Ok… tiden går rimelig hurtigt synes jeg.. Jeg har nu været her i næsten 3 uger… og er ikke helt sikker på hvad jeg egentlig har lavet ;)

Skolen er heftig, det kan jeg ikke kommer udenom. Jeg føler mig sgu lidt rusten i det der matematik synes jeg… Så det er ikke helt nemt. Det føles lidt åndssvagt allerede at være træt af skolen, efter 2 uger. Især når jeg tænker på at jeg lige har haft 4 måneders ferie … Men på den anden side, så er det jo meget fint at studere når jeg f.eks. kan holde fri og tage væk som jeg har gjort nu!
I onsdags fløj jeg til Phu Quoc hvor jeg er nu. Synes lige storbyen blev lidt stressende, så den hvide sandstrand og den varmende sol er mere end velkommen lige nu :D

Og nåhr ja… I mandags tog jeg til Saigon Dodgeball, som jeg også har skrevet om i et tidligere indlæg.. Virkelig sjovt og hyggeligt! Lige indtil morgenen efter, da jeg vågnede og ikke kunne bevæge mig. Jeg har så åbenbart lavet en eller anden åndssvag bevægelse, og formået at forstrække en tilsyneladende meget vigtig (og brugt) muskel i min lænd. Ved ikke hvorfor sådan noget altid skal ske for mig (kunne jeg ikke bare nøjes med at være lidt øm?).
Nå, men det resulterede selvfølgelig i at jeg efterfølgende dag hverken kunne gå, stå eller sidde. Jeg besluttede mig for at tage på "hospitalet" her på øen. Helt sikkert ikke det fedeste tidspunkt i mit liv :/
Da jeg ankom til skranken blev jeg straks mødt med en masse spørgende blikke. Da jeg prøvede at forklare mit problem, gik det så hurtigt op for mig at ingen af dem forstod et ord engelsk, og var mere interesserede i mit hår end min ryg. Hmm…
Efter et par timer havde jeg formået at få taget et par røntgenbilleder, betalt en masse penge, og blive gloet på lidt mere. De kom vidst nok frem til at min ryg var helt fin og jeg bare skulle slappe af i et døgns tid. Heldigvis fik jeg kontakt til en af Goudas (rejseforsikringens) læger, som desværre har et lidt andet syn på sagen. Det kommer åbenbart til at tage 4 uger, og jeg skal nok gå til fysioterapi når jeg kommer tilbage til Saigon… SERIØST?! FYSIOTERAPI PGA.f***ING HØVDINGEBOLD?!!! Men ja.. Sådan er det åbenbart - man kan ikke få lov til at have det helt perfekt hele tiden…

Men videre i teksten ;)
Det er sjovt hvor hurtigt man møder mennesker, når man pludselig er helt alene. Jeg synes allerede jeg har mig et kæmpe netværk Saigon! - tænk hvis det også var så nemt derhjemme?

Jeg hygger meget med dem jeg bor med, alle deres venner og så dem fra uni. Det vil så også sige at jeg fester en del mere her end jeg gør der hjemme (og til familien: Ja, jeg fester altså ikke så meget derhjemme længere, selvom i tror jeg er stangstiv hver fredag og lørdag!). En af de faste ting er "Bia Hoi". Det er kioskerne der sætter tonsvis af baby-plasticstole ud i rækker på vejen, og så sidder man ellers der i timevis og drikker øl (2 kr./stk) med en god blanding af lokale, backpackere og expats. Dejligt, nemt og billigt :D

Hvad angår mine køreevner, har jeg virkelig overgået mig selv. For satan hvor jeg suser der ud af ! Jeg er pludselig blevet en af dem der dytter hvis jeg synes folk kører for langsomt. Haha! Og selv vietnameserne siger at jeg er god!
Som min studiepartner Anh sagde til mig i sidste uge: "Oh already so many experience with the scooter! - .. You actually good! … (pause) … For a foreigner". Haha.. Og min Vietnamesiske veninde Misa synes også at det er helt fantastisk at jeg kan følge med hende når vi kører sammen. Så jaaaa… det er lidt en boost for min selvtillid det må jeg indrømme. Føler mig helt indfødt ;)

En anden ting jeg er blevet mere vant til er det der med at blive gloet på hele tiden. Jeg er i hvert fald blevet bedre til at huske at det ikke er fornærmende ligesom det ville være i Danmark. Jeg har lige fundet ud af at folk med "yellow hair" som de siger jeg har, bringer lykke for vietnamesere… De er så ikke alle sammen der tør at gå hen og tale til mig, men det er egentlig meget rart. Kan f.eks. godt blive lidt træt af hele tiden at blive forstyrret af den ene efter den anden i rygeområdet, som meget gerne vil holde mig med selskab under min eneste pause mellem mine timer. Men OK, hvis jeg bringer dem lykke, så lad dem dog ;) - kunne dog godt undvære de mange og intense blikke i fitnesscenteret. Måske ikke lige det fedeste sted at blive observeret af 15 vietnamesere på… Men ja, jeg vænner mig stille og roligt til det hele :D

Synes i det hele taget jeg er blevet bedre til det meste. Selv kakerlakkerne er jeg ved at vænne mig til. Ahr okay er måske stadig ik' helt sej til dem, men bedre end jeg har været før! I hvert fald god nok til at bo alene i bungalow i disse dage :D
Indtil i morges har Misa været her, men hun måtte tage tilbage til Saigon og arbejde, så nu er jeg her alene, hvilket jo også var planen.
Misa er denne her vietnamesiske pige, som bor med en masse af mine nye bekendte. Det er virkelig fedt og lærerigt at have lært en vietnameser at kende. På mange måder er hun meget vestlig i hendes væremåde, men alligevel siger hun ofte og pludseligt de sjoveste ting! Hun har bl.a. inviteret mig til hendes Chihuahuas (hunds) bryllup i december.. Haha. Hun har også holdt et katte-bryllup for ca. et år siden, så det falder hende åbenbart meget naturligt. :D
Og i går da jeg spurgte hende hvor vidt det er uhøfligt ikke at spise al maden på sin tallerken i Vietnam svarede hun følgende: "No problem, up to you".. Puhaa tænkte jeg, for portionerne er virkelig store her. Indtil hun vendte sig om og lavmælt sagde "in next life you'll just be reborn as a cockroach or rat"… Hmm… ok, tror jeg vælger at spise op fra nu af :D

Åh ha, men der er jo så meget jeg gerne vil fortælle om, men det må altså vente til næste indlæg! Jeg håber at i nyder min blog, og den hjælper en smule til at forstå hvad det egentlig er jeg gennemgår her på den anden side af kloden ;)