Profile
Blog
Photos
Videos
Turen fra Kosovo til Makedonien var utrolig smuk. Vi kørte gennem et meget frodigt bjerglandskab, men det "good luck" kioskejeren, vi købte vand hos inden turen, gav pludselig mening, for vejen var meget smal, og der var meget langt og stejlt ned på den ene side.
Skopje er en by, hvor der ikke umiddelbart er meget at se. MEN de har enormt mange statuer og monumenter i forskellige stilarter og materialer, og på hvert et gadehjørne kunne man se en skulptur og på hver en plads var mindst et monument. Sådan går det når hver borgmester vil sætte sit præg på byen. Andreas følte sig klart inspireret.
Fra Skopje tog vi til Lake Ohrid, som er en stor sø. Byen Ohrid er som 1 ud af 25 i verden både på Unesco's verdensarvsliste for kultur og natur - og helt forståeligt! En fantastisk hyggelig lille - men dog ret turistet - by. Vi brugte et par dage på stranden med bøger og ice-coffees, og det resulterede desværre i en større solskoldning. Vi tog på en en-dags bådtur til Sveti Naum, hvor der er et kendt kloster, som vi var inde at se, men den bedste oplevelse var at sejle i robåd ind og se der hvor kilden udsprang, som dannede grundlaget for søen. Helt klart et sted man kommer tilbage til.
Turen til Albanien foregik af bittesmå grusveje der var så befærdet at markerne langs vejene var grå af støv, ligesom antallet af telte og slum steg markant. I havnebyen Durres hedder restauranter og hoteller Kosovo og Pristina, som igen giver lidt liv til spændingen i området.
Vi efterlod vores bagage i Skhoder og pakkede en rygsæk til hiking i de albanske bjerge. For at komme frem til bjergene skulle vi med båd på Lake Koman, og vi var så heldig at få en lift med den unge kaptajn. Vi overnattende i en lille landsby med knap 100 indbyggere, og trods kun 20 kr på lommen (hvilket rækker overraskende langt) tog vi dagen efter ud på en storslået sejltur gennem et bjergpas. Hvad vi ikke vidste var at banken havde lukket vores dankort pga uregelmæssigheder, så vi så frem til at hæve penge når vi kom frem. Det kunne vi naturligvis ikke, så det medførte en ufrivillig udstigning af bussen, et par fortvivlende timer foran den lokale bank, 15 opkald til Danmark, en flink far og en Western Union. Den sidste bus var kørt, så vi fik fat på den lokale distributør af sodavand, og fik et lift af ham og hans søn ad de sidste 25 km snørklede grusveje med jævnlige naturlige fartkontrol (køer på vej).
Valbone er en skøn lille bjerglandsby hvorfra man kan hike i de omkringliggende bjerge. Her mødte vi nogle rigtig flinke mennesker som vi hikede, spillede kort og udvekslede rejseerfaringer med. Vores første hike var 12 km med en stigning på 600 meter. Vi skulle op til et par hytter, og efter rigtig mange firben og et par slanger, fik vi en rigtig fin modtagelse af tre børn, hvoraf den ene kunne engelsk fra skolegangen om vinteren i Tirana. Vi blev inviteret indenfor til frisk mælk (tror vi), tyrkisk kaffe og tiltrængt kold vand. Mælken gav virkelig energi og efter en times besøg fortsatte vi. Stien ville det således at vi kom direkte igennem en anden hytte, hvor endnu en gæstfri invitation ventede. Det blev ikke til mere frisk mælk den dag. Til gengæld var stjernehimlen imponerende.
Dagen efter var vores store stigning. Vi skulle over et bjergpas fra Valbone til Theht. En stigning på 1200 meter fordelt på 18 km. Vi tog afsted tidligt om morgenen til lugten af landsbyens mange små bål. Vi fik selskab af en amerikaner på den 8 timer lange tur, som var en rigtig god oplevelse. Nedstigningen blev dog krydret med et godt tordenvejr og en ordentlig skylde. Det var derfor skønt at kunne få varmet de våde fødder ved pejsen da vi nåede frem til vores guesthouse. Aftensmaden var hjemmelavet og fænomenal. Strømmen gik det meste af tiden pga uvejret, og så er det jo godt man har ild i pejsen.
De sidste par dage bruges på badeferie og afslapning i Montenegro og Kroatien.
- comments
Anna Lise Meget spændende,Bente og Jan læste det også i går.