Profile
Blog
Photos
Videos
Sidst jeg skrev var jeg lige kommet til Bolivia, og efter adskillige lange busture ankommet til Potosí. Super hyggelig by! Her tilbrage vi (kollega Soeren og jeg) et par dage og tog ud og besoegte nogle miner.. Oprindeligt under kolonitiden var det soelv der blev udvundet derfra. I dag er det ikke helt saa aedle metaller der er tilbage, men stadig er minerne en kaempe arbejdsplads med tusindvis af arbejdere. Arbejdsvilkaarene er stenge, og med lange arbejdsdage og indaaandende giftig stoev (silica) er minearbejdernes levetid ikke lang (omkring 40 aar).. Man anslaar at omkring 8 milioner minearbejdere har mistet livet grundet det haarde og farlige arbejde i minerne i loebet af aarene..
Men vi skulle da ind og se paa minerne! Foerste stop var paa det lokale marked for at koebe gaver til minearbejderne. Dynamit, cocablade, cigaretter, alkohol og sodavand., Dernaest blev vi udstyret med stoevler, heldragter, hjelme, pandelamper og stoevmasker, og saa begav vi os afsted ind i minen! Det var rigtig rigtig hedt derinde, og svaert at traekke vejret med stoevmaskerne paa. Potosí laa i 4090 meters hoejde (efter sigende verdens hoejest beliggende by), og minerne i ca. 4600 meters hoejde, og da vi var kommet dertil i loebet af 24 timer nede fra 200 meters hoejde var vi i forvejen en smule plaget af hoejdesyge. En trykkende hovedpine og aandedraetsbesvaer der blev saa meget vaerre nede i de hede, stoevede og klaustrofobiske miner. Men det var alligevel super fedt! Vi stoppede ved de forskellige minearbejdere vi moedte paa vejen, snakkede med dem og gav dem de gaver vi havde haft med. De fleste af dem var yngre end mig, men saa saa slidte ud.. Super haardt liv. De havde til forskel fra os ikke stoevmasker paa, og de fortalte at de for at beskytte sig mod det farlige stoev gik paa arbejde med tomme maver og tyggede cocablade hele tiden. Herved blev stoevet opsamlet i cacabladene og gik direkte i maven i stedet for at opsamle sig i lungerne. Smart. Men desvaerre alligevel ikke saa effektivt..
Paa vejen gennem minen kom vi forbi en statue af Tio, minearbejdernes gud. Tio var oprindeligt blevet indfoert af koloniherrene for at vaekke frygt blandt minearbejderne og derved faa dem til at arbejde haardere. Men minearbejderne tog Tio til sig og ofrer stadig til ham i dag. Vi ofrede ogsaa til Tio. Alkohol og cocablade, og saa kaederoeg han cigaretter hurtigere end jeg har set noget menneske goere det! Bagefter skulle det dynamit vi havde koebt paa markedet fyres af.. Vi samlede det, taendte det, og saa havde vi ca to et halvt minut til at faa taget billeder af os alle med dynamitten og komme paa tyve meters afstand derfra! Ej, men det er det der er saa fedt i Bolivia.... Der er ingen regler for overbeskyttelse af turister! I de fleste andre miner verden over ville man kunne besoege minerne men ikke komme i naerheden af selve minearbejdet. For det er jo farligt.. Bah.. Men her i Potosi var vi tilstede da minearbejderne spraengte dynamit af, og oplevede rystelserne og det efterfoelgende farlige stoev sammen med dem. Og naar vi gik i gangene kom der ind imellem tons-tunge vogne forbi som vi skulle springe til siden for da de ingen bremser havde. Og ja, saa dynamitten som vi alle fik lov at holde i taendt tilstand. Saa fedt jo!
Efter Potosi tog vi videre til Uyuni hvor vi tog en tre dages jeeptur til Salar de Uyuni, verdens stoerste indtoerrede saltsoe. Jeg siger jer det var smukt! Nogle af de smukkeste landskaber jeg nogensinde har set, og klart hoejdepunktet i Bolivia. Den foerste dag koerte vi igennem saltoerkenen og sov paa salthotel om natten. Alt lavet af salt, vaeggene, lamperne, stolene, bordene.. selv sengene! Vildt fedt!
De naeste to dage koerte vi videre og saa lagooner, geysere, vulkaner og smukke landskaber. Da turen var forbi var vi lige ved graensen til Chile. Saa det ville da vaere synd ikke at tage et lille smut dertil. Vi tog til San Pedro de Atacama i det nordlige Chile og tilbragte tre-fire dage her. En rigtig fed by! Men ogsaa et af de dyreste steder jeg har vaeret paa denne tur. Et glas Nutella, 50 kr.. En daase tun, 13 kr... Og hotellet kostede naesten 20 dollars pr nat.. Avavav..
Det var en oerkenby, med de dertilhoerende oerkenfester. Og sandboarding. Og smukke solnedgange og klar stjernehimmel. Derudover lejede vi en dag cykler og tog en 50 km´s cykeltur (25 km hver vej) paa elendige sand-veje ud til en saltsoe, Laguna Cejar. Saa salt at det var helt umuligt at svoemme og man ikke kunne andet end bare at ligge og flyde rundt.. Mmm..
Fra San Pedro tog vi til La Paz, hovedstaden i Bolivia. Her brugte vi et par dage paa at shoppe. Vi fandt et helt fantastisk heksemarked hvor man kunne finde alt fra lamafostre til talismen, toerrede froer, toerrede planter og svampe, euforiserende kaktusser, alverdens trylledrikke, urtemedicin og dolke med lamataender... Malaika i paradis! Her fik jeg fyldt min taske + en ekstra taske op.
D. 24 december tog vi en 69 km´s mountainbiketur paa World´s Most Dangerous Road, eller Death Road. Navnet refererer til at der foerhen i gennemsnit var over een person der mistede livet her dagligt! Siden er der blevet bygget en ny og meget sikrere vej, saa nu var tallet nede paa 43 personer for i aar... Alt for smalle veje, masser af farlige sving, grusvej det meste af vejen, stejle kloefter, og saa ellers bare ned af bakke, 3600 m. cyklede vi ned fra start til slut.. Ikke noget at sige til det hoeje doedstal! Og i dagens anledning havde det ogsaa besluttet sig for at regne, hvilket ikke ligefrem gjorde turen nemmere.
Vi blev udstyret med mountainbikes af allerhoejeste standard.. med hydrauliske bremser (hvad det saa end vil sige) og stoeddaempere og hele skidtet. Plus arm- og benbeskyttere, motorcykelhjelm, briller, jakke og bukser. En guide forrest, saa Soeren og jeg, og bagerst en vogn der fulgte os hele vejen med foerstehjaelpskassen klar og en reservecykel paa taget.
Hele turen tog 4-5 timer. En meget meget lang tur for mit vedkommende! Jeg var gennembloedt, froes helt vildt, mine briller duggede, og jeg ventede forgaeves paa det dersens adrenalin-kick jeg havde faaet at vide man ville faa naar man susede ned af den stejle og smalle vej... Det kom aldrig. Alt imens regnen dryppede ned af min ryg og gennembloedte den sidste toerre plet tilbage paa min krop, og mine haender gik i krampe af at klemme saa haardt sammen paa bremserne laengtes jeg tilbage til det varme Brasilien med de smukke strande og dejlige mennesker. Ind imellem taenkte jeg paa mit kaere Indien hvor det at saette sig op paa en cykel garanterer det adrenalin-kick jeg laengtes efter. Og ind imellem gik tankerne tilbage til juleaften i lille Danmark.. Gad vide hvad de lavede nu? Gaverne under traeet.. Lugten af andestegen i ovnen... Smagen af mormors noeddepostej..Marcipan og nougat... Og risalamanden ikke at forglemme. Mmm..
Jeg kom foerst til at nyde turen paa vej tilbage.. Efter et par timers hvil og optoening ved poolen hvor vi ankom koerte vi tilbage til La Paz. Vi fik overtalt chauffoeren til at koere ad samme vej tilbage selvom han ikke var meget for det. Nu var det nemlig klaret op, og fra bilen kunne man rent faktisk nyde den smukke udsigt i stedet for at skulle stirre paa vejen hele tiden. Hvor var det smukt! Paa trods af gennembloedte sko og ondt i hele kroppen blev juleaften alligevel reddet.... Med masser af sushi, vin og chokolade!!
Nu er jeg i Cusco som I maa hoere om naeste gang.. Eller naar jeg kommer hjem. For det goer jeg paa fredag... Om tre dage tager jeg afsted fra Lima, og jeg har stadig en 19 timers bustur dertil. Aah gud hvor er disse tre maaneder dog floejet afsted..
Jeg vil gerne have lov til at bestille godt vejr til paa fredag!! Bare i ti dage, for saa tager jeg videre til Indien. :o)
Ha det godt saa laenge,
Malaika
- comments