Hej derhjemme:)
Saa blev det tid til endnu et blogindlaeg - denne gang fra Wellington, New Zealands hovedstad.
Siden vi forlod Hamilton har vi set en hel masse, og det har faktisk vaeret den bedste del af turen paa New Zealand indtil videre. Efter Hamilton koerte vi til Rotorua, hvor vi endte med at sove en lille smule ulovligt paa en parkeringsplads ved en park inde i byen. Rotorua ligger midt i et termisk omraade og er kendt for at stinke af raadne aeg, hvilket vi allerede opdagede da vi koerte ind i byen. Lugten kommer fra alle de termiske svovlsoer der ligger rundt omkring i og udenfor byen.
Efter en god nats soevn stod vi op til lidt daarligt vejr. Det regnede og var overskyet, saa vi skyndte os at koebe noget billigt regntoej. Herefter koerte vi til Wai-O-Tapu, som er en slags park med en masse termiske soer, mud pools, gejsere og kratere. Her stinker der for alvor af raadne aeg!
Hver dag klokken 10.15 gaar Lady Knox, en stor gejser, i udbrud, og det skulle vi selvfoelgelig se. De fremprovokerer udbruddet med en saebeblanding, som de haelder ned i gejseren. Naturligt ville Lady Knox gaa i udbrud ca. hver 3. dag. Et enkelt udbrud varer helt op til en time, og kan naa hele 20 meter op i luften. Det var ret flot at se.
Efter at have set gejseren i udbrud, gik vi rundt i parken i ca. 2 timer. Vi kom forbi alle mulige forskellige kratere hvor der i stort set alle var kogende soer af enten vand eller mudder i bunden. Siderne paa kraterne var ofte gule af svovl eller roede af jernholdige salte. Ud over kraterne var der soer i alle mulige farver, som I kan se paa billederne. Vi kom bl.a. forbi The Champagne Pool, som nok er den mest kendte. Det er en stor groen slags soe med en helt orange kant. Da vi havde gaaet og beundret alle de flotte og forskellige ting, kom vi pludselig til en knaldgroen soe. Den var naesten neongroen, hvilket saa helt vildt ud. Det var en rigtig god tur, fordi man hele tiden gik helt taet paa alting, og kunne maerke varmen og lugtene. Lidt udenfor parken laa nogle mud pools, som var en stor soe af boblende mudder. Man kunne hele tiden hoere mudderet boble og koge, og sproejte med mudderklatter. Det var meget fascinerende og vi fik taget en masse billeder.

Da vi var faerdige og havde faaet en bid mad, koerte vi videre sydpaa til Huka Falls. Inden vi kom helt ned til vandfaldet stoppede vi ved et lille udkigspunkt hvor man kunne se ned over det. Det var rigtig flot, og blev bestemt kun flottere da vi kom taet paa. Vandet saa helt turkisagtigt ud, og det var rigtig flot sammen med alle de groenne traeer og klippesider. Ifoelge et postkort skulle Huka Falls vaere det stoerste vandfald i New Zealand, men det er vi altsaa ikke helt sikre paa passer. Men stort og flot var det! Huka Falls ligger lige uden for byen Taupo, hvor vi koerte ind for at finde et sted at sove. Der var en hel masse sportsfolk i byen, og dagen efter var der Iron Man (noget haardt sportshalloej), saa der var godt fyldt op. Vi besluttede os for at sove paa en gratis campingplads lidt uden for byen, men inden vi tog derud gik vi lidt rundt i byen, og en tur ud til Lake Taupo, som er New Zealands stoerste soe. Vi har laest, at den er paa stoerrelse med Singapore!

Vi er nogen gange lidt traette af altid at sidde i vores lille bil og planlaegge alt (der er mange ting der skal planlaegges!), saa derfor gik vi paa cafe med alle vores boeger og kort og planlagde de naeste dage. Derefter gik vi til informationscentret og bookede en tur i Waitomo Caves til dagen efter.
Efter en ret lang nat, hvor vi hele tiden rullede ned i hinanden, fordi bilen holdt skaevt, koerte vi saa mod Waitomo. Her naaede vi lige praecis at komme med paa den foerste af de to ture vi skulle paa. Denne tur foregik i Aranui Cave, og mindede meget om de danske drypstenshuler. Det var en guidet tur paa ca. 45 min.. Det var meget flot og stort, men ikke saa anderledes end noget vi har set foer.
Den anden tur var derimod rigtig fed. Det var i Waitomo Glow Worm Cave, hvor vi foerst blev guidet lidt rundt og fik de samme ting at vide som i Aranui Cave. Saa kom vi ned i en lille baad, og langsomt blev vi trukket rundt i grottens moerke. I loftet lyste der millioner af smaa blaa lys. Ormene er larver i 9 mdr. og i denne periode haenger de og lyser som stjerner i loftet. Rigtig flot! Man skulle vaere helt stille dernede, og det var ikke tilladt at tage billeder, saa alle sad helt stille og kiggede op. Det var en rigtig god og speciel oplevelse, og det var aergeligt det ikke varede laengere.
Herefter gik turen til Tongariro National Park. Jo taettere paa parken vi kom, jo stoerre og flottere bjerge saa vi. Vi var meget fascinerede og stoppede bilen et par gange for at tage billeder.
Tongariro National Park er et kaempe omraade med bjerge, dale og soeer. New Zealands stoerste aktive vulkan, Mount Ruapehu, ligger bl.a. her i nationalparken. Vi ville gerne paa nogle gaature for at se nogle af de beroemte blaa/groenne soeer. Derfor tog vi naeste morgen ved 9-tiden afsted paa en 6 timer lang vandretur, der foerte ind til Tama Lakes. I starten var det godt vejr, men jo laengere ud vi kom, jo mere begyndte det at blaese og regne. Godt vi havde vores nye regntoej med! Da vi endelig kom ud til soeen, blev vi heldigvis positivt overraskede, da den var meget flottere end vi havde forventet. I regn og blaest havde vi gaaet og forestillet os en lille moerk soe, men den viste sig at vaere kaempe stor og helt blaa. Vi forsoegte at finde lidt lae, saa vi kunne spise vores madpakker. Det var virkelig koldt og vi blev der kun i kort tid. Saa skyndte vi os hele vejen hjem igen, hvor vi beloennede os selv med noget chokolade og en god lur:)

Dagen efter skulle vi saa ud til de soeer, som vi allerhelst ville se - Emerald Lakes. Vi tog en ekstra troeje med, for dagen inden havde det jo vaeret koldt! Trekket startede og sluttede to forskellige steder, saa derfor skulle man med bus derud og hjem. Det kostede 30 $ pr. mand. Chauffoeren spurgte os om vi havde varmt toej med, og vi nikkede og sagde ja, for det havde vi jo. Han begyndte saa at sige et eller andet, hvor det eneste vi forstod var tallene 45 og 60. Han gentog og forsoegte med en enkelt fagte i luften at forklare os hvad han mente, men da vi stadig ikke fattede et klap, kiggede han paa os som om vi var idioter, og spurgte saa om vi stadig ville med. Det ville vi da helt bestemt, saa vi satte os ind i bussen. Og saa begyndte vi at blive lidt nervoese! Vi havde faaet et stykke papir i haanden, som beskrev ruten, og der kunne vi laese at vi skulle gaa 19,4 km i alt, og at vi skulle 1900 meter op over havets overflade. s***! Vi var ikke lige klar paa at det var bjergbestigning vi skulle ud paa. Derudover havde alle de andre passagerer (der var plads til ca. 10 i bussen) store varme jakker paa, og nogle havde endda taget vanter og hue med. Vi havde hver to tynde troejer og en meget daarlig regnjakke, som ikke ligefrem var specielt aandbar. Naa, vi havde jo betalt, saa vi forsoegte at overbevise os selv om, at vi nok skulle klare det. Da vi begyndte at koere kunne vi til vores skraek se, at vi koerte direkte ind mod de moerke skyer der hang over bjergene.

Ved rutens start stod en hel del andre mennesker, som ogsaa skulle gaa turen. Da vi bestemt ikke ville vaere de sidste, begyndte vi hurtigt at gaa. Vores ben var slet ikke ligesaa oemme som vi havde frygtet efter gaarsdagens vandring, og vi var i godt humoer. Den foerste times tid var nem nok, selvom stien flere steder var fyldt med klipper og store sten. Saa begyndte helvede! Vi skulle op af en masse, masse trapper op af bjerget, og vi kunne pludselig godt maerke at vi havde gaaet dagen inden. Alle folk gik naermest i staa, og jo laengere op vi kom, jo mere begyndte det at blaese og stoevregne. Efter rigtig lang tid naaede vi endelig til det vi troede var toppen. Det viste sig dog at trapperne i stedet blev skiftet ud med smaa stier imellem klipper og sten. Det blaeste helt sindssygt og vi froes og gad ikke mere. Efter at have klaret hele bjergsiden kom vi endelig op til et fladt stykke. Her var vejret endnu daarligere, og vi kunne daarligt nok se den naeste rutepael. Det regnede, blaeste og var helt taaget, fordi vi gik inde i skyerne. Det foeltes som at gaa midt i en snestorm i alt for lidt toej, og vi var vaade og iskolde. Vi gik et godt stykke tid i det helt oede omraade, til vi naaede endnu en bjergside. Her begyndte vores vaerste mareridt for alvor, idet blaesten blev endnu vaerre, selvom man naesten ikke troede det var muligt. Chauffoeren havde fortalt at mange vendte om naar de kom til dette blaesehelvede, men at det blev bedre paa den anden side af bjerget, og det var den eneste grund til at vi havde kraefter til at fortsaette. Vi har aldrig nogen sinde i vores liv proevet noget saa haardt og vildt, og man var indimellem bange for at blive blaest ned af bjerget. Vinden var saa staerk at det var vildt svaert at holde balancen, og selvom vi raabte var det svaert at hoere hinanden. Paa toppen af bjerget var det fuldstaendig ekstremt, og her havde man ikke nogen klipper eller noget at holde fast i. Der var stejl klippeside ned paa begge sider af os, og vi var taet paa at gaa i panik af skraek for at falde ned. ENDELIG, ENDELIG, ENDELIG var vi ovre paa den anden side, og kunne begynde at gaa ned af. Da vi langsomt var kommet et stykke ned blev vinden lidt mindre voldsom, og pludselig gled skyerne under os til side, og vi kunne se Emerald Lakes et godt stykke under os. Det var tre fuldstaendig groenne og flotte soeer, og vores humoer steg med det samme! Vi begyndte naermest at grine af glaede, fordi vi vidste at vi nu havde overlevet det vaerste. Da vi var kommet under skyerne skinnede solen, og vi satte os og spiste vores middagsmad. Det blev dog hurtigt for koldt, saa vi fortsatte ned af.

Resten af turen gik mest ned af, hvilket faktisk hurtigt blev forfaerdeligt haardt i hofter, knae og laarbasser. Turen var dog rigtig flot, med groenne bjerge og en flot udsigt! Vi havde tidligere gaaet og snakket om at en af os helt sikkert ville vrikke om, og selvfoelgelig skete det for Lea ca. 1,5 km inden vi var ved den parkeringsplads hvor vi blev hentet. Heldigvis kunne hun godt gaa videre, og det stoppede hurtigt med at goere ondt. Da vi kom til parkeringspladsen satte vi os glade, lykkelige og stolte ned og spiste et lille aeble. Foerst da kunne vi maerke hvor traette vi var i hele kroppen.
Selvom det havde vaeret det mest ekstreme vi nogen sinde har vaeret ude i, er vi nu begge mega glade for at have gennemfoert det! I maa godt vaere stolte af os:)

Vi brugte de sidste kraefter paa at koere sydpaa, da vi ville ned til Wellington, som ligger helt paa nordoeens sydspids. Vi stoppede i Mangaweka paa en lille hyggelig campingplads efter at have koert ca. 40 km. forkert i jagten paa en gratis.
Vores lille bil har mulighed for at saette mp3-afspiller til stereoanlaegget, men det virker selvfoelgelig ikke i vores. Skoent. Derfor har vi i ren panik over den manglende gode musik koebt en Spice Girls cd, saa nu er der gang i bilen hver gang vi koerer :)

Efter vores bjergbestigning har vi besluttet os for at koebe os en god vindjakke, for den faar vi nok brug for i loebet af den naeste maaned, saa den vil vi gaa paa jagt efter idag. En af de naeste par dage tager vi faergen til sydoeen, hvor vi saa har naesten en maaned til at se alt.

Vi haaber I har det godt der hjemme, for her er i hvert fald skoent selvom vejret bliver daarligere jo laengere vi kommer ned. Her i Wellington blaeser det en del, og det bliver nok ikke mindre paa sydoeen.

Mange hilsner og tanker fra de to bjergbestigere paa den anden side af jorden! :)

P.S Vi har ikke lige kunnet laegge billederne ind, saa de kommer en anden dag.