Profile
Blog
Photos
Videos
Turen mod Malacca var som skrevet i en luksus bus, men det forhindrede ikke, at vi alle skulle forlade bussen ved paskontrollen. Efter kun at have kørt i ca. 45 min. i Singapore, nåede vi grænsen til Malaysia, så alle skulle ud af bussen med deres pas i hånden. Op ad en rulletrappe, og hen til immigrationsmyndighederne, der ventede med deres stempel. Det gik smertefrit, og vi troede at vi nu var i Malaysia…men efter 10 minutters kørsel i "ingenmandsland", ramte vi en ny grænsepost, og skulle igen forlade bussen, og denne gang med alt vores bagage i hånden, op ad rulletrappen sammen med alle de andre immigranter, og så en gang til stå i kø for at få vores stempel - og nu var den god nok, vi var i Malaysia!
Efter en rigtig fin bustur ankom vi til busstationen i Malacca. Vi fandt taxaerne og blev placeret i en skrotbunke af en bil, med alverdens religiøst tingeltangel i vinduet og blev derefter transporteret til vores guesthouse…troede vi. Det viste sig at taxachaufføren ikke vidste, hvor stedet var, og derfor bare smed os af i et kryds og pegede på et tilfældigt hus. Heldigvis vidste nogle håndværkere, at dette guesthouse, kun lå 5 min. derfra, så vi gik det sidste stykke vej.
Dette guesthouse var et familiehus, ejet af en mor og hendes to voksne sønner. Der var 5 værelser, som var beregnet til gæster, et lille køkken, to toiletter og en stue, som vi gæster ikke måtte komme i. Det kostede kun 60 kr. for et værelse, inkl. morgenmad for to, og værelset var i ok stand, men dog med få uvedkommende kryb i sengen. Stedet var fyldt med alt mulig skrammel, både brugeligt og ubrugeligt, men det var nu alligevel ret hyggeligt, og menneskerne var så hjertelige og søde, at vi helt glemte at brokke os over krybene i sukkerskålen og andre spændende steder.
Vi boede kun en kort gåtur fra hjertet af Malacca. Gåturen til byen foregik på en lille sti, hvor kun cykler, kunne passere og hvor private huse lå tæt side om side på begge sider. Det var skægt at gå imellem de lokale og kigge ind i deres haver og huse. Børnene legede på stien og uanset alder, havde de lært at spørge på engelsk, "Where are you from?", når vi svarede Danmark, måtte de ind og høre deres mor, hvor det lå henne.
Malacca er ellers en meget rolig og afslappende by, hvor asiatiske turister rejser til, for at slappe af. Igen var vi stort set de eneste hvide, men som sagt langt fra de eneste turister, da malaysiere og indere klipsede løs med deres kameraer og købte mærkværdige ting i souvenir boderne. Hjertet af Malacca består af en lille plads, med et flot og historisk springvand, en gade med mange forskellige restauranter og souvenirs boder, en lille kanal samt China Town.
Begge dage gik med at snuse rundt i byen og kigge på markeder, drikke kolde øl i hyggelige gårde og langs kanalen, og så udvælge restauranter vi skulle spise på om aftenen. Vi tilbragte også tid i et af deres kæmpe shoppingscentre og var på sightseeing på kanalen, der førte hen til et hyggeligt område med hvide huse og fine pladser, som mindede os om middelhavet.
Efter to dage med tempoet helt nede i første gear, tog vi en bus videre til Kuala Lumpur.
Knus herfra...
- comments