Næste destination var Copacabana i Bolivia, som ligger ved Lago Titicaca, som er verdens højst beliggende sø ved 3.800 m. og som ligger mellem Peru og Bolivia. For at komme til Copacabana ved Lago Titicaca skulle vi tage natbussen til Puno i Peru, hvorfra vi skulle med en morgenbus til Copacabana i Bolivia. Vi ankom til terminalen tidlig morgen og der var ikke mange mennesker udover turister, der skulle videre og de sælger ved standene, der solgte billetter for de forskellige busselskaber. Der gik ikke lang tid før end der var gang i terminalen og de lokale begyndte at komme til. Nu kom sælgerne også i gang, snart summede terminalen af liv og råb fra sælgerne, der prøvede at trække folk til netop deres stand. Det var nærmest som at være på et marked.

Da vi ankom til Copacabana i løbet af formiddagen, kunne vi godt mærke, at højden begyndte at påvirke os. Efter at have været på farten hele natten og morgenen begyndte min krop at blive tung og højden påvirkede også, at jeg fik hovedpine, en mild symptom på højdesyge. Vi skulle ud til Isla del Sol, som er øen, hvor incaerne mente bl.a., at solen opstod og de, der grundlagde inca imperiet og deraf kommer navnet på øen. Vi tog en båd, som blev proppet til med andre turister og så sejlede vi halvanden time for at komme ud til øen. Indtil nu havde vi ikke mødt andre danskere på vores færd, men på denne båd mødte vi to søde unge danske piger, der pudsigt nok også kom fra Århus.

Båden lagde til ved kajen i den sydlige del af øen og her stod en velkomst komite af lokale, der enten ville sælge os adgangsbillet til øen eller også få os med op til deres hus, hvor de selvfølgelig havde et ledigt værelse til os. Hvad vi ikke havde opdaget, før vi stod på øen, var de mange trin, som førte op til landsbyen Yumani, hvor de mange hostels lå. Vi fik kontakt til en mand, der ville vise os op til sit hjem, så vi kunne se værelserne. Med megen møje og besvær og et par pauser undervejs kæmpede vi med vores store rygsække os op ad trapperne sammen med de to danske piger. Da trinene bare fortsatte og vi ikke var sikre på, hvad han havde at tilbyde, smed vi taskerne og to gik op for at kigge på hans hus, mens de andre to ventede ved taskerne og undersøgte de omkringliggende hostels. Vi valgte hostellet, der lå tættest på, hvor vi holdte pause. Vi fik værelser på 1. sal, hvor vi havde en fantastisk udsigt over Lago Titicaca. Billederne kan I finde på FB.

Da vi fik os indlogeret, gik Lonni og jeg kold. Højden og de mange trin tog fuldstændig pusten fra os og vi tog en lur sidst på eftermiddagen, eller dvs. luren blev til, at vi blev i sengen resten af aftenen. Vi havde begge meget højdesyge og ovenpå en hård rejsedag, trængte vi bare til at sove.

Efter en god nats søvn vågnede vi op næste dag til et dejligt vejr. Solen skinnede fra en skyfri himmel og selvom vi stadig var påvirket af højden, ville vi ud at opleve øen og dens historie. Sammen med Louise og Rikke, som de andre danske piger hed, tog vi på tur. På den nordlige del af øen var levnene fra incaerne intakte. Op og ned af bakkerne gik vi op til "Chincana" ruinerne, som er lavet af sten og formet som en kæmpe labyrint. Inca pilgrimme tog til øen og labyrinten for at rense sig selv. Fra labyrinten var en fantastisk udsigt ud over Lago Titicaca og i horisonten kunne vi skimte Peru.

På vores tur fra syd til nord og tilbage igen mødte vi en masse lokale, der arbejdede i markerne og kvinder, der var på vej til de små landsbyer med majs eller andre afgrøder, som de kunne sælge. Markerne, som ligger på bjergskråningerne, er blevet hakket ud med håndkraft og vi så flere familier bruge håndkraft til at bearbejde jorden. Igennem de mange små landsbyer vi kom, så vi, hvordan de lokale levede. Husene var ikke større end mine forældres stuer og husene var lavet af ler og taget af strå. Vi mødte flere ældre mænd og kvinder komme gående med deres fåreflok på vej hjem fra markerne. Kvinderne gik med kviste og pinde på ryggen bundet op med et farverigt klæde. Børnene rendte efter fåre- eller kvægflokke, som de havde passet i marken eller sad ved skolen og legede med snorretoppe. Her hjalp alle i familien til for at få livet til at hænge sammen. Det gjorde besøget på øen specielt, da vi bare ved at gå på stierne, kom så tæt på lokal befolkningen og kunne få et indblik i, hvordan de levede.

Dagen efter tog vi tilbage med båden til Copacabana, hvor vi købte en busbillet til La Paz, der er Bolivias største by, men er dog ikke hovedstaden. Det var en bustur i bjergene og med et stop ved et bælt, hvor vi skulle ud af bussen, i en lille båd og sejles over til den anden side af bæltet. Imens blev bussen kørt om bord på en pram og på den måde sejlet over på den anden side. En meget speciel oplevelse at se disse store busser, lastbiler samt personbiler vugge stille og rolig over bæltet og ind til bredden, hvor de kunne fortsætte deres rejse.

Synet, der mødte os, da vi kom til La Paz, var fantastisk. Ikke som sådan byen og bygningerne i sig selv, men den første del af La Paz vi så, var El Alto, som giver et fantastisk panorama billede ud over byen. La Paz er grundlagt i en dal og pga. en kraftig vækst i befolkningsantallet er byen vokset op af bjergsiderne, som er vildt fascinerende. Uanset hvor vi kiggede hen fra toppen af bjerget, var der murstenshuse og bygninger.

Vi var kommet et par hundrede meter ned i højden i forhold til Isla del Sol, men højden påvirkede os stadig, da der kun var 65 % ilt i luften. Dog blev vi ikke påvirkede mere end, at vi stadig kunne opleve byen, men alt foregik i lavere tempo, da den tynde luft tog pusten af os, så snart vi bare gik en smule. Derudover er der enormt meget trafik i gaderne og der er ingen regler for, hvor meget biler, busser samt lastbiler må forurene, derfor var luften også tung af bilos og gjorde det endnu mere vanskelig at få vejret.

Vi brugte et par dage på at undersøge mulighederne for at komme på tur i regnskoven og besøge heksemarkedet i byen. Heksemarkedet byder på en masse souvenirs, som tasker, punge, trøjer, smykker og meget andet, men en anden side af markedet byder på mere overtroiske ting. Amuletter, der kunne hjælpe til øget velstand, finde kærligheden, passe på familien; Lamafostre, der blev lagt i hjørnet i soklen ved et nybygget hus; té, der hjalp mod forskellige sygdomme og ikke mindst røgelsespinde og olier, der skabte god stemning og jog ondskab væk.

Efter en del søgen blandt de mange rejseselskaber i La Paz fandt vi et selskab, som virkede meget professionelle og som havde nogle gode værdier i forhold til beskyttelse af junglen. Selskabet Madidi Travel blev grundlagt af en kvinde Rosa Maria, der stammer fra egnen i naturreservatet Madidi. Hun har kæmpet kampen mod regnskovens ødelæggelse, krybskytteri og regeringens korruption. National Geographic har skrevet en stor artikel omkring hendes arbejde for at beskytte regnskoven. Hun har købt en del af regnskoven ved siden af nationalparken Madidi, Serere, som hun nu bruger som turistattraktion og herved at vise overfor andre indianerstammer i naboegnene, at det kan betale sig at passe på regnskoven og ikke sælge mahogni træ og andre planter til folk, der udnytter regnskovens skatte til at tjene hurtige penge. Ved at passe på regnskoven og lave et lodge, som turister kan besøge, vil give flere penge til stammerne end hvis de sælger træet.

Det var et puslespil at finde ud af, hvornår vi skulle afsted, da vi ramte ind i dagen (søndag), hvor der var valg i Bolivia. Dvs. når der er valg, lukker alt ned. Hele La Paz ville være lukket ned indtil om aftenen, ingen biler ville være på gaden, folk ville kun være opsat på at afgive deres stemme. Bolivia har en stemmeprocent på mellem 95 og 98 %, hvilket er fantastisk, men når man kender bagsiden af denne stemmeprocent, er det ikke så fantastisk endda. Det er blevet besluttet, at de folk, som ikke afgiver deres stemme, vil få frosset deres formue i banken fast. De bruger altså metoder overfor den almene befolkning, som vi i den vestlige verden bruger overfor regimer i Mellemøsten, hvor diktatorerne bliver bekæmpet.

Vi kunne komme af sted dagen inden valget og tage en overnatning i byen Rurrenabaque, som er byen, hvor de fleste ture til nationalparken Madidi går ud fra. Vi bookede en tur på 3 dage/2 nætter og sommerfuglene begyndte at flyve efter vi havde betalt de mange penge, som en sådan tur koster. Endelig skulle vi væk fra La Paz og ud i en fantastisk natur og få mulighed for at se dyr, som jeg indtil videre kun havde set i zoologisk have.