Profile
Blog
Photos
Videos
lullo-på-rejse
Hej Alle!
Så er det vist blevet tid til at opdatere bloggen. I vil nok også gerne have nogle forklaringer til de sidste to albums.
De sidste 2 uger har vi rejst rundt i New Zealand og besøgt en masse forskellige byer. Vi har rejst ned igennem Nordøen og er nu endt på Sydøen. Efter en uge med ustadigt vejr var det skønt at ankomme til den solbeskinnede Sydø. Da vi ankom med færgen, blev vi hentet af en bus, som skulle køre os til kystbyen, Nelson, hvor vi skulle tilbringe de næste 4 dage. På ankomstdagen introducerede vores hostelmanager os for en masse aktiviteter, man kunne lave i og omkring byen. Det viste sig, at Nelson var en by fuld af muligheder!
Næste dag stod den på ATV kørsel og Skywire for en stor del af holdet. Jeg, der aldrig har siddet på en 4-hjulet motercross var meget spændt på at skulle styre dette dette køretøj. Da jeg lige havde 'hoppet' et par gange fik jeg startet ATV'en og kunne begive mig op af bjerget sammen med resten af holdet. Farmerens hund, Jenny skulle selvfølgelig med og kunne lige være på bagagebæret af en af instruktørernes ATV'er. Den mest rolig hund, jeg længe har mødt. Det kunne Loui godt lære noget af... Da vi nåede toppen stod "Skywiren" klar til at tage i mod os. Den så umiddlebart ret frygtindgydende ud, men det viste sig at blive en stille og rolig tur. Vi nød tilgengæld den flotte udsigt. Efter noget varmt at drikke og en cookie kunne vi så småt bevæge os ned af bjerget igen. Det viste sig at volde problemer for nogle af pigerne. Charlottes speeder satte sig fast, så hun fortsatte ind i klippevæggen og væltede af sin ATV. Heldigvis i tide, så hun undgik, at køretøjet væltede ned over hende. Hun undslap heldigvis kun med nogle blå mærker. Hun måtte dog tage afsked med sin ATV på bjerget og hoppede i stedet bag på en af instruktørernes vogn. Lidt senere måtte vi igen stoppe op, fordi Simone havde problemer med at styre hendes ATV. Det var åbenbart ikke første gang, hun var ved at køre ud over klippevæggen, så hun blev faktisk beordret af hendes ATV. Vi drillede hende med, at det måtte skyldtes, hun endnu ikke har fået sit kørekort! På trods af det var det en sjov tur nedad bjerget. Det regnede meget, så vi fik rigtig mulighed for at køre igennem de største vandpytter og blive godt mudret til!
Dagen efter var vi 10 fra holdet som havde bestilt en tur til Abel Tasman, (en ø, ikke langt fra Nelson) som var en kombineret "Vandre- og Kayaktur". Vi blev hentet af en vandtaxa, som sejlede os ud til den strand, hvorfra vi skulle vandre 6,4 km. Det var en rigtig smuk vandretur, som gav anledning til at tage en masse landskabsbilleder. (igen, mest for mors skyld) Desværre var Nuk så uheldig at vride om på sin ankel, så hun ikke kunne gennemføre gåturen. Drengene måtte bære hende tilbage til den første strand, så hun kunne blive samlet op af en vandtaxa og blive sejlet ind på fastlandet. De var derfor nødt til at løbe turen anden gang for at nå den vandtaxa, som skulle samle os op på den anden strand. De var derfor godt trætte(og svedige!), da vi mødte dem på stranden et par timer senere. Da vi havde spist vores sandwich og havde fået tid til at slappe af på den meget smukke "bountystrand" blev vi igen samlet op af vores vandtaxa, som sejlede os til en ny strand, hvor havkayakkerne ventede på os. Det skulle vise sig at blive en lidt umulig opgave. Blæsten var begyndt at tage til, hvilket skabte bølger i vandet. Der skulle derfor kræfter til for overhovedet at komme frem af. Helle og jeg, som var den eneste kayak kun med piger (vi siger til os selv, at det var derfor, vi konstant sakkede bagud) have store problemer med ikke at sejle baglæns, fordi vinden var så kraftig. Det endte med, at instruktøren måtte binde et reb til os og ligesom trække os i land. (lidt pinligt!) Da vi kom ind på stranden fik vi at vide, at det stykke vi lige havde brugt en halv time på at sejle igennem, normalt kun tager 10 min. Vi blev derfor enige om at droppe den sidste del af kayakturen og blev i stedet hentet af en vandtaxa, som sejlede os ind til fastlandet. På trods af, at bussen bomlede en hel del på vejen hjem, gik alle ud som et lys.
Torsdag aften havde madholdet bestilt bord på en italiensk restaurant nede i byen. Det var egentlig meningen, at vi skulle slutte dagen af med en lille bytur, men det var folk simpelthen for trætte til. Jeg gik i seng klokken elleve og stod først op klokken elleve næste dag. Fredag brugte vi dagen på at kigge på nogle af byens butikker og nyde det gode vejr på terassen på vores hostel. Lørdag morgen var der afgang fra Nelson. Vi blev hentet af en bus, som skulle køre os til byen Punakaki, hvor vi skulle overnatte en enkelt nat. Det var en lang køretur, så det var faktisk blevet aften, da vi ankom til hostellet. Søndag morgen skulle vi ud og se pandekageklipperne i Punakaki, inden vi satte kursen mod Fox Glacier. Som navnet antyder skulle vi ud at gå på en gletcher. Det var en smuk vandretur og spændende at opleve de utrolige naturforskelle, der findes i NZ. Om aftenen slappede vi af i hostellets spabad og nød en kop varm chokolade på en af barerne i området. Mandag morgen var kursen nu endlig sat mod Queenstown. Det var noget, vi alle havde set frem til i lang tid. Køreturen blev dog lidt længere, fordi Chris mente vi skulle stoppe hver halve time for at tage udsigtsbilleder. Flot var det, men til sidst ville vi egentlig bare gerne frem! Da vi endelig ankom til Pinewood Lodge i Queenstown, blev vi delt ind i 2 hytter: hytte T og hytte S. Sidstnævnte er blevet mit hjem for de næste 4 uger. Til alles glædelige overraskelse ver vi denne gang blevet inlogeret på store værelser med skabsplads og natlamper - ja tak! Det andet DSC hold, som har været i Queenstown i snart 3 uger kom straks og hilste på os, så snart vi havde fået pakket vores tasker ud. Det var fedt at høre, hvor meget de havde nydt at være her. Siden vi er ankommet til Queenstown har vi brugt tid på at lære byen at kende, solbade ved søen og i parkerne, afprøve nattelivet på nogle af byens mange barer og diskoteker, lede efter Orlando Bloom (Vi har hørt, han skulle være i byen!!!) og ikke mindst smage på de fantastiske "Ferg Burgers". I går fejrede vi d. 1. december på lidt utraditionel vis. 26 ud af de 27, som vi er på holdet havde meldt os til Skydive! Vi blev hentet af nogle busser, som skulle køre os ud til det sted, hvorfra vi skulle skydive. Da vi ankom til stedet blev vi hurtigt grebet af stemningen. Folk svævede ned fra himlen hele tiden. Flyet med skydivere lettede og landede. Jeg blev lidt nervøs men samtidig superspændt. Så blev det vores tur, og nu var det altså alvor! Vi var 5 i midt fly + instruktørere og fotografer. Jeg må indrømme, at jeg skulle fokusere en hel del på at trække vejret dybt for at undgå flysyge. Det gik over og jeg var nu klar til at springe ud i det blå! De 45 sekunders frit fald var det vildeste og sjoveste, jeg nogensinde har prøvet. Da han efter 45 sekunder havde slået faldskærmen ud, gik det stille og roligt. Og jeg nød den fantastiske udsigt, der var ud over hele byen. I bussen på vej hjem var stemningen nærmest elektrisk! Det tror jeg, vi kan leve højt på længe! Vi har fundet julepynten frem og er begyndt at lytte til julesange. Det er doglidt svært at komme i julestemning, når man kigger ud på en blå himmel,og termometeret står på 25+! Det må vist være nok for denne gang. Kan I have det godt så længe. Kærlig Hilsen Louise
Torsdag aften havde madholdet bestilt bord på en italiensk restaurant nede i byen. Det var egentlig meningen, at vi skulle slutte dagen af med en lille bytur, men det var folk simpelthen for trætte til. Jeg gik i seng klokken elleve og stod først op klokken elleve næste dag. Fredag brugte vi dagen på at kigge på nogle af byens butikker og nyde det gode vejr på terassen på vores hostel. Lørdag morgen var der afgang fra Nelson. Vi blev hentet af en bus, som skulle køre os til byen Punakaki, hvor vi skulle overnatte en enkelt nat. Det var en lang køretur, så det var faktisk blevet aften, da vi ankom til hostellet. Søndag morgen skulle vi ud og se pandekageklipperne i Punakaki, inden vi satte kursen mod Fox Glacier. Som navnet antyder skulle vi ud at gå på en gletcher. Det var en smuk vandretur og spændende at opleve de utrolige naturforskelle, der findes i NZ. Om aftenen slappede vi af i hostellets spabad og nød en kop varm chokolade på en af barerne i området. Mandag morgen var kursen nu endlig sat mod Queenstown. Det var noget, vi alle havde set frem til i lang tid. Køreturen blev dog lidt længere, fordi Chris mente vi skulle stoppe hver halve time for at tage udsigtsbilleder. Flot var det, men til sidst ville vi egentlig bare gerne frem! Da vi endelig ankom til Pinewood Lodge i Queenstown, blev vi delt ind i 2 hytter: hytte T og hytte S. Sidstnævnte er blevet mit hjem for de næste 4 uger. Til alles glædelige overraskelse ver vi denne gang blevet inlogeret på store værelser med skabsplads og natlamper - ja tak! Det andet DSC hold, som har været i Queenstown i snart 3 uger kom straks og hilste på os, så snart vi havde fået pakket vores tasker ud. Det var fedt at høre, hvor meget de havde nydt at være her. Siden vi er ankommet til Queenstown har vi brugt tid på at lære byen at kende, solbade ved søen og i parkerne, afprøve nattelivet på nogle af byens mange barer og diskoteker, lede efter Orlando Bloom (Vi har hørt, han skulle være i byen!!!) og ikke mindst smage på de fantastiske "Ferg Burgers". I går fejrede vi d. 1. december på lidt utraditionel vis. 26 ud af de 27, som vi er på holdet havde meldt os til Skydive! Vi blev hentet af nogle busser, som skulle køre os ud til det sted, hvorfra vi skulle skydive. Da vi ankom til stedet blev vi hurtigt grebet af stemningen. Folk svævede ned fra himlen hele tiden. Flyet med skydivere lettede og landede. Jeg blev lidt nervøs men samtidig superspændt. Så blev det vores tur, og nu var det altså alvor! Vi var 5 i midt fly + instruktørere og fotografer. Jeg må indrømme, at jeg skulle fokusere en hel del på at trække vejret dybt for at undgå flysyge. Det gik over og jeg var nu klar til at springe ud i det blå! De 45 sekunders frit fald var det vildeste og sjoveste, jeg nogensinde har prøvet. Da han efter 45 sekunder havde slået faldskærmen ud, gik det stille og roligt. Og jeg nød den fantastiske udsigt, der var ud over hele byen. I bussen på vej hjem var stemningen nærmest elektrisk! Det tror jeg, vi kan leve højt på længe! Vi har fundet julepynten frem og er begyndt at lytte til julesange. Det er doglidt svært at komme i julestemning, når man kigger ud på en blå himmel,og termometeret står på 25+! Det må vist være nok for denne gang. Kan I have det godt så længe. Kærlig Hilsen Louise
- comments
Mathias Hvor er du god til at fortælle Lulu :) Rigtig godt indlæg.... God weekend!
mor Hej bubs ja det er en fornøjelse at følge med i din hverdag dernede. Det ses tydeligt at I hygger jer. Takker for de mange smukke billeder af landskabet. Der er utrolig smukt. Dejligt at I har fået godt vejr. I Danmark er der pt mest storm og regn :-( knus mor