Efter en 20 timers bustur kom vi endelig frem til byen Puerto Iguazú, hvor vi skulle se et af de helt store highlights i Argentina, Iguazú falls. Vores hostel var rigtig fedt, vi brugte nogle timer med at svoemme rundt sammen insekterne i den ikke saa rene pool den dag i ankom. Den foelgende dag skulle vi for foerste gang paa vores rejse op kl. 7, da vi have en pickup kl. 8 (Det var en smule haardt at komme op ) Dagens program indeholdte en tur til den argentinske side af vandfaldet. Vi saa el diablo - the devils throat - som er det stoerste vandfald ovenfra. Det var fantastisk at opleve, vi stod saa taat paa at vi kunne maerke kraften og vandet fra vandfaldet. Hele oplevelsen er svaer at forklare, man skulle have vaeret der for at kunne forstaa det fantastiske ved det. Vi saa desuden ogsaa de "smaa" vandfald helt taet paa (hele Iguazú Falls er i virkeligheden en samling af en masse vandfald) Det var ogsaa her vi fik den hidtil dyreste og samtidig ogsaa den daarligste frokost -men efter en hel dags vandring i varme og fugt, var mad bare mad og ikke nogen kulinarisk oplevelse.

Dagen efter gik turen til Brasilien, vi fik endda et stempel i passet, hvilket naesten var turens hoejdepunkt. Her fik man et overview af det hele. Vi saa el diablo nedefra og det var som om man stod inde i vandfaldet. I betragtning af at den brasilianske side kun har 20% af vandfaldet var det en lige saa stor - hvis ikke stoerre - oplevelse, en den argentinske side. I slutningen af turen fik vi lov at bruge en times tid i den toldfri shop ved graensen. Inden vi overhovedet maatte komme ind i butikken skulle alt ned i en taske - selv vores billige discount solbriller - og den blev laast ved indgangen saa det var en umulighed at komme ned i tasken. Det blev et problem da Cecilie fandt en kamerataske, men var itvivl om kameraet passede ned i. Vi blev eskorteret hen til en sikkerhedsvagt der skulle aabne Cecilies taske op saa hun kunne faa sit kamera. Sikkerhedsvagten begyndte at grine, da han saa laasen paa hendes taske, som om vi var nogle totale idioter der havde brug for saa meget sikkerhed omkring vores tasker. Og da vi jo fra starten af syntes at deres sikkerhed var latterligt langt ude,(selv det skrald vi smed i SKRALDESPANDEN blev tjekket af en sikkerhedsvagt der rendte i roeven af os) endte det i et faelles grinflip over hinandens sikkerhed.

Efter to uforglemmelige og oplevelsesrige dage tog vi turen mod Tucúman, en tur der skulle vise sig at vaere 24 timer fanget i en bus. Turen skulle efter vores plan have taget 21 timer, men undervejs skulle vi igennem noget graensekontrol. Bussen holdt ind til siden og to millitaermaend stormede ind i bussen, og bad - paa spansk selvfoelgelig - om vores bagagemaerker og som de eneste forlangte de at se vores pas. Totalt forvirrede og en smule skraemte steg vi ud af bussen for at se hvad der foregik. Udenfor stod de med vores pas i haanden, og kiggede smilende overpaa os. Vi var forberedt paa det vaerste, men det skulle hurtigt vise sig at de kun var interesserede i at faa flest mulige oplysninger omkring os, og det eneste spoergsmaal gik ud paa om vi havde kaerester eller ej - Line sagde selvfoelgelig ja og i dette tilfaelde havde Cecilie pludselig ogsaa en kaereste derhjemme. Flade af grin og lettede over at de ikke ville andet, tumlede vi ind i bussen igen og blev hurtigt enige om at de nok ikke havde det mest professionelle millitaer hernede.

Vi sidder lige nu i Tucúman, hvor vi har taget en dag saa vi kan faa ordnet de praktiske ting og faa sovet ordentlig igennem. Vi har fundet en laekker resturante, saa vi endelig kan faa nogle groentsager og ikke behoever spise broed og ost.

Imorgen tager vi mod Jujuy.