SOUTHERN SUDAN from a Danish point of view07. februar 2009

Sidder paa trappestenen udenfor mit blaa hus paa Yei Ressource Center, hvor jeg nu har indtaget bolig. Jeg er omgivet af tusind lyde, der snart vil aendre sig til tusind andre, som moerket saa smaat falder paa. Endnu kvidrer fuglene, en ged eller tre pusler bag hegnet, laengere vaek hoeres skrig og jubel fra drengenes fodboldkamp, i huset ved siden af koerer musikvideoer og ved Mami's koekkenplads galer de 3 haner, vi skal slagte til festen paa fredag. Jeg undrer mig endnu engang over, hvor jeg er. At jeg er kommet frem til maalet. At jeg tror, jeg rent faktsik er i stand til at falde til her: Afrika - Sudan - Sydsudan!

Landet som nyligt kom ud af en krig lige saa lang som mit liv. En fredsaftale, der skal give landet tilbage til de lokale - til afrikanerne (som i denne del af verden er kulsorte og smukke med deres lange, tynde lemmer) er blevet underskrevet. Maaske er de paa vej i den rigtige retning - maaske ikke! For der er forest valg senere i aar 2009 - det foerste frie valg, der skal lede frem til naeste valg i aar 2011 - det afgoerende; om Sydsudan skal vaere frit af resten af Sudan - Afrikas nuvaerende stoerste land - og omdoebes til New Sudan. Men det er slet ikke sikkert, at de er klar endnu eller overhovedet bliver det.

Siden fredsaftalen i 2005 har omraadet vaeret i rivende udvikling, men det er vist slet ikke saa maerkeligt efter 20 aars total stilstand. For ikke mindst at naevne behovet for udvikling. Trods alt baerer byen Yei med dens 80.000 + + indbyggere stadig praeg af at vaere en lille landsby. Naar man koerer paa de stoevede roede jordveje fyldt med huller og ved, at asfaltveje er ikke-eksisterende i hele Sydsudan, kan man indimellem foele sig lidt udenfor civilisation. De lokale huse er bitte smaa lerede hytter med jordgulve og straatag. Langs gaden kan man koebe chapatti til 1,1 danske kroner eller varme sodavand hos den lille koebmand, der som de fleste andre heller ikke har elektricitet. Eller rindende vand. Eller penge. Eller uddannelse. Men det har alligevel alt sammen sin charme og det afspejler foelelsen af Afrika paa den helt rigtige made.

Oveni er der blevet skrevet historie, og den fylder ikke saa lidt. De, der ikke doede under krigen eller fandt asyl i andre lande, er her nemlig endnu, og hver og en har en historie at fortaelle - har en historie der maerker dem. Og i Sydsudan moeder man masser af dem, der har de vaerste historier at berette. Fulde maend paa gaden eller en tosse der griber fat i dig paa markedet er en meget ubehagelig oplevelse, men de vil dig i realiteten intet ondt og er nemme at slippe af med igen. Det er i de oejeblikke, man husker, at netop de maaske allerede inden, de blev teenagere, blev vaerget til haeren. Maaske har de slaaet ihjel, maaske har de set deres bedste venner doe, maaske har de vaeret med til at braende landsbyer ned, maaske har de selv mistet; familie, hus, sig selv! Sjaeldent har de bygget op… Men foelelsen omkring det er bare helt anderledes end hos os fra Vesten, der kommer og tror vi kan frelse de "stakkels" sjaele. Som naar man sidder og taler med en uddannet, velbegavet mand, der har vaeret boernesoldat, og mener det var GODT for ham!!! Han forstod slet ikke, hvor forfaerdeligt det var i vores oejne… Eller som naar ens kollegaer bliver fyret paa grund af posttraumatisk stress, selvom de i bund og grund er helt normale, lige bortset fra den ene gang de koerte spirituskoersel eller kom for sent til moedet! Historierne er mange og grusomme, og det er svaert ikke at foele medlidenhed. Men det er ikke meningen vi skal det - vi skal bare lade krigens ofre fortaelle deres historier, mens de endnu ligger naert i erindringerne og haabe paa, at vi kan laere af dem!