Profile
Blog
Photos
Videos
Uge 6 på hospitalet:
Så kom ugen jeg havde ventet på i spænding! :D Denne uge skulle jeg være på fødeafdelingen på hospitalet. Jeg har aldrig set en fødsel ske andet end på TV, så jeg glædede mig enormt til at se, hvordan det foregår og hvordan moren ville reagere både før og efter fødsel og måske endda få lov til at assistere.
Vi mødte mandag morgen på fødeafdelingen og fik klædt om. Der var så morgenrunde, så man kunne se, hvem der lå og havde veer og få information om dem. Så var der morgenmøde med bøn og hele molevitten. Det er man efterhånden blevet vant til og tror det bliver meget underligt at komme tilbage på en dansk afdeling igen og skal til at følge deres rutiner! Der lå ikke særlig mange kvinder på fødeafdelingen, der var en 3-4 stykker og ud fra hvad jeg havde hørt fra kenyanske sygeplejestuderende og vores værtsfamilie havde jeg forventet, at der bare lå 20 kvinder og skulle til at føde. De fik det til at lyde som om, der var meget travlt. Vi gik lidt frem og tilbage og observerede, hvad der skete og hvordan kvinderne havde det. På hospitalet er det de sygeplejestuderende, som oftest tager imod børn. Det er kun, hvis der er problemer, at en sygeplejerske kommer og hjælper, ellers kommer sygeplejerskerne engang imellem og kigger til, om alt er okay. Sygeplejersker fungerer også som jordmødre, det er en del af uddannelsen. Man kan ikke bare læse til jordmoder hernede. Kvinderne ligger meget for sig selv, der kommer en sygeplejestuderende og tjekker til dem engang imellem og tjekker, hvor meget de er udvidet, puls, blodtryk, temperatur og hvis de har veer, noterer de ud fra en objektiv synsvinkel, hvor svær en ve, kvinden har.
Afdelingen er delt ind i 3 dele. Del 1 er stedet, hvor kvinderne sætter sig i kø. Her sidder de indtil en sygeplejerske tager dem ind bag et lukket gardin og observerer kvinden, hvor langt henne hun er, hvor meget hun er udvidet osv. Da de er i gang med et eller andet forsøg, bliver der alle kvinder også podet fra vagina og de skal give en urinprøve. Hun bliver også vejet og målt. De mærker efter og vurderer om barnet ligger rigtigt og om der kan komme nogle besværligheder i forhold til fødsel. Derefter bliver hun vist hen til en fødestue, hvis tiden er til det og det ligner at det bliver en normal fødsel. Det er del 2, hvor der er 8 rum med et gardin, man kan hive for, for at få privatliv. Her ligger kvinderne alene i en ubehagelig og beskidt seng, nogle gange har de familie ved sig, men ofte bliver de smidt ud af personalet, for så bliver kvinderne jo for pivet, hvis de har deres mor ved sin side! Det er godt nok meget anderledes end i Danmark (så vidt jeg ved), der må man da gerne have sin familie ved sin side. Men kvinderne her må jo heller ikke skrige eller vise tegn på ubehag, så får de at vide at de skal tie stille og de kan da også få et lille slag, hvis de ikke holder kæft! Del 3 er hvor de kvinder, hvor der er tegn på, at fødslen ikke kan klares naturligt, kommer hen og ligge og vente på, at der er tid til at komme op på 1. salen og få et kejsersnit. (de kan godt ligge der laaang tid med mange smerter!).
Den første dag startede ved på del 1 og var med til en kvinde, hvor hun blev undersøgt, målt, vejet osv. Under underlivs undersøgelsen havde kvinden mange smerter og ubehag, så jeg tog straks hendes hånd, da jeg selv ville have det rart, hvis jeg følte at nogen gav omsorg for mig, hvis jeg var i sådan en situation. Men som jeg også har prøvet før, kom der en lægestuderende og tog min hånd ud af kvindens og lagde kvindens hånd ned. Jeg måtte åbenbart ikke holde hende i hånden! Jeg ignorede hende og tog kvindes hånd igen, da hun rakte ud efter den. Hun var kun 21 år og det var hendes anden fødsel. Og så fulgte vi hende over til del 2. Der var ikke umiddelbart andre i del 1, som skulle undersøges, så vi valgte at blive ved del 2 og vente på, at en fødsel skulle gå i gang. Mens jeg var med en sygeplejestuderende inde ved en anden patient, kunne jeg høre at kvinden fra før råbte Help me, please help me. Mette var gået derind og fik en kenyansk sygeplejestuderende til at kigge på hende. Vi kunne så se at hovedet var på vej ud og den sygeplejestuderende råbte s*** og fandt hurtigt remedierne frem og gjorde klar til at tage imod barnet. 2 veer efter kom barnet ud, det gik bare så hurtigt! Det lignede næsten at hun skulle gribe en bold! Jeg stod oppe og holdt kvinden i hånden og jeg kunne mærke, at det hjalp hende, at hun var glad for, at der var nogen til at give hende styrke til at komme igennem det. Efter fødslen fik hun lige lov til at se sit barn og så bliver det taget med ud til et rum, hvor det bliver vejet, målt, de tjekker reflekser og generel tilstand. Her ligger barnet så under en varmelampe til moren er klar til at tage over igen (de kan godt ligge der i mange timer helt alene!).
Jeg så i alt omkring 8 fødsler, det var lidt en sløv uge, men de sagde også, at der skete mest i weekenden og vi har jo fri i weekenden. Ud af de fødsler var 2 af dem sædefødsler. Mandag var der dog en del, som kom ind, da vi havde fri. Jeg ville gerne have været blevet, men vi havde også lige en eksamensopgave, vi skulle hjem og have skrevet færdig.
De giver ikke smertestillende eller lægger en blokade på patienterne. Det er der ikke ressourcer til og så tror jeg, at de tror på naturlige fødsler hernede (dog uden alt det piveri!). Hvis kvinden flækker eller bliver klippet op under fødslen, gives der dog lidocain som lokalbedøvelse inden de syr det sammen. De får væske, hvor der er tilføjet noget vestimulerende.
Der var også en af fødslerne, som jeg husker ganske godt. Kvinden havde rigtig mange smerter og da vi kom, blev hun tilset af en læge (eller det vil sige en læge og en helveds masse lægestuderene og os sygeplejestuderende). Han informerede om, at barnet lå forkert og at det kunne være svært og hvordan sygeplejerskerne skulle forholde sig til fødslen for at det ikke skulle gå galt. De måtte ikke hive i benene, når de kom, for så kunne hovedet risikere at sætte fast, da livmoderen så måske ikke var udvidet nok. Han virkede også rimelig sikker på at der ville gå lang tid før hun fødte og sagde, at de kunne kalde på ham, hvis der var nogle problemer. Efter kort tid var kvinden i fødsel, og sygeplejersken var til stede og klar til få barnet ud, først kom der en fod til syne. Jeg kunne allerede her se, at det så lidt blåt ud. Det var en besværlig og lang fødsel, kvinden var meget træt og havde svært ved at samarbejde. Først kom fødderne, efter et stykke tid kom maven og så skulderne, hvor sygeplejersken dog skulle hjælpe med at få dem ordentligt ud, men hovedet sad fast i meget lang tid. Vi blev bedt om at assistere og jeg hjalp med at holde kvindens ben oppe, så hun ikke klemte omkring barnet, når hun pressede. Vi prøvede at vestimulere ved at knipse lidt på maven, når den mandlige studerende gjorde det, skubbede hun ham væk, men når jeg gjorde det, fik jeg lov. Barnet blev mere og mere blåt. Til sidst kom hovedet ud og det sprøjtede ud med blod på sygeplejersken og på mig. Sygeplejersken havde så mere travlt med at tørre blodet af sig end at tage sig af det livsløse barn. De tog barnet med til stedet, hvor barnesengene stod med varmelamper. De prøvede at genoplive barnet og efter 35 min fik de endelig liv i barnet. Jeg hjalp efterfølgende med at holde iltmasken tæt, så alt ilten ikke ville ryge ved siden af. Masken var alt for stor til det lille barn og sygeplejersken var lige glad og satte det bare på. Så jeg stod og holdte masken indtil vi overførte barnet til en anden afdeling. Det virkede ikke som om de havde travlt med at få liv i barnet, det gik meget stille og roligt og de kunne ikke finde det udstyr de skulle bruge. De stod og snakkede med andre og gav ikke ilt, når de skulle. Det var 2 sygeplejersker, som udførte genoplivning, der kom ikke nogen læge og tilså barnet. Det var ikke muligt at lave IV-adgang, så barnet fik ikke noget adrenalin under genoplivningen. Det er meget anderledes end derhjemme. Jeg gik lidt frem og tilbage og så til moderen og til barnet. Jeg fik lov til at tage placenta (moderkagen) ud af kvinden, navlestrengen snores rundt om tangen og man hiver stille og roligt og trykker moren lidt på maven, så den kommer ud. Hvis der er problemer, skal moren prøve at hoste for at hjælpe den ud. Jeg fik den stille og roligt ud, men den var gået i stykker, så der var nødt til at komme en, som var mere erfaren til at sørge for at resten kom ordentligt ud. Da vi stod ved barnet og det var okay, spurgte jeg indtil om man havde givet moren besked om at barnet var i live. Der var ingen besked givet, da man ville være helt sikker inden man gav besked (ærgeligt talt tror jeg bare at det var en undskyldning og de ikke havde tænkt på at give hende besked endnu, for efter jeg havde spurgt, gik der ikke særlig lang tid, før de gav besked til moren). Hun blev selvfølgelig meget glad og lettet.
Mandag ugen efter, som var vores sidste dag, var vi med til et kejsersnit på 1. salen. Vi kom kl 8 og skulle så vente på at kunne få tøj, da vi ikke må have kittel på. Heldigvis havde jeg en normal uniform med hjemmefra, som jeg så kunne tage på. Der gik rigtig lang tid, før Mette fik en uniform. Så skulle vi også vente på sko, for der må man heller ikke bruge sine egne. Da vi fik det, blev vi vist rundt på afdelingen. Der er ellers plads til, at de kan have kvinderne liggende til observation både før og efter et kejsersnit, men der er ikke økonomi til at have personale til det, så det gør de ikke noget i. Der er 3 operationsstuer, men der er kun bemanding til en operationsstue (om aftenen nogle gange 2 operationsstuer). Efter rundvisning sad vi i rigtig lang tid og ventede på, at der var et kejsersnit, vi kunne være med til. Da klokken blev 12.00, kunne vi endelig komme med ind og se et kejsersnit. Det er lidt sjovt at tænke på, at ved en fødsel gives der ikke noget smertestillende, men ved kejsersnit kommer de i fuld narkose. Det var en rigtig spændende oplevelse, men det ser godt nok lidt voldsomt ud, når de hiver barnet ud af hullet i maven.
Alt i alt var det en super oplevelse og en jeg er rigtig glad for at have oplevet, kunne godt have tænkt mig at prøve lidt mere og assistere lidt mere, men omvendt, så kunne jeg have været her meget længe for der var også så mange flere ting, jeg gerne ville prøve da jeg var på skadestuen. Så jeg må bare vente til jeg kommer hjem og få prøvet en masse ting.
- comments