Nu er det efterhånden 3 ugers tid siden at jeg igen satte mine ben på dansk jord en tirsdag eftertil en dejlig omgang regn. Der var ingen tvivl om at jeg igen var i Danmark når jeg kiggede op på den grå himmel som igen virkede lille og indåndede luften med en noget lavere luftfugtighed. Det var noget af et klimaskift fra de 35 grader i St. Charles. I lufthavnen ventede Mutti, Fatti, brormand, Lea, Frida og Rie med flag. Da jeg kom trillende med min kuffert ud i velkomsthallen lignede det at jeg var hjemvendt fra OL med guldmedaljer sådan som de stod og viftede med flag. Det var godt nok rart at se lidt familie og venner igen og bare kunne snakke dansk! Jeg havde lidt gaver med hjem og Rie havde gaver til mig fra hendes halve år i Kina :) Vi hyggede lidt i lufhavnen inden at vi sagde farvel igen men heldigvis på gensyn meget snart og jeg kørte med mor og far hjem til Tved. Da vi nåede Fyn stod faster Susanne og Peder ude midt på landevejen i silende regn og lavede sprællemand med danske flag i hver hånd. Jeg troede ved første øjekast at det var farfar for det så godt nok skørt ud, men det var jo virkelig godt også lige at se dem. Ind til siden med bilen og få en længe ventet krammer. Vi fortsatte vejen mod Tved og da vi drejede ind på vores lille vænge kom der pludselig en flok familie og venner løbende ud af vores hoveddør. Det var godt nok en overraskelse og jeg kan da slet ikke forstå hvordan min far havde kunne holde det hemmeligt i bilen hele vejen fra Kastrup. Men hold op hvor var det bare dejligt at se alle; Gitte, Thorning, Tobias, Søster, Anders, Farfar, Hanne, Ditte og Thea :) Der blev selvfølgelig serveret frikadeller. Utroligt så godt frikadeller og kartoffelsalat smager og min livret: min mor's daimis! Min utroligt kreative (host host) havde krearet et kæmpe skildt med skrift og billeder fra hele året. Jeg kunne godt se at han virkelig havde lagt hjertet i det. Det er svært at beskrive, men følelsen af igen at sidde omgivet af familie og venner og bare snakke dansk var helt vildt surrealistisk men jo på den gode måde. Der røg lige et par engelske ord ind i mellem sætningerne men ellers var jeg lige så dårlig til at snakke dansk som jeg altid har været :)

Men jeg må jo også hellere lige berette en smule fra den sidste tid på campus på Lindenwood. Den sidste uge gik jo som fortalt med eksamener. Igen dette semester var det til at overskue og de gik allesammen udemærket. Ellers så prøvede jeg at tilbringe så meget tid som muligt med dem der virkelig har betydet meget for mig de sidste 10 måneder. Det blev til mange hyggelige aftener ude foran Sibley på trappen. Det var godt nok også mærkeligt at begynde at pakke sine ting ned. Heldigvis blev jeg hurtigt færdig, men det var lidt en anden historie med Helle og specielt Ciara der bogstavelig talt overvejede hver en eneste bon som hun havde gemt i løbet af året. Fredag var det store farvel dag og hold op hvor var det bare trist. Jeg var nok den der var mest påvirket af det hele. Følelsen af at vide at jeg ikke var hundrede procent sikker på at jeg så alle disse mennesker igen var super nedtrykkende og hele dagen gik jeg rundt i mit dorm og tjekkede piger ud der skulle hjem på sommerferie. Fredag formiddag var det farvel til Courtney og Carlos, to mennesker som begge har betydet enormt meget for mig og som jeg er blevet rigtig tætte med. Man skal tænke på at når man er så langt væk hjemme fra så udgør disse mennesker ikke kun rigtig gode venner men de bliver også en slags familie fordi man ikke har andre når lokummet brænder på. Der var selvfølgelig også mange andre at sige farvel til og forhåbentlig, forhåbentlig på gensyn om fire måneder igen. Jeg har hele tiden synes at det var en meget og alt for lang sommerpause vi har, men på den anden side så er det heldigt at den er så lang, ellers ville jeg aldrig have en chance for at spare penge nok sammen til den næste omgang college. Weekenden tilbragte Lindsey sammen med mig, Helle og Ciara. Det var super hyggeligt og vi var på en hurtig omgang shopping for lige at få de sidste gaver i orden inden hjemrejse. Jeg kunne vikrelig mærke hvordan det påvirkede Lindsey at skulle tilbringe sommeren uden os. Lindsey er et af de smukkeste mennesker jeg nogensinde har mødt både udenpå og indeni. Jeg er enormt opmærksom på alle mennesker omkring hende og bekymre sig meget om sine veninder. Hun fortalte mig en aften for ikke så længe siden at hun aldrig havde haft veninder som Courtney, Ciara, Helle og jeg og det overraskede mig helt vildt at en pige som hende ikke havde haft tætte veninder før men sådan adskiller amerikanerne sig altså meget fra danskerne. Selvfølgelig har de veninder, men det er tit på en anden måde. Hendes historie påvirkede mig utroligt meget og jeg værdsatte pludselig rigtig højt at jeg altid har haft, ikke mange, men rigtig gode tætte veninder. Jeg glæder mig helt vildt til at bliver roomie med Lindsey til næste semester. Vi har fået et helt nyt værelse som ligger rigtig godt og vi har begge formået at bliver RA's i vores nye dorm.

Men efter at have tjekket alle pigerne i mit dorm ud blev det min sidste fredag aften i Amerika som jeg tilbragte lidt for mig selv. Det var rigtig sundt for mig lige at trække mig væk og tænke tilbage på alle de oplevelser jeg har haft i løbet af året. Jeg er vokset rigtig meget som person, det kan jeg specielt mærker her efter hvor jeg er hjemme i mine "gamle vante" omgivelser. Jeg er som forventet blevet meget mere selvstændig og selvom jeg heller ikke udsatte ting til dagen efter før jeg rejste, så synes jeg virkelig at jeg er blevet god til bare at gøre de ting der skal gøres. Jeg tror at jeg har vænnet mig til at min mor altså ikke gør det for mig. Hvis jeg vil have det gjort så må jeg gøre det. Jeg er stadig et forkælet "enebarn" herhjemme men min realitetssans er nok blevet bedre. Jeg har også fundet ud af at min tålmodighedslunte er meget kort. Jeg kan ikke helt afgøre om det er godt eller skidt, men nu er jeg i hvert fald klar over det. På den ene side er livet for kort til hele tiden at vente på folk, men på den anden side skal der jo også være plads til at bære over med folk. Jeg har i løbet af dette år sat mig nogle andre mål for mit liv som handler mere om hvad jeg synes lyder som en sjovt liv i stedet for hvad der lyder som et fornuftigt liv. Jeg er stadigvæk et fornuftigt menneske men jeg er nok blevet meget mere eventyrslysten og i fremtiden er jeg helt sikker på at jeg vil slå mig ned andre steder end Danmark og arbejde med forskellige jobs. Lige nu er drømmen på et tidspunkt at slå mig ned i en spansktalende land, nok et sted i Sydamerika, og arbejde som engelsklærer og på sidelinjen blive rigtig god til spansk. Dette år har virkelig åbnet mine øjne for hvilket verdenssprog spansk er og jeg er virkelig blevet opsat på at lærer det. Samtidig ved jeg at jeg aldrig bliver god til spansk ved at sætte og læse i en spanskbog i Danmark og det er jo nok ikke længere en hemmelighed at jeg rigtig godt kan lide den sydamerikanske kultur og livsstil. Nu må vi se, først må jeg lige afslutte mit nuværende projekt men jeg er rigtig glad for at dette år har givet mig nogle drømme her i liver for det synes jeg ikke rigtig jeg havde før jeg tog afsted. Jeg er stadig også lun på Asien, men det må blive meget senere. Jeg vil så gerne trække mange flere unge med mig ud og få en på opleveren og gøre tanken om at gå på et universitet et andet sted i verden meget mere jordnær. Hvis man tænker over det så er det jo bare en uddannelse. At man så i stedet tager et fly for at komme i skole et par gange om året frem for at sætte sig op på cyklen hver dag er jo bare en mindre detalje - men en detalje der giver et ungt mennesker så meget mere indblik og livsberigelse. Jeg siger ikke at en uddannelse i Danmark er den kedelig løsning, og som jeg har nævnt før er jeg ked af at jeg måske ikke oplever begge ting, men jeg ville ønske at langt flere udforskede de mange andre muligheder der er for det er virkelig en kæmpe oplevelser. Som jeg også har nævnt en million gange før i min blog er jeg nok også bare et utroligt heldigt mennesker. På den anden side har dette år omvendt mig fra at tro på skæbnen til at tro på livsviljen. Vi er en generation der har så mange flere muligheder en bare vores forældres generation og jeg kan kun opfordre for lidt til at udnytte alle de muligheder vi har. Hvis jeg skal komme ind på den økonomiske side af at studere i udlandet så kan det med et fornuftigt scholarship og igen lidt vilje og stædighed godt lade sig gøre. Udgifterne til et ophold pr år er for mig nu nede på omkring 80.000-90.000 kr. Wow, tænker mange nok men overvej hvad det koster at have en lejlighed i København, fødevarerindkøb osv. Det løber altså også hurtigt op i det prisleje. P.t. går jeg og venter på svar fra SU, men jeg går meget stærkt ud fra at få et posivtivt svar ellers så har jeg et problem. Igår sendte jeg min ansøgning ind for fjerde gang. De har godt nok ikke for travlt inde på det kontor og de har ikke lige forstået at jeg altså starter på mit andet år her til august hvor det er muligt at jeg modtager SU. Det havde de nu kunne læse sig frem til hvis de altså havde gidet læse bare et af de 40 dokumenter jeg allerede har indsendt til dem. Næste uge ringe jeg ind til dem når jeg lige finde min fatning igen og får dem til at fp fingeren ud for nu runder vi en ventetid på tre måneder. Ja, det er vist ret tydeligt at jeg er træt af dem derinde men de har godt nok været til ganske lidt hjælp for ikke at sige ingen hjælp. Det tager dem minimum 3 uger at svarer på en mail og hver gang jeg sender dem et spørgsmål og en ny ansøgning så er der noget de ikke forstår, men når de ikke engang ved hvad double major er og de arbejde med uddannelser i udlandet, så har jeg altså ikke meget tilovers for dem. Det svarer til at man ikke ved hvad et straffespark er når man er professionel fodboldspiller.... Men jeg håber nu på det bedste, for jeg arbejder to fuldtidsjob p.t. for at få økonomien til at hænge sammen. Hvis jeg får et nej, så er jeg for stædig til at give op og så skal jeg nok finde på noget. Jeg har dog søgt ind på film- og medievidenskab her i Danmark, men jeg kan mærke at mit hjerte bare råber nejnejnej!

Her til sidst vil jeg bare håbe at flere i fremtiden vil tage den samme chance som jeg tog og blive lige så glad for det som jeg er blevet. Det var meningen at mit år i Amerika skulle blive en oplevelse for livet men det endte med at blive mit liv - i hvert fald for de næste par år.