Jeg synes lige gårsdagens ekstremoplevelse fortjente et indlæg for sig selv!

18 af os fra holdet havde meldt os til den indtil nu mest halsbrækkende oplevelse her i Queenstown. Bungyjumping stod på dagens program. Det var ikke et hvilket som helst spring, men det største i New Zealand. Vi stod over for 134 meters frit fald...

Vi var nogle stykker, der allerede skulle tjekke ind klokken halv to nede i "AJ Hackett" og fik derfor fri fra skole en time før tid. Selvom jeg fysisk havde været til stede i undervisningen hørte jeg vist ikke meget af, hvad Maria fik sagt.. Jeg tror sammenlagt, jeg har fået tre timers søvn aftenen forinden. Da alle var blevet "vejet og målt" og havde skrevet under på diverse papirer, blev vi sendt afsted med den sorte bus ud af byen. Vi var overraskende afslappede i busturen på vej ud til Nevis. De fleste sad og hørte musik, og Helle B. fik sig en ordentlig skraber. Efter 45 minutters bustur skulle vi vejes - endnu engang (denne gang med selen på, hvilket øgede ens vægt med 2 kg. Værst var, at det blev skrevet på ens hånd med store røde tal!) Så blev vi ført ud til "svævebanen", som skulle fragte os ud til platformen, hvorfra vi skulle tage springét! Helle P. var den første og derefter Pernille. Jeg var den sidste fra vores gruppe, der skulle springe, så jeg kunne altså nå at blive godt og grundig nervøs. Det forhindrede mig dog ikke i at springe, lige så snart han begyndte at tælle ned fra tre. Det var de fedeste 8 sekunders frit fald. Det virker utrolig meningsløst at hænge med hovedet ned i 134 meters frit fald, men følelsen er så utrolig fed, at den slet ikke kan beskrives. Det har jeg dog alligevel forsøgt at gøre med dette lille blogindlæg.

Dagen skulle selvfølgelig afsluttes med en tur på "Ferg". Den burger har aldrig smagt bedre.

Nu skal jeg nok love, at jeg ikke begiver mig ud i flere halsbrækkende oplevelser. Så fra nu af kan I sove roligt om natten, mor og far!

Rigtig god jul til jer alle!
Knus Louise