Vulkanen Pacaya.

Jeg har en sød lille historie jeg gerne vil dele med jer derhjemme. I lørdags ville vi (os fire danskere), besøge vulkanen Pacaya. På hvert et gadehjørne er der små selskaber som sælger ture til vulkanen, så det skulle prøves! Vores værtsmor sagde vi skulle huske lange bukser, brød og vand.

Jeg troede dog ikke at det ville være en hård tur og overvejede faktisk længe om jeg skulle tage lange bukser på. Hvilket jeg endte med. Heldigvis!

Efter to timers kørsel i en gammel amerikansk skolebus, hvor man hopper op og ned i sædet hele turen kom vi frem til vores guide. Han døbte vores gruppe pagar hvilket betyder en stor familie og vi skulle alle sammen passe på hinanden. Ved ankomst til startsted, vrimlede det med små børn som ville sælge os vandrepinde og mænd med heste (også kaldt taxis naturel)så man kunne blive trukket op. Som det unge menneske jeg er, havde jeg ikke brug for nogen af tingene! Hmm.. jeg skulle blive klogere.

Efter to timers vandreren i skoven op ad bakke nået vi frem til noget som mene om vulkansk aske ( i store sten)vi kunne nu endelig se vulkanen Pacaya og derfra så den meget tilforladelige ud. Folk snoede sig op ad vulkanen som en lang slange. Det blev dog også stejler og stejler. Til sidst skulle man klatre op ad vulkanen som en abe, og man skulle se hvilke sten der sad fast og hvilke der ikke gjorde, ellers startede man en lavine af sten, til gene for de andre som var på vej op. På vejen op var jeg en smule skeptisk og det hjalp ikke da jeg mødte en amerikansk kvinde som proklameret at hun did not sign danger. Men op kom jeg til sidst!

Jeg var nu på højde med solen og hævet over skyerne, under mine fødder kunne jeg mærke varmen og flere steder kom lavaen til syne, folk var ellevilde og ristede skumfiduser tog flotte billeder og nød udsigten som burde tage vejret fra en. Men ikke jeg! Mine ben rystede som espeløv og kunne kun koncentrere mig om to ting.Ikke at rykke mig og hvor min guide var. På et tidspunkt spurgte jeg Stine hvor meget hun troede han skulle have for at tage mig ned igen? Det grinede vi lidt af, men den der ler sidst ler bedst.

Nu råbte han at pagar folkene skulle begynde deres nedstigning. Langsomt og usikkert begyndte jeg at kravle nedad, Karina var til en stor hjælp og fortalte hvor til jeg skulle træde og holdte min hånd, men efter en kæmpe sten rullede ned over hendes fod, havde hun sit at se til og jeg måtte nu klarer mig selv, Stine Minna og Jonathan var nu kommet ned for længst. Nu havde jeg allermest lyst til at sætte mig ned og vente på en hentede mig, men solen var ved at gå ned og det hele var ved at blive mørkt. Ned skulle jeg, kan man komme op kan man også komme nede? Midt i min ynkelighed og elendighed, kom den lille guide hoppende forbi mig og hjalp Karina som havde slået sig. Bagefter kiggede han på mig og spurgte om alt var godt? Om alt var godt.. jeg fik forklaret ham på mit spanske at jeg havde kæmpe problemer og var meeeeeeget bange. Så smilede han og sagde vi var en stor familie der på tog han min hånd og fortalte mig hvordan jeg skulle flytte mine fødder for hvert enkelt skridt og da jeg stadigvæk ikke kunne finde ud af nedstige en vulkan tilbød han mig at hoppe op på ryggen (ligesom jeg havde sagt til Stine). Men men manden var jo en 155 høj og vejede 49 kg, hvordan skulle han dog kunne holde til mig? Så jeg takkede pænt nej, da solen var gået ned og mørket var kommet frem, var jeg endelig også nede. Nu var er blot to timers gang tilbage i den mørke skov, men med mere fast grund under fødderne gik det en smule bedre.

Til sidst må jeg konstatere at vulkan bestigning ikke er mig, jeg aldrig har set mere ynkelig ud og at meget lille mand nok reddet mit liv. Ellers er alt godt her i Guatemala. I Hører snart mere og må have det fantastisk :)