Profile
Blog
Photos
Videos
Vores rundrejse ROAM BANGKOK TO SINGAPORE er ved at lakke mod enden, og vi befinder os pt. i KUALA LUMPUR efter en oplevelsesrig gennemrejse i Thailand og Malaysia, der så/ser ud som følger:
Dag 1-2: Bangkok.
Dag 3-5: Ao Nang (strandområde nær Krabi på Thailands vestkyst)
Dag 6-7: Georgetown på Penang-øen v. Malaysias vestkyst
Dag 8-9: Cameron Highlands
Dag 10-11: Kuala Lumpur
Dag 12: Melaka
Dag 13-14: Singapore
Dag 15: Ekstra dag i Singapore på egen hånd.
Dag 1-2 gik vi som sagt glip af i Bangkok, da vi i stedet valgte at nyde strand- og festlivet på Koh Samui. Dag 3 rejste vi fra Koh Samui til Ao Nang (den dag Maj blev lidt dårlig i taxi'en efter lidt for mange buckets med drengene). Dag 4 var vi på bådudflugt til paradis (Bamboo island og Phi Phi island).
På rundrejsens dag 5 var Maj og jeg som sagt ude at ride i Ao Nang nær Krabi, da vi aftenen inden var faldet over en brochure ved en af strandpromenadens mange turarrangører, som lokkede med en halvdags ridetur i junglen og på stranden. Det lød lige som noget for os, da vi savnede at ride, så vi fik hurtigt lavet en handel med thaidamen. På selve ridedagen startede vi med at ride ud ad stranden, derefter igennem en palmelund, gennem lidt thai countryside med smukke bjerge i baggrunden, hvorefter vi kom til et junglelignende sted med en masse gummitræer, en slags gummiplantage. Her red vi ellers og nød solen, da det pludselig begyndte at øsregne. Jeg mener ikke bare regne eller styrtregne, men regne så vildt, at vi var gennemblødte i løbet af 30 sekunder- meget monsunsregnsagtigt. Det regnede så meget, at vi ikke kunne se en hånd for os, så da vores guide satte i galop gennem junglen for at finde ly, måtte vi bare lade vores heste følge med i højt tempo og håbe på de kunne finde vej og ikke løb ind i diverse træer eller faldt i mudderet i svingene. Så vi klamrede os sådan set bare til hestene og forsøgte at dukke os for diverse lavthængene palmegrene. Det var kun rigtig ved at gå galt på ét tidspunkt, da guidens og Majs hest havde rystet jorden så tilpas meget, at en gammel kokosnød havde rystet sig løs fra en palme og faldt ned på jorden ca. 5 cm. fra mit hoved. Jeg ville godt nok ikke have været helt tilfreds, hvis jeg havde fået en kokosnød i hovedet og var drattet ned fra hesten i mudderet. Men efter 5-10 minutter i sjaskregnvejr kom vi til en gammel mands overdækkende hytte, hvor vi fik lov at søge ly, hvilket dog ikke hjalp ret meget, da vi allerede var gennemblødte. Da regnen ved at stilne af red vi lidt videre i junglen og derefter tilbage på stranden, hvor vi fik nogle gode galopper i vandkanten, selv om min hest nu var noget mere villig til at galoppere end Majs, som sakkede lidt bagud. Efter nogle galopper frem og tilbage red vi et par turer ud i vandet med hestene - så langt at vores cowboybukser og tennissko var under havoverfladen og vandet gik hestene op til midt på maven. Det var lige noget hestene kunne bruge, og vi synes også det var vældig hyggeligt, da vi alligevel var så våde i forvejen.
Efter at have reddet i 2-3 timer var vi på besøg på en fiskefarm, hvor de avler forskellige slags fisk. Her så vi bl.a. minihajer, som var noget mindre end dem, vi havde snorklet med, lidt Nemofisk (Clown fish), søheste og nogle kæmpe fisk, som ikke så synderligt begavede ud. Lidt ala et akvarium bare udendørs. Om eftermiddagen og aftenen shoppede vi rundt på strandpromenaden og var et smut nede at se stranden, inden vi skulle forlade Ao Nang tidligt næste dag, hvor turen gik til Malaysia.
Dag 6 var ikke videre ophidsende, da den stod på en 9 timers rejse fra Ao Nang i Thailand over den Malaysiske grænse til Georgetown på øen Penang, men det hører jo alt sammen med til at rejse, når vi gerne vil opleve så meget som muligt. Vi har haft en fantastisk oplevelse i Thailand, men var også glade for at komme videre til Malaysia. Da vi var kommet frem til Penang om aftenen, var vi ude at spise i den lokale food court på den anden side af gaden og derefter tidligt i seng, da det ikke var trygt at gå alene rundt i byen, og da vi skulle være klar til udflugt dagen efter. Det sjoveste der skete den dag var, da Maj og mig var i 7/11 kort efter ankomsten til byen, og Maj pludselig siger: "Vi er godt nok i Kuala Lumpur, ik?", og jeg pænt må forklare hende (midt i et grineflip), at vi faktisk er i Georgetown på Penang ca. 300 km. nord for Kuala Lumpur, men tæt på. Det næstsjoveste er, at Maj dagen inden havde lavet en klassiker. Da vi var på vej ud af hotellet med gruppen, gik hun helt instinktivt pludselig til venstre efter nogle fyrer, mens gruppen altså drejede til højre, og jeg var nødt til at høre hende, hvor hun egentlig var på vej hen, og om hun ville med fyrene eller med os. Hun fik heldigvis skiftet retning, men jeg har drillet hende rimelig meget med det. Så er stilen ligesom sat for resten af turen.
Dag 7 blev en fra vores gruppe bestjålet en af malaysisk mand på scooter, som kom kørende bagfra og stjal hendes taske, som hun havde rundt om skulderen. Hun kom ikke til skade, men fik en flænge i sin t-shirt og fik sine penge, visakort og sit pas stjålet. Det var det, guiden havde advaret os om dagen i forvejen og grunden til, at vi ikke gik rundt i byen om aftenen. Men det viste sig altså, at det også finder sted om dagen, så det var lidt synd for hende. Resten af os havde dog en fantastisk dag, hvilket vi også syntes, vi havde fortjent efter vores lange rejse dagen i forvejen. Maj og mig fik kapret to andre for gruppen til at tage med på en privat rundtur i Georgetown og Penangområdet, hvor vi som vores første stop besøgte Fort Cornwallis, som er det sted, hvor englændere først etablerede sig i Malaysia, og som også er det sted, hvor Maj kom i fængsel for første gang (billeder følger). På køreturen videre så vi bl.a. havnepromenaden og de vigtigste seværdigheder i Penang, såsom Clocktower osv., inden vi kom frem til vores andet stop på turen: Slangetemplet. Det sjove ved dette tempel er, at der igennem tiden er kommet giftslanger til fra de nærliggende skove, og de har altså slået sig ned i dette tempel og betragtes som templets vogtere. De ligger på små træer inde i templet og sover og er heldigvis noget døsige af al den røgelse, som fylder luften. Det var meget sjovt at være så tæt på dem, men endnu sjovere var det, da Maj og mig var seje nok til at sige ja til at få taget billeder med 3 slanger på os, en kæmpe en rundt om overkroppen, som vi holdt i hænderne, en mindre giftig udseende gullig slange ovenpå skuldrene og til sidst en mindre og ret så livlig slange, som kravlede rundt på hovedet af os og stak sit hoved ind foran øjnene på os (billeder følger på facebook). Til sidst var vi ude bag templet, hvor der var en slags slangefarm, hvor vi så endnu flere forskellige slangearter samt deres fremtidige føde i form af marsvin, aber osv (synd). Vi så også en slange, der var i færd med at tygge lidt i Magnus (billeder følger på facebook).
Efter slangetemplet gik turen op på en af byens bakketopper til vores 3. stop - Kek Lok Si templet - som er et af Malaysias og sydøstasiens smukkeste og største buddhisttempler med en høj pagoda i midten, hvor vi klatrede op for at nyde udsigten over byen. Herefter gik vi rundt og så på alle de smukke detaljer i templet, og det var faktisk rigtig arkitektonisk smukt i mange flotte farver (billeder følger på facebook). I bunden af templet var der en dam med hundredvis af skildpadder, som er et symbol på et langt liv, og som turister kan fodre med grønne blade osv., og som efterfølgende også bliver brugt som føde for templets beboere. Stakkels skildpadder. Efter disse 3 stop var det meningen, at Maj og mig ville sættes af på stranden, men inden vi kom så langt, var vi inde i en kaffe- og chokoladefabrik, hvor vi fik de lækreste smagsprøver, bl.a. mintchokolade, chilichoko, orangecacao, white coffee, coconut coffee, lækker te osv.
Herefter kom turen til stranden, hvor vi satte os i nogle liggestole for at nyde udsigten og slappe af efter vores frokost, da der pludselig kom nogle mænd ridende på nogle store, flotte heste med westernhovedtøj og joggysadler, der viste sig at være pensionerede galopheste, som dog stadig var i deres bedste alder. Vi snakkede lidt frem og tilbage med disse fyrer og fik lov til at låne deres heste til en halv times fri ridning på stranden. Vi var nødt til at få en hestesko af fyrene for at komme op på hestene, da de var kanon høje, og selv om det var lidt vildt at ride på galopheste i shorts (Maj) og kjole og bare tæer (mig) uden ridehjelm havde vi den fedeste oplevelse. Vi red ud langs begge sider af den lange strand et par gange og fik nogle lange og vilde galopper tilbage til strandbaren. Lidt svært at beskrive, hvor fedt det var at prøve ægte galopheste på stranden i Malaysia, mens man bare svæver i sadlen i vandkanten, og håret flyver frit. Herefter var vi ellers rimelig mætte på oplevelser, men lod os overtale til at prøve tamdem parasailing, hvor vi blev hejst op i en faldskræm efter en speedbåd. Jeg har tidligere prøvet det på Mallorca, men det var meget sjovt her i Malaysia også, da vi havde super flot udsigt over strandområdet og bjergene i baggrunden. Det var lidt vildt at svæve så højt oppe i luften, men også rigtigsjovt, når de lod os falde ned mod vandet et par gange og dyppede os i havet til omkring midt på låret. Da vi skulle lande på stranden igen var Maj ikke helt imponerende i sit forsøg på at styre faldskærmen (sorry Maj), så vi endte med at lande i en dynge oven på hinanden, hvilket dog bare fik os til at grine så meget, at vi måtte have hjælp til at blive viklet ud og få redningsvestene af. Men så har vi også prøvet det. Det fede ved, at Maj og mig er ude at rejse sammen, er at vi er rigtig gode til at prøve en masse ting. Af alle dem vi har mødt (også i vores forskellige grupper) er vi dem, der har fået flest oplevelser indtil videre.
Om aftenen mødtes vi med gruppen og tog turen til foden af Penang Hill, hvor vi gik ombord i en cable car, der trak os op til toppen af bjerget på ca. ½ time, hvorfra vi havde en fantastisk udsigt over Georgetown og Penangbugten, som var oplyst i alle mulige farver. Det var super hyggeligt at stå oppe på Penang Hill i 800meters højre i mørket og nyde alt byens lys - om end det var svært at fange på kamera'et, hvor smukt et syn, det faktisk var. Vel nede fra bjerget igen kapitulerede Maj og mig og tog noget modvilligt med på pizzahut.
Efter en rigtig skøn og oplevelsesrig dag stod dag 8 på endnu en omgang transport til Cameron Highlands , over verdens 3 længste bro og op gennem stejle og snoede bjergveje op til selve højlandet, som ligger centralt i Malaysia. Det mærkelige ved at komme til Cameron Highlands er, at man kommer fra stegende hede på omkring 40 grader til et dansk klima, hvor gennemsnitstemperaturen ligger på mellem 17-21 graden og ned til omkring 10 grader om natten - året rundt. Den store temperaturforskel gjorde, at vi var MEGET pylrede, da vi ankom om eftermiddagen, og derfor trøstede vi os selv med English tea og scones på hotellet, som er en engelsk tradition, der bliver holdt ved lige her i Cameron Highlands, som netop er meget engelskpræget i traditioner, bygningsværker osv.
Om aftenen var vi på en lokal restaurant, hvor de modige af os fik den populære lokale ret, Steamboat, som er en slags kinesisk/malaysisk fondu. Vi havde regnet med, at vi bare skulle "grille" vores eget kød i gryden med forskellige kogende olier, som jeg havde gjort sidste gang, jeg var i Thailand for nogle år siden, men der blev vi klogere. Alt maden var simpelthen selvbetjening, og vi havde det meget hyggeligt og underholdende med at finde ud af, hvordan vi skulle tilberede vores mad, som bestod af rå grøntsager, æg, fisk, kød (kylling og oksekød), nudler og svampe mv. Det lyder måske meget lækkert, men det var i bund og grund en noget klam oplevelse, hvor en af fyrene, som ikke var med i vores steamboat, var nødt til at forlade bordet for ikke at brække sig ved synet. Maj var faktisk meget imponeret over, at jeg overhovedet spiste noget af suppen med kylling, nudler og chilisauce, inden de mere hardcore fortsatte noget, hvor selv den altædende Maj måtte takke ned. Det bliver måske lidt lettere at forestille, når jeg lægger et billede på facebook, hvor en hel reje stirrer op gennem olien og mænger sig med uidentificererbare tofu- og fiskerullelignende tingester.
På dag 9 (efter at have frosset hele natten) stod jeg noget dybfrossen op og fik varm te til morgenmad, hvorefter jeg iførte mig cowboybukser, sokker, tennissko, t-shirt, min egen store hættesweater, min habitjakke/blazer OG Majs Peak-jakke, inden jeg bare kunne affinde mig bare nogenlunde med kulden. Efter at være blevet klædt varmt på tog vi på udflugt til nogle af højdepunkterne her i Cameron Highlands, bl.a. Gunung Brinchang, som er det højeste punkt i 66,66 fods højde (lige over 2000 moh.). Det var en noget vild tur helt derop på meget snoede veje med en masse hårnålesving, hvor vores chauffør hele tiden måtte dytte for at advare dem, der kom rundt om hjørnet om, at vi altså var på vej i svinget. Da vi kom op til toppen, var vi kommet op over skyerne, og der var desværre så tåget, at vi ikke kunne se en meter for os, så vi kørte længere ned og trekkede en lille time i the mossy forest, som var MEGET mudret, og hvor en af de andre fra gruppen tog den på røven. Her blev vi bl.a. lokket til at kvase wild ginger leaves mellem fingerne (og mig som HADER ingefær noget så grumsomt) såvel som tigerbalm leaves, som vi efterfølgende fik at vide var giftige uden at være blevet bearbejdet. Jamen det er da fedt at vide, når man ikke har adgang til at skylle hænderne. Inden vi tog videre, så vi bl.a. også en anden plante, som guiden sagde var "viagra for women" - som stimulerer blodcirkulationen osv. Det var nu ellers meget sjovt at se alle disse forskellige planter.
På vej ned fra bjerget stod den på flere photostops ved nogle udsigtspunkter, hvor vi havde en flot udsigt ud over de teplantager, som Cameron Highlands er kendt flot, super smukt (billeder følger). Herefter var det meget oplagt, at vi besøgte en teplantage og - fabrik, hvor vi så, hvordan man fremstiller te, efterfulgt af en kop varm Cameroan Gold Blend på teplantagens terasse, som var meget velkommen i kulden. Det næste stop på turen var en butterfly farm, hvor vi så en masse kæmpestore og smukke sommerfugle, en masse flotte blomster samt en mængde krybdyr. Maj og mig var igen de modigste i gruppen, og vi fik derfor lov til at holde en masse gigantiske biller (beetles), en kæmpe græshoppe (her blev Maj dog lige et nummer for pylret, så det var kun mig, der holdt den), og en SKORPION. Det var noget grænseoverskridende at holde en skorpion i hånden, men manden, der passede krybdyrene sagde, at den kun stak, hvis man trykkede den et bestemt sted på ryggen, så det skulle vi lade være med. Han sagde desuden, at skorpionen gik under betegnelse "et dumt dyr", da den - hvis den får en regndråbe på sig på et vist sted - kan finde på at stikke sig selv med sin hale med døden til følge. Smart smart! (billeder følger). Sidste stop på vores halvdagstur var en strawberry farm, hvor man havde mulighed for at plukke sine egne jordbær, men hvor vi dog valgte den billige løsning med at kigge rundt og købe lækre friske jordbær, som andre netop havde plukket for os. Lækker frokost, mums. Efter vores udflugt gik Maj og mig selv en tur ned i den lille by, og tog derefter på en lille trekkingtur i junglen til et meget lille vandfald. Vi vendte dog hurtigt næsen hjem mod hotellet, da stierne ikke var ordentlig afmærkede, og vi var ved at snuble over diverse rødder i mudderet i junglen osv. Vi smed i stedet vores varme outfits og sætte os uden for i solen (som endelig var begyndt at titte frem) og nød en Cola, inden aftensmaden - varm tomatsuppe med toast og varm kakao.
Rundrejsens dag 10 stod igen i transportens tegn - fra Cameron Highlands til Kuala Lumpur, hvor vi ankom efter ca. 4 -5 timers kørsel. Mere info om KL følger.
- comments