da hun kom og jeg skulle udpege mine tasker var de der ikke.. Nå, der måtte være sket en fejl, og min bagage måtte fejlagtigt være endt hos hendes kollega som nu kørte rundt i Århus. Pokkers. I morges kom der så et opkald fra en mand som var på vej hertil med bagagen. Det var desværre kun den ene af mine tasker han havde med, så den anden er stadig savnet… Krydser fingre for at jeg snart får den igen! I den hjemkomne taske var alle mine bøger og noter, så nu kan jeg komme videre med min opgave! I morgen går jeg i gang! :o) Så har jeg desuden fået mit gamle job på Oslofærgen tilbage, så på fredag skal jeg af sted på en ti dages tur og i gang med at skovle penge sammen igen! Og så regner jeg med at tage tilbage til Sydamerika sidst på sommeren. For det er nu engang så rart derovre..
Ja, og så får I ikke mere fra denne gang. Det blev alligevel noget af en lang rejseblog selvom det kun var min hjemrejse jeg fik skrevet om. Der er desuden massevis af billeder på vej!
Kram fra Malaika
- comments