Hej alle!

tusind tak for jeres beskeder herinde. Er rigtig glad for at høre fra jer allesammen.

Igår var jeg på min første feeding. Det var utrolig spændende at prøve at se den side af Cebu. Det er virkelig gået op for mig at børn og voksne i slumkvarterene virkelig kæmper for at overleve. Det hele startede med, at Nina og jeg blev hentet af Bonnie og nogle af "The working moms" fra organisationen. Derefter kørte vi til tre forskellige feeding-steder med store gryder fyldt med mad til alle ungerne. Vi skulle først af det sidste sted, så det var en tur på en god halv time ned igennem slummen i Cebu. Det er helt vildt så mange mennesker der bor sammen på ikke ret meget plads. En familie på 5-10 personer kan være nødt til at dele et skur på 2 m2. Da vi man kører ned af de meget ujævne veje blev vi nødt til at sidde med fødderne oppe på sæderne for ikke at få indholdet af gryderne ud over tæer og ben - meget spændende køretur derned! Lige så snart børnene fik øje på os afbrød de al aktivitet og stormede ind efter alt, hvad der bare lignede en tallerken og skyndte sig hen til det lokale, hvor feedingen foregik. Det var en god oplevelse, men med mange blandede følelser. Det er utroligt livsbekræftigende at selv børn, der ikke har ret meget at gøre med lyser sådan op, når man kommer til dem med mad. Der er selvfølgelig ikke noget at sige til det, når de ikke normalt får ret meget at spise, men samtidig holder man alle ens værdier tæt på kroppen for, hvis du vender ryggen til i bare 1 sekund er de løbet med dine penge eller lign. som der kan give lidt til deres forbrug af lim. (mange gadebørn sniffer lim, da det tager sultfølelsen, de bliver skæve og så er de også dybt afhængige) Da alle var ankommet gik alle ungerne op med deres bøtter og satte sig på bænkene og ventede indtil alle skålene var fyldt. Madmor satte alle skåle/bøtter op i vinduerne, da børnene ville brænde sig, hvis de fik det direkte fra gryden, fordi de simpelthen spise så hurtigt. Nogle af ungerne havde en forældre med, der hjalp dem med at spise og andre kom alene. Der er flere af de her børns forældre, der enten er narkomaner/alkoholikere, har små vejsideboder, hvor de sælger alverdens hjemmelavede små ting eller er i fængsel, så de er der derfor ikke til at hjælpe og tage sig af deres børn. Heldigvis er der derfor mange frivillige, der tager med på de her feedings og hjælper dem, der ikke kan selv eller aflaster en mor, der kommer med 4-5 sultne børn. Jeg hjalp sådan en mor. Hun havde to små døtre, der ret hurtigt fandt mig og kravlede op på skødet af mig (De to piger I kan se på billederne sidde hos mig) Utrolig søde piger, men man er selvfølgelig ramt af en sprogbarriere. Jeg begyndte at prøve at kommunikere med dem på alle mulige måder, men der var ikke rigtig noget, der virkede indtil jeg lavede en pruttelyd med munden. Den mindste af pigerne (hende med den pink trøje) fangede det ret hurtigt og efter hun havde studeret mig lidt begyndte hun at lave pruttelyde tilbage - storesøsteren fangede det også ret hurtigt og så snakkede vi sammen på den måde. Pigerne fik også nogle ordentlige hoppeture på armen og det synes de var rigtig sjovt. Det blev lidt et svineri, da deres mor og jeg i samarbejde fik nogle skefulde mad i munden på dem, for så fløj det altså lidt ved siden af, når de begyndte at grine, men hyggeligt var det. Så kom afskeden. Det var knap så hyggeligt. Pigerne ville ikke ned fra mine arme igen, og når jeg prøve at sætte dem ned på jorden trak de benene op under sig og hang i mit tøj. Det var ikke en særlig rar følelse, når man mere eller mindre skulle tvinge dem til at give slip og moren rev dem i armene. De fik hver især en ekstra flyve/hoppetur og så var det bare at vende ryggen til og gå, selvom de blev kede af det, for ellers var jeg aldrig kommet afsted. Men den følelse man har i maven er bestemt ikke sjov, når man skal forlade børn som disse, for man ved ikke om man ser dem igen. Til gengæld havde vi nogle rigtig gode timer på den her feeding og så er det også super sjov at se børns ansigter, når de først ser, at man har taget et kamera med. Det bliver helt vilde og vil helt vildt gerne have taget billeder og få lov til at se dem bagefter. Så griner de højlydt og vile have en til at tage flere billeder. Storesøsteren fik lov til at tryykke på knappen, når jeg skulle tage billeder og da hun først havde luret, hvad det gik ud på, hyggede hun sig rigtig meget med det.

Det var så en af mine første oplevelser med gadebørnene hernede, håber det giver lidt mening, og I får en fornemmelse for hvilken oplevelse det har været, når i ser billederne og læser dette.

Endnu engang tak for jeres beskeder, dem er jeg rigtig glad for :)

vi skrives ved.