Dette blogindlæg bliver en lille smule anderledes end mine forrige blogindlæg!

Kaere familie, veninder og venner:) Jeg har de sidste ugers tid gaaet og overvejet min fremtid og hvad det egentlig er jeg vil. De sidste par aar har jeg altid taenkt at jeg bare ville starte paa film og medievidenskab da det da loed som en ok uddannelse der kunne interesseret mig. Jeg saa meget frem til at komme hjem og starte studieliv i Koebenhavn og dermed vaere taettere paa jer alle sammen end jeg har vaeret dette aar. Jeg glaedede mig ogsaa rigtig meget til at komme hjem og finde lejlighed med Jonas og faa sit eget sted men som jeg taenkte mere og mere over det gik det op for mig at jeg paa ingen maade braender for at komme i gang paa film og medievidenskab og at det nok ikke er det rigtige valg for mig pt. Da jeg fra naeste semester kan faa SU med til USA begyndte jeg at overveje mulighederne for at blive paa Lindenwood. Jeg har nu taget en beslutning og valgt at blive i hvert fald et aar mere paa Lindenwood. Det goer ondt at taenke paa at jeg igen skal vaere langt vaek fra jer det meste af aaret, men faktisk saa vil jeg vaere i Denmark 4 maaneder ud af et aar. Jeg ved endnu ikke om jeg vil blive 4 aar paa Lindenwood og dermed faerdiggoere min bachelor herovre. Jeg er lidt ked af at gaa glip af det fede studieliv man kan faa i Danmark, men jeg kan altid tage min master i Danmark. Hvis jeg efter naeste semester finder ud af at jeg bare er rigtig traet af at vaere i Amerika, bare gerne vil hjem til DK, eller er blevet afklaret og braender for at starte en uddannelse i DK saa kommer jeg hjem. Det har vaeret en svaer beslutning at tage, ikke mindst fordi jeg broed det stoerste loefte jeg nogensinde har brudt i forhold til Jonas men jeg kunne maerke at hvis jeg tog hjem ville jeg fortryde det og jeg tror at det var det der i sidste ende gjorde at jeg tager et aar mere paa Lindenwood. Jeg ved godt at det vil blive en helt anden oplevelse fra naeste semester. For det foerste saa rejser mine to elskede roommates (som jeg gjorde alting sammen med) begge tilbage til DK og Irland, klasserne blive meget svaerdere og jeg skal arbejde mange flere timer om ugen for at det kan loebe rundt for mig oekonomisk. Det bliver ikke laengere en ferie/sabbataar for mig, men en uddannelse. Jeg vil heller ikke have mulighed for at rejse rundt i Amerika som jeg har gjort dette aar. Jeg loeber helt klart en chance, men jeg har afgjort med mig selv at det er en chance jeg bliver noedt til at loebe. Jeg vil vaere mindst 4 maaneder hvert aar i Svendborg, hvilket er mere end hvis jeg studerede i Koebenhavn, saa mine kaere foraeldre kommer i hvert fald til at se en del mere til mig ved at jeg studere i USA, hvilket er lidt maerkeligt. Jeg har selvfoelgelig snakket med dem om det, men det var en svaer beslutning at tage og i sidste ende sagde de at jeg selv skulle tage den. Jeg haaber for alt i verden ikke at vokse fra nogen af jer og jeg haaber paa at vi kan indhente tid de maaneder jeg er i DK (man er fra nu af ogsaa mere end velkommen til at besoege mig i attraktive og meget spaendende St. Charles, Missouri!!!! :)). Jeg har sendt papirer og dokumenter ind til SU for at blive godkendt, men der gaar et par maaneder foer jeg ved besked. Uden SU vil det ikke vaere muligt for mig at blive, men jeg gaar staerkt ud fra at blive godkendt (man skal bare dokumenterer at man rent faktisk gaar paa et rigtig og ikke opdigtet uni). Jeg glaeder mig sindsygt meget til at se jer alle sammen om meget snart. Mit fly lander i Kastrup d. 15 maj kl 14.30 Der har aldrig vaeret saa mange tanker i mit hoved som der har vaeret de sidste par uger og nu haaber jeg bare at det er den rigtige beslutning jeg har taget, det foeles i hvert fald saadan, selvom det er haardt at taenke paa saa at jeg igen skal opholde mig paa den anden side af jorden og man ikke bare lige kan saette sig op paa cyklen og komme et smut forbi, gaa ned i kaelderen og tage en snak med mor eller far, at soester eller nicolaj ikke lige kommer hjem til aftensmad eller paa weekend Nu tror jeg jeg vil slutte af med at forklare mine tanker, haaber paa meget snart at skype med jer alle sammen og endnu bedre give jer et knus!

Det var hvad jeg sendte til nærmeste familie og venner for omkring 14 dage siden da jeg havde truffet min beslutning og gået og tygget på den at par dage for at være sikker. Man kan jo så spørge sig selv om det ikke virker meget forhastet og ugennemtænkt, men faktum er at jeg ikke har 5-6 måneder til at træffe en beslutning. Her til aften er jeg stadig helt sikker på at det er den rigtige beslutning jeg har taget for mig selv p.t. Det kan godt være at jeg til december vender skuffet hjem, men som jeg skriver, så er det en chance jeg føler jeg må tage. I sidste ende skal man også huske ikke at overdramatisere det, for det kan man nemt komme til, og det er i bund og grund jo bare et kapitel i mit liv. Hvis jeg finder ud af at det er den forkerte beslutning, så er det ikke enden på mit liv, blot enden på mit liv i Amerika, og så kommer jeg hjem og finder ud af hvad det så er jeg vil.

De sidste tre ugers tid har jeg haft fokus på at finde ud af hvor gode mine muligheder er for at modtage SU. Det er nu over 14 dage siden jeg sendte min ansøgning ind til SU, men der går mindst et par måneder inden jeg får svar. Først læste jeg at der er SU støtte til "hele uddannelser i udlandet" og gik og holdt mit mod højt. Så for en uges tid siden læste jeg at det kun er til "kandidat/master uddannelser (hvilket ikke er mig endnu) i udlandet" og der gik jeg godt nok og bekymrede mig nogle dage og småpanikkede. Jeg kontaktede derfor de "vigtige vigtige" mænd her på skolen der administrere scholarships og har fået opsat et møde med dem næste uge omkring forhøjelse af mit scholarship. Jeg mødtes kort med dem torsdag og de sagde "we are definitely going to help someone like you. You are a student we would like to keep", men om det betyder $100 eller $2000 mere I scholarship er jo ikke til at vide!

I dag besluttede jeg mig også for at ændre lidt rundt på mit major således at jeg ikke længere studere Journalism og Digital Cinema Art men nu studere Advertising and Media and Digital Cinema Art. Det lyder nok lidt mærkeligt for dem der ikke lige er bekendte med det amerikanske universitetssystem, men det kan altså lade sig gøre herovre rimelig smertefrit og hurtigt at skifte lidt rundt i hvad det er man uddanner sig som når man ikke er længere end jeg er. Jeg kan godt forstår hvis man tænker at Line da er blevet utrolig ubeslutsom i forhold til hvad hun plejer at være. Normalt tager jeg en beslutning og holder fast i den. Det med at blive et år (eller 3) mere i Amerika kan jeg godt se ikke lige ligner mig. I forhold til mit major skift så har det aldrig været meningen at jeg ville være journalist(!!!!), men jeg valgte i første omgang bare det major fordi jeg jo bare skulle være her et år og blive god til at snakke og skrive engelsk. Hvis jeg var startet på en uddannelse her til sommer i Danmark som det jo var meningen at jeg skulle, så havde jeg højst sandsynligt søgt ind på Film- og Medievidenskab. Med mine nye majors, Advertising and Media and Digital Cinema Art, er det meget derhenad hvad jeg ville studere i København J Så kan man jo undre sig over hvorfor jeg ikke bare læser det i København, men det gør jeg altså ikke. Ikke endnu J

Hvor jeg er henne om to år, er ikke til at vide. Måske sidder jeg stadigvæk i mit dormroom her i St. Charles. Måske har jeg fået lejlighed på Nørrebro og Nicolaj er på besøg for at lave aftensmad til mig ;) Måske arbejde jeg som frivillig med børn et sted i Asian eller sidder bag kassen i Føtex i Svendborg (det håber jeg ikke Mutti!). Jeg ved det helt ærligt ikke. Normalt ville jeg hade ikke at vide det, men for to år siden regnede jeg nok heller ikke med at sidde i St. Charles en søndag aften og lave lektier til næste mandag morgen. Der er mange ting jeg savner ved Danmark, men ikke specielt meget selve Danmark. Jeg savner alle mennesker der var i mit liv i Danmark og som jeg ikke snakker med hver dag ovre her, fordi det får man bare ikke gjort. De sidste par uger er jeg også begyndt bare generelt at savne danskere. Jeg savner også de varme sommeraftener hvor vi sidder ude og hygger med ild eller ved havet. Jeg savner rigtig meget løbeturene ude omkring Egense. Og jeg savner havet! Jeg savner at arbejde ovre på fabrikken og lytte til P3. Men jeg savner ikke at lytte til P3 far. Jeg savner weekendbesøgene fra København hvor Nicolaj og Marc er hjemme for en stund. Jeg savner byturene med pigerne der starter kl. 16 og ender kl. 7. Jeg ved ikke om jeg nogensinde kommer i så god form igen da byturerne herovre starter kl. 23 og slutter kl. 1! Jeg savner Oliver og vores have og mors blomster. Jeg savner hyggedagene med søster som bare aldrig er kedelige. Kan du huske hvorfor du engang sagde at vi kunne kalde os gode venner? Fordi med gode venner kan man gøre alting men endnu vigtigere ingenting. Og jeg glemmer helt at sige at jeg savner min mors mad. Jeg savner rigtig meget familiefødselsdagene med min varme og altid glade familie! Jeg savner min dobbelt seng OG min dobbeltdyne. Jeg savner at besøge farfar i solen på brændeskovvej (denne sommer skal vi sove i shelter igen Tobias!) eller rengøringsformiddagen med historie nede ved mormor. Jeg savner at arbejde på Jettes Diner og låse min cykel op, putte min taske i cykelkurven og cykle derhen hvor jeg har brug for. Sidst men ikke mindst savner jeg den danske humor, ironien og sarkasmen hvor man konstant driller hinanden. Den forstår amerikanerne ikke, men tager derimod hvert eneste ord bogstaveligt hvilket dråber joken rimelig hurtigt! Måske savner jeg Danmark mere end jeg troede, men jeg elsker nu også stadig Amerika! Jeg ville aldrig bo her hele mit liv, det er jeg helt overbevist om og det er ikke noget der kommer til at ændre sig. Amerika er for ungt et land til at jeg ville opdrage mine børn herovre. Alting er lavet af plastik, bruges en gang og derefter kasseres. Landet har ikke en gammel historie som Danmark og derfor ikke den samme sjæl. Amerikanere er også bare anderledes end danskere, også selvom man siger alt det ævel omkring at vi alle sammen i sidste ende bare er mennesker så er vi anderledes. Udover Ciara, Helle og Lindsey så er der ikke nogen jeg er kommet tæt ind på livet af (hvoraf Lindsey er den eneste amerikaner).

Men nok ævl og bævl for denne gang, det kun mine tanker der blev nedfældet denne gang men jeg kan da lige få sniget ind at mine salg med stoffer går forrygende…dansk joke. Pas godt på hinanden men også jer selv J En lille teaser til næste blogindlæg som kommer til at handle om min surprice fødselsdagsfest (ja, den er overstået, ellers var der jo ikke meget surprice over det smarte) Wuup wuup over and out!