Kære alle!

Efter Brisbane gik turen videre nordpå mod Cairns. På vej opad østkysten, skulle vi dog også forbi Fraser Island og The Whitsundays. Uden disse stop på vejen ville turen være på godt 2.000 km og tage omtrent 24 timer i bus.

Fraser Island ligger ud for den australske østkyst ved Hervey Bay, og har æren af titlen som verdens største sandø! For at opleve øen på tæt hold, er det essentielt at man oplever den i en 4-hjulstrækker, da der kun eksisterer sandveje på Fraser. Vi havde booket en 3 dages tur med firmaet "Cool Dingo", som Tobias og Cecilie havde anbefalet os. Vi tog en færge over til øen, og blev tjekket ind på Kingfisher Bay Resort, på et 4-mands dorm. Vores guide var Emily, en rigtig aussie-girl, og den eneste pige på "Cool Dingo"-turene. Hun nød at joke om sig selv og sagde at man kun var en rigtig OZ, hvis man var i stand til det.

Vi var 20 mennesker i alt, som blev proppet ind i en 4-hjulstrækker og så gik det ellers der ud af. Hver morgen startede i rollercoasteren, som de kalder den første del af ruten. Den urenoverede vej gør, at man flyver rundt i sædet og det kilder i maven, som hvis man sad i en rigtig rutsjebane. Hun forsikrede dog, at den kunne være meget vildere endnu, hvis vejen var særligt ujævn eller mudret!

Første stop på turen var en gåtur i en af Fraser Islands utallige regnskove. Emily fortalte om de forskellige træer, og deres betydning for det aboriginalske folk. Inden turen startede fik vi at vide, at vi skulle tælle hvor mange trin der var på ruten, og at den første der ramte rigtigt, ville få en af de to præmier der var på højkant i Resortets bar om aftenen. Vi talte og talte, og pludselig havde Lærke glemt hvor hun var kommet til, og så havde jeg glemt hvor langt jeg var kommet til osv. De sidste hundred meter løb vi hen mod Emily for at sige det forhåbentlig rigtige tal ( selvom Lærke og jeg nu havde to forskellige). Ingen af gættene var dog rigtige, da vi havde dummet os, og talt de første 12 trin med, som gik nedad, og ikke opad. Gevinsten var en jug of beer - en kande med øl, med ca. 1,2 liter fadøl. En meget populær drink her i AustralienJ Men så endte vi bare med at købe vores egen i stedet…Skål.

Den første dag besøgte vi også Lake McKenzie - en ferskvandssø skabt af naturen selv, med kridhvidt sand og turkisblåt vand. Vi hoppede i badetøjet, og nød at plaske rundt i vandet. Emily fortalte at sandet havde en yngrende effekt når man smurte det på huden. Årsagen var, at der var et højt antal mineraler i sandet, og at det også var med til at gøre sandet så hvidt.

Da vi vågnede næste morgen, skinnede solen ikke ligefrem. Der hang mørke skyer over resortet, og det tydede kraftigt på, at vores nyindkøbte poncho-regnfrakke, desværre skulle i brug for første gang. Første udflugtsmål var Indian Heads, opkaldt sådan, da James Cook troede det var indianere der rendte rundt oppe på klippen, og ikke som rigtigt aboriginals. Vejen dertil var først en tur i gennem rollercoasteren, og så videre ud på "motorvejen". Stranden på Fraser Island bliver nemlig brugt som motorvej for 4-hjultstrækkerne, og man må køre hele 80 km i timen. Vi bragede derudaf, og siksakkede når der pludselig var en bæk der havde sit udløb på stranden. Normalt var der en fantastisk udsigt fra Indian Heads, hvor man kunne se delfiner, og kæmpe rokker. Denne dag var der dog ikke meget at se, udover en masse turister i deres flotte blå ponchos, men turen derop var dog alligevel det hele værd.

Herefter videre til klippeformationen, kaldt Champagne Pool. Her sprøjtede havvand ind over klipperne, i takt med bølgernes brussen, og vandet lagde sig så i disse pools, til nydelse for os turister. Selvom det stadig regnede, og ikke var specielt varmt, hoppede vi i badetøjet, og ned i poolen…På et tidspunkt, kom der så høj en bølge ind over, at folk blev skubbet ud af den ene pool, og videre ned i den anden. Det var måske lidt for vildt, og nogle af "gæsterne" fik også skrabet sig på klipperne på vej derned.

Turen tilbage mod resortet gav os et sidste foto-stop. Et gammelt skib, som var stødt på grund for mange mange år siden, og nu lå der på stranden og rustede op. Her så vi også turens første dingo - vi var ellers begyndt at tvivle på om der overhovedet fandtes nogle på øen. Den kvindelige dingo luntede af sted langs stranden for at finde mad, mens vi fulgte med på en kigger i 4-hjulstrækkeren.

Om aftenen var der hygge i baren, og inden længe havde vi endnu engang købt vores første jug of beer. I selskab med nogle af de andre på turen, spillede vi ølspillet flip-cup. Kort fortalt, så er man to hold, et hold på en langside af bordet, og et på den anden. Alle hælder lidt øl op i deres kop, eller krus og er så klar til start. Alle holdspillere indleder med en fællesskål, og så drikker den første på det ene hold, og den første på det andet, stiller deres kop på bordkanten, og skal så med en finger, få koppen til at vende sig i luften og lande på hovedet. Når dette er klaret, kan den næste på holdet drikke øllet i sin kop, vende den med fingeren osv. Det første hold der når dette igennem alle spillere, har vundet. Det var første gang jeg prøvede spillet, og det krævede en del øvelse før det virkede. På det modsatte hold var der tre amerikanere som havde prøvet spillet flere gange før, og havde forskellige tricks til at gøre det lettere. Bl.a. skulle bordet være en smule vådt, for så kunne kruset lettere lande på hovedet og så fast…vi spillede og hyggede os alle sammen om det lange bord, men måtte gå tidligt i seng, da vi alle var så trætte af dagens strabadser.

Den sidste dag, skinnede solen heldigvis og vi kørte for sidste gang ud på de vilde veje. Aftenen før havde Emilys kæreste fortalt om en vild rute, hvor 4-hjulsrækkeren kommer op at køre på to hjul. Vi sagde straks til Emily, at den rute ønskede vi naturligvis at prøvekøre! Hun tvivlede dog lidt, men da hendes kæreste kaldte hende en tøsepige, sagde hun straks ja. Vi skal love for at ruten var vild og man måtte holde godt fast i sædet indtil det værste var overstået. Emily var selvfølgelig stolt over, at hun havde klaret det så godt.

Det flotteste vi så denne dag, var en sandørken, hvor der var sand så langt øjet rakte. Da vi gik i dette dejlige sand så vi pludselig en lille sø man kunne bade i, og det var virkelig lækkert at blive kølet ned. Man kunne løbe med fuld fart ned af sandskråningen og til sidst hoppe ud i søen, det var ret sjovt. Herefter tog vi som afslutning på turen til et kæmpe resort, hvor der ventede en lækker buffet.

Kl. 17.00 havde turen desværre nået sin ende, og vi tog færgen tilbage til fastlandet, hvor vi havde nogle få timer før vi skulle med natbus - 12 timer mod Airlie Beach, som er byen man tager til, hvis man vil besøge The Whitsundays.

Dette sted er en del af koralrevet, og indeholder en masse små og store øer, og med en meget kendt strand kaldt, Whiteheaven Beach, som har det hvideste sandstrand man kan forestille sig. Normalt tager de fleste på en to eller tre dages sejltur omkring øerne, men af tidsmæssige (og lidt økonomiske) årsager, var vi nødt til at holde os til en 1-dages tur på vandet. Vi sejlede med katamaranbåden "Camira". En af verdens hurtigste katamaranbåde! Den virker bare bedst hvis der er vind, og det var der desværre ikke meget af denne morgen. Til gengæld skinnede solen fra en næsten skyfri himmel, og det fik vi fortalt var et særsyn for tiden på disse egne, da det næsten havde regnet uafbrudt i en måned. Ud over sejl kunne båden selvfølgelig også flytte sig vha. motorkraft, så vi kom frem. På et tidspunkt blæste det lidt op, så kaptajnen satte alle sejlene og slukkede for motoren. Vi skød en 6-7 knob, og nød at ligge på dækket og høre vandet skvulpe ind på stævnen. Ud over selve sejlturen havde vi "all inclusive". Dvs. fri mad og drikke i 8 timer, som var rigtig fedt! En super lækker frokost efterfulgt af en kold øl. Steve, der havde solgt os turen i Byron Bay, havde dog fortalt os at vi skulle hoppe på vinen i stedet for øllerne, da der var mere alkohol i. Så det prøvede vi, og ret det havde han skam…Vi faldt i snak med nogle englændere og et lesbisk par fra Irland. Søde mennesker, og vi blev så festglade på båden, at vi mødtes igen senere på den lokale pub, og drak videre. Allerede kl. 20.00 måtte Lærke og jeg dog stoppe festlighederne da vi skulle nå vores bus mod Cairns -endnu en natbus som også tog 12 timer. Desværre var vores chauffør skide irriterende, og gav os ikke lov til at få meget søvn på turen. Kl. 03.45 blev vi alle vækket, da vi havde et toiletstop, og han sagde at vi kunne købe noget kaffe eller morgenmad hvis vi havde lyst, og at vi unge mennesker i det hele taget ikke skulle sove vores ungdom væk. Sikke en idiot, og så hørte han høj musik hele natten…lad mig sige det, der var ikke plads til de store tømmermænd i denne bus…

Glædelig jul fra Lærke og Jarl, som i dag er i Darwin, og flyver videre mod Singapore i morgen d. 25. dec...