Efter et farvel til Fie i Bangkoks lufthavn blev vi endnu en dag for at få brugt vores sidste bath i Bangkoks vidunderlige virvar af forskellige boder og shoppingcentre. Julegaver til familierne derhjemme i Danmark skulle også købes og sendes hjem inden afgang til Malaysia d. 8/11.
D. 8/11 kræver lidt ekstra omtale. Vi havde håbet på, at Fie kunne tage vores uheld med hjem til Danmark. Men vi tog fejl... Vi stod op kl. 7 nul dut for at pakke, inden posthuset åbnede kl. 8. Vi skulle afsted mod lufthavnen kl. 9. Tager over til posthuset. Stille og roligt. Vi er i god tid og alt er godt. INDTIL Vi skal betale for at få de 11 kg julegaver sendt afsted mod Danmark. Line stikker sit kære dankort i posthusets ATM og haps, er det slugt og maskinen giver intet tegn på at ville aflevere tilbage. Heller ikke de ansatte på posthuset yder den store hjælp. Line får blot at vide, at hun skal gå ned i banken, som heldigvis kun ligger to blokke væk. Så mens Louise går på jagt efter en funktionel ATM er Line på vej i fuld fir spring til banken, da klokken har nærmet sig 9.. i banken er de heller ikke meget for at hjælpe. Hun får pænt at vide, at det ikke er deres job, Line skal henvende sig i en anden bank, liggende dybere inde i Bangkok. Da klokken nu er OVER 9, beder Line pænt om de måske kan få fat i dem. Niksen. Hun får et Tlf.nr hun selv kan ringe til. Heller ikke det, at Line er telefonløs hjælper. Nå. Så må kortet spærres istedet. Så nu er Line nede på to kort, istedet for de fire hun drog afsted med.. Louise er imidlertid løbet byen tynd i hendes søgen på en ATM.. Hvorefter vi begge tilsidst mødtes på new road guesthouse for at puste ud. Sikke en morgen. Huhej, afsted skal det nu gå i fuld fart mod lufthavnen. Så vi gør en ting, man aldrig må gøre.. Vi hopper ind i den første og (aldrig) bedste taxa. Den tandløse taxamand nægter først at tage high road, da han påstår det er fuldt ud umuligt for den pris vi betaler. Hvilket er en kæmpe overpris, ved vi. Så vi må betale endnu mere, da vores fly til Malaysia dog har første prioritet lige nu. Og vi sidder jo også i taxaen. Da vi så langt om længe når til lufthavnen finder vi ud af, at på mystisk vis, har vi fået bestilt billetterne uden baggage. Så det skal vi da også lige betale ekstra for. På dette tidspunkt er klokken næsten 11 og vi har stadig ikke fået morgenmad, hvilket betyder at Lines humør bestemt ikke er godt !!
Da vi endelig ankommer til Malaysia virker ingen af de seks ATMs i lufthavnen. Efter noget tid i krise prøver vi Lines MasterCard. Det er heldigt i et par sekunder, men nok til at hæve en enkelt gang. Juhu ! Så går turen ellers smertefrit via Kuala Lumpurs togsystem til chinatown. Humøret er ikke det bedste hos nogen af os.. Lines skyldes dog mest manglende føde. Så efter in-check ved Wheelers Guesthouse stod den på kinesisk gadekøkken og dernæst var det på hovedet i seng med et håb på en bedre følgende dag. Havde det dog bare været så vel. Vi får denne dag at vide på det indiske visa kontor, at hvis ikke vi er bosiddende i Malaysia har vi kun 5% chance for at få vores visum. Hvis vi har en RIGTIG god grund til hvorfor vi ikke søgte hjemmefra, kan vi skrive og vedlægge et brev. Det vil forøge med 25% ekstra chance, hvis visakontoret ellers er enige i at det er en god grund. Så vi skal komme igen to dage efter pga helligdag. Nu er humøret først rigtig, rigtig sort ! Det hjælper dog på det, at Louise får købt sig en MacBook Air og Line får sig en iPhone igen og vi får venner !
Fredag kommer vi på ny ned på visakontoret. Vi ved ikke helt hvordan det er gået til, men i hvert fald får vi at vide at vi skal komme igen mandag, da de ikke tager imod flere. Super! Tidligt mandag morgen er vi så klar som vi overhovedet kan være og får langt om længe afleveret vores ansøgning om det indiske visum. Dette foregår mens en gammel mand fortæller alt og alle at vi kun søger visum, for at komme ned og blive gift. Fedt, for det er da klart det vi er ude på.. Vi er mere end klar til at smutte fra kuala Lumpur. ! Tirsdag morgen ankommer vi til
Langkawi efter en lang, men også en smule luksuriøs bustur (der var wifi og tv!) På en iskold båd møder vi en ny ven, Matt fra England. Han fortæller os at det guesthouse vi bor på, Gecko, har haft meget omtale pga. en del tyverier. Nå men det sku ikke slå os ud. Vi har jo udstyret i orden med alle vores hængelåse! Så vi besluttede at blive en nat og tage på cykeltur den efterfølgende dag. Den næste morgen bliver vi budt velkommen af en skorpion ventende foran døren. Da en lille sød kattekilling leger med den, og Line synes det er ret så synd, griber hun vores temmelige giftige (viser den sig at være) mygge-/iglespray og vil skræmme den lidt til at flytte sig. Det resulterer i at den istedet falder død om på ryggen. Hov.. Men nu er Louise i det mindste ikke bange for igler længere, så længe vi stadig har gift spray at sprøjte hende til med, vel at mærke.. Cykelturen som i øvrigt blev til en scootertur, var det fedeste vi længe havde gjort. Vi kom hele øen rundt. Line lærte at køre scooter og nårh ja, så blev vi da også lige stoppet af politiet som ville se vores motorcykelkørekort, hvilket vi selvfølgelig ejede, meeen havde glemt på vores guesthouse ;)... Heldigvis ingen bøde til os, fordi vi er så søde - endelig lidt held! Da vi kom hjem fra turen, ville vi utrolig gerne i vandet, da det var ulideligt varmt. Men da hele havet omkring Langkawi er fyldt med brændmænd (eller det mente Louise at det var) fandt vi på at en pooltur ville gøre underværker. Vi kom ind på et lækkert resort og fik lov til at snuppe en dukkert, skønt! :) efter endnu en afslappende dag i Langkawis hede, kom vi til byen Melaka. Nok en af de flotteste og mest hyggelige byer vi længe har set. Det hjalp også at vi ankom kl. 7 om morgenen, da alt var stille og fredeligt :) Det var hyggeligt at gå igennem de små gader i den gamle portugisiske koloniby og se de lokale spise deres morgenmad, komme ud fra templer efter dagens første bøn osv.. Vi besluttede at vi efter morgenenmaden ville tage til "a famosa waterworld" hvilket senere skulle vise sig at være en ret dum ide. Da vi kom til "Melaka sentral" fandt vi ud af at den eneste måde at komme dertil var med taxi og prisen for turen var ca. Lidt under 100 DKK af vores penge. Nå pyt, nu var vi jo kommet afsted og tasken pakket. I taxien kommer vi pludselig i tanke om at vi også skal betale for at komme hjem igen - flot. Efter en times kørsel ser vi endelig den fine park, hvor endnu en overraskelse venter, det kan åbenbart være et problem at være dansker, da der hovedsageligt befinder sig muslimske gæster i parken i følge vores taxamand. Åh åh !! Vi ser nervøst på hinanden - vi har jo kun vores bikinier !! Nå, vi får lov at komme igennem indgangen, men da vi skal betale er prisen pludselig steget til den dobbelte af hvad der står på nettet og der er ikke noget at gøre, nu er vi her jo! Så på med smilet igen, vi var jo nødt til at nyde det nu vi var kommet dertil og alle de penge det havde kostet. Da vi endelig kommer ind i omklædningsrummet bliver vores frygt bekræftet. Vi ser udelukkende damer klædt i kæmpe t-shirt, lange bukser eller "burkinier" (en burka-bikini), i øvrigt er de faktisk ikke de tyndeste hernede. Nå men vi fik ligeså diskret klædt om til vores bikinier og trukket en sharon godt om kroppen. Som om det ikke var ydmygende nok at blive nedstirret i omklædningsrummet, fandt vi ud af at vi var de eneste i hele parken iført sådan en fræk sag. Fordømt !! Vi fandt nogle venligt udseende kvinder i en butik, som vi spurgte om det overhovedet var ok, at vi kun havde bikini på. De nikkede ivrigt og smilede stort. Ikke at vi helt ved, hvad vi havde gjort, hvis de havde svaret nej..
Efter et stykke tid med vanvittige rutsjebaner, hvor det især er vigtigt at holde fast på den smule kluns vi har på, for ellers vanker der flere forargede blikke, har vi fået blod på tanden. Vi skal da prøve mere og forhører os et sted hvor kun tubing-ringe kører ned, om det virkelig er nødvendigt med sådan en (det kostede flere mange penge at leje den). Louise havde en fornuftig snak med en ansat;
Louise: Can I use it without tube? Mand: Yes mam, you Can rent it up there. Louise: yes but Can I use it without? Mand: yes. Up there. Louise. Can I use it without ????? Mand: yes. Louise: okay :) mand: no. Dette er et meget typisk eksempel på en samtale mellem os og en fra Malaysia. Altså...
Selvfølgelig begynder det også at mega regne, lyne og tordne, mens vi er i parken, og selvfølgelig skal vi vente halvanden time på at blive hentet af taxien, sikke dog en dag! Nå, men nu venter vi bare pænt ude foran et kæmpe hotel tilhørende parken på, at vi kommer tilbage fra det her sted, så vi kan få noget mad og komme på natmarked, der venter forhåbenligt lidt held :D