Profile
Blog
Photos
Videos
Vi ankom til Singapore sent om aftenen, og gik tidligt i seng, så vi kunne være klar til at se byen næste morgen. Det var bl.a. også her, vi mødte de asiatiske toiletter for første gang, som jeg (Lærke) særligt, ikke er begejstret for. Der er to slags toiletter, ståtoilettet og det "almindelige" toilet, dog uden toiletpapir, men med en lille håndbruser til at spule sig i rumpen med - ikke fan af. Det resulterer i en ankomst til et altid gennemblødt toilet, som man ikke har lyst til at besøge…
Efter at have været i Singapore i 3 dage, kan vi fortælle, at Singapore er en summende storby på 13.000 m2, og hjemsted for en befolkning af kinesere, malaysiere og indere. Singapore bliver også kaldt "The Garden City", fordi byen rummer mange haver og åndehuller, med bl.a. frodig regnskov, fredfyldte japanske og kinesiske haver og et utal af parker.
Vi havde valgt at bosætte os på et hostel i området "Little India". Der var ikke meget plads på vores 4 bed dorm, men det var alligevel et rigtig fint hostel. Vi boede sammen med en koreansk fyr og en malaysisk fyr, og de var begge meget søde og undskyldte for stort set alt, hvad de gjorde. Jarl fortalte koreaneren at han havde snorket en nat, og han blev så flov og undskyldte så mange gange, at man nær havde ønsket ikke, at have sagt noget… Vi har senere fundet ud af, at alle asiatere i det hele taget undskylder meget, så måske er det noget kulturelt?
I dagstimerne var Little India, et stille og roligt sted, men om aftenen forvandlede stedet sig til et kæmpe menneskemylder. Gaderne og særligt butiksarkaden, var fyldt med indere der råbte, huede og klappede, særligt fordi der foregik sangkonkurrencer midt imellem grønthandlerne som var pyntet med gulerødder og guirlander. Det var et super sjovt sted at gå rundt og kigge, netop fordi der skete så meget, men også fordi det overhovedet ikke var turistet, som f.eks. Chinatown var. Jarl og jeg var de eneste hvide i miles omkreds og det gjorde også, at vi blev nedstirret af en hel del nysgerrige inder-øjne. En af aftenerne valgte vi at spise i Little India, og vi fik serveret vores aftensmad i selskab med svedlugtende mandlige indere som nød en ret fra en af de omkringliggende gaderestauranter, og så en kæmpe Carlsberg øl. Vi kopierede dem, og fik en stor Carlsberg og to indiske retter til under 50 kroner i alt!
I Singapore besøgte vi også nogle af de mange shoppingscentre, som ligger side om side, og kæmper om, at være det højeste og mest imponerende center. Vi stod med åben mund og polypper, hver gang vi trådte ind i et af disse enorme centre med rulletrapper på kryds og tværs, metro indgange og forskellige temaer alt efter, hvilken etage man var på. På en mellemetage i et af centrene, havde de valgt at opbygge en park med grønne områder og springvand, og på andre højhuse, er anlagt tennisbaner og swimmingpools - det er helt vanvittigt!
Vi var selvfølgelig også på besøg i Singapores Royal Botanical Garden, som er utrolig smuk. Alverdens blomster og planter stikker op side om side, og den ene blomst er mere farverig end den anden. Planter vi har stående i vindueskarmen i Danmark, er her store buske, og sjældne blomster står på red og række og viser sig frem. Vi besøgte også parkens orkideafdeling, og igen var det imponerende at se, hvor mange knopper en orkide kan have og, hvor stor den i det hele taget kan blive. Jeg tror heller aldrig jeg har set så mange forskelligfarvede orkideer før. Efter en god gåtur rundt i parken, tænkte vi, at det var tid til en kold øl, så vi gik hen til en anbefalet bar og drak en kold Heineken. Denne Heineken lurer dog stadig i Jarls bevidsthed, da han aldrig har følt sig så snydt i de asiatiske lande, som da han betalte næsten 100 kr. for to små øl - dem har jeg hørt meget om….
Efter nogle gode dage i Singapore tog vi en bus til Malacca i Malaysia. Bussen var en luksusbus med kæmpe sæder, så vi nød den 4 timers lange tur.
Knus
Jarl og Lærke
- comments