Profile
Blog
Photos
Videos
Efter lidt problemer i Peru, hvor vores tur til junglen blev aflyst pga. vejret, blev det endelig tid til at besoege junglen, dog paa den bolivianske side. Vi fandt hurtig ud af, at det er de faerreste selskaber der behandler naturen og isaer dyrene godt. Det var nogle skraemmende billeder med flaaede jaguarer, vildsvin og andet skidt vi saa. Saa vi valgte at smide lidt flere penge end forventet i turen, men sikrede os samtidig et godt og ikke mindst fornuftigt selskab der endda ejer en del af Nationalparken Madidi, som var det omraade vi skulle udforske.
Turen derud blev en af de dejlige lokale bolivianske busser. En bustur paa 16 til 18 timer, troede vi! Dagen startede kl.9.30 om morgenen, hvor vi tog en taxi hen til stationen eller hvertfald noget der lignede. Efter lidt ventetid begyndte de endelig at laesse bussen med jeg ved ikke hvor meget tons ragelse. Landfolket havde vaeret paa beoeg i storbyen La Paz og skulle selvfoelgelig ikke tage tomhaendet derfra. Men efter halvanden time var vi da ogsaa naesten ved at vaere klar til afgang. Allerede smaa to timer forsinket. Bussen toeffede afsted, saa godt den nu kunne op af de stejle bjerge og alting gik rigtig fint, indtil vi blev stoppet af politikontrollen. Vi fandt ud af at narkosmugling er et stort problem paa lige netop den rute vi skulle koere. Saa alle paasagerer maatte ud af bussen og saa kunne hundene ellers bare faa lov til at snuse efter narko m.m. Kun en mand blev trukket til side, men vi formoder at han betalte betjenten under bordet, da han kom tilbage i bussen med et meget smoerret smil. Pyt med det, vi skulle jo videre og var nu endnu en halv time forsinket. Med dejlig boliviansk folkemusik blaesende ud af hoejtalerne og ikke mindst en masse lugtende bolivianere omkring, noed vi virkelig denne bustur. Dog skulle det vise sig at det vaereste ikke var begyndt endnu. Jo taettere vi kom paa junglen, jo vaerre blev infrastrukturen ogsaa. Saa nu kunne den rigtige bumlebustur begynde. Vi troede at dette kun var en midlertidig del af turen, men nej nej, nu hed vejene ikke laengere asfalt, men i stedet jord og mudder. Men efter 5 timer havde vi vaennet os til den behagelige foelelse af at bussen vaeltede ud over den meget stejle kant. Fuld fart frem lige indtil midnat, hvor vi meget pludseligt midt ude i ingenting, tog et stop. Ingen boder, ingen toilletter, intet var der at faa oeje paa. Meget underligt taenkte Lea og Lars, mens de bolivianske passagerer blot saa dette stop som en god mulighed til at gaa paa toilet, eller bare saette sig paa hug 3 meter fra hvor vi andre stod. Ogsaa andre biler og lastbiler holdte i koe foran os, men vi anede stadig intet om hvad der foregik. Saa vi mere eller mindre stucked ude i ingenting og hvad goer man saa? Man laegger sig da bare til at sove i haab om at problemerne forvinder paa den maade. 6 timer senere og vi var stadig ikke naaet en meter laengere. Nu vrimlede folk ud mellem biler, busser og lastbiler, for at finde ud af hvad der var sket. En bus var paa et meget smalt stykke vej koert ned i groeften. Naa igen, hvad goer man saa? Jo, man staar bare og glor paa den hjaelpeloese bus. Alle de bolivianske kvinder fik gladeligt ordnet baade toiletbesoeg (stort og smaat) og vasket haar i det yderst rene vandloeb der floed ned af muddervejen. Men saa lige pludselig formoder vi, at en eller anden lokal gut har faaet den fantastiske idè, at man jo maaske kunne lade den kaempe lastbil, der holdte i modkoerenes retning, traekke bussen op. Wow, det havde vi ikke taenkt paa for ca. 3 timer siden (eller Lars havde i hverfald). Fri fra helvede eller hvert fald meget taet paa, "kun" endnu 7 timer forsinket. Naeste var og blev heldigvis Rurrenbaque, byen hvor vores jungletur startede fra. Turen var selvfoelgelig udsat til naeste dag, saa vi fandt hurtigt et hotel for vi traengte til et bad mere end nogensinde foer!
Turen ud til junglen eller naermere "Serere", som var navnet paa det omraade Madidi-Travel (vores selskab) ejede, varede omkring 2 en halv time og foregik i en aegte jungle traebaad med en motor selvfoelgelig. Men pga. en kaempe tordenbyge den foregaaende nat maatte vi igennem en voldsom masse mudder og vand. Saa paa med gummiroejserne og igennem mudderet vi gik. 10 meter laengere fremme skulle det saa vise sig at vandet stod saa hoejt at selv ikke gummistoevlerne kunne klare det. Saa vi maatte af med sko, stroemper (og for Leas vedkommende ogsaa bukser!) Foej hvor var det klamt, bare tanken om hvad der evt. kunne gemme sig under det brune vand og mudder var ganske forfaerdelig. Efter endnu 40 min. gaatur naaede vi endelig til "Casa Grande", som var navnet paa det hus, hvor vi hovedsageligt skulle spise og slappe af mellem vores jungleture. Efter et lille hvil skulle vi afsted paa den foerste jungleekspedition. Vores guide var meget dygtig og vidste alt om flora og fauna. Det var virkelig spaendende og vi var endda saa heldige at skimte nogle aber. Nu er det jo ikke saadan at dyrene ligefrem sidder og venter paa at turisterne kommer, saa det kraevede en god potion held, hvis man skulle se et dyr. Efter en overdaadig middag lavet af Bolivias bedste kok, Freddi, var vi mere end traette og det kunne kun gaa for langsomt med at faa et koldt, men tiltraengt bad og derefter paa hovedet i seng. Vores hytte var mere end fantastisk. Kaempe hytte med myggenet som vaegge, et rigtigt toilet og en kaempe seng med endnu et myggenet og de levende lys gjorde bare oplevelsen endnu mere perfekt. Ikke lige hvad vi havde forventet, men endnu bedre!
Naeste dag stod paa en tur ud til Gringo Lake (navnet kommer af de mange turister der er doede i lige netop den soe). Ret hurtigt fik vi lov til at opleve dyrelivet helt taet paa. Guiderne kan nemlig tilkalde dyrene (isaer aber) ved at lave dyrelyde. Der gik ikke lang tid foer 3 aber hang ned fra traeernes grene. Vi havde selvfoelgelig medbragt bananer og dem ville aberne (Spider Monkeys) meget gerne have fat i. Det var helt uvirkeligt at vaere saa taet paa en vild abe og ikke mindst ganske underholdene. Efter abebesoeget skulle vi ud og fiske efter piratfisk med noget der skulle vise sig at vaere ganske primitivt udstyr, men det virkede. Der var ikke gaaet mange minutter foer Lea fangede den foerste fisk, endda en aegte (lille) piratfisk. Efterfoelgende hev vi ellers den ene fisk ind i baaden efter den anden til glaede for guiden, der gerne ville lave fiskesuppe naar vi kom tilbage til huset. Endnu en skoen middag tilbage i "Casa Grande" med bl.a. lidt af dagens fiskefangst. En spaendende dag, hvor vi ogsaa fik indsamlet en masse myggestik (fx Lea omkring de 130 - ret imponerende).
Tredje dag skulle vi besoege omraadets bananfarm der ogsaa boed paa en masse andre frugtgodter. Vejret var helt kanon, saa friskplukket limefrugt og grapefrugt var dejlig toerstslukkende paa denne ellers meget varme dag. Vi saa ogsaa nogle dyr, men kender desvaerre ikke deres navne paa dansk. Omraadet boed ogsaa paa ananas og kakaofrugter og selvfoelgelig bananer i alle afskygninger. Om eftermiddagen ville vi proeve at bevaege os lidt laengere vaek i haab om at se nogle andre dyr. Saa efter en times rotur gik vi paa dyrejagt. Vi fulgte en masse vildsvinefodspor, dog uden held. Paa vej tilbage til baaden var det blevet moerkt = tid til at lede efter slanger og edderkopper. Guiden spottede et lille hul jorden, hvor der boede en kaempe fugleedderkop. Ganske skraemmende dyr, der ligner et lille monster. Tilbage til baaden og ud paa vandet. Himlen var helt vidunderlig smuk og skinnende af alle de mange stjerner og omkring os svaevede ildfluer og lyste op som smaa julelys. Vi var saa heldige at se Karlsvognen for foerste gang her i Sydamerika og saa kom vi jo virkelig til at taenkte paa Danmark og hvor meget vi savner jer derhjemme. Sikke en fantastisk afslutning paa en fantastisk dag.
Fjerde og sidste dag skulle vi paa en laengere gaatur om formiddagen + et besoeg paa den elskede Gringo Lake i haab om at se de sjove aber endnu en gang. Vi var heldige og havde heldigvis medbragt bananer, saa vi oplevede igen igen aberne helt taet paa. Vi har noget helt fantastisk video, som alle er noedt til at glaede sig til at se! Tilbage til "Casa Grande", for at lave junglesmykker, spise frokost og derefter sige farvel til den dejlige jungle og ikke mindst de mennesker der soergede for at vi havde en helt vidunderlig oplevelse i Serere junglen.
Tak til aberne, vores guide Choco og ikke mindst til de smukke naturomgivelser...
- comments