Profile
Blog
Photos
Videos
Her kommer så den første opdatering fra de varmere himmelstrøg. Jeg er nu ankommet til Sydney efter et par rigtig skønne dage i Melbourne, på trods af jetlaggen.
Melbourne er en rigtig hyggelig by og mit hostel Discovery Melbourne havde en rigtig god placering i byen, så alt var i gåafstand. Allerede den første aften på vej til mit hostel blev jeg introduceret for noget nyt - en pungrotte som hyggede sig i et træ! Jeg må sige det var anderledes fra de småfugle og egern man kan være heldig at se i Danmark.
På mit hostel kom jeg på værelse med to rigtig søde piger fra Schweiz, Isabelle og Stef, som allerede havde været i Aussie i et par måneder og derfor kunne fortælle en masse om deres eventyr, hvilket kun fik mig til at glæde mig endnu mere til at skabe mine egne.
Den 25. december, Christmas Day, fejrede jeg på St Kilda beach i det sydlige Melbourne og det var noget af et syn der ventede mig da jeg steg ud af sporvognen - en af de såkaldte trams. Stranden var fyldt med unge mennesker, der var kommet i grupper og de havde da også medbragt den helt store oppakning. Der var kæmpe kølertasker med hjul, det helt store barbecue udstyr, diverse boldspil, musik og ikke at forglemme MASSER af nissehuer. Så der sad jeg sammen med mine to roommates blandt australske unge iført badetøj og nissehuer mens der blev spillet julemusik for fuld udblæsning - en god start på mit eventyr!
Pigerne og jeg havde købt noget kød vi ville grille på stranden, men det kunne slet ikke hamle op med hvad de andre havde med! En af drengene på stranden kommenterede da også, at vi vidst ikke var helt udlært i kunsten at grille. Men en ting blev da grillet, for mit ansigt var sidst på dagen fuldstændigt skoldet og jeg måtte konstatere at Australiens ozonlag virkelig er ikke-eksisterende! Fremover er faktor 50 en fast inventar i tasken.
Den 26. december smuttede Isabelle, Stef og jeg på en City Circle tram, som kørte i Melbournes centrum og der blev fortalt om de omkringliggende attraktioner - en god måde at få set en hel masse på. Ved frokosttid begav vi os mod Australiens ældste station Flinders Street Sation, hvor vi fortsætte op ad en lille hyggelig cafegade og fik frokost.
Eftermiddagen stod på en tur i The Royal Botanic Gardens, hvor vi nød den smukke natur og en is. Her blev vi også gjort opmærksomme på, at vi skulle være opmærksomme på skildpadder, da det var sæson for at lægge æg og alle besøgende skulle dermed vise hensyn og give plads.
Efter endnu en brandvarm dag med masser af sightseeing skulle der pakkes og om natten gik turen til Sydney.
- comments
bodil kristiansen Hej Louise. Det er dejligt at læse du er kommet godt frem og allerede har mødt nogle at være sammen med. Vi glæder os til at læse mere på din blog. Kærlig hilsen fra moster Bodil.
louisemarkussen Jeg nyder det i fulde drag. Håber i alle har det godt derhjemme. knus
René Vendel Nielsen Det må bare være så fedt at rejse alene. Du kommer til at tale med mange flere mennesker og få en trilliard bekendtskaber :)
Louise Ja! Schweiz, Belgien, Norge, Sverige, USA, Holland, Sydafrika, England og Australien so far :D