Profile
Blog
Photos
Videos
Efter lidt tumult og misforstaaelser angaaende transport, ankom vi onsdag til minebyen Potosí i det sydlige Bolivia. Potosi er en hyggelig by med masser af hyggelige gader - saa smaa og saa mange at vi naesten formaaede at blive vaek for os selv. Naesten..
Lige siden 1500-tallet har byen haft en enorm stor oekonomisk betydning, paa grund af undergrundens store indhold af mineraler som eksempelvis soelv, tin og zink. Dertil kan det da lige siges at Bolivia er Sydamerikas rigeste land maalt paa naturresurser (dog er det samtidig Sydamerikas fattigste). Det kan derfor ikke komme som nogen overraskelse at byen naesten udelukkende lever af minedriften, direkte og indirekte.
Arbejdet i minerne er til stor interesse for turisterne, og vi skulle selvfoelgelig ogsaa lige et smut derned. Det er normalt at have smaa gaver med til minearbejderne, saa vi koebte lidt godter til de haardtarbejdende folk i form af cocablade, cigaretter og alkohol (96%!). De skulle jo fejre at det var fredag... Herefter blev vi rigtig studset op, og befandt os snart i flot blaat arbejdstoej med tilhoerende gummistoevler, hjelm og pandelampe. Bedoem selv om vi ikke saa godt ud:
Selve turen i minen skulle vise sig at vaere ganske interessant. Vi begav os ind i moerket gennem de smalle gange, hvor der kun lige var plads til at vognene kunne koere frem og tilbage. Det skabte derfor ogsaa mindre kaotiske situationer da en flok turister fyldte hele gangen mens der inde fra moerket kom tre minearbejdere med en vogn fyldt med sten. De naaede akkurat lige at bremse vognen inden den mejede turistflokken ned.
Som vi begav os laengere ind i minen, blev gangene mindre og mindre og vi saa flere af de arbejdende folk, heriblandt en ganske ung fyr. Vi spurgte vores guide om knaegten saa skulle arbejde her i minen resten af sit liv, og hun bekraeftede vores bange anelser. Stakkels fyr. Det goer bestemt ikke situationen bedre at det hele foregik med saa primitive vaerktoejer som muligt: Hakker, trilleboerer, skovle og spande. Dog brugte de ogsaa dynamit til de lidt stoerre opgaver, vi oplevede dog ikke nogle spraengninger mens vi var der. Heldigvis fristes man saa til at sige. Man har jo hoert saa meget i nyhederne...
Forenden af tunnelen var der et stort hul lodret ned i jorden. "You want to go to level 2", spurgte guiden. Jaja, og saa skulle der ellers kravles nedad. Vi havde forinden spurgt til sikkerheden mht. denne type klatringer, og selvfoelgelig var der da det. Som om. Der var et soelle reb at klamre sig fast til, men vi klarede det. Temperaturen dernede var langt hoejere end ovenover, og luften var fyldt med stoev. Vi fik her et godt indblik i hvilket miljoe minearbejderne befinder sig i 6 dage om ugen. Laengere nede er luften dog fyldt med giftige gasser, og temperaturene helt op til 45 grader. Vi stilte os tilfredse med disse to niveauer og begav os tilbage mod udgangen og den friske luft.
En spaendende oplevelse, og vi fik da en ting slaaet fast:
Godt man ikke er minearbejder i Potosi...
- comments