Profile
Blog
Photos
Videos
Første etape af vores "jordomrejse" startede med en smuttur fra Aalborg til København og oplevelsen af en meget fuld mand i Aalborg lufthavn, som gik lige i hælene på os og sang noget med en skimmel og svimmel osv., og jeg var lige ved at gå i panik ved tanken om at skulle sidde ved siden af ham i flyet. Det slap vi heldigvis for på denne strækning, men på turen fra London til Bangkok var vi mindre heldige med vores tykke Thai sidemand, som jeg var overbevist om havde Influenza A, da han hostede og spruttede helt vildt klamt. Dette resulterede i, at jeg nærmest sad på skødet af Maj hele turen til Bangkok og fik totalt nakkekramper af kun at "sove" med hovedet i Majs retning hele natten - eller prøve på samme.Som om det ikke var galt nok, havde han også et meget godt sovehjerte, så vi var rimelig afskåret fra at komme på toilettet i flyet, selv om vi ihærdigt forsøgte med en masse prikken og "HALLOOOOOO! EXCUUUUUUUUUSE ME! og SORRY!".
Men det lykkes os da at komme helskindet til Bangkok - og vi springer lige let og elefant over episoden i Fields i KBH, hvor jeg i hvert fald ikke var tæt på at miste min blazer i Zara som en perfekt start på turen, fordi der var nogle knitter sandaler som var langt mere spændende, men som desværre ikke var backpacker budgetvenlige. For at vende tilbage til vores ankomst til Thailand, så var det en hel anden verden for Maj i hvert fald. Plastiknøglekortet og bruseren udgjorde et meget stort mysterium for Maj, som var nødt til at få assistance fra en prof. handy woman som mig til at få vandet til at komme ud af bruseren og ikke af hanen. Da jeg løste mysteriet på sådan ca. 2 sekunder fik jeg i stedet for et tak bare at vide, at jeg var træls. Jamen selv tak, Maj J Efter at have overvundet diverse tekniske kulturbarrierer satte vi kursen mod KHAO SAN ROAD, som er Bangkoks berømte backpackergade. Det var virkelig noget af et circus men ikke desto mindre en god oplevelse. Her fik vi selvfølgelig lige en Tiger til at skylle de første indtryk ned med, som vi overvejede at kyle efter de meget chikanerende Thai damer, som jagtede os med deres træfrøer.
Dagen efter - vores første rigtige dag i Bangkok - besøgte vi Chatuchak weekend market, hvor vi fik set på en masse skrammel, men hvor jeg til gengæld også fik erhvervet mig 3 fede knitter armbånd til en 10'er i alt. Derudover var Maj ved at lægge sig ud med en af de sure thailandske politimænd, som ikke var helt tilfreds med, at jeg havde lokket hende til at prøve en "grisehat", som jeg gerne ville have et billede af J Han nedstirrende hende på en meget ondsindet måde og fulgte efter os hen til den fortovscafe, hvor vi valgte at prøve en Singha øl til at skylle de næste indtryk ned med. Efter markedet gik turen ned til floden, CHAO PHRAYA, hvor vi bl.a. besøgte et flydende marked og fik set vores første buddha (hvis man ikke tæller den i lufthavnen med). Maj er sikker på, at vi nok er ved at brække os over buddha'er, når vi engang forlader Thailand.
Herefter blev kursen sat mod banegården i Bangkok, hvor vi skulle nå et nattog til Koh Phangan. Vi vidste, at vi havde bestilt soveplads, men kunne ikke lige gennemskue, hvordan det skulle kunne lykkes at sove på vores to små sæder, så vi var ved at forberede os på at skulle ligge i ske, da der kom en venlig thai med et stykke værktøj og tryllede en ekstra seng frem til os, som han også var så venlig at redde. Ikke dårligtJ Vi fordrev aftenen i toget med at tegne tattoos af kæleelefanter og kælekakerlakker på hinandens fødder og spille kort i toget, og jeg tabte desværre en øl til Maj, som hun endnu ikke har fået - måske hun glemmer det, sssshhh ;-)
Efter vores tog, bus og bådrejse ankom vi til Koh Phangan i går ved eftermiddagstid, hvor vi blev mødt af en lille velkomstdrink, som jeg dog ikke rørte, da jeg ligesom baby elefanten iDisney's Tarzan ikke er overbevist om, at vandet ikke er uhygiejnisk;) Da vi kom op på vores værelse blev vi meget positivt overraskende over den smukkeste havudsigt og en kæmpe altan med liggestole, dog efterfulgt af en mindre traumatisk oplevelse for Maj. Hun kom pludselig farende ud fra badet og fablede om en slange i badet. Det viste sig nu mere at være en orm eller et stort tusindben, da jeg kom derind, men vi fik da eskorteret vores uindbudte gæst ud igen. Herefter gik vi på opdagelse på Koh Phangan, som lod til at være en total spøgelsesby, indtil vi kom ned på stranden, hvor der var liv og glade dage. Vi ventede dog med at lege sandmonstre indtil i dag, da vi havde mere appetit på en dukkert i poolen efter vores 20timers rejse. Poolen var over al forventning, super flot og med den bedste udsigt, hvilket vi fejrede med en Elephant beer i poolen efterfulgt af endnu en Tiger på vores lækre altan.
I dag var det oprindeligt planen, at vi ville dase på den lækre og populære Haad Rin strand (sunrise beach), men det har stået ned i stænger det meste af dagen, så vi lagde en nødplan, der gik ud på at leje en scooter og cruise rundt på øen. Maj var en pylretøs og turde ikke køre på de vilde bakker, så jeg kørte scooteren, mens Maj sad bagpå og navigerede vej. Det var en super hyggelig tur trods vejret, om end det lige krævede lidt tilvænning at styre uden om div. hunde og høns, som troede at vejbanen var en gågade, og køre i den "forkerte" side af vejen med psycho thai'er, der ikke kender noget til færdselsregler. Men vi klarede den i flot stil og formåede endda at blive inviteret til beach party i aften af nogle amerikanere, som kørte op på siden af os, mens vi fræsede rundt på scooteren J Inden vi kom så langt nåede vi dog at klatre op ad en vild og hård junglesti på vej til et vandfald, som viste sig ikke at indeholde noget. Typisk thai'erat reklamere for et vandfald UDEN vand! Derefter kørte vi ud til et sted, hvor de reklamerede med "horseback riding", men hvor de ikke længere havde heste. De havde til gengæld søde aber, som vi legede lidt med, og en masse elefanter, som vi fodrede med bananer. Da vi kom tilbage fra vores scootertur nuppede vi en dukkert i poolen, og er nu ved at gøre os klar til beachparty.
Vi håber, at vejret arter sig til en strandtur i morgen og til at give den lidt gas til beach party i aftenJ Vi skal jo lade op til full moon party d. 4. september!!
- comments