Efter at have fået vores afvisning på vores indiske visum var humøret igen i kulkælderen. Der måtte lægges en plan b. Men først skulle vi da i biografen og dulme sorgerne :-) Da vi sent på aftenen kom tilbage til chinatown måtte vi nøjes med et MEGET usselt og billigt værelse. Næste morgen kunne det ikke gå hurtigt nok med at komme derfra. Vi begav os derfor med Nepals ambassade. Vi havde besluttet at tage direkte til Nepal, derefter Sri Lanka hvor vi på ny ville forsøge at få fingre i et indisk visum. Men visumet til Nepal ville vi være helt sikre på at få. Det skulle da heller ikke være noget problem. Da vi ankom blev vi mødt af et propfyldt lille visakontor, med en kæmpe kø, som vi pænt stillede os bagerst i. Men næh nej. I det samme manden bag skranken får øje på os styrter han storsmilende frem til og får os med over til en ny skranke. Her giver han os ansøgningspapirerne. Da vi er færdige med at udfylde dem, stiller vi os, som de velopdragne piger vi nu er, bagerst i køen igen. Men ikke på vilkår da. I det sekund han får øje på os igen, vifter han resten af køen væk, så vi kan komme op foran. Vi skal bare komme og hente vores visum og pas næste dag efter kl. 14. Hold da op. Det var nemt, efter al det bøvl med Indien !!
Det blev fejret med en omgang spaghetti og ost !
Da Line ikke var helt op toppen endte Louise i byen med gutterne fra Rooftop baren, mens Line lå og snorkede. Den følgende dag begav vi os hen til det eneste guesthouse vi kendte med dvd-afspiller. Vi havde bestilt billetter til twillight-Breaking dawn. Men da Line ikke havde set nogle af filmene, skulle de jo ligesom ses først. Vi betalte i dyre domme for vores nye værelse og begav os så ellers ud for at hente vores visum og pas. Efterfølgende overbeviste Louise Line om, at vi skulle på hospitalet, da hun endnu ikke havde fået det bedre. Vi kom aldrig tilbage til vores dyre værelse og dvd-afspiller den dag. Line blev indlagt med drop og sager på en fin lille privatstue med panorama udsigt over Kuala Lumpur. Det var vidst en god ide, at tage på hospitalet. Her lå vi så den næste uges tid. Louise sov loyalt på en hård sofaseng o måtte leve af Lines rester fra den lækre sygehusmad. Ja, det kunne de danske sygehuse måske lære noget af, for det var faktisk ganske lækker mad. Lægerne kunne trods forskellige scanninger, tests osv. ikke finde ud af hvad der var galt med Line. Så nu var planen pludselig at sende os hjem. Lines læge forbød hende at tage videre til Nepal, Sri Lanka og Indien, da disse lande ikke er lande man skal ønske sig at blive syg i. Line fik udgangstilladelse fra sygesengen, så vi kunne komme ind og købe bare en smule varmt tøj inden vi kommer til DK. Mens vi om tirsdagen sidder og spiser frokost, tjekker Line ved en tilfældighed sin mail. Der er to mails fra gouda. De har fundet fly til os samme aften og vi skal svare NU. Hold da op !! Da vi havde snakket med dem dagen før, havde han sagt at vi nok skulle regne med at der gik yderligere 1-2 dage før de fandt et flyselskab, der godkendte at ville tage ansvaret for at flyve med en syg patient. Da vi sidder i taxaen på vej tilbage til sygehuset bliver Louise ringet op. Taxaen, der skal køre os til lufthavnen vil komme om ca. 30 min. s*** manner !! Vi er fanget i en trafikprop og Line har fået forbud mod at befinde sig udenfor i sol og varme. Da vi endelig kommer tilbage til sygehuset er der nu et kvarter tilbage. Vi skal have fat i diverse lægerapporter osv., pakke og jeg ved ikke hvad. Vi nåede slet ikke at få sagt farvel til vores nye bedste venner; dr. Ryan og de rare sygeplejersker. På trods af de ærgerlige omstændigheder, har opholdet på hospitalet været hyggeligt. Læger og sygeplejersker har simpelthen været så rare. Vi er åbenbart også endt med at blive kendt på stedet. Louise blev en af dagene spurgt af en civilklædt kvinde, om hun var Line. Nå, ikke. Men så måtte hun da i hvert fald hilse Line mange gange og ønske god bedring.
Nu sidder vi i hvert fald i flyet og er snart i Danmark. Vi håber stærkt på, at kunne genoptage vores rejse snarest, da ingen af os er klar til at vende hjem for good endnu. Men selvom det hele er lidt ærgerligt med sygdom osv., glæder vi os til at se jer alle derhjemme til jul. Og så siger vi af hjertet tak, til alle dem der har hjulpet os og på gensyn hr. Asien. Vi håber at vi ses til nytår !