Profile
Blog
Photos
Videos
Så er vi igen blevet en masse oplevelser rigere, og har derfor en masse at skrive hjem om endnu engang. Som I kunne læse af forrige indlæg, var vi ankommet til Byron Bay, som skulle få os lidt ned på jorden efter en travl uge i Sydney og omegn. Og ja - det fik os i den grad til at slappe helt af og samtidig kom vores ophold til at indeholde oplevelser som også fik adrenalinen til at pumpe. Som sagt er Byron Bay en "gammeldags" by uden trafikstøj, skyskrabere og designerbutikker - virkelig skønt! Til gengæld viste det sig at være (udover lækkert slappe-af-turistområde) en rigtig hippieby med weekendmarked, hvor du kunne købe alt fra farverige klæder til peacetegn og røgelse. Det var ikke lige her, vi lagde vores penge, kan man vist roligt sige.
Vores ophold på den lille Villavej varede et par nætter og et par dage på stranden inden vi tænkte, at vi nok godt kunne trænge til et bad og lidt strøm på bilen samt alt vores elektronik. Derfor indlogerede vi os på en campingplads i byen, som både havde køkken, pool, strøm og hele molevitten - rigtig 6-stjernet tilværelse vi fik os der! Nå, vi kunne jo ikke ligge på stranden hele tiden, så vi fik bestilt surferundervisning og inden vi så os om, havde vi også kastet os ud på det åbne livlige hav i kajakker. Denne kajaktur var både lavet som en "adventure-tur" men også så vi kunne se delfiner og havskildpadder - så den hoppede vi på med det samme! Vi blev hentet inde i byen af en dame i en gammel slidt truck, hvorefter vi blev kørt til en strand lidt udenfor byen. Da vi mødte op, stod der andre unge mennesker iført redningsveste og sikkerhedshjelme. Dette syn fik os lige til at synke en ekstra gang - hjelme ? - hvad havde vi nu rodet os ud i? Nå, vi tog udfordringen op, og den første forhindring viste sig selvfølgelig, at vi skulle ro langt ud på havet - men først over de faretruende KÆMPE bølger, som med lethed kunne vælte os og hele kajakken omkuld - så var det nok alligevel fornuftigt med de hjelme.. Da de første par hold (næsten vellykket) var kommes ud på havet, stod vi nu der på stranden og ventede på, at det blev vores tur til at bekæmpe bølgerne. Vi blev kastet op i kajakken og skubbet ud i det brusende hav. STRAIGHT OUT - STRAIGHT OUT blev der råbt bagfra - ellers ville vi jo kændre. Derfor fandt vi de bedste af vores armmuller frem og padlede løs med tungen lige i munden - straight out. Da vi nærmest ikke havde mere luft tilbage i lungerne, begyndte det pludselig at blive lettere at ro - yes! - vi havde besejret den første udfordring. Herefter roede og roede vi bare derudaf. Det var lidt uhyggeligt at se sig tilbage, hvor man bare så små skikkelser på stranden i horisonten. "Det næste vi når er Chile", sagde instruktøren - meget morsomt. Selvfølgelig gik der hajer og dødbringende havuhyrer gennem vores tanker, men dem fik vi heldigvis ikke at se, og desværre heller ingen delfiner. I stedet for blev tiden brugt på at balancere stående i kajakkerne, svømme lidt, snorkle osv. Det hele var lidt spændende, da bølgerne igen hobede sig op jo længere vi kom ud - igen handlede det om at være straight i forhold til bølgerne. Turen tilbage var lidt sjovere, da vi bare lod os ride ind med bølgerne, dog igen med fare for at blive væltet. I tror det nok ikke - men faktisk væltede vores kajak ikke, og vi kom sikkert ind på landjorden igen - godt trætte i armene! Det var søndag og derfor brugte vi resten af dagen til at puste ud på stranden - vi skulle jo lade op til en dags surfing om mandagen. Det forhindrede os dog ikke i at vandre byen igennem efter en Strawberry Daiquiri - desværre forgæves, men en "Byron Bay Breeze" er heller ikke dårlig. Nu da vi havde et ordentlig køkken på campingpladsen, kunne vi passende lige lave spaghetti med kødsovs til aftensmad - og det var ikke så ringe endda ☺
Endelig blev det mandag morgen, vi tjekkede ud af campingpladsen og ind på den gode gamle villavej før vi vandrede mod Black Dog Surfing. Vi mødte op til et rimelig menneskefattigt lokale, hvor det viste sig at morgenens surfundervisning var aflyst pga. farlig understrøm i havet. Derfor blev vi flyttet til et hold om eftermiddagen, hvor man håbede på bedre surferforhold. Så vi ventede og ventede både på stranden og på cafe i regnvejr indtil vi gik tilbage til surferstedet, hvor der endelig var en del andre end os, som var iført vådtrøjer. Ligeså blev vi klædt på til dagens aktivitet. Vores to instruktører viste sig (selvfølgelig) at være to veltrænede, solbrune mænd - den ene langhåret. Med trailer og en masse surfboards blev vi alle kørt ud til stranden, samme sted hvor vi havde sejlet kajak. Lektionen startede med de vigtigste forholdsregler indenfor sikkerhed, teknik osv., og endelig skulle vi med hvert vores board ud i vandet - lige hvad vi alle havde stået og trippet efter længe. Ingen af os havde regnet med, at man ville komme op og stå på brættet de første par gange - det krævede jo nok lige lidt øvelse. Lektionen gik ud på, at man i starten lagde sig op på boardet, hvorefter instruktøren skubbede os, en efter en, ud på en bølge, og så gjalt det om at være hurtig til at finde balancen og komme op at stå. Og faktisk kom vi begge op at stå på hver bølge - så svært var det åbenbart ikke - men om det var kønt, vides så heller ikke ☺ Vi er i hvert fald enige om, at følelsen af at blive båret af en brusende bølge med vinden i håret slet ikke er en dårlig følelse - og vi var alle ivrige efter at prøve igen, igen, igen og igen. Sådan gik et par timer meget hurtigt og man fandt efterhånden teknikken til at stå i længere tid samt at styre boardet til den ene og den anden side - rigtig smart. Den sidste del af lektionen gik ud på at vi ved egen kraft skulle op på bølgen og op at stå. Det er nærmest som er ligge på rov (for det gør vi jo tit), hvor man venter på den perfekte bølge, hvorefter man går til angreb med armene - padle - padle - padle - og så op på tæerne og tæmme bølgen. Rigtig, rigtig sjovt! Under hele undervisningen stod en venlig karl og tog billeder af os alle sammen, som vi kunne købe senere. Desværre gik de 3-4 timer alt for hurtigt og vi var pludselig tilbage i deres lokaler, hvor vi fik vist slideshow med alle billeder - sjove som flotte. De billeder ville vi naturligvis gerne give en skilling for, og det er så dem I kan se i fotoalbummet ☺ Nå, trætte og veltilfredse efter en god dag gik vi på restaurant og fik god mad og drikkelse på Marianne og Kims regning - og tak for god mad, siger vi endnu en gang ☺ Nu trak vi os tilbage til villavejen, hvor vi skulle lade op til tirsdag morgen - for der gik turen til Surfers Paradise.
Man havde troet, at man kom til en by fyldt med surfere - men det gjorde vi næppe, for bølgerne var vist også uovervindelige på daværende tidspunkt - selv for en øvet surfer. Første dag var vejret strålende, så vi tog et par bøger under armen og smuttede på stranden. Gåafstanden derned var heldigvis kun få meter, da vi faktisk fik opgraderet villavejen til flot parkeringsplads med snuden lige ned til vandet. Her var bade og grillfaciliteter og hele strandpromenaden var i det hele taget rigtig flot lavet. Surfers Paradise er for resten en "storby" liggende helt ud til vandet med skyskrabere og i det hele taget en masse nybyggeri - noget helt andet end Byron Bay! Da skyskrabernes lange skygger havde invaderet stranden hen på eftermiddagen, fik vi set os lidt omkring i byen, hvorefter vi hoppede tilbage i vores luksusbolig på strandvejen. Byen er ikke som sådan noget særligt - den er selvfølgelig flot med nye fliser, springvand osv., men der er ikke meget charme over gaderne.
Næste dag viste sig at blive grå og regnfuld og derfor holdt vi os i bilen med havudsigten hvor vi læste bøger og lavede absolut ingenting - lige indtil om aftenen. Vi blev nemlig tilbudt en slags "Pub-crawl" som startede med bowling, pizza, gratis drinks osv. Det skulle vi selvfølgelig lige deltage i. Så afslapningstøjet blev skiftet ud med de finere klude og vi lavede vores egen lille opvarmning på en irsk bar, hvilket var god opvarmning til en omgang bowling. Bowling blev det ikke så meget til, vi væltede lidt kegler i baren i stedet. Omkring 50 andre unge havde meldt sig til. De fleste kom fra Australien og derudover var folk fra Canada, Sverige og USA - resten var så os småtterier fra Danmark, Somalia og andre lande. Man kom hurtigt i snak med de andre, og pludselig gik turen videre til næste bar, som lige havde brugt 1,5 mio dollars på renovation af toiletterne - de var så også virkelig, virkelig flotte! Aftenen gik med frie drinks på hver en bar vi kom som i alt endte op med en 5 stykker. Vi stødte endelig ind i nogle danskere, som var et par piger fra Skive, der havde arbejdet som au-pair piger her i Australien både med held og uheld. Den ene havde haft succes ved en dansk familie hvorimod den anden var startet ud med en familie, hvor det faldt normalt at slå børnene. Herefter kom hun til en McDonalds-familie og til sidst også en dansk familie, hvor hun endelig faldt til. Jeg tror bare vi er glade for, at vores ophold i Australien ikke går ud på børnepasning og rengøring.
Hernede bliver dørmændene åbenbart rimelig irriterede over "alt for dansende" folk. En fyr som var halvt somalier, rimelig fuld men utrolig flink og snaksaglig kunne rigtig godt lide at danse på samtlige barer vi kom på. Ligeledes blev han også smidt ud af dørmændene hvert sted - kun for sin dans - rimelig underligt. Godt at de ikke har sådanne regler på Børsen og CD ☺ Derfor måtte vi altid underholde hans ven indtil de igen blev genforenet når turen gik til den næste bar. Denne aften gik også hurtigt og med en kebab i den ene hånd og drikkelse i den anden, smuttede vi hjem på strandvejen og nød vores sidst nat med god udsigt.
Næste dag gik turen med Nerang, som ligger lidt nord for Surfers Paradise. Her skulle vi besøge Britt, Rene, Daniel og Nicklas, som er en dansk familie der bosatte sig i Australien for 30 år siden. De er venner af noget af Stines mors familie - langt ude - men de ville heldigvis gerne have os på besøg ☺ Vi blev inviteret til aftensmad klokken halv syv hvor vi blev modtaget med kram og åbne arme. Snakken gik selvfølgelig løs om Danmark, dem derhjemme og denne families hverdag og start i Australien. Rene og Britt har et bageri hernede, som sælger økologisk brød, kager osv., til specialbutikker. De flyttede herned for 30 år siden og fik efterfølgende deres to drenge, som i dag er henholdsvis 21 og 18 år. Daniel den ældste er ved at uddanne sig til bygningsingeniør og er rimelig prof i noget "riverraftning-halløj" som foregår på havet og ikke i en flod. Han har planer om at studere i Aarhus i et år her til sommer, da deres familie oprindeligt holder til i Aarhus, så det kan jo være ,at vi møder ham igen en dag. Nicklas er i lære som frysemekaniker. Situationen med hensyn til jobs, elevpladser osv., er den samme hernede som i Danmark, så familien er selvfølgelig taknemmelige over, at Nicklas har sin læreplads. Det var egentlig rart at snakke med dem om Australien i det hele taget - politikken, maden, folket, østkystens muligheder osv. Vi fik tilbudt overnatning i et værelse, hvilket var meget rart - også selvom vi nu måtte undvære havudsigten ☺ Et bad fik vi også lige med på vejen og ikke mindst et rugbrød! Dagen efter var vi ude at se deres store bageri hvorefter vi tog til stranden hvor vi skulle mødes med de to sønner - vi var desværre bare lidt for langsomme til at komme af sted (pga. Lidt problemer med deres hunde derhjemme, som absolut ikke synes de skulle blive hjemme, da vi forlod huset. Det resulterede i, at de fandt samtlige huller at løbe ud af, hvor vi løb rundt for at få dem op af søer osv.) så det blev aldrig til noget - men vi havde nu heller ikke noget imod at tage en halv dag på stranden alene☺
Nu gik turen tilbage til landevejene, hvor vi lagde endnu 100 km bag os og endte i Brisbane - kæmpe kaos by når man kommer og ønsker parkering af en bil som er 2,70 m høj. Endnu engang mødte vi højhuse og en masse trafik. Problematikken lå dog i, at byen nærmest kun har p-huse/kældre hvor højderne til loftet er små. Derfor tog det os 45 min at finde en p-plads. Heldigvis har vi endnu engang været heldige med beliggenheden af vores bosættelse. 100 meter fra parkeringspladsen er den store kanal som går igennem Brisbane. På "vores side" har man langs kanalen lavet en slags park som indeholder flotte træer, planter, restauranter, små pavillioner med mulighed for selv at lave mad, en stor scene, smukke små vandløb, siddepladser og sidst men bestemt ikke mindst en stor "kunstig strand og hav" lige ud til kanalen (men ikke i kanalen), hvor man i baggrunden har alle skyskraberne. Aftenen gik med en tur rundt i byens gader og med et lille måltid mad. Igen er byen ikke specielt interessant, så vi tilbragte et par timer næste formiddag i den lille park, og kørte derefter videre til Noosa, en lille landsby på "Sunshine Coast". Siden vi kom hertil har det ironisk nok regnet. Men så var vi tid til at opdatere blogggen ☺
Herefter går turen et smut forbi Frasers Island, Rainbow Beach, Whitsundays osv., hvor kysten sigende skulle blive smukkere og smukkere. Men alle de ting kan I høre om i næste blogindlæg ☺
Vi har det som I kan læse stadig rigtig godt - og tiden går virkelig stærkt når man sådan er af sted. Allerede nu da vi kom til Queensland blev tidsforskellen reduceret med en time, hvilket viste sig at være pga., at de i denne del af Australien ikke har taget sommertiden til sig - rimelig underligt. Faktisk er det et emne de ofte har haft oppe til folkeafstemning og har haft på prøve i 3 år, hvorefter det blev droppet igen. Så når I i Danmark skifter til sommertid inden længe, kan vi leve i en tredje tidsforskel i forhold til jer - bare ved et ophold på østkysten i Australien - i samme tidszone. Det er da lidt spøjst.
Nå - vi savner jeg selvfølgelig stadig, og vi prøver ihærdigt at sende lidt af solens stråler hjem til jer (Lige nu har vi vist givet lidt for meget væk) ☺ Hold jer nu muntre i den søde forårstid - den er vi til gengæld lidt misundelige over at gå glip af her i det australske efterår.
Mange hilsner her fra Queensland hvor alt går som det skal ☺
- comments
Line Nylandsted Dejligt dejligt dejligt at høre hvor godt det går med jer tøser! Billederne bliver kun mere og mere fantastiske og beskrivelserne er simpelthen så gode. Det er super I bruger så god tid på at skrive så det er nemt at følge med i jeres rejser! God fornøjelse og pas på jer selv, storbyerne og autocamperen!
Amalie Pil Sørensen Hvor er det skønt at høre om jeres oplevelser! Det hele lyder bare super fedt. Det er rart at se jeres smilende ansigter på billederne - hvor ser i glade, brune og lækre ud! Forsat god tur - vi følger ivrigt med på bloggen herhjemme :)
Laura Arendt Hej Tøser ;) Iiiih, hvor er det skønt at læse jeres blog, og at se de masse vidunderlige, sjove og skøre billeder. Det er dejligt at vide at i har det godt, og er ved at være pænt solbrune.. Det kan jo være at i skal overveje at tage en uddannelse som surfer, for det så hamrende godt ud. Jeg savner jer, og håber at vi snart kan skype igen, så jeg kan få alle de små og sjove detaljer :) Hyg jer, og pas på jer selv. Kys, knus og kram Laura.
Gunhild Nielsen Kære Stine og Louise. tusind tak fordi vi får lov at være med på jeres oplevelser. I er nogle seje tøser i den store verden. Pas fortsat godt på jer selv og fortsat god ejse. Kærlige hilsner fra Peder og Gunhild Hillerød.. Og til lykke med fødselsdagen tidligere på måneden, Stine..