Efter meget forvirring og omrokering endte min Spring Break med at gå til Memphis, Atlanta og New Orleans sammen med irske Emma og Ciara. Først og fremmest er det aldrig en dårlig ide at rejse sammen med personer der har irsk accent, da det ofte resultere i at man ikke behøver at betale. For det andet ville jeg gerne opleve syden og varmen (som ellers også er kommet til Missouri). Sidst men ikke mindst er de bare to utroligt søde piger med sammen sorte humor og sarkasme som os danskere.

Vi startede med at pjække to dage fra skole og drog af sted med bus fra St. Louis sidste torsdag. Busturen til Memphis var ikke mere end fire timer og vi blev smidt af ved en busstation med kun sorte mennesker. Jeg vil allerede nu sige at dette blogindlæg kommer til at snakke en hel del om sorte mennesker, og det er ikke fordi der er noget som helst ondt at sige om dem, men der er altså bare flere sorte mennesker syd på da det jo var det område hvor alle slavestaterne var. Men ja, tilbage til busstationen hvor vi altså var de eneste blege, lyshårede og jeg den eneste rødhårede. Vi ville gerne smide vores tasker af på vores hotel så vi fandt en buschauffør og spurgte ham om hjælp. Han sagde at vi bare skulle følge ham, så i det langsomste tempo, hvilket vel næppe kan kaldes gang, gik vi over til hans bus som vi bare skulle tage. Han satte sig ind bag rettet med ordnerne "Y'all take ya time" hvilket er et meget brugt udtryk i syden og det havde vi meget sjov med! Han kørte os ind til midtown og satte os af og 30 minutters forvirren senere fandt vi ud af at vores hotel overhovedet ikke var i nærheden, så vi spurgte en lokal efter taxi. Den lokale pegede hen på et hjørne med fem hestevogne og sagde at vi skulle tage en taxa. Det var så også lidt forvirrende!! Var hestevignene taxier, var vi virkelig kommer så lang tid tilbage i tiden. Vi fandt dog ud af at Memphis også har moderne taxaer, men endnu sjovere sporvogne som vi benyttede os meget af J Vi brugte aftenen på at besøge et par barer på Beale Street som er Memphis hovedgade fyldt med live musik og glade mennesker. Vi afholdt Ciara's første fødselsdag den aften (2 dage før hendes rigtige fødselsdag) og fik gratis dessert. Memphis er hjembyen for Blues så vi fik da hørt noget anderledes musik mens vi var der.

Næste morgen havde vi bestilt en tur ud til Elvis' hus. Det var kun ti minutters kørsel udenfor Memphis og lå smukt med marker og heste. Huset var rimelig stort og nogle af rummere var bibeholdt som de var dengang Elvis boede der med sine forældre, sin kone og sin datter. Det var ret surrealistisk at gå rundt i hans hus og tænke på at han engang havde levet der. Mange af rummene var også proppet med alle de priser han har vundet gennem tiden sammen med meget af hans tøj. Sidst på rundturen gik man forbi hans gravsted (hvor han lå sammen med hans bror, far og mor). Han blev oprindelig begravet på en kirkegård, men underligt nok fandt man ud af at man var nødt til at rykke ham af sikkerhedsmæssige årsager. Det kunne man måske have tænkt sig til! Om eftermiddagen tog vi ud og så det hotel/motel hvor Martin L. King blev skudt. Man kunne se den altan han stod på da et driveby shoting tog livet af ham og vi tog lidt billeder men desværre var museet lukket.

Om aftenen var det blevet tid til Ciara's anden fødselsdag (1 dag før hendes rigtige fødselsdag) og vi fik aftensmad på en irsk pub, hvor jeg fik bandet til at synge irsk fødselsdagssang for hende inden vi drog videre til en anden bar hvor der var live musik hele aftenen. De to mænd der spillede opfordrede publikum til at ønske sange, og da vi var de eneste der tog den opfordring seriøst bestemte vi mere eller mindre hvad der blev spillet den aften!! En rosesælger kom forbi. Lad os bare sige at han var anderledes and de fleste. En mand købte roser til os alle tre og vi fik taget billede som blevet givet til Ciara, da det jo var hendes fødselsdag (sådan cirka). Rosesælgeren blev ved med at råbe "Get ma Shoes in!" hver gang vi tog billeder men vi fandt aldrig rigtig ud af hvad der var så specielt ved hans sko?! Aftenen sluttede af med at vi rystede numsen sammen med sorte piger hvis numse var på størrelse med hele vores krop. Det var sjovt og igen var vi de eneste hvide piger på dansegulvet sammen med en lesbisk kvinde der lagde hårdt an på Ciara….

Næste morgen var vi tidligt oppe og som en overraskelse til Ciara (på hendes rigtige fødselsdag) havde vi 9 timers buskørsel foran os til Atlanta. Vi sov dog det meste af vejen. Ciara fik fødselsdagsgave fra buschaufføren og da vi blev smidt af i Atlanta var der høj sol og dejlig varme. Da vi kom ind til midtbyen blegnede vores smil dog hurtigt. Aldrig har jeg følt med så hvid og bleg som jeg gjorde i Atlanta. Det første jeg så da jeg steg ud af toget var tre drugdeals lige foran næsen på mig. Vores hotel lå i et rigtigt Ghetto område og vi var nødt til at tage bussen derud, hvilket man kunne fornemme man ikke rigtig var velkommen til. Jeg er sikker på at havde min Mutti vist besked så var hun hoppet på det første fly til Atlanta og personligt ført mig ud af byen. Det var meget underligt at opleve den del af Amerika. Selvom mange steder i dag er blandet sorte og hvide, er der altså stadigvæk steder hvor de også er meget adskilte. Men det var Ciara (rigtige) fødselsdag og hendes livret er steak og KARTOFLER så mig og Emma gav middag på et lækker steakhouse og endelig fik Ciara sine mashed potatoes! Jeg fik som de fleste nok kan regne ud noget andet.

Næste dag, søndag, blev vi inviteret til gudstjeneste (selvfølgelig var vi de eneste hvide mennesker). Piger og drengen der tog os med i deres bil var utroligt søde og gav os plads ved siden af deres mor. Det viste sig så at pigen var i kirkekoret og drengen var selv præsten der førte det meste af gudstjenesten. Det var virkelig en anderledes oplevelse. Der var et bandt i hjørnet med trommer og hele molevitten og alting blev sunget og ikke bare sagt. Der var ikke et stille øjeblik og det var, må jeg nok sige, en lille smule mere underholdende end præsten i Tved! Dog bryder jeg mig ikke om den måde de samler penge ind på i kirkerne her, men Ciara siger at de gør det samme i Irland. Her får alle udleveret en konvolut som man skrive sit navn på og ligger penge i og så på et tidspunkt i gudstjenesten kommer der folk rundt og samler dem ind mens alle kigger på hinanden….lidt mere pres på folk en den slatne kirkebøtte man kan stoppe en femme i når man går ud af kirken i Danmark. Ja ja, jeg forstår godt hele formålet med det, for selvfølgelig putter folk da flere penge kirken når det foregår på denne måde, men det burde ikke være formålet med at gå i kirken. Jeg smugkiggede og damen der sad foran mig puttede 200 dollars i sin konvolut. Hvis hun gør det hver søndag løber det op i ca. 55.000 kr. om året. Det synes jeg måske er lige lovlig meget kærlighed til Jesus! Som gudstjenesten nærmede sin slutning blev folk mere og mere bevægede og flere fik epileptisk lignende anfald. Det var der det sku blev lidt for meget for mig. Alle gik rundt og græd, men der løb ingen tårer ned af deres kinder. Det var sjovt at opleve, men jeg har også fået nok religiøsitet for et stykke tid.

Senere på eftermiddagen tog vi bussen, ja den racistiske bus, ud til Coca Cola World! Det måtte have været fars drømmeland for et par år siden. Der var utroligt smukt i det område og endelig kunne vi se andre turister end bare os. Her mødte jeg den første danske jeg har snakket ansigt til ansigt med siden august, men hun var ikke ligefrem så begejstret som jeg var, så det var en kort samtale. Nånå, Coca Cola World var hyggelig at gå rundt i. Jeg mødte den isbjørn som Søster og jeg stiftede bekendtskab med i Vegas for to år siden og den nev mig også denne gang så jeg skreg og gjorde en lille pige forskrækket. Vi fik lov at smage Coca Cola produkter fra hele verden og vi fik vores egen Coca Cola flaske med hjem!! Bagefter gik vi igennem den Olympiske park som blev bygget i forbindelse med de Olympiske lege som i 1996 var i Atlanta. Det var en smuk park og der var masser af springvand som vi legede i sammen med de små børn. Jeg blev ramt så jeg blev gennemblødt med vejret var fantastisk så det gjorde heldigvis ikke så meget og folk fik sig da et grin J

Om aftenen var det blevet tid til en ny bustur. Denne gang var det 12 timer til New Orleans, men det var heldigvis om natten så det var ikke så galt. Vi ankom kl 8 næste morgen til New Orleans og kunne gå hen til vores hotel som lå 5 gangs fra centrum. Vi begav os hurtigt ud i New Orleans som gik hen og blev en af mine ynglingsbyer her i Amerika! Folk er venlige, det var mindst 30 graders varme og byen er en blanding af Frankrig og Miami med palmer over det hele. Endnu bedre er New Orleans hjembyen (i Amerika) for Mardi Gras som er en festival med fest i gaden hele dagen lang. I New Orleans er det bare hele året rundt hvilket de levede op til. New Orleans er kendt for the French Quarter some er et rimelig stort område med franske huse og små hyggelig gader. Midt i kvarteret ligger en af verdens mest kendte festgader, Bourbon Street som er en lang gade med kun barer, stripklubber og drinksboder. Man er mere end velkommen til at drikke på gaden og der er døgnåbent hele året rundt! Vi døppede vores tær i Mississippi floden inden vi tog tilbage på hotellet for at gøre os klar til min første fødselsdags middag da vi skulle fejre at det kl 18 var min danske fødselsdag! Vi fandt en hyggelig restaurant hvor de serverede fisk ( J ) og vi fik bord på deres altan hvor vi sad hele aftenen og hyggede og pigesnakkede.

Næste morgen var det min rigtige fødselsdag og jeg blev vækket med fødselsdagssang og dansk flag. Mutti og Farti havde sendt gaver over og der var morgenmadsbord på hotellet. Emma og Ciara havde besluttet at lave Mardi Gras tema for min fødselsdag så jeg fik selvfølgelig en sjov flamingo bead og en guldmaske. Dte var Emmas sidste dag i New Orleans så vi skulle nå en masse. Først gik vi ned til Mississippi floden igen hvor vi fik en grastis sejltur over floden og tilbage igen mens jeg fik snakket med Mutti, Farti og selvfølgelig også fik ønsket tillykke til Brormand. Mor og Far var taget til kbh for at fejre Nicolaj og de gik tur i dyrehaven og var på running sushi. Heldigvis var der masser at opleve i New Orleans og efter sejlturen tog vi sporvognen op til den mest spøgte kirkegård i New Orleans som ellers er kendte for dens kirkegårde. Det var dog højlys dag og 32 graders varme så det var ikke så uhyggeligt at gå rundt mellem gravene. Det var en af de kirkegårde hvor "kisterne" er over jorden og jeg synes faktisk at den var enorm smuk. Vi sneg os efter de guidede turer for at få lidt ekstra info om gravstederne. Som de fleste nok kan regne ud var vi mere eller mindre løbet tør for penge på dette tidspunkt. Men heldigvis fandt vi "50 free things to do in New Orleans" hvilket vi benyttede os af. Vi brugte eftermiddagen ved poolen inden vi fulgte Emma til bussen og tog et vemodigt farvel og tak for en fantastisk Spring Break til Emma som bestemt var med til at gøre turen underholdene og sjov! J

Derefter var det hjem til hotellet igen (hvor vi fandt en note fra Emma og 20 dollars til vores første drink i Amerika) og skifte inden Line's rigtige B-day dinner stod for døren. Den foregik efter en svær beslutning mellem alle restauranterne i området på Hard Rock Cafe hvor vi spiste os så mætte (igen med gratis fødselsdags dessert) at vi kunne trille ud af døren. I byen skulle vi dog, da vi ikke har haft denne mulighed i nu 7 måneder og vi derfor virkelig trængte til det! Vores (Ciara og mig) første (lovlige) drink i Amerika blev en Hurricane som New Orleans også er kendt for pga. de mange orkaner der blæser gennem området på denne tid af året. Og selvom den blev efterfulgt af mange gratis fødselsdagsdrinks, så havde vi spist så meget at effekten var lille. Men det er jo heller ikke det, det kommer an på (host host). Vi havde i hvert fald en sjov aften og hvem skulle have troet at jeg kom til at fejre min 21 års fødselsdag i New Orleans på Bourbon Street!!

Om onsdagen sov vi lidt længe men tog sporvognen ud til forstaderne hvor sporerne fra Katrine i 2005 stadig var tydelige. Vi gik en lang tur gennem en smuk park (gratis) hvor vi så skildpadder, palmer og junglelignende natur (gratis, gratis, gratis!). Vi besøgte et kunstmuseum som lå midt i parken (som var gratis på onsdage) og bagefter en park med skulpturer hvilket vi fik gjort underholdene på vores egen måde. Aftenen stod på endnu en tur på Bourbon Street, vi prøvede også Frenchmen Street i jagten på at finde festglade mennesker tættere på vores egen alder, men det lykkedes ikke rigtig. Til gengæld betalte dørmanden for vores drinks J Hvilket jeg trods alt aldrig har oplevet før!

Næste dag stod den på flere gratis ting og vi så et madmuseum, som man måske godt kunne forstå var gratis. Vi fik det sjov ud af det man kunne og gik hurtigt videre tilbage til the French Quarter som vi bare hyggede rundt i resten af dagen. På vej tilbage til vores hotel så vi et kendt baskeball hold ankomme til deres meget fancy hotel og vi fik et smugkig. Det var Wild Cats som er et af holdene i Final Four som er de fire sidste hold tilbage i kampen om at blive amerikanske mestre i år. Finale kampene spilles i New OPrleans så det var derfor de skulle indlogeres der. En lille bytur sneg sig ind i igen om aftenen, vi skulle jo lige ned og hilse af på dørmændene inden vi drog hjem til St. Louis den næste dag. Vi mødte et par af de meget kendte (ingen anelse om hvad deres navne var/er) på gaden og vi taget (fan)billede med dem. Endelig fik vi fiflet os op på en af de mange altaner hvor folk står og smide beads (halskæder) ned til folk på gaden. Det er meningen at pigerne skal flashe der bryster, men der findes smartere måder at indsamle 110 beads på! ;)

Næste dag fløj vi tilbage til St. Louis og der var dejligt at være hjemme igen. Campus er simpelthen så smukt lige nu, det er helt lysegrønt og der er over 30 graders varme her, så vi har nydt det gode vejr (og lektierne) inden skolen starter i morgen tidlig og vi skal tilbage til virkeligheden. Tak til Ciara og Emma for en fantastisk Spring Break. Det er en af de fødselsdage jeg aldrig glemmer og New Orleans er helt klart anbefalelsesværdigt hvis man ligger vejen forbi USA ;)