Profile
Blog
Photos
Videos
Da vi havde fri fra hospitalet fredag på grund af en national helligdag, var det muligt for os at tage på weekendtur med familien. De skulle hjem til Rongo, hvor de kommer fra, da Lillian's (moren) søster var blevet gift for noget tid siden og der skulle foregå et brudekøb/brudesalg. I deres familie går det ud på at manden skal komme med nogle køer til brudens familie for at købe bruden, det kan også være penge eller andet, men i deres stamme, som er lur, er det køer de gør i. Manden kan selv bestemme hvornår han vil komme med det, normalt plejer det at være før brylluppet det foregår, men det kan også ske efter. Der foregår ved en ceremoni og i en festlig sammenhæng. Hvis de skulle vælge at gå fra hinanden, kan man ikke forlange at få køerne/pengene retur.
Så torsdag efter vi havde været i praktik, tog vi hjem og pakkede. Derefter tog vi i en taxa til busstoppestedet. Busselskabet vi kørte med hedder Transline Classic, det er ikke ligefrem fantastiske busser, men de er okay. Da vi kom til Mombasa fra Nairobi i sin tid, var det med Modern Coast busser, de er noget bedre og med aircondition! Vi var Mette, Merlin, Lillian, Dalmas, deres nevø Steven og jeg. Eric blev hjemme i Mombasa. Vi kunne se frem til en lang bustur, der er 811 km fra Mombasa til Rongo og det tager ca. 14 timer i bus. I bussen var der ingen aircondition, så folk havde vinduerne godt åbne. Når man kører hurtigt og det blæser udenfor, kommer der dejligt med støv ind på en! Vi havde bestilt billetter og pladser dagen før og Mette og jeg fik sæder ved siden af hinanden, men de andre måtte sidde hver for sig, da der allerede var godt booket. Da vi så kom ind i bussen efter at være kommet af med vores bagage, havde Dalmas selvfølgelig sat sig på Mette's plads og sagde at her ville han sidde, da det var ved vinduet. Så stod vi så der (pisse sure inden i, for hvad fanden bilder han sig ind! han kan sgu da ikke bare tage vores plads!), så måtte vi jo så sætte os hver for sig. Jeg tror godt de kunne fornemme, at vi var sure over det, for der gik ikke særlig lang tid før, at Dalmas spurgte hende, som sad ved siden af Mette, om hende og jeg kunne bytte plads. Hun sagde heldigvis ja og jeg slap for at sidde 14 timer ved siden af Dalmas!!! Der var forsinkelse i afgang, for busselskabet havde selvfølgelig dobbeltbooket den plads, hvor Lillian sad. Heldigvis havde hun sat sig først og nægtede at flytte sig. Manden, som også havde fået pladsen, blev selvfølgelig sur og brokkede sig til konduktøren. Efter en lang diskussion, var der en, der opgav sin plads, så manden kunne få lov til at sidde ned og så stod han selv op indtil den første passager skulle af nogle timer efter!
Efter 14 lange timers kørsel med kun 2 stop, var vi endelig fremme i Rongo kl. 7 om morgenen fredag. Her tog vi med en taxa ud til deres hus, hvor vi skulle være. Det er et meget smukt hus udvendig og med lækker natur omkring med masser af blomster. I haven er der ved at blive bygget et gæstehus og den ældste søn er ved at bygge sit eget hus på grunden (en tradition, at de gør det, når de bliver gift, skal huset så rives ned). Til venstre for huset er der en ko i en indhegning, får og geder i indhegning og der render hunde, katte og høns / kyllinger rundt. Et meget idyllisk sted. Inde i huset er der en stue, en spisestue, forældrenes soveværelse, 2 soveværelser og et "køkken". Udenfor er der en lille bygning, hvor tjenestemanden James bor. Han holder huset og dyrene, både når de er der og ikke er. De er ikke hjemme så ofte. Vi fik det ene værelse og skulle dele en halvandens mand seng, godt det ikke er så varmt om natten der J
Vi fik pakket lidt ud og spiste morgenmad, så gjorde vi os ellers klar og så skulle vi på sightseeing. Vi havde på forhånd sagt at vi gerne ville ud og se, hvor deres børn gik og havde gået i skole. Planen var til at starte med, at Merlin skulle have været taget med os rundt, men som altid så ændres planerne uden at vi får noget at vide. Så vi skulle med Dalmas og Lillian rundt. Vi skulle med en taxa, som kom og hentede os. Det var en 4 personers taxa og vi var 5 personer, så vi sad meget tæt og klemt. Først kørte vi op til Bryson's skole (den yngste dreng), den lå ikke særlig langt fra huset. Her var skolen i gang med at holde møde udenfor, så vi holdte lidt afstand. Det var så pinligt, alle stirrede på en. Dalmas gik over og snakkede med skolelederen, men fordi det ikke var den første søndag i måneden, måtte vi ikke komme på besøg. Skolelederen er meget streng med reglerne. Forældrene fik lige lov til at hilse kort og give nogle få ting til ham. Derefter kørte vi videre indtil Rongo, hvor Dalmas og Lillian prøvede at få fat på en anden bil. Først prøvede han dog om han selv kunne køre bilen, men da det var manuelt gear, kunne han ikke finde ud af at køre i den. De ville leje en anden bil for en dag, men det var der ikke nogen, der ville, så fik vi endelig en, som ville, så ville han køre over og tanke den, men da han ville stoppe for at tanke, virkede bremserne ikke, så den ville vi ikke leje. Heldigvis havde han ikke betalt noget endnu. Så blev vi nødt til at tage en matatu til Migori, hvor vi skulle hen (41 km fra Rongo). Der ude på landet, der bliver matatuerne helt fyldt op og så lidt til! Der kan være 14 passagerer, der var nok 20. Så ankom vi efter en 45 min til Migori, hvor vi gik ind på en restaurant og spiste frokost. Efter at have klaget over maden og fået nyt mad kunne vi endelig komme videre. Vi tog en taxa, men efter 5 min. kørsel gik bilen i stå. Så måtte Dalmas tage en motorcykel ned og hente en ny taxa, da man ikke bare kan ringe efter en. Så kom han endelig tilbage og vi kørte ud til Mercy's skole (datteren). Her hilste vi på hende og skolelederen. Hun var glad for at se sine forældre og os.
Så tog vi taxaen tilbage og tog en matatu retur til Rongo. På vejen satte vi Lillian af, da hun skulle mødes med sin anden søster og hjælpe med at finde køer til sin søsters brudekøb. Vi kørte så videre med Dalmas til Rongo, hvor vi fandt en taxa, så vi kunne komme til Lake Victoria. Vi var så glade, nu kunne vi endelig se det og opleve noget spændende der. Da vi kom derud, blev vi noget skuffet. Vi havde regnet med at måske at komme til et lidt turiststed og måske kunne få en lille sejltur og måske se nogle flodheste. Men det var et meget lokalt sted, hvor man kun kunne se lidt af søen. Efter små 10 min., sagde Dalmas, Can we go now? Og så måtte vi jo sige, at det var det og køre igen. På vejen retur snakkede vi med Dalmas omkring, hvornår de rejste hjem. Han skulle rejse hjem til Mombasa lørdag, da han skulle til Tanzania søndag på forretningsrejse. Lillian ville måske rejse hjem søndag eller mandag. Så stod vi så igen der og blev nødt til at finde ud af, hvad vi skulle gøre, for vi skulle jo være hjemme, så vi kunne komme i praktik om mandagen. Desuden fandt vi også ud af at det der brudekøb, som vi havde glædet os til at opleve først var om søndagen, hvilket jo passede rigtig dårligt sammen med, at vi skulle være hjemme mandag. Så vi blev nødt til at tage med Dalmas hjem, så vi var hjemme søndag.
Vi kom så tilbage til Rongo, hvor vi blev sat af ved en bar, for nu skulle Dalmas på bar. Mette havde hele dagen skulle holde en flaske sprut for Dalmas i sin taske, nu skulle den drikkes! Så vi måtte sidde på den luskede bar i 3 timer sammen med Dalmas og hans venner, sidde og blive gloet på konstant og kede os helt vildt! Endelig kom Lillian, som først skulle være færdig med at finde de køer, for at hente os. Der var Dalmas sur og ville ikke med hjem og teede sig helt åndsvagt. Så vi måtte finde en taxa, vi tog med den og kørte et lille stykke, så stoppede vi og så skulle Mette, Lillian og jeg over i Lillians søsters bil og dem fra hendes bil gik over i taxaen og skulle køre videre med den. Så kom vi hjem til deres hus efter små 20 min. kl. halv ti om aftenen og have brugt stort set hele dagen på at køre rundt i matatus og taxaer. Vi var godt brugte og ret trætte af det hele. Mine fødder var hævet til mega størrelse af at sidde så meget ned i busturen til Rongo og alt den køren rundt i løbet af dagen. Dalmas kom hjem lidt efter på en motorcykel og chaufføren og ham kom ind og spiste aftensmad og så kørte de ellers på bar igen. Vi fik ringet hjem og snakket lidt, før vi gik på hovedet i seng. Vi var begge lidt i krise og havde virkelig ikke lyst til at være der. Kl. 1 om natten vågnede jeg ved at Dalmas kom hjem og jeg skulle selvfølgelig op på toilet, så var nødt til at snakke med ham. Heldigvis faldt jeg hurtigt i søvn igen.
Næste morgen vågnede jeg kl. 7 ved, at Lillian rumsterede rundt og hendes søster + børn, som sov i værelset ved siden af. Det er et meget lydhørt hus, hvor man ikke kan undgå at høre når andre snakker, går rundt eller andet. Vi stod op og fik morgenmad. Vi viste ikke andet end at vi skulle med bussen kl. 14.30, så der var god tid til det. Så gik vi ind og pakkede os sammen. Da vi sad og pakkede kom Lillian og spurgte om vi var klar. Vi havde ikke engang fået at vide at vi skulle pakke os sammen og være klar til afgang, så hun fik at vide, at vi snart var klar. Det var 3 gang i løbet af ingen tid, at de kom og spurgte om man var klar uden at have informeret en om det og når man så var klar, kunne man så vente på at Dalmas eller Lillian var klar. Denne morgen kunne vi høre Dalmas brokke sig over, at vi ikke var klar til at køre, hvorefter Lillian satte ham på plads og bagefter fik hun at vide, at sådan skulle hun ikke snakke til ham. Så blev vi kørt indtil Rongo, hvor det så viste sig, at vi skulle sidde i 5 timer på en restaurant, som var i samme lokale, som den bar, vi var på aftenen før. Dalmas kunne ikke se, hvad han skulle lave i så lang tid ude i sit hus, så han ville hellere sidde der. Nøj hvor var det godt nok også kedelig!!! Endnu engang var vi pænt utilfredse, men det lykkedes os at ligge skjul på det. Kl. 14.30, kom vi så med bussen hjem til Mombasa. Uheldigvis fik jeg et sæde, som hverken kunne rykkes frem og tilbage. Det er godt nok en lang bustur i samme stilling. Denne gang havde jeg husket at tage mine rejsesokker på, så jeg ikke ville få alt for hævede fødder!! (Troede virkelig ikke at mine fødder kunne hæve sådan!)
En ting er helt sikket, jeg skal aldrig på weekend tur med dem igen. Det er en rigtig sød familie og de er rare at bo sammen med. Men at tilbringe så mange timer sammen med dem non-stop, kan jeg bare ikke.
- comments