Profile
Blog
Photos
Videos
Først og fremmest må vi forklare årsagen til de 2-3 ugers tørke der har været på bloggen...Der har simpelthen ikke været noget specielt at skrive hjem om. Ugerne inden ferien blev brugt på opgaver og eksamensforberedelse, men til vores glæde er alle opgaver/eksamener gået godt.
Den første lørdag i mid semester break blev brugt i en klatrehal kaldet Clip n' climb, hvor koneptet går ud på man bliver klipset fast til en line forbundet med taget, og er så klar til at klatre op af vægge i alle afskygninger, beklædt med alverdens greb. Thomas fik overvundet sin højdeskræk, og klatrede helt op til toppen flere gange (efter lidt overtalen) og Linda fløj bare op og ned af væggene (irriterende).
Dagene efter var det super godt vejr, så ud over lektier brugte vi dagene på at håndfodre fugle i Albert Park samt en lang gåtur til Mission Bay, hvor vi spiste frokost på restaurant.
Vores midsemester break varer to uger, og den første er næsten overstået. Tidlig tirsdag morgen tog vi sammen med tre andre danskere, Christina, Michael og Loa, på tur nord for Auckland. Først kørte vi til Waipoua Forest, hvor vi havde læst der skulle være en masse store kauri-træer, som er helt specielle for de findes kun i NZ og der er ikke mange tilbage, eftersom de blev fældet i massevis for at fremskaffe gummi, samt de er meget sarte, da de har rødder langs jorden på overfladen. Meeen så spændende er de altså heller ikke de træer. Vi fik da gået en god tur i skoven og kom op til et udsigtspunkt, hvor vi kunne se rigtig langt. Vejret var super godt og humøret var højt.
Derefter tog vi til Mangonui i Doubtless Bay, hvor vi havde booket 6-mands sovesal på et rigtigt lækkert lodge. Vi lavede pasta og kødsovs til aftensmad i det lækre køkken. Vi stod igen tidligt op næste dag, da vi skulle på bustur op til spidsen af NZ, som minder om 'grenen' hjemme i Danmark. Vi kørte til Kaitaia, hvor vi først fik Maori velkomst med haka og sang, dernæst kørte videre til et kaurimseum/butik, og så videre langs 90 mile beach. Det er en laaang sandstrand ala vestkysten hvor man kan køre på. Man kører på stranden, som er klassificeret som en highway og hvor man må køre 100 km i timen. Der er dog ikke så mange som kører der, for tidevandet kan godt være drilsk og gøre sandet meget blødt, så flere biler er strandet der. Derfor kører der kun busser og meget lokale folk. Fra 90 mile beach gjorde vi et kort stop og fik frokost ved en strand hvor Michael og Thomas tog en dukkert i det kolde hav, men det var meget dejligt. Derfra kørte bussen til Cape Reinga, som er det (næsten) nordligste punkt i NZ, med et fyr helt ude ved spidsen. Det var rigtig flot derude. Man kunne se Tasman Sea på vestsiden og Pacific Ocean på østsiden, samt der hvor de slår mod hinanden - som ikke var særligt voldsomt da vi var der. Om aftnenen var vi tilbage i Doubtless Bay og spiste Fish n' chips på en fiskerestaurant som bogstaveligt talt ligger ude på vandet. Så var Thomas glad J
Dagen efter gik turen til Paihia ved Bay of Islands. Her fandt vi et hostel, og lejede nogle kajakker så vi kunne sejle ud i havet. Vandet var stille og roligt, og vejret var rigtig godt. Vi sejlede rundt om mange små øer og gik i land på én af dem ved en god strand. Vi havde øen for os selv og det var rigtig lækkert. Vandet var helt klart, men stadig lidt koldt da foråret første startede for nogle dage siden. Om aftenen stod den på pool, jukebox og pizza og øl på den lokale pub.
Fredag d. 9/9 kom dagen hvor Linda og Michael skulle springe i faldskærm. Springet havde været planlagt nogle dage, men ingen turde at fortælle det til deres forældre, da de ville blive for bekynret. Jeg, Linda, havde også mange sommerfugle i maven!! Men da vi kom derhen var det ikke så slemt. Faldskærmsinstruktøren jokede meget med at han plejede at bruge to faldskærme når han sprang fordi han smed den ene væk. Vi blev godt pakket ind i flyverdragt og andet udstyr, og efter lidt ventetid var det endelig vores tur. Turen op i det lille fly var noget af en oplevelse. Det var virkelig flot at se ud over Bay of Island fra himlen. Jeg skulle springe fra 16000 fod (omkring 5 km) og deropee var luften tynd og meget kold (-10 grader) så inden vi sprang skulle vi have iltmaske på. Selve springet fra flyet virkede ikke så farligt. Det var på en måde helt uvirkeligt at gøre det, og der var ingen vej uden om. Min instruktør som sprang med mig var jo også den som tog initiativet. Selve faldet var vildt! Først snurrede vi meget rundt, og jeg kunne slet ikke tænke på at nyde udsigten. Det var sindssygt koldt, og med et fald på cirka 200 km/t i 70 sek var det bare helt ekstremt og ubeskriveligt. Tror slet ikke jeg tænkte på noget, kun at ham faldskærmsspringeren hele tiden sagde jeg skulle smile til kameraet, hvilket var helt umuligt med iskold vind blæsende ind i ansigtet. Da faldskærmen blev udløst stoppede det frie fald, men kun et par sekunder da skærmen kollapsede og blev hægtet af. Næste frie fald varede kun et par sekunder da reserveskærmen blev udløst. Så hang vi der og fløj roligt ned ad. Her kunne jeg nyde noget af udsigten, men var samtidig også helt paf over den ekstreme oplevelse. Landingen gik rigtig godt og blødt og før jeg vidste af det var det hele overstået. Jeg havde troet instruktøren havde sluppet den første faldskærm med vilje fordi han havde joket så meget med den inden. Det var først da jeg kom ned og snakkede med de andre, jeg fandt ud af det ikke ar tilfældet. Stakkels Thomas, Chistina og Loa havde stået nede på jorden og var vidne til en faldskærm som ikke ville folde sig ud men bare blev ved med at falde som en klump. Først 30 sekunder efter fik de øje på alle tre faldskærme som var helt udfoldede. Der var mildest talt ved at udbrede sig panik nede på jorden, og Thomas var overbevist om han nåede sin nye makspuls. Af den grund får Linda aldrig lov til at springe faldskærm igen, og Thomas skal heller ikke nyde noget af det. Men det var uden tvivl en kæmpe oplevelse. Da Linda kom ned igen snakkede hun meget om hvor glad for livet hun var, og hvor dejligt hun havde det J
Vi kørte hjem til Auckland fredag eftermiddag, hvor vi på hjemturen stoppede ved nogle grotter hvor vi havde læst der skulle være glowworms (selvlysende orme). Vi fandt grotterne og de var flotte og sjove at komme ind i, men der var desværre ingen orme. Vi ankom til Auckland om aftenen, hvor der skulle være kæmpe åbningsceremoni for Rugby World Cup. Linda var for træt, men Thomas gik ned på havnen sammen med to andre danskere, Lousie og Dennis, for at se festfyrværkeriet (prøv , evt at søge YouTube på 'rwc 2011 auckland fireworks' og I kan se film derfra) der var helt storslået!
Dagen i dag er gået med at handle ind og gøre klar til kanoturen næste uge. Dog siger vejrudsigten regn alle dage, så vi ser hvad det bliver til. Vi håber dog på at komme afsted.
Det var alt herfra denne gang. Vi skriver næste uge hvordan kanoturen er gået. Håber alle har det godt derhjemme nu hvor skolen og arbejdet kalder igen.
Knus fra os
- comments
Olga Vindbjerg Tusind tak for herlig beskrivelse af turen og godt,jeg ikke vidste noget om dit spring Linda, så havde jeg da fået hjertestop!!!! Vi snakkes i morgen. Knus mor Olga
Anna Wittrup Det lyder sandelig til at have været en god og spændende tur, måske lidt for spændende på "spring-punktet". men en utrolig oplevelse, lyder det jo til. Fortsat god ferie. Knus moster Anna
Lene Nyholm Spændende at læse jeres blog. Det er fantastisk alt det I oplever. Tak fordi I forskånede os for det forestående faldskærmsudspring, men det må nu alligevel have været en storslået og spændende følelse ;o). Håber vejret arter sig til kanoturen i næste uge. Knus mor Lene