Namaskar!

Efter en måneds feltarbejde/studie i Puttarparthi tog jeg til stranden i Gokarna lige syd for Goa og blev der i otte-ni dage. Skønt! Jeg fik læst et par timer hver dag, men det blev ikke til det helt seriøse.. Til gengæld fik jeg nydt livet, svømmet en hel del, generhvervet min solbrændthed og mødt nogle skønne mennesker der også kunne tale om andet end Sai Baba. :o) Gokarna er stadig meget forskellig fra Goa og tiltrækker en helt anden type mennesker. Goa er ved at blive til et nyt Thailand hvor alle og enhver tager til for at feste, drikke sig fulde til ingen penge og ligge på stranden et par uger. Om det er Thailand eller Gran Canaria eller Goa gør ikke den store forskel for mange af dem. Inderne selv bader iført alt deres tøj, så sådan noget som topløse piger står i fuldstændig kontrast hertil. Og topløse piger er der masser af i Goa. Ud over at være fyldt op med turister af den irriterende slags er Goa derfor også fyldt op med indiske mænd der er kommet for at kigge på letpåklædte eller nøgne vesterlandske piger. "Bryster eller pengene tilbage" skulle være sloganet under hvilket de køber deres tur. Og ja, de er belastende.. Derudover er Goa ved at blive så populær en destination at der er proppet med restauranter, hoteller, sælgere og ikke mindst turister.

Gokarna derimod er stadig noget helt andet; det er stadig hippiernes sted. Her er der stort set ingen der drikker, og alt foregår i et helt andet tempo. Folk her har masser af tid, og de har ofte ingen anelse om hvor mange dage de har været der eller hvor længe de har tænkt sig at blive. Præcis som mig de gange jeg har været fri som fuglen og har rejst uden planer og bare gjort hvad jeg havde lyst til, når jeg havde lyst. "Hmm, jeg burde jo egentlig tage videre snart.. Men hvorfor egentlig, jeg har det jo så godt her.. Okay, jeg tager videre engang i næste uge!" Men ugen efter siger man stadig "næste uge", og først når man betaler sin regning går det op for en hvor længe man var der. :o) Hippierne er ligeglade med de forventninger andre har til dem, og de er ligeglade med hvordan de ser ud. Hullet og beskidt tøj, filtret hår, ubarberede. Hvad pokker… Mange af dem rejser på super lavt budget, og mange i Gokarna sov på stranden eller i hængekøjer. Og så er hippierne de sødeste og absolut mest interessante mennesker der findes!

Jeg kunne selvfølgelig sagtens være blevet i Gokarna meget længere.. Men jeg blev til og med holi, et af Indiens mest vanvittige festivaler der går ud på at farve hinanden til i forskellige farver; super giftige farver der tager en evighed at få af huden. Efter mit første holi for fem år siden måtte jeg smide mit farvede tøj ud bagefter, det tog mig næsten en uge at få farven af min hud, og mit hår havde et lyserødt skær en hel måned bagefter. Sidste år i Mumbai slap jeg med lidt farve på kinderne, for det er åbenbart et festival der kommer fra det nordlige Indien og er ikke så stort nede sydpå. Og det viste sig da også at der slet ikke var holi i Gokarna i år, for de fejrer det kun hvert andet år! Jeg kunne slet ikke tro mine egne ører… Men var egentlig lettet nok! Der var stadig mulighed for at købe farvet pulver og farve hinanden til, eller tage til nabobyen og gå amok. Men hippierne og jeg besluttede at stranden nu engang var så dejlig, og at ingen af os alligevel havde nok skiftetøj til at kunne undvære et sæt. Så det blev en helt almindelig dag på den dejlige Om Beach. :o)

Gokarna ligger kun et par timer syd for Palolem, min gode gamle strand i det sydlige Goa. Så selvom Palolem ikke er hvad det var for fem år siden kunne jeg ikke andet end lige at kigge forbi. For fem år siden da jeg besøgte Palolem for første gang, blev jeg halvanden måneds tid og blev rigtig gode venner med en flok indere/nepalesere der. Et halvt år senere mødte jeg inderne igen ved en tilfældighed i McLeod Ganj i det nordlige Indien hvor de havde startet et sted og tilbragte her to måneder med dem. For tre år siden besøgte jeg dem igen i Palolem i omkring tre uger, og igen for to år siden i en uges tid. De er altså blevet mine rigtigt gode venner, og det var rigtig godt at se dem igen.

Ashok, min ven fra Karnataka som for fem år siden arbejdede som "chotu" (lille dreng, en slags altmuligmand der slæber indkøb, fylder vandtanke og bliver sendt op i palmerne for at plukke kokosnødder) havde nu arbejdet sig op i hierarkiet og var blevet kok. Og Sanju fra Uttar Pradesh der også i sin tid var startet som chotu, siden opvaskedreng, så kok, så tjener, han ejer nu sit eget sted! Og Sunny, en forhenværende fisker ejer også sit eget sted i dag! Ej, men jeg er så stolt af mine drenge! :o) Og er så glad for at se at den sociale arv kan brydes selv i det stokkonservative Indien.. Og så udelukkende ved hårdt arbejde og på helt ærlig vis i et land som Indien hvor det at nå til tops med ren samvittighed er en sjældenhed..

Jeg blev i Palolem i fem dage, og jeg fik selvfølgelig ikke så meget som åbnet en bog. Og har faktisk heller ikke fået læst noget efter jeg tog derfra. For efter to uger på stranden har den nu den sidste uges tid stået på sightseeing i stor stil! Det er så længe siden jeg har været sådan rigtig turist i Indien og rejst så hurtigt rundt og set så mange turistattraktioner på så kort tid. Først gik turen over Mumbai til Jalgaon i Centralindien. Herfra tog jeg ud og så på huler, første dag i Ajanta caves som består af 30 imponerende buddhistiske templer fra omkring det 5. Århundrede som er hugget ud af en enkelt klippe. Endnu mere imponerende var dog Ellora caves som jeg brugte hele næste dag på at udforske. Her var både jainistiske, hinduistiske og buddhistiske huler med de smukkeste udskæringer spredt over et kæmpe areal. Til forskel fra Ajanta som virkelig føltes som et turiststed hvor man rendte efter hundredvis af andre turister var der i Ellora rig mulighed for at slippe langt væk fra alle andre og virkelig gå på opdagelse i de smukke templer, klostre og huler som klipperne gemte på. Og især nu hvor jeg kender en del til de hinduistiske guder og de hinduistiske og buddhistiske myter.

Efter to dage havde jeg fået huler og templer nok for det næste lange stykke tid, og jeg tog videre til Lonar hvor verdens tredje største meteorkrater befinder sig. Det lå en fem timers buskørsel fra Aurangabad hvor jeg var taget til efter Ellora. Der var ikke hvad der lignede turister i området, og jeg fandt et konferencecenter hvor jeg fik lov at bo som den eneste turist. Kratersøen blev dannet af en meteor for 50.000 år siden og målte ca. to kilometer i diameter. Vandet var salt og skulle efter sigende være sundt at bade i. Og ja, indrømmet, det var derfor jeg var taget dertil. En kæmpe saltsø uden nogen som helst omkring, kun mig der lå og flød rundt og nød livet, og så en masse hindutempler rundt om denne sø som man mente var hellig, og masser af påfugle og aber og smuk natur.. Og jo, påfugle, fugleliv, aber og smuk natur var der masser af, samt ruiner af hindutempler, og desuden ingen mennesker og absolut stilhed efter to måneder i overdrevet larmende Indien. Så det var skønt. Men vandet lugtede rigtig rigtig grimt og var helt grønt, og jeg kunne ikke få mig selv til at hoppe i det. Desuden var den omgivet af stinkende kviksands-mudder man sank i når man kom for tæt på…

Jeg blev en enkelt nat i Lonar, hvorefter jeg tog tilbage til Jalgaon. Turen havde jeg fået at vide ville tage fire en halv time, men den endte med at tage ni en halv. Tre forskellige busser, en ekstrem hede, overfyldte busser med tre til fire personer på sæder beregnet til to, irriterende og konstante spørgsmål (nonstop forhør) fra samtlige sidemænd der absolut ingen situationsfornemmelse har, elendige veje der gør søvn umulig og en overdreven larm der ikke findes andre steder i hele verden og som ikke engang min iPod kunne overdøve. Derudover ventetid på stationer der lå langt uden for de områder hvor turister normalt befærdes, hvilket betød en konstant og uhæmmet stirren. På en af stationerne stod de i en kæmpe cirkel af omkring 50 stirrende og fnisende mennesker (hovedsageligt skolebørn) omkring mig, og fulgte efter mig hvor end jeg gik. Åh gud! Jeg var stået op kl. 6 om morgenen for at se solopgangen, taget af sted kl. ni om morgenen, og da jeg nåede frem til Jalgaon kl. 18.30 efter en anstrengende dag uden noget at spise og næsten også uden noget at drikke, følte jeg mig ærligt talt mere død end levende. Men alligevel på mystisk vis helt fyldt med energi og med et stort smil på læberne. Det er sjovt med Indien, det får en til at rykke grænserne for det man førhen troede var umuligt. Hvor meget pres, larm, stirren, hede, sult, tørst, masen kan det lade sig gøre at overleve og stadig kunne sidde og grine af det? Meget mere end jeg før troede!

Den nat sov jeg 11 velfortjente timer i Jalgaon og havde samme nat en ti timers togtur nordpå til Agra. Men ingen problemer der. Nok er der også meget larm i togene, men i det mindste kan man her ligge ned og sove. Indiens kombination af intensitet, larm, forurening, opmærksomhed og hede gør at jeg altid sover som en prinsesse her! Og togene er altid en oplevelse ud over det sædvanlige. Som at sidde midt i et teaterstykke. Et væld af sælgere der alle forvrænger stemmerne for at overdøve larmen og få folks opmærksomhed. Talløse tiggere der udstiller deres handicaps, svagheder, blindhed, manglende lemmer eller skrigende og fejlernærede babyer i håbet om nok småmønter til at overleve dagen. Små børn der fejer togenes evigt snavsede gulve med deres slidte t-shirts og tigger tomme vandflasker eller småmønter til gengæld. Og hijraerne, indiens ladyboys, som tigger ved at klappe hænderne hårdt sammen og truer med at forbande folk der nægter at give dem penge. Og folk der rejser med togene som altid er så flinke og nysgerrige og deler sin mad med dig og altid spørger de samme spørgsmål (Er du gift? Hvorfor rejser du alene? Hvad arbejder du med og hvad tjener du? Hvad er din fars navn? Hvad er din fars job? Osv. osv.) i én uendelighed. Men denne nat med selskab af to brasilianere. :o)

Åh ja, og nu Agra. Igen! Jeg var i Agra for fem år siden, tilbragte to et halvt døgn her, men kom aldrig ind at se Taj Mahal. Det var lige omkring juletid og jeg frøs så meget, og der var så meget tåge at himlen var helt grå og Taj Mahal slet ikke så ud som på postkortene. Begge morgener kom jeg desuden til at sove over mig og gik således glip af solopgangen som er den bedste tid at se Taj Mahal. Og så var Agra så forfærdelig en by hvor folk råbte og skreg og hev fat i mig når jeg gik ud, og vild trafik over alt og alt for meget larm, så jeg slet ikke havde lyst til at forlade mit hotel. Og desuden kostede indgangen dengang 1200 rupees men ville blive sat ned til 750 rupees ugen efter, hvilket jeg ikke var helt tilfreds med, og så havde jeg heller ikke plads nok på mit memorycard, og jeg havde sikkert masser af andre undskyldninger. Så jeg tænkte, at så kunne det da også bare være lige meget og at det jo nok ikke var sidste gang jeg var i Indien, så jeg valgte at gemme det. Sidenhen har jeg været i Indien en del gange men er aldrig siden kommet tilbage til Agra. (Jeg talte sammen at jeg nu sammenlagt har tilbragt 22 måneder i Indien… 22 måneder!!!) Men nu er jeg altså vendt stærkt tilbage til Agra og har denne gang tre dage her, så lad os se om jeg kommer ind at se Taj denne gang.. Jeg sætter vækkeuret til kl. 5 i morgen… og så må vi se!! Opdatering følger.. :o)

Stort kram fra Malaika (som lige nu sidder på tagterrassen i 30 graders varme med udsigt til storslåede Taj Mahal og nyder en tofuburger, en nutellapandekage og en kop overdrevet sød kaffe og lytter til en symfoni af bilhorn og råbende mennesker og forbereder mig på at blive bombarderet af kommentarer, spørgsmål, indtryk, sælgere, lugte, lyde og tiggere lige så snart jeg træder ud på gaden. Mmmm..Det er skønt at være tilbage!! :o) )