Profile
Blog
Photos
Videos
Siden sidst er der alligevel sket en del. Efter vores rimeligt vellykkede fullmoon party med en masse maling, øl og buckets (som i kan se på billederne) planlagde vi at tage afsted mod koh phi phi dagen efter. Efter morgenmaden skulle Louise ned for at hæve, hvilket endte med at der ingen penge kom ud. Da hun flere gange havde spurgt butikken, hvor hæveautomaten sad og flere gange bare blev grint af, kom en fyr hen for at hjælpe. Det skal lige siges at de to andre damer stadig var oppe ved morgenmaden. Men fyren forklarede at der ikke var flere penge i automaten og at Louise skulle tage taxi til en lille by tæt på. Da han havde fulgt hende hen til et taxi sted fandt han ud af at selve banken i den lille by også var tømt for penge. Dette resulterede i at Louise blev kørt gennem Koh Phangan af en fremmed fyr på en scooter, mens han ledte efter et sted, hvor hun kunne få sine penge. Da hun kom tilbage efter at have kørt rundt længe, stadig uden penge, kunne danskerne på det hostel vi boede på heldigvis fortælle at, der intet bliver trukket, når automaten er tom, puha! Senere på aftenen, blev vi alle 5 inkl. De to drenge vi har mødt, hentet af en taxi som kørte os ned til havnen på Koh Phangan. Her ventede en natbåd, der skulle tage os et stykke af vejen mod Kho Phi Phi. Vi fandt os alle godt til rette på vores små madrasser og med blæsere lige ned i hovedet. Fra fastlandet skulle vi med en bus mod Krabi, så vi kunne sejle derfra og til Phi Phi. Det viste sig bare desværre at der havde gemt sig en lille mand i baggagerummet, som gennem hele turen havde forsøgt at rode alle tasker igennem for forskellige værdigenstande. Heldigvis blev han fanget da vi skulle ud af bussen og heldigvis havde vi alle tre lås på vores tasker. Da vi kom til Koh Phi Phi var vi alle fem rigtig trætte og varmen var ulidelig med backpacker tasker på. Det endte med at vi skiltes fra drengene og efter en lang dags leden, fandt et lækkert hotel med tilhørende svømmingpool. Den næste dag, tog vi på en bådtur fra kl. 10 morgen til 18:30. Her så vi en masse øer og strande. Monkeybeach, hvor aber løber rundt og Maya Bay, hvor filmen The Beach er optaget. Rigtig smukt! I kan se det på de flotte billeder :) Da vi kom hjem om aftenen skulle der selvfølgelig festes, selvom vi var godt trætte efter turen. Efter nogle timer med alkohol møder vi to piger, som vi også havde mødt på New Road Guesthouse i Bangkok. Kæmpe gensynsglæde. De fortalte os at grunden til at musikken allerede slutter kl. 01 skyldes en amerikansk turist. Han havde langt an på en thaimands kone, hvorefter thaimanden havde skåret halsen over på ham, dog var han kun kommet på syghuset. Vild historie, og når man spørger dem i barene vil de ikke snakke om det. Men heldigvis patruljerede poltiet overalt efterfølgende, så der var ikke noget at være bange for. Vi fik så også senere en anden historie; at det ganske enkelt, er fordi de lokale er møg trætte af al den musiklarm hele natten... En eftermiddag, hvor Line var træt, gik Fie og Louise hen for at prøve de såkaldte doktorfisk. Vi havde ret tralvt, da vi havde en madaftale med de to danske piger vi havde mødt, men vi skulle bare nå at prøve det! Da vi kom derind startede hun med at bruge ca. 5-10 minutter på at vaske hver vores ben og fødder, så fiskene ikke blev syge. Og derefter kunne vi stikke fødderne ned til de tandløse fisk. Til dem der ikke ved hvad doktorfisk er, er det små fisk som lever af at spise døde hudceller. Yummi ! Men det var den mest underlige følelse at stikke sine fødder ned i det blå vand og så bare vente på at de små fisk begyndte at tage bidder af fusserne. De kilder uendelig meget ! Efter en del dage på Kho Phi Phi med meget strand og fest, glædede vi os til at komme til nordthailand for at trekke og se noget thaikultur. Men d. 26/10 bliver vi vækket af et opkald fra Jysks kontor i Bangkok. På grund af de vilde oversvømmelser i Bangkok, må vi under ingen omstændigheder bevæge os mod Bangkok, eller nord for Bangkok, da vi i så fald ville risikere at strande i Chang Mai. Så vi måtte igang med Annes kære lonely planet bog og lægge os en plan B. Vi tog igen færgen til Krabi. Vi tog til det, der skal være verdens ældste og frodigste regnskov, Khao Sok. Da vi ankommer til, de 7 huse, de kalder Khai Sok by, får vi anvist en lille hvid hyttesag helt oppe i træerne, med en enorm lang trappestige og en masse mug på. Her skal vi altså bo de næste to døgn. Det var nu helt ok, trods de hyggelige husdyr og suspekte pletter på lagnerne. Endnu engang er vi MEGET glade for vores lagenposer!! Så begav vi os ellers ud i den kæmpe by, for at finde nogen der ville sælge os en trekking tur i den farlige jungle. Det viste sig at været ret svært, da vi rigtig gerne ville på en lang tur. I Khao Sok 'by' fungerer det sådan, at hvert hus er et turistkontor med forskellige tilbud til en bestemt pris og huset ved siden af, har de samme ture, til den samme pris. Normalen er max 2 dage/1 nat. Der var dog ét sted de tilbød op til 10 dage. Men det var en lidt for laid-back suspekt tysker mand, der var ejer af det kontor. Så vi udsatte alle beslutninger og gik istedet rundt for at se på sagerne. Vi fandt et lille sted kaldet Monkey Swimhole. Meget bogstaveligt, ar det et vandhul med aber rundt omkring. Her så vi blandt andet små baby aber og vi fik da også fornøjelsen af, at se hvordan aber laver baby aber - vældig hyggeligt, det går heldigvis meget stærkt. På tilbagevejen mødte vi den vildeste søde hippiemand. Han boede med sin kone i en lille junglehytte og røg fjolle tobak og tyggede power blade hele dagen. Mem han var noget så rar! Så vi aftalte at tage med ham ud for at tube den efterfølgene dag. Så kl. 13 troppede vi op, klar med badetøj og det hele. Vi blev bedt om at sætte os ind i bilen, hvor vi hver fik en lille bitte mini banan og et powerblad vi kunne tygge på. Stille og rolig.. Da vi kom ned til floden fik vi hver en ring og så gik det ellers tjuhej ned af floden, eller det vil sige; det gik faktisk ret langsomt. Pludselig mens vi ligger i vores ringe og nyder livet, fortæller powermanden at der ligger slanger næsten overalt rundt om floden i træerne og sover. Og vi ser da også en sort slange med gule striber. Louise havde dog ikke helt behøvet dette. Tubingturen var noget så fantastisk smuk og vi nåede helskinnede igennem. Eller, Fie er sikker på hun blev bidt af en baby piratfisk(dvs. en lille gubbi). Det var meget dramatisk, siger Fie. Hun skreg også højt :-) Om aftenen mødte vi Roy og Isabel, et hollandsk par vi havde snakket med tidligere om at bestille tur sammen, så vi kunne få discount. De er sidst i 20'erne og har været på farten i 10 mdr. Sammen med dem endte vi med at bestille hos den suspekte tysker, som viste sig at være italiener og vores bedste ven de næste fire dage. Man skulle bare lige vænne sig til at, det at få turinfo over en øl på den bar, hvor han også er DJ, bare er en del af hans laid back, stille og rolige men ok rare facon. Dagen efter mødtes vi kl. 8:30 og tog afsted i deres truck, hvor vi lå på ladet i solen mellem al vores baggage. Åbenbart er det ikke længere den private tur med Isabel og Roy, som det var meningen. To typiske blege pølle dansker skal da også med! Bare vi stadig får vores adventuretur med vilde oplevelser, brokker vi os ikke. En time bag på en Pick-up, der drøner afsted er ret fedt, og man blir temmelig forbrændt af det skal vi lige hilse og sige - eller dvs. skal Louise hilse og sige. Fra havnen sejler vi afsted ind i junglen i en fisher long tail boat, med en brokkende motor. Vi stoppede et sted midt ude på vandet, hvor der var en lille stribe flydende huse. Her sejlede Fie og Line lystigt rundt i kajak, mens Louise udfordrede alle hendes frygter for diverse sager, og hoppede i vandet. Vi fik den lækreste frokost her midt på vandet. Alt fra diverse vilde karryretter til ananas, ris og endda en stor fisk, stadig med tænder og øjne. Efter maden sejlede vi dybere ind i junglenfor at finde stedet, hvor vi skulle tilbringe natten. Det var igen mikro bambushytter bygget på træ midt ude i vandet. Som sti mellem hytterne skulle man gå på træ som bare var lagt lidt hist og pist ovenpå vandet. Efter at have lagt taskerne fra os, fortæller vores kære lokal guide, Sak, os at vi nu skal tage lygte og kamera med. Ikke mere, da vi skal gå i vand til halsen.. Vi tog igen båden lidt dybere ind. Herfra begyndte en lang gåtur gennem junglen. Vi så en kamæleon, et hul hvor der boede en tarantel med alle hendes tarentelunger, et sted, hvor et vildsvin har ledt efter orme, alt imens vi kan høre en baby ørn skrige et sted. Efter en times tid, måske mere eller mindre, vi aner intet, da det med ur og tid for længst er droppet, kommer vi til indgangen til en grotte. Her siger vores mega ranger guide, Sak, at vi skal tage vores trøjer af og give ham dem, sammen med vores kamera... Øhh? Det giver masser af mening, da vi kommer ind i grotten i cykelshorts, sportsbh og en lygte i hånden, eller panden og står i vand til knæene og kan se at det kun bliver dybere. Pludselig forsvinder Roys hovede foran os - det er nu så dybt at Line ikke længere er den eneste, der skal svømme. Vi klatrer og svømmer rundt inde i mørket og pludselig hopper Sak op gennem et vandfald, hvor han stiller sig med bøjede ben og læner sig op ad den ene klippevæg. Han forklarer at vi skal kravle op ad klippevæggen og træde på ham for at komme ned på den anden side. Han er den vildeste ranger ! Det eneste han er iført er et par stofbukser. Ikke engang sko, er noget han har brug for!! Han fortæller at turen normalt stopper her, inden vandfaldet. Men vi havde jo aftalt med ham at det skulle være vildt, så vi skulle igennem hele grotten. De to andre danskere havde booket igennem deres hotel, hvor de havde fået at vide, at selv deres bedstemor kunne klare turen, så de skulle ikke være bange for noget hårdt. Det var vidst før de havde snakket med italiener Patrick og ranger Sak, om de planer vi havde for vores tur.
Længere inde i grotten så vi kæmpe edderkopper på væggene og små hoppende insekter rendte rundt mellem fødderne på os. I starten troede vi det var mini edderkopper, men vi fandt ud af det var crickets, som minder om græshopper, heldigvis! Sak fortæller os, at herinde i denne kulsorte, klamme grotte har en masse unge kommunister/hippier (same same but different) boet i 8 år tilbage i 70'erne. Igen må vi ryste på hovedet... Da vi kom ud fra grotten skulle vi igennem junglen, for at komme tilbage til båden. Det er begyndt at regne, hvilket gør at der er igler over det hele nu. De dumme blodsugere sætter sig hele tiden fast på os, men Line er heldigvis mega hardcore og redder de to andre fra blodtab. Da vi når båden har motoren selvfølgelig valgt at give op, så ranger Sak må ro os ud af den nu, mørke regnskov.
Efter endnu et lækkert måltid skal vi ud på natsafari fra båden. Vi ser dog ikke andet end en ugle. Da vi om aftenen skal sove, opdager vi muselorte og myrer i sengen. Vi forsøger at børste det væk, men myrerne bliver ved med at komme igen. Godt vi har super giftig insektspray, der grundigt bliver sprøjtet i hvert et hjørne af sengen. Da vi vågner næste morgen, har en mus været temmelig ligeglad med al vores gift og gået rundt mellem os, idet der ligger muselorte mellem Fie og Louise. Vi prøver endnu en safari og håber vi har mere held om morgenen. Det har vi. Vi ser gibbonaber, makat longtail aber, ørne, galangeraber og en tucan. Efter morgenmad tog vi igen ud i junglen op mod et view point. Det var noget af en tur. Den ene dansker måtte give op og vende om. Vi kravlede op og ned over og under klipper, sten, væltede træer og igennem et hav af igler. Men det var bestemt hele turen værd, da vi kom op på toppen til den mest fantastiske udsigt!! I kan selv se det på billederne :) Så gik turen ellers tilbage mod Khao Sok, med et hurtigt stop for frokost mellem nogle klipper i vandet. Patrick og Sak havde lovet at sætte os af ved bussen mod Phuket, så vi kunne komme afsted med det samme. Bussen var selvfølgelig allerede fuld. så i stedet tog vi med tilbage til Khao Sok, hvor vi tog endnu en overnatning. Da Sak og Patrick sætter os af ved vores nye junglehytte, spørger de om de ikke skal tage os med ud til nogle varme kilder dagen efter og om vi desuden ikke skal spise aftensmad sammen. Jo tak da ! Så op på trucken det gik og afsted mod lokal spisested, hvor vi smagte gamle æg, som var helt sorte og lugtede meget fælt, og havde konsistens som gelé, samt en masse andre spændende sager. De synes det er noget så morsomt, at vi tre små danske piger spiser fire gange så meget som alle andre ved bordet... Vi ender igen på deres kære jumani-bar, hvor vi sidder hele aftenen og laver tricks og gåder. Ved middagstid dagen efter går det igen tjuhej fuldfart på ladet af pick-up'en mod varme kilder. Flere gange stoppede vi fordi Sak skulle købe æg. Hmm? Det giver mening, da vi kommer derud og vandet flere steder er kogende. Her lægger han æggene i mens vi svømmer rundt. Til frokost en times tid efter, får vi æggene. De var ret gode, selvom æggehviden næsten kunne spises med sugerør og blommen var helt hård. Da vi ikke har fået nok af junglen endnu, aftaler vi endnu et trek med dem, som skal starte samme aften. Her er det kun os tre og Patrick og Sak. De hygger så meget og vi kører rundt til et tiger tempel, et vandfald og et sted hvor der er elefanttrekking. Vi kommer også til et lokalt marked, hvor Fie og Line rejser sig fra ladet i bikini, så Sak lige må minde dem om, at mere tøj er en fin ide. Om aftenen ifører vi os det smarte outfit; cykelshorts, de små rygsække og store lange sorte strømper i sandalerne. Sak og Patrick er færdige af grin, da de ser os fjollede danske turister. Vi køber den bedste iglespray og Sak har lavet en blanding af vand og tobak, så iglerne ikke kommer op på os. Så skide lækre og ildelugtende, er vi ellers på vej ind i junglen endnu en gang. Sak og Patrick griner konstant af os, de synes danskere er skøre :) Efter en times vandring ind i den mørke jungel kommer vi til det sted, vi skal overnatte. Så går de ellers i gang med at tænde stearinlys og et kæmpe bål, vi spørger flere gange om de skal have hjælp, men vi skal bare sidde pænt og vente. Det ender med at vi alle tre går ned for at skrive blog og dagbøger. Da Line går op til sin taske får hun stukket en pose i hånden og får at vide at hun godt lige må skære indholdet ud i tykke skiver. Uvidende om hvad indholdet er kommer hun ned til os, og til sin store forskrækkelse er det en kæmpe klump rå gris hun skal til at partere. Og hvis der er noget Line bestemt ikke holder af, er det råt kød! Vi andre griner lidt og tilsidst kommer Patrick og redder hende. Hun forsøger dog stadig at overbevise ham om, at det altså er en god ide at skære agurkerne ud, før kødet. Det synes han også er vældig sjovt og går ellers i krig med den rå gris. Sak laver tallerkner og glas af bambus til os og går ud for at fange frøer. Han kommer tilbage med fire af slagsen som han da lige har fanget til os, blandt 7 meter lange pytoner. Men som sagt - Sak er den vilde ranger. Han er dog begyndt at bruge flip flop klipper.. Vi får pænt lov til at sidde på 1. parket til opspretning og flåning af de fire frøer. Senere er der ellers serveret, stegt gris i små tern, samt frølår eller faktisk bare hele frøen, serveret i bambustallerken, derudover agurke skiver og ris lavet i palmeblade over bål. Det var fantastisk lækkert !!
Til de som gerne vil vide hvad frø smager af, er det faktisk ligesom kylling. Det smager ret godt, selvom tanken om at gnave i en frø, ikke er den bedste. Derefter fandt gutterne whiskey og cola frem, som vi drak i de bambuskrus Sak havde lavet til os. Sak spurgte om han skulle tage os på endnu en natsafari, men da Fie og Louise var møgtrætte og super bange for igler blev de hjemme mens Line legede ranger med Sak. De så en killing af en eller anden katteart med sorte og gule striber (ikke en tiger), to mouse deer, en pokkers masse kæmpe edderkopper og en frø, eller to :) Hjemme i lejren havde Fie og Louise lagt sig til rette i de hængekøjer, som Sak så fint havde medbragt. Her lå vi allesammen og sov midt inde i junglen, rullet ind som larver resten af natten. Vi vågner næste morgen til lyden af gibbonabernes kalden, de leger rundt i træerne på den anden side af vandet overfor os. Da vi får viklet os ud af vores pupper ser Sak lidt underligt på Line. Han har glemt noget - Lines morgenmad idet han har medbragt Coco pops til de andre to og det bliver hurtigt tørt, hvis ikke man er til mælk. Så hun går i krig med at spise Coco pops uden mælk, da tanken om ingen morgenmad er værre. Men næh nej, stakkels Line skal da ikke kæmpe med Coco pops, hun får da bare et kæmpe stykke stegt gris hun kan nyde i stedet. Tjohe, hvorfor ikke? Louise er da heller ikke bleg for tanken om stegt gris til morgenmad.
Vi får nu langt om længe løsrevet os fra det dejlige jungleliv og ender i Phuket Town, kl. 20 om aftenen i bælgmørke, blandt råbende taxichauffører, da alle vil vide, hvor vi skal hen. Dem ignorer vi, indtil en pige spørger om vi vil dele taxi med hende og hendes to venner. Vi går hen til en dreng fra Japan eller Thailand, med lidt for store fortænder. De fortæller at deres ven som kender stedet kommer lige om lidt, og ud fra toilettet kommer en pige, som vidst mest er en dreng, eller omvendt - ladyboy. Super! I taxien på vej mod Patong, spørger den såkaldte ladyboy om vi ryger meget hash, hvilket vi pænt fortæller 'den', at vi ikke gør. Så slår personen en høj skrallatter op og fortæller at 'den' ryger hele tiden og faktisk har en kæmpe pose på sig lige nu. Nå da da.. Er der ikke noget med livstidsfængsel for den slags i Thailand?... Så spørger 'den' hvor vi er fra, hvortil vi svarer Danmark. Det udløser endnu en høj latter. Han/hun troede vi var fra Holland og derfor syntes det var så sjovt, hvis vi ikke røg. Altså, altså.. I Patong finder vi langt om længe et hyggeligt sted, med rene værelser og fint bad. Skønt, det trænger vi til, med alt det gift og snavs vi er smurt ind i! Nu skal vi vidst hen på den Mc. D, vi har set her i byen. I morgen skal vi ud for at feste med Lotte, en fra Louise efterskole og se på shemales show osv. Det bliver spændende, inden vi skal til Kata Noi og nyde livet før turen går ud af Thailand. Men det var alt for nu, ses Hej!
- comments
Dorthe Sjørslev Gravesen Super spændende læsning og hvor oplever I altså meget. Det er bare så skønt at høre fra jer. Nu glæder jeg mig til at se alle billederne.