Profile
Blog
Photos
Videos
Søndag d. 250813
Så kom dagen endelig hvor vi skulle starte vores eventyr, trods en del startbesvær og manglende værtsfamilie ind til tre dage før afgang. Vi tog afsked med vores nærmeste og tog fra Randers kl. 8.15 mod toget mod CPH. Vi ramte lufthavnen omkring 12.30 og for en gangs skyld var toget ikke forsinketJ Vi fik med møje og besvær cheket ind og skulle selv udskrive vores boardingcard… følte os lidt som bonderøve, da vi ikke vidste det.. Vi mødtes ved gaten med de to andre sygeplejestuderende, der skulle rejse på samme tid som os. Vi kom ombord på flyet og lettede kun en halv time for sent. Vi kom til Cairo og kom igennem yderligere 3 "sikkerhedschek" hvor de var ligeglad med at metaldetektoren bippede og ikke kiggede på skærmen hvor håndbagagen blev scannet, noget af en oplevelse. Vi landede i Entebbe ved halv fire tiden søndag morgen. Vi havde fået afvide at vi ville blive hentet i lufthavnen, og det gjorde vi da også, af en mand der havde et skilt hvor der stod Action Aid. Manden sagde intet og af en eller anden årsag fulgte vi bare med ham ud til hans bil, der ikke havde noget batteri på, så det tog lige lidt tid inden vi kom afsted. Han kørte som en gal og flere gange troede vi at han ville ramme de andre biler på vejen, men det skete heldigvis ikke. Vi skulle holde ind på en tank fordi vi skulle mødes med en der skulle vise chaufføren vej, og da han så stoppede bilen igen kunne den selvfølgelig ikke starte… Så vi måtte vente på der var en der kunne give os strøm. Vi kørte kun kort, fordi at der var noget galt med bilen så vi kom over i en anden taxi der kørte os til vores hotel-ligende noget. Vi landede kl 6 om morgenen og kunne lige få et par timers søvn inden den stod på en ny dag.
Mandag d. 260813
Vi stod op igen ved otte tiden, hvor vi fik et hurtigt bad (ja et bad, sååå godt). Derefter fik vi morgenmad, der bestod af hvidt toastbrød og æg og til stor overraskelse for Liza var der kaffe J Ivan, der er Action Aid´s kontaktperson her nede, skulle komme omkring kl 11 så vi kunne lige nå en bette morfar inden. De andre piger kom og vækkede os kl halv tolv, for der var han kommet. Vi fik en del information om Uganda og vores værtsfamilier. Derefter spiste vi frokost sammen med Ivan og de to guides, Sam og Izak, der skulle vise os byen. Til frokost fik vi stegt kylling, matooge (grønne kogte bananer), greens der er en form for grønsager, ris og capati der er en slags pandekager. Er ret overrasket over at maden er ret god J Vi delte os op i to hold så vi var tre piger der fulgtes med en guide. Vi skulle have hævet penge, købt simkort og internet. Vi blev taget med ind til Kampala down town. Aldrig i vores liv har vi oplevet noget så kaotisk, for der var mennesker, biler og boda bodas (motorcykel taxier) over alt og man kunne knap nok krydse deres veje. Vi gav 20000 ugandapenge for simkort - hvilket svarer til 40 kr. Vi skulle også have købt internet, hvilket var i en helt anden prisklasse. Der gav vi omkring 300000 - hvilket så svarer til omkring 600 kr. Men vi vil altså ikke være fuldstændig afsondret fra omverdenen - hvilket vi synes vi er i forvejen uden vores I phones.. Vi fik også købt lidt snacks og drikkevarer i et rigtigt fint supermarked. Vi blev kørt hjem til hotellet af en eller anden mand vores guides kendte, for vi havde vadet rundt i byen i 5-6 timer så vi var ved at være trætte, da vi heller ikke havde fået særlig meget søvn. Tilbage på hotellet fik vi prøvet internettet og telefonerne af.. Der var sgu bare lige det at begge de telefoner vi havde med var som-låst.. mega surt, men så måtte vi ud og købe nogle næste dag. Det var kun Lizas internet der virkede, men så delte vi bare det til at starte med. Vi fik også et par øl sammen med vores guides inden aftensmaden, som man først spiser meget sent her nede. Aftensmaden stod på ged med fritter og en lille smule salat. Eftersom vi ikke havde fået meget søvn gik vi tidligt i seng så vi kunne være frisk til næste dag hvor vi skulle ud og møde vores værtsfamilier.
Tirsdag d. 270813
Så kom dagen, hvor vi skulle hjem til vores værtsfamilie samt se hospitalet. Vi startede dagen meget tidligt med morgenmad på vores hotel - et stk hvidt brød med banan, wuhu ;-) Sammen med de andre fire piger, skulle vi være klar til at blive hentet kl 8. Men eftersom de kører efter africantime, var vi selvfølgelig lidt forsinket. Ivan og en chauffør sørgede for at vores bagage kom til Jinja, mens Sam sørgede for, at vi alle kom ned i Down Town for at tage en coaster (bus til 20) til Jinja. Inden da, fik Liza og jeg købt en telefon (60kr), da det købte simkort ikke fungerede med vores medbragte telefoner. Turen til Jinja var ekstrem lang. 80km - ca. 2 timer, en total proppet bus hvor vi virkelig kom hinanden ved. Ja, faktisk havde vi begge næsten en afrikaner på skødet. Det lige meget ;-) Dog kostede det os kun 10kr! På køreturen så vi "The real africa", med en masse slum, mange børn i helt ødelagt tøj, køer, høns og geder i vejkanterne, faldefærdige huse og huse der er lavet af kolort/leer. Virkelig lækkert og sikkert en god aroma, men de skulle være dejlig kølige. Det skal dog siges, at naturen hernede er meget smuk med en masse sukker og bananplanter, bjerge, nilen og selvfølgelig Lake Victoria (Verdens 2. største sø og nok verdens mest beskidte sø ;-))
Da vi endelig ankom til Jinja, mødtes vi med Ivan og chauffør. Vi startede med at køre til hospitalet, men da de havde "Lunchtime", var der ingen at tale med. Vi tog derfor ud til hver vores familier. Vores familie var den sidste vi besøgte, da vi bor i en lille village et stykke fra Jinja. Vi kørte ind af en laaaang, rød sandvej hvor der var små børn, geder og køer overalt. Alle vinkede til os, mens vi tænkte "s***, skal vi bo i dette slum". Men heldigvis er der ét enkelt fint hus i denne village, og det er her vi bor. Vi bor med vores mor, Jasmin, hendes søn på 19år og en huspige på 24år. Jasmin har også en datter, som er flyttet hjemme fra, da hun er ved at læse til læge. Hendes mand bor i Kampala, hvilket er meget normalt - altså at man ikke bor sammen. Vores mor har hendes egen skønhedssalon inde i Jinja samtidig med, at hun har værelser og en truck hun lejer ud og sælger vand til landsbyens borgere. Så hun er rimelig velstillet. Rigtig sød og meget snaksaglig mor, hun går meget op i, at vi skal føle os hjemme og vil rigtig gerne lave deres nationale mad til os (hvilket i øvrigt smager meget bedre end det ser ud - så ingen panik fra Lines side, hun kommer ikke til at sulte ;-)). Vi har fået vores eget værelse med dobbeltseng (og nej, den er ikke fantastisk) og eget bad og toilet. Dog er badet en spand kold vand med et kop og toilettet har ikke toiletbræt. MEN det er et RIGTIGT toilet og ikke et hul i jorden. Efter vi var blevet indlogeret kørte vi igen hen til hospitalet - endelig var der nogen at snakke med. Først hilste vi på en sekretær, dernæst en af chefsygeplejerskerne (Sister Florence) - en rigtig negermama, men super sød og til sidst sluttede vi af med at hilse på sygehus chefen. En meget fin oplevelse. Vi fik aftalt hvilke afdelinger vi to og to skal på - vi skal være på børneafdelingen i to uger og operationsgangen i to uger. Spændende! Efter dette tog vi tilbage til familien, hvor vores mor havde lavet aftensmad - vi fik ris med ged, salat og bønner. Lækkert. Efter aftensmaden fik vi givet vores gaver og fortalte historien bag disse (dansk slik og en tinsoldat) og så fik de også 3 sakse, som vi havde fået med fra Randers sygehus. Disse faldt i god jord hos Jasmin, da hun kan bruge dem i hendes salon. Efterfølgende fik vi øl (som vi skal drikke - sikke en skam ;-)) og så viste de os taget, hvor de ryger piber om aftenen. I øvrigt lækker udsigt deroppe fra - vi kan se ud over Lake Victoria. Da vi var utrolig trætte efter en oplevelsesrig dag, gik vi tidligt i seng.
Onsdag d. 270813
Vores mor stod tidligt op og lavede morgenmad til os - hvidt brød og æggepandekage med en masse løg + varm mælk MED the. Det var ikke lige favoritten. Sønnen viste os vejen til hospitalet. Først med en coaster og dernest går vi det sidste stykke. Vi havde glædet os utrolig meget til denne dag - vores første dag på hospitalet. Men vi er jo i Afrika, så det blev en skuffende start. Vi startede ud med at vente i fire stive timer, da de havde nogen "issues" som de skulle holde møde omkring. Efterfølgende hilste vi på den anden chefsygeplejerske, som er en stram og sur negermama. Hun startede med at være lidt vissen over, at vi ikke havde vores papirer på os (som vi afleverede dagen forinden), dernæst var hun vissen over vores uniformer, da disse ikke var gode nok. Fem af os har skjorte og bukser, som bestemt ikke er noget sygeplejersker går i hernede og Line har kjole, som var aaaalt for kort. Men med nød og næppe blev de accepteret. Efterfølgende var det tid til, at afleverer alle vores medbragte ting fra sygehusene (handsker, kanyler, sprøjter, sakse m.m). Dette viste sig, at blive et større gedemarked. ALT skulle tælles op og det blev noteret hvem der havde hvad med. Fedt, at sidde som de to der havde mindst med. Det tog så også kun ca. 2 timer og så skulle den stramme chefsygeplejerske lige godkende datoer på tingene samt vores uniformer endnu engang. Og ikke engang et lille tak fik vi med på vores vej. Så da kl. blev 14.30 fik vi fri og så skulle vi altså have noget frokost. (vi var på dødens rang pga. sult). Sammen med Mia-lisa og Anne-sofie tog vi på en af de lokale - pisse god ide, eller noget. Vi bestilte pommes med kylling, da vi vidste hvad dette var. Men at vi endte op med en rå kylling fuld af lange hår, var vi ikke bevidste om. Herefter besluttede vi os for, at prøve en boda-boda, som er motorcykler der kører rundt OVERALT med passagerer. De kan have op til fire personer bagpå. De kører som sindssyge, så der skulle noget overtalelse til fra Lizas side, før at Line turde springe ud i det. Det er intet problem, at finde disse, da de som sagt er overalt og de henvender sig konstant til en. Vi fandt to fyrer, som kørte os hjem, vi sørgede først for at aftale pris og sagde meget tydeligt, at de skulle køre stille og roligt - skal da lige love for, at de tog dette personligt! Men fint, så følte vi os sikre. Vi blev kørt hele vejen hjem til døren, som kostede os ca. 4kr. de prøvede dog at snyde os, ved at sige, at Liza havde ødelagt den ene af deres motorcykler. Så vi gav lidt ekstra og sagde "hej hej". Med det samme vi steg af, kom landsbyens børn randende og pludselig var vi omringet af 4 små negerbørn i alt for stort og beskidt tøj. De var helt vilde, specielt med Lizas hånd. Så ja, den trængte til en ordentlig vask, da vi kom ind (om det var lort eller sand de havde på hænderne, er der ingen der ved, men i hvert fald er hænderne rene igen ;-)) Vi var lidt sent hjemme, så der gik ikke lang tid før vores mor havde lavet aftensmad til os. Denne bestod af matoga (kogtet bananer), ris, greens (noget spinatlignende noget) og en sovs lavet af jordnødder, tomat og hvidløg - virkelig lækkert. Aftenen sluttede af med snak, hygge, øl og selvfølgelig et bad (eftersom vi er sandet til hver eneste dag)
Torsdag d. 290813
I dag blev vi vækket kl 5 om morgenen ved at naboerne, der er et pige hostel, sang smukke toner, men kort tid efter begyndte de at bede og det var både med halleluja og jesus og ikke i kor, så det var ikke ligefrem smukt.. men vi faldt i søvn igen og det gjorde vi også efter at vækkeuret havde ringet, så pludselig havde vi travlt. Men vi kom da op og fik vores æggepandekage med hvidt brød og te. Det smager sygt godt, så der er vist ikke nogen risiko for at vi taber os mens vi er her J I dag skulle vi selv tage bussen ind til Jinja, det gik da også fint, men vi fik lige med på vejen at vi var fede fordi vi ikke kunne være 4 mennesker på tre sæder. Vi skulle være på hospitalet kl 8 hvorefter vi fulgtes med sister florence ned til børne hospitalet, der ligger en god kilometer fra det andet sygehus og vii blev kørt der ned, vældigt fornemt. Men sikke et syn der mødte os. Vi blev vist rundt på hospitalet af en af oversygeplejerskerne. Der var the emergency room, hvor der var 5 senge og syv meget syge børn og deres mødre og andre familiemedlemmer. De er placeret hvor der lige er plads, og det er meget ofte på gulvet. Når folk er indlagt hernede er det familiemedlemmerne der sørger for alt pleje omkring den indlagte, så derfor er der altid mange familiemedlemmer omkring den indlagte. Vi kom derefter ind for at se ward 1 der mest er for kronisk syge børn. De kan fejle alt fra hiv til astma. Der var sygt mange mennesker i et ret lille rum og lugten var tyk af urin og afføring. I et tilstødende rum var der et lille neonatal afsnit, hvor der sad to mødre på gulvet med deres små børn. Ward 2 var det samme som ward 1 bortset fra at de fleste havde malaria. Noget at det første vi lagde mærke til, var at der var nogle af børnene der havde venflon i hovedbunden.. ret voldsomt.. de havde også en ernæringsafdeling, hvor vi så en meget lille dreng med et kæmpe hoved. De dækkede ham fuldstændig til og det var bare så mærkeligt. Til denne afdeling var der også en urtehave så de kunne lave ordentlig mad til børnene. Uden for hospitalet var der en form for modtagelse af børnene, hvor de blev vurderet hvor dårlige de var og blev testet for HIV. Vi blev placeret i the emergency room hvor vi kunne sidde og læse om deres retninggslinjer og rulle lidt vat, for her har man en stor klump som man så ruller så de kan bruges til injektioner. Efterfølgende skulle vi med til stuegang på ward 2, det foregik med at der var en god flok sygeplejestuderende der rendte efter lægen og udførte ordre, mens vi bare stod og kiggede på. Vi var der inde på stuen indtil ved 1 tiden hvorefter vi fik en god snak med afdelingssygeplejersken og besluttede os for at gå hjem. På vejen hjem så vi et skilt til en restaurant som vores afrikanske mor havde snakket om, så der gik vi hen og fik den skønneste burger i super dejlige omgivelser og fik snakket om dagen der havde været ret overvældende. Derefter gik vi hen til centrum hvor vores boda boda chauffører fra dagen før henvendte sig til os og i dag betalte vi ikke så meget som i går J Desuden har vi nu nummeret på vores chauffør så vi kan bare ringe når vi har brug for det. Fedt fedt fedt. Da vi kom hjem sad vi og talte lidt med Yasmin og derefter fik Liza vasket hår.. suuper lækkert, selvom det var med koldt vand og en spand og kop. Vi fik popcorn og nødder mens vi sad og skrev dagbog, hvilket var lækkert. Derefter fik vi sort te med ingefær, hvilket er helt godt. Så blev det aftensmadstid som stod på matooke med noget forskellig sovse-agtig noget til. Da vi var færdige med at spise gik det helt galt og vi fik det ene grineflip efter det andet, det resulterede i at vi alle sammen måtte gå uden for fordi vi havde det så varmt. Vi endte med at sidde uden for med vores afrikanske mor og grine og drikke lidt øl indtil ve ni tiden. Hendes søn kom ud og talte med os efterfølgende, hvilket var meget rart, da vi ikke har talt så meget med ham endnu. Aftenen blev sluttet af i vores seng med lidt mere skrivning af dagbog og lidt internet.
Fredag d. 300813
I dag stod vi op til et endnu større morgenbord, denne gang med tomat og pølser. Så vi måtte fortælle vores mor, at vi altså ikke kunne spise så meget til morgenmad. Det kan være meget uhøfligt hernede, men hun tog det heldigvis pænt. Og resterne kom da bare lige i ovnen, så kunne familien jo nyde det senere på dagen. Hehe. Vi tog coasteren til Jinja Town - vi overlevede, selvom Lines hofte var svært udsat. Derfra gik vi hele vejen til børnehospitalet. Personalet var godt overrasket over, at vi var gået så langt. Men som vi blev enige om, så er det jo god motion. Vi bliver lidt behandlet, som "guder" hernede så vi må helt selv bestemme hvor vi vil være, hvor længe og hvornår vi har fri. I dag valgte vi at være ved deres "modtagelse", som er opdelt i tre stationer. Det er her patienterne har deres første møde med personalet. Vi sad ved første stander, som er stedet hvor de triagere (altså efter african style). Der blev noteret barnets navn, by de kommer fra, alder, vægt, temperatur og omkreds af arm. Ingen observation af blodtryk, puls m.m. Det er ikke så væsentlig hernede. Tilgengæld gå de meget op i temperaturen, hvilket må være pga. de mange infektionssygdomme. Alt efter hvordan de havde det og hvad de muligvis fejlede, blev de sendt til de forskellige afdelinger. Vores job bestod i, at hjælpe lidt til med at måle temperatur og omkreds samt at noterer dataere (som vi fik fra en anden seddel - svær opgave da de har kompliceret navne og sygeplejerskerne skrives så sjusket). Det brugte vi så ca. 4-5 timer på - virkelig spændende. Eller, nej. Men om ikke andet, så fik vi da set hvor usystematiske afrikanerne er. Resten af dagen går med afslapning m.m. lige pt har vi mega regnvejr, det er så vildt hernede. Så vi har også fået lidt vand på værelset. Strømmen går af og til imens og folk sætter store tønder ud, for at opsamle regnvandet. Jo jo ;-) Ellers kan vi bestemt ikke klage over vejret, det har været rigtigt godt. Solen brænder måske bare liiiidt for meget.
Weekenden skal bruges sammen med vores mor om lørdagen - hun vil vise os hendes salon og så skal vi vidst forkæles lidt :P Søndag regner vi med at tage på et hotel hvor der er swimming pool - kun for at slappe lidt af :-) GOD WEEKEND!
- comments
Kathrine Lund Hvor skriver i bare godt! Det er en fornøjelse at læse om jeres oplevelser med skønne Jinja. Jeg havde fornøjelsen for et år siden. Jeg kan varmt anbefale jer at tage til Kingfisher, som er et lille paradis på den anden side af Nilen fra Jinja by. Ellers er Nile river rafting også noget af det sjoveste! Man kan bo i hyggelige telte lige ned til Nilen efter en dramatisk dag ha ha. Kalagala islands er heller ikke til at spøge med, man tror det er løgn så smukt er der. Håber i bliver/er ligeså glade for Jinja som jeg var.
Stine Skovgaard kusk I er så fantastiske at følge.... Klukker stadig af grin... Glæder mig til at følge hele jeres dejlige eventyr....
Conny Madsen Hej med jer Dejligt at læse om jeres oplevelser.Vil I give mig besked om I vil lave opgaven sammen eller hver for sig. På forhånd tak og nyd opholdet Conny