Hej igen igen...det kører bare med de blogindlæg:-)

Efter en kort flyvetur stod vi i Krabi lufthavn. Vi valgte at bestille vores hotel og båd-billet til øen Koh Phi Phi der, og tog derefter en taxi til det guesthouse, som vi skulle bo på. Værelset var rigtig fint til prisen, og kun få gader derfra var opsat en lille festival med mad- og handels boder og et lille tivoli. Der var mange sjove boder, men det sjoveste, var boderne med alle thaispecialiteterne. En af boderne tog særligt vores opmærksomhed, da de solgte forskellige former for tørrede orme og græshopper, som man kunne få med i en lille pose som snacks.

Fra den lille festival bevægede vi os ned til en lille kanal, hvorfra vi tog en longtail båd. Det var en virkelig smuk sejltur, hvor der på den ene side, var en lille frodig ø og på den anden side rejste to høje klipper sig. Vi stoppede ved en limestone grotte og senere ved en lille ø-landsby, hvor de primært levede af at sælge fisk. Derfor fik vi også en grundig rundvisning, hvor en ung thai fyr fortalte, og viste os alle de forskellige fisk de havde. På et tidspunkt tog han en puffer fisk op fra dens bassin, og af rædsel pustede den sig op som en kæmpe ballon. Den så så sjov og grim ud, at vi ikke kunne lade hver med at grine, samtidig fandt jeg ud af, at jeg ikke havde set en sådan puffer fisk puste sig op, som jeg (Lærke) ellers havde troet hidtil.

Resten af aftenen gik med aftensmad og en skøn cocktail inden sengetid.

Næste dag skulle vi være klar til at blive hentet kl. 09.00, da båden til Phi Phi afgik kl. 10.00. Da kl. var 09.55, og vi stadig ikke var blevet hentet, begyndte vi begge at sidde på pigge. Endelig kom minibussen, og ved ankomst til havnen, gik vi med hurtige skridt til båden. Efter at have fundet en plads kunne vi endelig slappe af. Kl. 11.00 sejlede båden, kun en time forsinket…

Efter to timer på havet, lagde vi endelig til i Phi Phis havn. Adskillige thaimænd stod langs broen til fastlandet med deres skilt i hånden og råbte, "stay here, stay here" eller "taxi, Taxi". Det var et rent ravnerock, fordi man ikke vidste i hvilken retning man skulle, og fordi fem mænd råbte en i hovedet, man kamp svedte. Men vi fandt ud af, at vores hotel kun lå fem min. fra havnen og besluttede derfor at gå derhen.

Phi Phi er en godt pakket ø, bestående af små stisystemer med boder, restauranter og barer på hver side. Der er heller ingen biler på øen, så hvis man skal rundt, er det enten til fods eller med en af de mange taxabåde. Det er først og fremmest unge mennesker, som kommer til Phi Phi, for at se de smukke strande om dagen, og feste om aftenen. Phi Phi er særlig kendt for Maya Beach, hvor filmen The Beach er optaget, og man kan tage hel- og halvdags ture til stranden, som ligger på en lille ø, syd for Phi Phis.

Vi valgte at tage en heldagstur rundt i båd, omkring Phi Phi, og de andre små øer i området. Vi var en gruppe på 14 mennesker, og det betød at vores longtail båd var fyldt op til renden. Vi startede med at snorke, og på trods af nogle flotte fisk, var vi dog lidt skuffet, da de fleste koraller var døde og grå. Herefter tog vi til en smuk strand med lækkert blødt sand og turkist blåt vand. Vi nød at have en time her til frokost og badning. Næste stop var Monkey Island - abeøen, hvor der som håbet, var masser af aber, som sad på klipper og gloede lige så meget på os, som vi gjorde på dem. Så blev det endelig tid til Maya Beach, og den ligner fuldstændig stranden i filmen. Det er en billedskøn strand gemt mellem to klippeformationer, og med frodig regnskov bag sig. Desværre ødelagde de mange turister og både, billedet en smule, men ingen tvivl om dette sted er fantastisk.Da jeg på et tidspunkt skulle på toilettet, mødte jeg to fyre som spurgte mig, om menneskerne fra filmen The Beach stadig levede her. Jeg måtte desværre skuffe dem, og de blev enige om at afslutte deres søgen. Jeg ved ikke om samtalen var en joke, men efter at have mødt en japaner der troede at amerikanerne havde bygget Grand Canyon, kunne det jo godt være, at de troede at Leonardo Dicaprio rent faktisk levede her?

Efter endnu et snorkel sted og en smuk solnedgang var vi tilbage, hvor vi startede. Vi tog et hurtigt bad på hotellet og gik ud for at spise lækker thaimad.

Efter at have tilbragt et par hektiske dage på Phi Phi, havde vi besluttet at tage til øen Koh Lanta. Koh Lanta er kendt for at være meget mere afslappende og rolig, og det var lige det, vi havde lyst til. Vi fandt et lækkert resort ,lige ned til stranden og med en lækker pool og restaurant. Vi havde booket 3 overnatninger, og det meste af tiden foregik liggende med en skøn cocktail i hånden, når det blev tid til happy hour. En af dagene lejede vi en knallert, og kørte rundt på øen. Det var virkelig sjovt, selv at suse rundt og sel bestemme, hvor man ville hen ad. Jarl og jeg sad to på en knallert, men det er ikke unormalt at se tre eller fire thaier på en knallert. Det sjoveste vi så, var da tre muslimske kvinder med den fulde mundering på - så man kun lige kunne se øjensprækken, kom susende forbi på en knallert - dette syn, havde været et billede værdigt, men så hurtige var vi desværre ikke.

På vores udflugt kom vi også forbi en slangetæmmer og efter lidt forhandling om prisen kom vi ind. De havde alverdens giftslanger, cobraer og pyton slanger, som vi fik lov at røre og holde. Vi var et lille hold på syv mennesker, og Jarl og jeg var de eneste, der ikke var bange for slanger. To store skaldede mænd sprang for livet, hver gang slangetæmmeren kom i nærheden af dem, med hans forskellige slanger. Slangeshowet var vildt spændende, og vi sad helt ude på kanten af bænken, når slangetæmmeren gjorde slangerne sure, og derefter hoppede rundt, når de prøvede at bide ham. Mere nervepirrende var det, når han prøvede at komme så tæt på slangen at han kunne kysse dem. Vi synes begge showet havde været alle pengene værd og var glade for at være oplevelsen rigere.

Den sidste dag på Koh Lanta købte vi billetter til øen Koh Tao som ligger på den vestlige side af den Thailandske bugt. Vi fik af vide, at turen bestod af en køretur i bus, og derefter en natfærge, men det skulle vise sig, at vores tur blev helt anderledes.

Vi blev hentet på hotellet af en minibus, og efter at have kørt rundt til forskellige hoteller vat bussen fuld og vi startede en tre timers køretur mod et lille sted, hvorfra vi skulle have en anden bus. Da vi ankom, sagde de der var et lille problem, man ikke større end de kunne løse det, og efter en time var vi placeret i bus nummer to. Efter en køretur på to timer kom vi til et tredje sted, hvor det var mulig at få lidt at spise. Jarl og jeg købte ikke noget, da vi havde fået af vide, vi skulle vente i tre timer ved havnen før vores natfærge ville komme. Efter at have ventet en time her, fik vi lidt forhastet af vide, at vi skulle sættes os ind i dobbeltdækker bussen mod Bangkok. Vi troede at bussen så ville køre forbi havnen og sætte os af, men da vi havde set hele Karate Kid filmen, synes vi begge det virkede lidt mærkeligt, men så råbte en mand "Koh Tao, Koh Tao" og vi skyndte os ud af bussen. Foran bussen holdt der en songhew (en bil med lad bag på - et meget populært transportmiddel i Thailand). Vi var fem mennesker, der skulle til Koh Tao, så vi satte os om bag på ladet, og så gik det ellers derud af med 90 km/t. Allerede her synes jeg det var lidt mærkeligt, men først da vejene begyndte at blive mindre og mindre, og til sidst blev til en grusvej, vidste jeg, at vi ikke var på vej til natfærgen. Jeg må indrømme, at jeg på dette tidspunkt var lidt bange, og mine tanker fløj rundt i hovedet på mig, om forfærdelige programmer jeg havde set i fjernsynet. Bilen stoppede ved et lille sted og til min lettelse var der en båd. Dette var bestemt ikke den officielle natfærge vi troede at vi skulle med, men en lille fragtbåd, fyldt med øl, sodavand og cigaretter. Vi kom ombord via en lille jernplanke, og blev placeret på bagdækket/taget af båden. Her skulle vi så sove, under åben himmel, og vi kunne bare håbe på, at det ikke begyndte at regne. Kl. 23.30 begyndte båden at sejle og jeg ville lige gå en tur på toilettet inden vi ville ligge os til at sove. Til min overraskelse, ser jeg nedenunder en flok halv og hel nøgne mænd, der er i gang med at bade, og med et toilet der ikke kunne låse, skyndte jeg mig alt hvad jeg kunne, så jeg hurtigt kunne komme op til Jarl igen. Det var ikke meget vi fik sovet denne nat, men vi nåede frem til Koh Tao kl. 6.00 som lovet, og heldigvis kun med en lille byge undervejs. Jeg må indrømme, at jeg var meget glad for at vi nåede sikkert frem, og kan nu se tilbage på turen, og grine lidt af den, selvom jeg stadig ikke synes det er ok at blive sejletaf sted på dækket af en fragt båd, når man har betalt for en færge, men sådan er Thailand indrettet, og det må man bare finde sig i som turist i deres land.

Mange hilsner

De 2